| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Cellesprøjtning af ukrudt i majs

5 Biologisk effekt i celler

• 5.1 Forsøgsdesign
  • 5.1.1 Dokumentation af ukrudtseffekt ved ændret dysehøjde
  • 5.1.2 Dokumentation af ukrudtseffekt ved brug af on/off regulerede dyser
• 5.2 Dokumentation af ukrudtseffekt
  • 5.2.1 Dokumentation af ukrudtseffekt ved ændret dysehøjde
  • 5.2.2 Dokumentation af ukrudtseffekt ved brug af on/off regulerede dyser

I kapitel fire blev valget af dyser i projektet begrundet, tekniske undersøgelser gennemført, og lovende dyser udvalgt til biologiske effektforsøg. Selvom en dyse har vist, at den teknisk vil kunne behandle en celle med en tilstrækkelig ensartet fordeling, adskiller opgaven sig fra den måde dyserne normalt anvendes, og en række forhold, som kan formodes at påvirke den biologiske effekt, er ændret. Ved cellesprøjtning skal standarddyser anvendes ved en lavere dysehøjde end normalt, og dermed en kortere afstand til sprøjtemålet. Det betyder, at dråberne har en større del af deres udgangshastighed i behold, når de rammer sprøjtemålet. Det kan have betydning for afsætningen af sprøjtevæske på planter.

Konventionel sprøjtning foregår normalt ved en kørehastighed på ca. 2 m/s. På 1/100 af et sekund bevæger dysen sig således to cm, og den skal kun være åben i 5/100 sekund for at sprøjte ti cm i længden. Cellesprøjtning med korte cellelængder og en kørehastighed, der ikke afviger væsentligt fra nuværende praksis, stiller derfor store krav til at dysens spredebillede og forstøvning momentant er korrekt. Den biologiske effekt samt præcisionen ved bekæmpelse af ukrudt i små celler med anvendelse af kommercielle dyser har derfor stor betydning for potentialet ved cellesprøjtning.

5.1 Forsøgsdesign

5.1.1 Dokumentation af ukrudtseffekt ved ændret dysehøjde

Under denne aktivitet blev der indledningsvis gennemført fire markforsøg i maj 2006 på Forskningscenter Flakkebjerg. Hør blev brugt som testukrudt. Hørren blev udsået på tværs af sprøjteretningen for at sikre, at der var testplanter i hele båndbredden.

I forsøgene blev forskellige potentielle dyser testet effektmæssigt ved anvendelse til båndsprøjtning i ti cm brede bånd. De testede dyser var udvalgt fra laboratoriemålingerne, og effektmæssigt blev dyserne sammenlignet med effekten opnået ved bredsprøjtning med en anbefalet standarddyse. Der blev sprøjtet med en doseringsrække af Roundup Bio, I alt fem doseringer, for at opnå suboptimale bekæmpelseseffekter hvor eventuelle forskelle mellem de testede dyser vil være observerbare.

I alt blev testet 20 dyse/tryk kombinationer til båndsprøjtning i ti cm bånd i forhold til standard bredsprøjtning. Undersøgelsen blev gennemført som randomiserede forsøg med 4 gentagelser pr. behandling. Der blev anvendt en højde over jord, som ved det anvendte tryk gav en båndbredde på ti cm i de målingerne nævnt i kapitel fire.

Forsøgsbehandling blev udført på hør på kimbladsstadiet med en selvkørende parcelsprøjte. Ca. tre uger efter forsøgsbehandling blev der foretaget telemåling i et af forsøgene. Ved telemåling registreres indstråling og reflektion af lys i det røde og i det nærinfrarøde spektrum. Forholdet mellem indstråling og reflektion giver et direkte mål for fotosynteseaktivt plantemateriale på det område, der måles på. I forsøg med udsået testukrudt i renbestand vil telemålingen således være direkte relateret til biologisk effekt af det anvendte middel/dosering.

I juni/juli 2006 blev gennemført et semifield forsøg, hvor ti potentielle dyser blev testet effektmæssigt anvendt som båndsprøjtningsdyser med ti cm båndbredde. Disse dyser og den højde, de skulle anvendes i, for at opnå ti cm båndbredde, var udvalgt på baggrund af laboratoriemålingerne. I dette forsøg indgik ligeledes bredsprøjtning med en kendt standard som reference. To forskellige herbicider blev benyttet, det systemiske herbicid Roundup Bio med aktivstoffet glyphosat, samt kontaktmidlet Oxitril CM med aktivstofferne ioxynil/bromoxynil. Doseringsrækkerne blev tilført i alt fem doseringer af hvert herbicid, med fire gentagelser pr. behandling. Som testplante var valgt kamille dyrket i små kvadratiske potter med en overflade på 10 x 10 cm.

