| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning, emissioner samt miljø- og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i kunstgræs

3 Udenlandske undersøgelser

• • 3.1.1 Norske undersøgelser
  • 3.1.2 Svensk statusrapport
  • 3.1.3 Hollandske undersøgelser
  • 3.1.4 Schweizisk undersøgelse
  • 3.1.5 Fransk undersøgelse
• 3.2 Samlet konklusion på de udenlandske undersøgelser og strategi for nærværende undersøgelse

Det er først og fremmest i Norge, man har gennemført detaljerede studier af kunststofbaner (T. Källquist, 2005; C. Dye et al., 2006; T.S.W. Plesser, 2004; T. Sanner, 2006), men også i Sverige (Kemikalieinspektionen, 2006), Holland (Verschoor, 2007; M. van Bruggen et al., 2006; U. Hofstra, 2007; R. Moretto, 2007), Schweiz (E. Müller, 2007; H.J. Kolitzus, 2006) og Frankrig (R. Moretto, 2007) er der både igangværende og afsluttede undersøgelser med et omfattende moniteringsprogram for en række miljøparametre. Den svenske rapport bygger hovedsagelig på oplysninger fra andre kilder.

3.1.1 Norske undersøgelser

Der foreligger fire norske rapporter, der i forskellige aspekter vurderer miljø- og sundhedsmæssige risici som følge af anlæg og brug af kunstgræsbaner i Norge.

To af undersøgelserne er gennemført på foranledning af Statens Forurensningstilsyn (SFT) (T. Käalquis, 2005; C. Dye et al., 2006). En er udført for Norges fodboldforbund (T. Sanner, 2006), og den sidste er udført af Byggforsk (T.S.W. Plesser et al., 2004).

Byggforsk (T.S.W. Plesser et al., 2004) nævnt ovenstående har udgivet sin slutrapport om potentielle sundheds- og miljøeffekter tilknyttet kunstgræsbaner for Norges fodboldforbund i september 2004.

Byggforsk undersøgelsen har omfattet tre infill-gummigranulater baseret på genbrugt gummi (formentlig alle tre fra dæk) og et EPDM-gummigranulat (formentlig ikke genbrugt). Endvidere indgik to kunstgræsfibertyper baseret på PE og copolymer af PE og PP. Den ene type var splitfiber, den anden monofiber. Splitfibre fremstilles ved opslidsning af PE-folie. Monofibre fremstilles ved, at hver enkelt fiber ekstruderes for sig. Det skulle give bedre langtidsegenskaber mod slid.

I undersøgelsen er der blevet analyseret for totalindhold af arsen, bly, cadmium, kobber, krom, kviksølv, PCB, PAH, ftalater og phenoler i selve materialerne. Endvidere er der udført udvaskningsforsøg og afgasningsforsøg.

Risikovurderingen blev udført i en forenklet udgave, idet man sammenlignede totalindholdet af miljøskadelige stoffer i kildematerialet med SFT´s normværdier for mest følsomt arealbrug. Mest følsomt arealforbrug er i Norge arealer til brug for boliger, haver, børnehaver, skoler o.l.

Kontaktvandet fra udvaskningsforsøgene af gummigranulater fra genbrugt gummi indeholdt zink, PAH’er, ftalater og phenoler. Mængden af zink placerer kontaktvandet i SFT´s klasse V (meget forurenet vand), men er lavere end zinkindholdet tilladt i Canadian Environmental Quality Guidelines for drikkevand.

Mængden af antracen, fluanthen, pyren, ftalater og nonylphenoler er højere end tilladt i Canadian Environmental Quality Guidelines.

Det kræver ifølge forfatterne en mere detaljeret risikoanalyse og yderligere forsøg for at afgøre, om der er en reel risiko for skade på miljø og sundhed for de stoffer, der er målt i kontaktvandet.

Gummigranulaterne fra det genanvendte gummi afgiver en række alkylerede benzener i luftform. I en af prøverne fandtes afgasning af trichlormethan og i en anden cis-1,2-dichlorethen. Det anbefales i rapporten, at man foretager aktuelle målinger på en kunstgræsbane for at fastslå, om afgivelsen er problematisk^[1].

