Forbedret mulighed for reduktion af fungicidforbruget i kartofler

Appendiks G

RH måling og klimastationer

DMI stationer

I PlanteInfo kan man verificere kvaliteten af målingerne for relativ luftfugtighed (RH) ved at sammenligne én stations målinger fra nærliggende stationer. I 2005 er vejrdata til data-analyse justeret med 2%, da forskellen til omkringliggende stationer var ca. 2% lavere i juli og august. Konsekvensen var i 2005, at bekæmpelsen af skimmel ved Flakkebjerg var en smule lavere, end den skulle have været. Det har ikke været nødvendigt at justere data for 2006.

Stationer

Til projektet blev der indkøbt nye mobile vejrstationer af mærket Metos til opsætning ved de tre steder, hvor der skulle være forsøg i 2005 og 2006. Det drejer sig om Flakkebjerg på Sjælland, Ytteborg i Midtjylland og LandboNord i Nordjylland. Metos stationen måler temperatur, luftfugtighed, nedbør, bladfugtighed, vindretning og vindhastighed samt globalstråling. Data måles hver 10. minut, men kun timeværdier gemmes. Stationen er uden datalogger, og data sendes ca. hver 2. time til en server i Østrig. I projektet er der udviklet en metode til at trække data herfra automatisk til en server ved Aarhus Universitet, hvor de er blevet anvendt til operationelle beregninger i det beslutningsstøttesystem, som er under udvikling. Metos stationerne var ikke driftsikre i 2005, bl.a. fordi RH sensoren viste sig at måle meget forkert. Til sæsonen 2006, blev alle RH sensorer skiftet til et andet fabrikat - Rotronic. Disse sensorer har fungeret fuldt tilfredsstillende sammenlignet med målinger ved de officielle DMI stationer (Vaisala sensorer).

Der måles bladfugtighed ved DMI stationer, men disse målinger er usikre på grund af hurtig korrosion af sensorelementet og dermed usikre resultater. Derfor er der anvendt bladfugtighed fra Metos stationerne i alle analyser, også de analyser, hvor temperatur og luftfugtighed er anvendt fra DMI stationen ved Flakkebjerg.

 



Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.