Planterne blev dyrket i en blanding af jord og sphagnum tilsat alle nødvendige næringsstoffer. Der blev sået ca. ti frø pr. potte, som før forsøgssprøjtning blev tyndet ned til 4 planter pr potte. Ved udtyndingen blev det tilstræbt at de 4 planter størrelsesmæssigt var så ensartede som muligt. Under hele forsøgsperioden var potterne placeret udendørs på borde med undervanding. Forsøgssprøjtningen blev udført på kimplantestadiet i en specialkonstrueret pottesprøjte, hvor afstand mellem dyse og sprøjtemål kan stilles kontinuert. Der blev anvendt en centralt placeret dyse, og når potten var placeret præcist i pottesprøjten dækkede det behandlede ti cm bånd netop hele potten. Tabel 4 viser en oversigt over de testede dyser med indstillinger og væskemængder.

Cirka tre uger efter forsøgsbehandling blev forsøget gjort op med registrering af frisk- og tørvægt af kamille.

Tabel 4. Testede dyser, dyseydelse, højde, båndbredde samt væskemængde

¹ Tallet i parentes angiver den effektive væskemængde pr. ha i det sprøjtede bånd

5.1.2 Dokumentation af ukrudtseffekt ved brug af on/off regulerede dyser

Undersøgelser af effekt og præcision ved anvendelse af on/off-regulerede dyser til behandling af celler blev indledt i efteråret 2006, hvor der blev gennemført to forsøg. I foråret 2007 blev udført yderligere fire forsøg med on/off-regulerede dyser. Alle forsøg blev udført under semifield-forhold. Som plantemateriale blev fremdrevet lugtløs kamille i rektangulære bakker med en størrelse på 24,7 x 18,3 cm i overfladeareal. Lugtløs kamille blev valgt som testplante da arten har en vækstform, som gør det relativt nemt at adskille plantematerialet fra de forskellige delarealer, hvor der blev målt effekt.

Der blev udsået kamille i et kvadratisk mønster med en indbyrdes afstand på 2,03 cm mellem rækker og kolonner. To frø blev udsået pr. plads og tyndet ned til en plante pr plads før forsøgsbehandling, der blev gennemført på kimplantestadiet.

I de fire af forsøgene blev effekten ved cellesprøjtning med en enkelt dyse testet, eventuelt sammenlignet med effekten ved bredsprøjtning. I alle forsøg var det tilstræbt at sprøjte en celle på 10 x 10 cm. Forsøgsbehandlingen blev gennemført i en sprøjtebane, monteret med en enkelt testdyse placeret i den dysehøjde, som ud fra de tekniske laboratoriemålinger skulle give en cellebredde på ti cm. Ligeledes blev der anvendt en åbningstid, som ved den anvendte kørehastighed skulle give en cellelængde på ti cm. Ud fra testkørsler med vandfølsomt papir blev bakkerne med plantemateriale placeret således at den sprøjtede celle skulle ramme det centrale af bakken. På sprøjtebanen blev anvendt to kørehastigheder, 1 m/s og 2 m/s. Behandlingen blev foretaget med tre doseringer af Roundup Bio samt fire gentagelser pr behandling.

I forsøgene, hvor der indgik en reference, blev anvendt en LD-015 lowdrift dyse ved en væskemængde på 200 l/ha, og igen ved anvendelse af de samme tre doseringer af Roundup Bio. Ca. tre uger efter forsøgsbehandlingen blev forsøget gjort op med høst af plantemateriale, som blev foretaget ved høst på delarealer i plantebakkerne (illustreret i figurerne nedenfor). I de to forsøg i efteråret 2006 var dysen placeret over rækkemellemrummet mellem de to centrale planterækker. I det første forsøg blev der høstet planter på et rektangel på 8 x 10 cm, med 8 cm i bredden og 10 cm i længden.

Figur 34. Illustration af høstede delarealer i plantebakker efter cellesprøjtning med tilstræbt cellestørrelse på 10 x 10 cm. Hvert kvadrat i figuren illustrerer en kamilleplante, og kvadratstørrelsen er cirka 2,03 cm x 2,03 cm.