Med undtagelse af indhold af chrom og zink indeholdt EPDM-granulatet mindre mængder miljøfarlige stoffer end granulaterne fra genanvendt gummi. EPDM afgav også mindre mængder flygtige stoffer.

I selve kunstgræsfibrene blev der påvist kobber og zink. Udvaskningen af zink fra begge kunstgræstyper til demineraliseret vand ligger begge over SFT´s grænseværdi for zink i drikkevand (klasse V).

I den ene kunstfibertype fandtes indhold af octyl- og nonylphenol. Endvidere blev der fundet DEHP i begge kunstfibertyper. Den ene prøve indeholdt endvidere DMP og DINP.

Norsk Institutt for vannforskning (T. Källquist, 2005) har vurderet miljørisikoen på baggrund af undersøgelser af miljøfarlige stoffer, som findes i materialer, der benyttes ved anlæg af kunstgræsbaner, og deres potentiale med hensyn til at blive udvasket af regnvand.

Risikoen er vurderet på baggrund af resultaterne i Byggforsk rapporten beskrevet ovenfor og ved beregning af kvotienten PEC/PNEC, hvor:

PEC er ”Predicted Environmental Concentration”, dvs. den forventede koncentration i miljøet, og PNEC er ”Predicted No Effect Concentration”, dvs. den højeste koncentration, som ikke fører til skadevirkninger på miljøet.

Vurderingen følger de standardprocedurer, som benyttes ved risikovurdering af kemikalier i EU.

Scenariet, som vurderingen er baseret på, er en kunstgræsbane med et areal på 7200 m², en årlig nedbør på 800 mm, og at der sker dræn til en nærliggende bæk. Vandføringen i bækken vil naturligvis have indflydelse på fortyndingsgraden. Denne er sat til en faktor 10.

Mængden af kunstfibergræs og gummigranulat for en bane med det nævnte areal er sat til henholdsvis 5.760 kg og 129.600 kg.

Det er en forudsætning for beregningerne, at de koncentrationer, der er fundet i kontaktvandet, er ligevægtskoncentrationer, dvs. uafhængige af mængdeforholdet vand/materiale.

Beregningerne viste, at der foreligger en mulighed for miljøeffekter for små recipienter, som modtager overfladevand fra kunstgræsbaner.

De stoffer, der bidrager mest, er zink og alkylphenoler (især octylphenol).

Koncentrationen af udvaskede stoffer ventes at aftage, men over mange år.

De mængder, der afgives til vandet, er beskedne, hvorfor evt. miljøeffekter ifølge rapporten kun vil være lokale.

For at opnå et bedre grundlag for at bedømme miljøeffekterne af kunstgræsbaner bør der ifølge forfatterne gennemføres målinger direkte på dræn fra anlagte kunstgræsbaner. Målingerne bør omfatte toksicitetstests.

Norsk institutt for luftforskning (NILU) har foretaget luftforureningsmålinger i tre indendørs kunstgræshaller i 2005 (C. Dye et al., 2006).

Målingerne blev gennemført for kunstgræsbaner med nylagt gummigranulat (SBR-dæk), med gummigranulat lagt for et år siden (SBR-dæk) og for en kunstgræsbane med infill af en termoplastisk elastomer (TPE).

Måleprogrammet omfattede analyse af svævestøv PM₁₀ og PM_2,5 for andel gummi, og koncentration af vulkaniseringsforbindelser, antiældningsmidler, ftalater og tjærestoffer (PAH’er). Endvidere er der målt for flygtige organiske forbindelser (VOC) og polycykliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er) i luftfasen.

Der er blevet målt for total sum af flygtige organiske stoffer (TVOC) i de tre sportshaller og for en lang række specifikke flygtige stoffer.

I undersøgelsen er der angivet koncentrationer for benzothiazol, toluen, 4-metyl-2-pentanon, diethylftalat (DEP), diisobutylftalat (DIBP) og dibutylftalat (DBP) samt TVOC. TVOC ligger i intervallet 136 µg/m³ til 716 µg/m³. De største koncentrationer fandtes for toluen 15-85 µg/m³ og benzothiazol 3-16 µg/m³.

