Evaluering af målopfyldelse og virkemidler i Pesticidplan 2004-09

10 Tværgående evaluering – Omkostningseffektivitet

Omkostningseffektiviteten er et mål for, hvilke samfundsøkonomiske omkostninger, der ved et givet virkemiddel er forbundet med opnåelse af en veldefineret målopfyldelse. Da effekterne imidlertid er vanskeligt målbare og sammenhængen mellem virkemidler og effekt langt fra er klar, vil det ikke være realistisk at beregne omkostningseffektiviteten på et overordnet niveau, hvor effekten af forskellige virkemidler vil kunne sammenlignes.

Mere realistisk vil det være at sigte på beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved en reduktion i forbruget af en given type pesticider til en given anvendelse. For at kunne bruge det som grundlag for en prioritering og som bidrag til et beslutningsgrundlag, skal der imidlertid være tale om forskellige måder at opnå den samme effekt på, idet ideen naturligvis er, at foretage forbrugsnedsættelsen på det område, hvor det koster mindst.

På grund af problemer med måling af omkostninger og effekter vil en egentlig beregning af omkostningseffektivitet ikke være mulig i forhold til de virkemidler, der indgår i pesticidplanen. En gennemgang af de enkelte virkemidler viser, at der højst kan foretages en beregning af omkostningerne pr. aktivitet, dvs. pr. rådgivningsforløb eller pr. on-line konsultation. Det kan bruges til at illustrere omkostningerne ved de forskellige indsatser, men vil ikke sige noget mere præcist om, hvor der fås mest miljø for pengene.

I tabel 10.1 er foretaget nogle få nøgletalsberegninger til illustration af omkostningerne pr. rådgivningsforløb for landbruget og for gartneri og frugtavl samt for brugen af den hotline vedr. pesticider, der er etableret for private.

Tabel 10.1 Enhedsomkostninger for udvalgte virkemidler

Virkemiddel/aktivitet Antal/omfang Anvendte ressourcer
(1000 kr.)
Omkostninger pr. enhed
1. Rådgivningsforløb, landbrug, 2004-07 4.176 10.043 2.405
1.2 Rådgivningsforløb, gartneri og frugtavl,
2004-07[12]
460 1.847 4.015
9. nedsættelse af forbrug i private haver. Brug af hotline 2004 – 07. 822 1.244 1.514


Det ses at et rådgivningsforløb i landbruget gennemsnitligt har kostet offentlige udgifter på kr. 2.400, mens det tilsvarende beløb for gartneri og frugtavl er betydeligt større, kr. 4.000 i gennemsnit. Dette er måske rimeligt i forhold til den mulige besparelse, men omkostninger på kr. 1500 pr. hotline konsultation synes at være meget høj i forhold til de øvrige. Det gælder især på baggrund af oplysninger i evalueringen om, at der ofte er tale om forholdsvist simple problematikker og spørgsmål, der ligger på kanten af hotlinens hovedområde.

Tabel 10.2 viser omfanget af rådgivning i landbruget i forhold til antal bedrifter. Det ses at der over de seneste år har været omkring 50 bedrifter på over 10 ha. pr. årlig rådgivningsydelse. Det betyder at ydelsernes antal svarer til at 2% af alle bedrifter med over 10 ha. årligt får rådgivning, såfremt brug under denne størrelse ikke gør brug af rådgivningen.

Tabel 10.2 Omfanget af rådgivning i forhold til antal bedrifter

Antal rådgivningsforløb i alt pr 1000 bedrifter 2004 2005 2006 2007
Samlet antal rådgivningsforløb 1928 910 742 596
Antal bedrifter med 10 ha og derover 37096 40623 36626 34157
Fordelt på bedrifter med 10 ha og derover 19,2 44,6 49,4 57,3
Antal bedrifter med 100 ha og derover 7843 7548 8254 8177
Fordelt på bedrifter med 100 ha og derover 4,1 8,3 11,1 13,7

Såfremt rådgivningen alene fokuserede på de større brug med over 100 ha, svarer den registrerede indsats til, at der er omkring 10 bedrifter (4-14) for hver rådgivningsydelse eller at omkring 10% af disse årligt har modtaget en rådgivningsydelse.

Det fremgår altså, at kun en del af bedrifterne over pesticidplanens periode vil modtage rådgivning, men hvis denne til gengæld er målrettet må det siges at være en rimelig andel. Problemet er ifølge evalueringsnotatet snarere, at det har været vanskeligt at nå ud til de bedrifter, hvor der er konstateret et besparelsespotentiale.


Fodnoter

[12] Der er heri inkluderet opfølgningsforløb, der generelt er af mindre omfang.

 



Version 1.0 September 2008, © Miljøstyrelsen.