I det andet forsøg blev der høstet på 3 delarealer i plantebakkerne. Delareal 1 (vist med 1 i figur 34) bestod af den centrale del af den sprøjtede celle med et areal på 8,1 x 8,1 cm. Delareal 2 (vist med 2 i figur 34) bestod af planterne i næste række uden for delareal 1 og bestod således af plantematerialet fra en celle med et areal på 12,2 x 12,2 cm minus det centrale 8,1 x 8,1 cm. Delareal 3 (vist med 3 i figur 34) bestod af planterne i næste række uden for delareal 2 og bestod således af plantematerialet fra en celle med et areal på 14,2 x 14,2 cm, minus det centrale 12,2 x 12,2 cm.

I 2007 var dysen placeret direkte over en centralt placeret planterække, og der blev foretaget følgende opdeling i delarealer ved høst: Delareal 1 bestod af den centrale del af den sprøjtede celle med et areal på ca. 6,1 x 6,1 cm, i alt ni planter. Delareal 2 bestod af planterne i næste række uden for delareal 1 og bestod således af plantematerialet fra en celle med et areal på 10,2 x 10,2 cm, minus det centrale 6,1 x 6,1 cm, i alt 16 planter. Da planterne er placeret midt i cellen skal alle planter i dette delareal ligeledes være behandlet ved korrekt indstillet dyse. Delareal 3 bestod af planterne i næste række uden for delareal 2 og bestod således af plantematerialet fra en celle med et areal på 14,2 x 14,2 cm, minus det centrale 10,2 x 10,2 cm, i alt 24 planter. Delareal 4 blev ikke høstet, da det i begge delforsøg blev vurderet at dette delareal ikke var påvirket af cellesprøjtningen. De høstede delarealer i 2007 er illustreret i figur 35.

Figur 35. Illustration af høstede delarealer i plantebakker efter cellesprøjtning med tilstræbt cellestørrelse på 10 x 10 cm. Hvert kvadrat i figuren illustrerer en kamilleplante, og kvadratstørrelsen er cirka 2,03 cm.

I de to sidste forsøg i efteråret 2007 blev cellesprøjtning gennemført med to dyser med henblik på at teste samtidig sprøjtning af to naboceller. I det første forsøg indgik alene test af cellesprøjtning med to forskellige even-dyser, mens der i det anden forsøg blev sammenlignet med effekten med bredsprøjtning i de samme celleområder. Samme type plantemateriale blev anvendt, samme dyrkning etc. som i de fire foregående forsøg og igen med behandling på kimplantestadiet med tre doseringer af Roundup Bio og fire gentagelser pr. forsøgsled. For at opnå de tilstræbte væskemængder og cellebredder blev dyseydelse og dysehøjde valgt ud fra laboratoriemålingerne. Ved høst af forsøgene blev der foretaget en opdeling i delområder, hvilket er vist i figur 36.

Figur 36. Illustration af høstede delarealer i plantebakker efter cellesprøjtning af 2 naboceller hver med en tilstræbt cellestørrelse på 10 x 10 cm. Hvert kvadrat i figuren illustrerer en kamilleplante, og kvadratstørrelsen er cirka 2,03 cm x 2,03 cm.

Delområde 1 er den centrale del af de to celler, der hver bestod af ni planter og blev høstet samlet, dvs. i alt 18 planter. Delområde 2 er grænsezonen mellem de to celler med i alt seks planter, som blev høstet samlet. Delområde 3 og 4 blev ikke høstet i disse forsøg.

I de anvendte forsøgsopstillinger er dyseydelsen (og dermed væskemængde og herbiciddosering) afhængig af åbningstid, og dermed er det meget vanskeligt at kalibrere de testede dyser til en nøjagtig dyseydelse. De anvendte dyser med angivelse af dyseydelse, dysehøjde etc. er angivet i tabel 5.

Tabel 5. Oversigt over anvendte dyser i 2007 med angivelse af dyseydelse, dysehøjde og væskemængde

Da de målte biologiske effekter ved cellebehandlingerne vil være påvirket af usikkerheden i dyseydelsen er der i forbindelse med sprøjtningen foretaget yderligere en sprøjtning med samme opstilling. Ved den ekstra sprøjtning er der anvendt sporstof opsamlet på papirobjekter placeret i de samme delarealer som blev anvendt ved høst af plantemateriale fra cellerne. Disse målinger er foretaget med henblik på at kunne dokumentere de anvendte doseringer. Efter sprøjtning er papirobjekterne indsamlet, sporstoffet er vasket af objekterne, og koncentrationen af sporstof i de enkelte prøver er bestemt.