Det konkluderes i undersøgelsen, at TPE giver lavere TVOC end granulaterne baseret på SBR fra brugte dæk.

Svævestøvets indhold af organisk materiale er betydeligt i alle tre haller. Typisk drejer det sig om PAH’er, ftalater, semiflygtige organiske stoffer, benzothiazoler og aromatiske aminer.

I rapporten (T. Sanner, 2006) udført af Nasjonalt folkehelseinstitutt og Radiumhospitalet er sundhedsrisikoen for fodboldspillere blevet vurderet.

I vurderingen er der benyttet 9 eksponeringsscenarier omfattende inhalation via luftvejene, hudeksponering og indtag via munden.

Der er i inhalationsscenarierne taget udgangspunkt i den højest fundne VOC på ca. 716 µg/m³, selvom VOC i de to andre haller, der blev moniteret, var 2,5-3 gange lavere.

På baggrund af scenarierne konkluderer rapporten, at der ud fra de eksponeringer, som er beregnet ved brug af indendørshaller med kunstgræs, og hvor man anvender granuleret gummi fra kasserede bildæk, ikke er grund til at antage, at disse skal medføre en øget sundhedsrisiko. Dog tages der et vist forbehold, når det gælder udvikling af astma-/luftvejsallergi, hvor den nuværende viden er begrænset. Det gælder specielt for latexallergener.

Det er et åbent spørgsmål, om disse latexallergener kan optræde i støv fra kunstgræsbaner med infill baseret på kasserede bildæk.

For flere af de påviste stoffer i halluften er den toksikologiske viden begrænset. Imidlertid er koncentrationerne af stofferne meget lave, og de forventes af denne grund ikke at udgøre en sundhedsrisiko.

Eksponeringsmængderne for benzen og PAH’er udgør ifølge rapporten ingen sundhedsrisiko.

Det anses ifølge forfatterne ikke for nødvendigt at udskifte det nuværende infill af SBR-gummigranulat i sportshallerne ud fra den nuværende viden om sundhedseffekter, men man anbefaler, at der ved supplering af infill ikke benyttes genanvendt SBR fra dæk, da der kunne være en mulig induktion af latexallergi.

3.1.2 Svensk statusrapport

Kemikaliekontrollen i Sverige har i 2006 udgivet en statusrapport ”Konstgræs ur et kemikalieperspektiv” (Kemikalieinspektionen, 2006) vedrørende miljø- og sundhedsmæssige problemstillinger ved brugen af kunstgræs.

Rapporten omhandler udelukkende fodboldkunstgræsbaner, som har infill af genanvendte bildæk.

Ifølge rapporten, som er udarbejdet i juni 2006, findes der i Sverige ca. 150 fodboldbaner med kunstgræs baseret på infill med gummigranulat fra genanvendte dæk.

De fleste baner er til udendørs brug, men der findes også indendørs baner.

Alene i Stockholm-området skulle der være planer om 30 nye baner baseret på kunstgræs.

Det vurderes, at ca. 90 % af banerne er baseret på infill fra genanvendte dæk.

Rapporten bygger i høj grad på de norske undersøgelser, hvis resultater gennemgås.

Der er også reference til et par enkelte målinger i kunstgræshaller i Sverige.

Målinger og beregninger viste et meget lavt indhold af benzo(a)pyren og ca. 10.000 gange lavere end grænsen sat af det svenske arbejdstilsyn for arbejdsmiljø.

I rapporten findes der en gennemgang af europæiske retningslinier, herunder den tyske foreløbige standard DIN 18035-7:2002.

Rapporten slutter med at konkludere, at granulater fra genanvendt gummi stammende fra bildæk ikke bør anvendes som infill, når nye kunstgræsbaner skal anlægges. Det begrundes med et miljømål sat af den svenske Rigsdag, som foreskriver, at materialer, som indeholder særligt farlige stoffer, ikke bør anvendes.

