Mellem skepsis, tvivl og tillid - en sociologisk undersøgelse af lægfolks og eksperters risikoopfattelser i forbindelse med brugen af pesticider

Forord

Denne rapport præsenterer hovedresultaterne fra det sociologiske forskningsprojekt om Risikoopfattelse – befolkningens og eksperters opfattelser af risici ved pesticidanvendelse. En sociologisk undersøgelse. Projektet er udsprunget af en interesse i både pesticider og risikoopfattelser. Projektet blev igangsat af seniorforsker Pernille Kaltoft, seniorforsker Mette Jensen, begge fra Afdelingen for Systemanalyse på DMU ved Århus Universitet (DMU-SYS) og professor Mette Wier, Afdelingen for Forbrug, Sundhed og Etik på Fødevareøkonomisk Institut (FOI) ved Københavns Universitet.

Mette Jensen har foretaget den kvalitative del-analyse, der omhandler lægfolks risikoopfattelser. Efter gennemførelse af de kvalitative ekspertinterview gik Pernille Kaltoft på barselsorlov og blev senere langtidssygemeldt, og først efter en periode på 1½ år og efter færdiggørelsen af del-analysen om lægfolks risikoopfattelser og af den kvantitative del-analyse, trådte forsker Anne Jensen i hendes sted og foretog den del-analyse, der omhandler eksperters risikoopfattelser. De to kvalitative del-analyser blev i interviewfasen og i udarbejdelsen af del-analysen om lægfolks risikoopfattelser bistået af studentermedhjælp og senere videnskabelig assistent Anders Blok, som bl.a. har udfærdiget litteraturreviewet, og af seniorforsker Anna Bodil Hald, DMU, som har udarbejdet hverdagskategoriseringen af pesticider.

Mette Wier tiltrådte undervejs i projektet andet arbejde. De statistiske analyser i den kvantitative del er udført af seniorforsker Kim Martin Hjorth Lind, Afdeling for International Økonomi og Politik på Fødevareøkonomisk Institut (FOI) ved Københavns Universitet, og færdiggjort af seniorforsker Tove Christensen bistået af forskningsassistent Sigrid Denver, begge fra Afdeling for Forbrug, Sundhed og Etik på Fødevareøkonomisk Institut (FOI) ved Københavns Universitet.

Denne hovedrapport er skrevet sammen på baggrund af de tre del-analyser og litteraturreviewet og er redigeret af Anne Jensen. De to kvalitative del-analyser er blevet afrapporteret som to selvstændige forskningsrapporter (Jensen, M. 2006; Jensen A. 2008). Projektet har tillige affødt tre videnskabelige artikler (Blok, Jensen & Kaltoft 2006, 2008, Jensen & Blok 2008).

Projektet har været lokaliseret på Afdeling for Systemanalyse på DMU. Alle bilag findes i tilknyttede bilagsrapport. Projektets forløb har grundet ovennævnte udskiftninger strakt sig over en længere periode, haft mange bidragydere og været mere turbulent end forventet.

Vi vil gerne takke de eksperter og lægfolk, som med stor interesse har indvilliget i at blive interviewet, og uden hvem projektet ikke havde været muligt. Vi vil tillige gerne takke de personer i og udenfor projektets følgegruppe under pesticidforskningsprogrammet, som har givet feedback og kommenteret tidligere udkast af denne rapport: lektor Jesper Lassen, professor Peter Esbjerg, professor Peter Sandøe, afdelingsleder Poul Henning Petersen, lektor Bent Jørgen Nielsen, afdelingsleder Niels Lindemark, post.doc Jannie Olsen og fuldmægtig Lise Samsøe-Petersen. Vi vil også gerne takke Ann-Katrine Holme Christoffersen for gennemlæsning og opsætning af rapporten. Vi vil ligeledes gerne takke både Miljøstyrelsens Pesticidforskningspulje samt Afdelingen for Systemanalyse, DMU, for finansiering af projektet.

 



Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.