5.2 Dokumentation af ukrudtseffekt

5.2.1 Dokumentation af ukrudtseffekt ved ændret dysehøjde

Markforsøgene med båndsprøjtning i 10 cm båndbredde med potentielle dyser i forhold til bredsprøjtning med standarddyser var planlagt at skulle opgøres ved telemåling. Dette giver en langt større kapacitet end alternativet i form af manuel høst af friskvægt i parcellerne. Telemåling har hidtil primært været anvendt ved opgørelse af forsøg med bortsprøjtning af testukrudt efter bredsprøjtning, hvor metoden er meget hurtig og sikker. Telemåling har tidligere været anvendt i et projekt til bedømmelse af effekter efter båndsprøjtning, og her viste der sig metodemæssige problemer. Før anvendelsen i dette projekt var det antagelsen at det var muligt at løse disse problemer.

Telemåleren består af sensorer, der måler den indkommende stråling og den reflekterede stråling. Den reflekterede stråling måles på et cirkulært areal, hvis radius bestemmes af højden over jord. Ved at sænke sensoren skulle det således teoretisk være muligt at afgrænse måleområdet til en cirkel med en radius indenfor båndbredden på 10 cm. På tidspunktet, hvor målingen foretages for at bedømme effekt af forsøgsbehandlingen, vil de planter, der står lige uden for det sprøjtede 10 cm bånd, imidlertid have opnået en sådan  størrelse, at en del af plantematerialet hænger ind over det behandlede bånd. På det udstyr hvor telemåleren er monteret, blev der derfor konstrueret en kombineret slæde og afskærmning, som sørgede for at holde naboplantemateriale væk fra båndet under målingen og samtidig skærmede yderligere i et område omkring målestedet. Det var antagelsen at ved at fjerne denne plantemasse fra båndet under telemålingen, samt reflektion iøvrigt fra nærområdet, ville være muligt at anvende telemåling som opgørelsesmetode i forsøgene.

Selvom udstyret til afskærmning fungerede, stemte telemålingsresultatet ikke overens med visuelle vurderinger af effekten på samme areal. I højeste dosering, hvor der ved visuel bedømmelse ofte var fuld effekt ved såvel båndsprøjtning som bredsprøjtning, afveg telemålingsresultatet således mellem de to behandlinger. Der blev derfor kun gennemført telemåling i et af de fire forsøg, da resultaterne ved telemåling ikke var troværdige og det tidsmæssigt ikke var muligt at justere telemåleren, så der var overensstemmelse mellem visuelle bedømmelser og telemåling. Resultatet fra det ene forsøg er vist i figur 37.

Figur 37. Telemåling i forsøg med undersøgelse af effekt med dyser anvendt til sprøjtning af 10 cm bånd i forhold til bredsprøjtning. LD015 er anvendt til bredsprøjtning, de øvrige 5 dyser til 10 cm bånd. En RVI værdi på 1,5 angiver bar jord = 100% effekt. Der er anvendt 5 doseringer af Roundup Bio, med højeste dosering på 2 l/ha = ”1”.

Som det fremgår af figur 37 viste resultatet ved telemåling at de 5 dyser, der blev testet som båndsprøjtningsdyser i 10 cm bånd, alle var væsentligt svagere effektmæssigt end bredsprøjtning med en standarddyse. Dette var ikke i overensstemmelse med de visuelle vurderinger, hvor der ved højeste dosering ofte ikke var plantemateriale i båndet, men alligevel blev opnået et telemålingsresultat (RVI), som afveg væsentligt fra det, der blev opnået i en ren parcel efter bredsprøjtning. Opfølgningen på undersøgelser af effekt ved ændret dysehøjde blev derfor gennemført i semifield i små potter, hvor båndbredde svarede til pottebredden. Effekten blev bedømt ved måling af frisk- og tørvægt af de sprøjtede kamilleplanter. Resultaterne fra disse forsøg er vist i tabel 6 og tabel 7 med henholdsvis Roundup Bio og Oxitril CM.

Tabel 6. Friskvægt af kamille (g/potte) 3 uger efter behandling med Roundup Bio ved bredsprøjtning eller båndsprøjtning i 10 cm bånd. Ubehandlet=11,6 g

¹ Med denne dyse blev der fejlagtigt anvendt 38 cm højde i stedet for 22,6 cm.

Dermed opnås en større båndbredde og næsten en halvering af dosis.