De øvrige konklusioner lægger sig tæt op af de tilsvarende norske anbefalinger og med de selv samme argumenter.

3.1.3 Hollandske undersøgelser

Der foreligger tre omfattende hollandske studier (A.J. Verschoor, 2007; M. van Bruggen et al., 2006; U. Hofstra, 2007):

• RIVM-rapport 601774001, der omhandler udvaskning af zink fra gummi-infill i kunstgræsbaner (A.J. Verschoor, 2007)
• RIVM-rapport 609300001, der omhandler nitrosaminer i gummigranulat (M. van Bruggen)
• INTRON-rapport omhandler miljø- og sundhedsaspekter af infill-gummigranulat fra genanvendte bildæk (på hollandsk, men med engelsk resumé) (U. Hofstra, 2007).

Rapporten om zinkafgivelse konkluderer, at udvaskningen af zink fra SBR-infill vil vise stigende tendens som følge af, at gummiet ældes. Det vurderes, at zinkbelastningen fra infill vil være 800 mg/m²/år. I de hollandske myndigheders (Dutch Building Materials Decree) er en acceptabel belastning med zink sat til 2100 mg/m²/100 år. Denne værdi bliver således ifølge forfatterne overskredet allerede efter ca. 3 år. Det anføres, at zinkbelastningen lokalt vil være ca. 20 gange højere end fra landbruget (gylle og pesticider).

Rapporten slutter med en konklusion om, at yderligere undersøgelser for zinkudvaskning kan reducere den eksperimentelle usikkerhed, der ligger til grund for risikovurderingen.

Det foreslås, at der udføres studier over ældning af forskellige typer gummi og over ældningens indflydelse på afgivelse af zink og andre stoffer, der kan migrere fra gummi.

Endvidere foreslås der feltmålinger på kunstgræsbaner med infill-gummi af forskellig alder og kvalitet. Der anbefales bioassay af drænvandet til bestemmelse af effekten af den blanding af stoffer, der frigives fra infill-materialet. Endelig anbefales minifeltforsøg (lysimeter) eksempelvis på 1x1x1 m felter.

I en INTRON rapport (U. Hofstra, 2007) konkluderes det, at udvaskning af zink fra gummigranulat fra brugte bildæk betragtes som den alvorligste kilde til forurening af miljøet fra udendørs kunstgræsbaner. Det anføres, at man forventer, at hollandske grænseværdier for afgivelse af zink vil blive overskredet inden for en 3–20 års brugsfase.

I et konferenceindlæg (N. Salzmann, 2006) konkluderes det, at mængden af luftbårne nitrosaminer (N-nitrosodimethylamin) målt på en bane^[2] er højere end sundhedstærskelværdien (health treshhold). Vurderingen er baseret på et scenarie, hvor der spilles fodbold 3 gange om ugen af to timers varighed. Efter 8 år overskrides grænsen ifølge redegørelsen. Der var ikke nærmere detaljer om de eksperimentelle parametre og moniteringen.

I en anden meget omfattende undersøgelse (P.C.J.M. Janssen, 2006) har man målt koncentrationen af nitrosaminer i luften over fire kunstgræsfodboldbaner i en højde på 30-100 cm i Arnhem. Det konkluderes, at der ikke kan påvises nitrosaminer i luften. Laboratoriemålinger påviste nitrosaminer i små koncentrationer i selve infill-materialet.

Samlet konklusion af denne undersøgelse er, at nitrosaminer ikke udgør et sundhedsproblem (modsat konklusionen ovenfor).

Med hensyn til sundhedsmæssige risici i form af hudkontakt, indånding eller oralt indtag konkluderes det, at der ikke er signifikant risiko for fodboldspillere som følge af infill i kunstgræsbaner baseret på gummigranulat fra brugte bildæk.

3.1.4 Schweizisk undersøgelse

I Schweiz er der i Bern igangsat et projekt i maj 2006 med minimum et års monitering af udvaskningen af udvalgte kemiske stoffer og samleparametre (H.J. Kolitzus, 2006).

Undersøgelsen er baseret på anvendelse af lysimetre, som bl.a. finder anvendelse til studier af planters optagelse af næringsstoffer. Lysimetrene er opbygget af forstærkede polyesterrør med en diameter på 1 m og en højde på 1,5 m. Rørene er udstyret med et automatisk opsamlingssystem for vand. Det muliggør opsamling af den totale mængde regnvand fra en kunstgræsoverflade. Det opsamlede vand analyseres efterfølgende.

Foto 3.1 Lysimeterforsøg, Bern, Schweiz

Opsamlingen sker i beholdere tilsluttet betonbunden af lysimetrene.

I forsøgsserien er der udvalgt ti forskellige typer overflader, som anvendes i forbindelse med anlæg af kunstgræsbaner.

Der indgår EPDM- og SBR-gummi som infill-materiale såvel som sand og forskellige former for støttelag, eksempelvis på bitumenbasis eller som genanvendt SBR-gummigranulat oven på et ubundet mineralstøttelag.

Der er foretaget en foreløbig konklusion på baggrund af forsøgsresultater fra maj-september 2006.

Der blev konstateret afgivelse af aromatiske aminkomplekser og benzothiazoler i koncentrationsområdet 10-300 µg/l, men der blev ikke konstateret nogen signifikant afgivelse af PAH’er til drænvandet, heller ikke fra genanvendt SBR. Detektionsgrænsen for de enkelte PAH’er lå på ca. 0,02 µg/l.

Foreløbige konklusioner på den afsluttede undersøgelse, som er udarbejdet på tysk af E. Müller, der har været fagekspert tilknyttet undersøgelsen, er tilsendt Teknologisk Institut pr. e-mail den 29. august 2007.

Resultaterne er endvidere blevet resumeret (E. Müller, 2007) i september 2007 på et møde afholdt af BASPO (Bundesamt für Sport) i Magglingen, Schweiz.

Nedenfor følger dansk oversættelse af de væsentlige oplysninger og konklusioner fra undersøgelsen.

Foto 3.2 Detalje fra lysimeterforsøg i Bern, Schweiz

Tabel 3.1 Undersøgte kunstgræsmaterialer i lysimeterforsøgene i Schweiz

Undersøgelsen har omfattet udvaskningen af følgende udvalgte kemiske stoffer og samleparametre:

• Anilin
• Alkylerede phenylendiaminer
• Benzothiazol
• 16 PAH’er
• Zink
• Ammonium-kvælstof
• Nitrat-kvælstof
• Nitrit-kvælstof
• Summen af opløste organiske kvælstofforbindelser
• Summen af opløste organiske stoffer (DOC)

Der er foretaget supplerende bestemmelse af zinkindhold af de forskellige gummigranulater samt termoanalyser og udvaskningsforsøg til karakterisering af de forskellige granulater.

Det konkluderes, at man med moderne analytisk måleudstyr kan påvise selv de mindste spor af organiske stoffer. Stofferne bliver efter forholdsvis kort tid udvasket fra overfladen af regnvand. Koncentrationerne af udvaskede stoffer var ved afslutningen af den etårige moniteringsperiode i næsten alle tilfælde mindre end detektionsgrænsen på 0,2 µl pr. liter. Ved udvaskningsforsøg i laboratoriet blev udvaskningsprofilen fra kunstgræsbanerne i lysimeterforsøgene bekræftet.

Det fastslås endvidere, at de stoffer, der udvaskes fra gummigranulat-infill og gummi-pad, er de samme stoffer, som drænes fra vejene som følge af gummislidpartikler fra bildækkene, og som udledes fra kommunale renseanlæg.

I den etårige forsøgsperiode blev der ikke udvasket forøget mængde af zinkioner til det akvatiske miljø. Alle forsøgene viste det samme lave indhold af PAH’er på niveau med indholdet fra o-prøverne. Der kunne ikke påvises sundheds- eller miljøskadelige PAH´er i vandet fra forsøgene.

Den foreløbige konklusion er følgende:

• De gummigranulater og elastiske pad, der anvendes til kunstgræsbaner, er uopløselige i vand. Alle granulater, nyfremstillede såvel som granulat fra knuste bildæk, efterlader spor af kemiske stoffer, som kan påvises i det opsamlede regnvand.
• De organiske stoffer, der befinder sig på overfladen af gummigranulaterne, bliver inden for kort tid udvasket af regnvandet.
• Med den viden, man i dag besidder, er der intet belæg for at påstå, at der skulle være miljømæssige problemer med udvaskning af uønskede kemiske stoffer fra kunstgræsbaner og elastiske lag (infill og pad). Der foreligger dog ikke langtidsforsøg (over flere år).
• Det må frarådes at udarbejde afprøvningsmetoder og normer, da det nødvendige grundlag herfor ikke er til stede.

3.1.5 Fransk undersøgelse

Der foreligger en fransk undersøgelse (R. Moretto, 2007) udarbejdet for ADEME, Aliapur og Fieldturf Tarkett i 2007. Aliapur er et fransk firma, der står for granulering af dæk i Frankrig. I 2005 svarede produktionen af gummigranulat fra dæk til en mængde på 283.000 tons dæk (85 % af dækaffald på det franske marked). Fieldturf Tarkett er en af de større internationale aktører inden for 3.-generations-kunstgræs. Årligt anlægger firmaet 650 større sportsbaner, heraf i 2006 100 baner i Frankrig. ADEME er det franske miljøministerium, som har støttet udredningsprojektet. Selve den praktiske udførelse er sket i et fransk forskningsnetværk (EEDEMS).

Undersøgelsen er blevet iværksat bl.a. på baggrund af fremkomne oplysninger (de norske og den svenske rapport) om mulige sundheds- og miljømæssige problemer ved at anvende neddelte dæk som infill til kunstgræsbaner.

Rapporterne har også dannet baggrund for iværksættelse af nogle af de tidligere refererede undersøgelser, bl.a. i Holland og Schweiz.

Undersøgelsen har omfattet såvel miljømæssig påvirkning på vand som en vurdering af sundhedsrisici forbundet med luftformige emissioner.

Materialemæssigt har undersøgelserne omfattet kunstfibre fra Fieldturf Tarkett i kombination med granulater af brugte dæk, virgint EPDM og TPE-baseret infill.

3.1.5.1 Afgivelse af stoffer til vand

I forsøgene med afgivelse af stoffer til vand har man medtaget infill-sand, selve samlingerne og den polyurethanlim, der bliver anvendt til samlingerne af kunstgræsbanerne.

Der er anvendt 17,5 kg sand i eksperimenterne og 15 kg elastisk infill.

Der blev gennemført in situ eksperimenter og eksperimenter i pilotscenarier.

Til in situ eksperimenterne blev der anvendt et lysimetersystem. Systemet var baseret på en bakke af rustfrit stål med et overfladeareal på 2 m², 10 cm i højden i den ene ende og 5 cm i den anden. Bakken blev placeret i en kunstgræsfodboldbane. Perkolatet af regnvand opsamles i bunden af bakken og pumpes over i analysebeholderne.

Moniteringsperioden var 11 måneder.

Til pilotforsøgene blev der anvendt rektangulære aluminiumstanke på 2,5 m i længden og 1 m i bredden. Bund og sider var baseret på vandtætte geomembraner. Perkolat blev opsamlet via drænrør i bunden af konstruktionen.

Forsøgsopstillingen var indendørs, og simulering af regn skete ved hjælp af dyser, der doserede en mængde vand svarende til den gennemsnitlige nedbør i en række europæiske hovedstæder (800 mm regn årligt).

Moniteringsperioden var som in situ eksperimenterne 11 måneder.

Analyseprogrammet i forbindelse med de to typer forsøgsopstillinger har været omfattende. Således har der været moniteret 42 kemisk-fysiske parametre:

Total cyanid, phenolindeks, total kulbrinte (THC), 16 PAH’er, TOC, Al, As, Ba, Cd, Co, Cr, Cu, Hg, Mo, Ni, Pb, Sb, Se, Sn, Zn, fluorider, nitrater, ammonium, chlorider og sulfater samt pH og ledningsevne.

Endvidere er der sket økotoksikologisk karakterisering af perkolaterne ved inhiberingstest med Daphnia magna efter EN ISO 6341 og med Pseudokirchneriella subcapitata efter EN ISO 28692 (inhibering af alger).

Mængden af vand doseret i de fire pilotforsøg var 800 l/m²/15 kg granulat, og det opsamlede perkolat udgjorde 580 l/m². Det tages som udtryk for, at ca. 27-30 % af vandet fordamper til atmosfæren.

Konklusionen på de to typer eksperimenter er, at koncentrationerne af de stoffer og samleparametre, der er målt, er i overensstemmelse (kompatible) med franske og europæiske guidelines, uden at forfatterne nærmere har specificeret, hvilke guidelines der henvises til.

Konklusionen på økotoksicitetstestene er, at perkolatet fra 3.-generations-kunstgræsbaner, uanset typen af infill, ikke udviser en negativ indflydelse på miljøet.

3.1.5.2 Afgivelse af flygtige stoffer

I forsøgene med afgivelse af flygtige stoffer har man testet følgende materialer: kunstgræs med grønne kunstfibre omfattende et bånd af hvide fibre, polyurethan-lim, sand og tre forskellige infill-granulater. Som granulater blev anvendt EPDM, SBR fra brugte bildæk og TPE.

Der er som i forsøgene med afgivelse til vand anvendt 17,5 kg sand i eksperimenterne og 15 kg elastisk infill.

Det svarer for en prøve på 0,15 m², som aktuelt blev testet, til 2,625 kg sand og 2,25 kg granulat.

Testen skete på prøvemateriale anbragt i stålbakker på 0,78 m x 0,19 m ved 23 °C og en relativ fugtighed på 50 % ± 5 %. Testen blev udført efter prEn ISO 16000-9: Indoor air – Part 9: Determination of the emission of volatile organic compounds from building products and furnishing – Emission test chamber method.

Der blev anvendt en specifik ventilationshastighed på q = 1,25 m^3/m²/h.

Ved forsøgene blev der målt for VOC og for aldehyder.

Konklusionen på undersøgelserne var:

• Emissionen fra kunstgræs alene er meget lav (TVOC = 8,3 µg/m³ i en periode på 28 dage) sammenlignet med et parketgulv.
• Emissionen fra kunstgræs med granulat fra brugte dæk som infill er lav (TVOC = 134 µg/m³ i en periode på 28 dage).
• Emissionen fra kunstgræs med TPE-granulat som infill er også lav (TVOC = 118 µg/m³ i en periode på 28 dage).
• Emissionen fra kunstgræs med EPDM som infill er større (TVOC = 490 µg/m³ i en periode på 28 dage).

På baggrund af et wost case scenarie (for indendørs brug tages der udgangspunkt i en hal med en kunstgræsoverflade på 1800 m² og et rumfang på 20.000 m³) konkluderes det, at:

• Der er på baggrund af koncentrationen for VOC- og aldehydafgivelsen til indendørs luft ikke grund til betænkelighed ved udendørs brug af kunstgræsbaner ud fra en sundhedsmæssig vurdering.
• Der er på tilsvarende baggrund af målingerne ud fra en sundhedsmæssig vurdering heller ikke er grund til betænkelighed ved indendørs brug. Det gælder for professionelle, amatøratleter, voksne og børn såvel som for det personale, der installerer banerne.

Dog er der en risiko for det personale, som installerer de indendørs kunstgræsbaner, såfremt det sker i dårligt ventilerede haller i en periode på mere end fem år. I de tilfælde anbefales et luftskifte på to rumfang pr. time.

Det skal tilføjes, at påvirkningen som følge af afgivelse af stoffer til vand er konkluderet som værende på kort og mellemlangt sigt.

Endvidere fremhæves det, at der er sammenlignelig påvirkning fra infill-materialet, uanset om det er baseret på virgint TPE og EPDM eller på granulat fra brugte bildæk.

Konklusionen er interessant i sammenligning med konklusionen fra de norske, svenske og hollandske undersøgelser. På baggrund af den franske undersøgelse er der således ikke belæg for at udfase brugen af granulerede bildæk (SBR), og EPDM afgiver i denne undersøgelse mere VOC end SBR. Det skal dog anføres, at der findes mange forskellige recepturer for EPDM, så man kan have valgt en særlig olieholdig type til sammenligningen.

3.2 Samlet konklusion på de udenlandske undersøgelser og strategi for nærværende undersøgelse

Samlet må det konkluderes, at stort set alle udenlandske undersøgelser konkluderer, at der ikke er sundhedsmæssige problemer for brugerne af kunstgræsbaner, hverken indendørs eller udendørs.

Til gengæld har de udenlandske undersøgelser ikke en fælles konklusion med hensyn til anbefalinger/præferencer, når det gælder brug af forskellige infill-materialer til kunstgræsbaner og deres miljøpåvirkning. Her viser resultater af lysimeterforsøg udført i Frankrig og Schweiz, at der ikke i praksis skulle være problemer med at anvende granulerede bildæk som infill i banerne i forhold til andre infill-typer. En hollandsk undersøgelse konkluderer, at der kan ske en øget zinkudvaskning fra granulerede bildæk som følge af, at gummiet ældes. Det er den eneste rapport, der opstiller denne hypotese. I Norge anses risikoen for en miljøbelastning som følge af udvaskning af kemiske stoffer fra granulerede dæk som lille, med undtagelse af særligt følsomme arealer. I den svenske statusrapport fraråder man brugen af granulerede bildæk med henvisning til restriktioner i svensk lovgivning. Man har i Sverige ikke foretaget egne lysimetertests som i Frankrig og Schweiz, men i høj grad baseret sin konklusion på de norske undersøgelser.

Der er i de udenlandske undersøgelser medtaget et begrænset antal kunstgræsmåtter og infill-typer, bl.a. har man ikke set på kokos-infill og gråt industrigummi. I nærværende danske undersøgelse er der derfor blevet lagt vægt på at få indsamlet så mange typer kunstgræsmåtter og infill som muligt for at få en indbyrdes sammenligning af de på markedet anvendte materialer og den kemi, der knytter sig til dem.

Ved vurderingen af miljøpåvirkningen af jord og grundvand fra banerne har der fra Miljøstyrelsens side endvidere været interesse i at få kortlagt og belyst indflydelsen af brug af saltning på kunstgræsbanerne, samt evt. brug af ukrudtbekæmpelsesmidler Denne interesse hænger sammen med vejrliget i Danmark og den kendsgerning, at alle danske kunstgræsbaner med undtagelse af to er udendørs. Der har i en enkelt danske kommune været anvendt meget store mængder salt, og der har derfor været en hypotese om, at større mængder salt i form af natriumklorid som følge af ændring i ionstyrken kan øge udvaskningen af visse stoffer til vand og jord. Der anvendes også calcium- eller magnesiumklorid til saltning, så det er også en mulighed, at divalente positive ioner (Ca⁺⁺ og Mg⁺⁺) kan have indflydelse på udvaskningen af zink fra de kunstgræsbaner, der er zinkholdige.

Strategien i nærværende projekt har derfor været at tilvejebringe sammenligninger mellem de kunstgræsmåtter og infill-materialer, der tilbydes i Danmark, med hovedvægt på miljøpåvirkning af jord og vand på udendørs kunstgræsbaner. Samtidig er den sundhedsmæssige vurdering af påvirkning af brugerne ved kontakt og indånding nedtonet i projektforløbet som følge af de resultater, der blev publiceret under projektets løbetid, og som stort set uden undtagelse konkluderer, at der ikke er sundhedsmæssige problemer knyttet til brugen af kunstgræsbaner uanset infill-type.

[1] Det er ikke anført, om det er en udendørs eller en indendørs bane.

[2] Det fremgår ikke, om det er en indendørs eller en udendørs bane.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.