² LSD-værdien er et udtryk for hvor stor forskel i effekt der skal være mellem dyserne, for at de er signifikant forskellige. Hvis forskellen i friskvægten mellem to dyser er den samme som eller større end LSD-værdien, er forskellen signifikant (statistisk sikker). I modsat fald er forskellen usikker (Ns = not significant)

Tabel 7. Friskvægt af kamille (g/potte) 3 uger efter behandling med Oxitril CM ved bredsprøjtning eller båndsprøjtning i 10 cm bånd. Ubehandlet = 11,6 g

¹ LSD-værdien er et udtryk for hvor stor forskel i effekt der skal være mellem dyserne, for at de er signifikant forskellige. Hvis forskellen i friskvægten mellem to dyser er den samme som eller større end LSD-værdien, er forskellen signifikant (statistisk sikker). I modsat fald er forskellen usikker (Ns = not significant)

Som det fremgår af tabellerne blev der fundet en del signifikante forskelle i effekt mellem dyserne i den del, hvor der blev anvendt Roundup Bio. Flere af de testede dyser til båndsprøjtning har således virket lidt svagere i forhold til bredsprøjtning med en standard dyse. Forskellene er dog relativt begrænsede i forhold til effekten ved doseringsændring. TeeJet U-0033 med 25⁰ spredevinkel blev fejlagtigt anvendt ved for stor dysehøjde ved sprøjtningen med Roundup Bio. Det betyder, at den effektive dosering har været næsten halveret i forhold til det tilstræbte. Resultaterne er ikke korrigeret i forhold til dette, da det ikke er givet at dysen vil give så god en effekt som umiddelbart forventet, såfremt den havde været anvendt ved den korrekte, lave dysehøjde.

I forsøgsdelen med Oxitril CM er der ikke fundet forskelle i effekt mellem bredsprøjtning med den valgte standarddyse og de testede bånddyser ved sprøjtning i 10 cm bånd.

5.2.2 Dokumentation af ukrudtseffekt ved brug af on/off regulerede dyser

5.2.2.1 Cellesprøjtning med 1 dyse

I det første forsøg med on/off-regulerede dyser blev doseringerne beregnet ud fra en kontinuert målt dyseydelse, der var det eneste ydelsestal til rådighed på det tidspunkt. Ved sprøjtning med dyserne er dysen kun åben 1/10 sekund for at sprøjte 10 cm ved en hastighed på 1 m/s, og i dette interval nåede ydelsen ikke den værdi, der var målt ved kontinuert sprøjtning. Yderligere blev de tilstræbte båndbredder ikke opnået, hvilket fremgik ved sprøjtning på vandfølsomt papir samt de celler, der fremkom som resultat af sprøjtningen i plantebakkerne. I forsøget blev der foretaget høst af en celle med en bredde på 8 cm og en længde på 10 cm. Resultaterne fra dette forsøg kan derfor ikke anvendes til at sammenligne de testede dyser, da der ikke er anvendt sammenlignelige doseringer i de høstede celler og resultaterne ikke er medtaget her.

I det efterfølgende forsøg med on/off-regulering blev der høstet plantemateriale på 3 delarealer. Resultaterne fra dette er vist i figur 38-40. I figur 38 er vist friskvægtsmålingen fra den centrale del af cellen. De fundne værdier svarer til, at der er opnået effekter på 95-98% ved den højeste dosering og på 75-95% ved den laveste dosering. Der er små forskelle mellem dyserne, og effekten ved 2 m/s har været fuldt på højde med effekten ved 1 m/s.

Figur 38. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra de centrale 8,1 x 8,1 cm. Ubehandlet på samme areal=2,36 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = 0,041. LSD_dos0,6 = 0,089. LSD_dos0,36 = 0,26.

Figur 39 viser friskvægtsmålingen i delareal 2, der udgør randområdet for den sprøjtede celle. På dette delareal vil planter være placeret lige på skellinien for en 10 x 10 cm stor celle. Det fremgår af figuren, at der er opnået en effekt på 75-80% ved højeste dosering, og en effekt på ca 50-75% ved den laveste dosering.

Figur 39. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra delareal 2 med et areal på 12,2 x 12,2 cm fratrukket delareal 1 på 8,1 x 8,1 cm. Ubehandlet på samme areal=3,91 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = ns. LSD_dos0,6 = 0,12. LSD_dos0,36 = ns.

I figur 40 er vist resultaterne fra det 3. delareal, som er planterækken lige udenfor den tilstræbt sprøjtede celle. Effekter på planter i dette område vil således være at betragte som et tab af sprøjtevæske. Ved den højeste dosering er den maksimalt fundne effekt på 50% og ved den laveste dosering er den maksimalt fundne effekt ca. 30%. Når man tager hensyn til doseringskurvens forløb for et middel som glyphosat, vil der reelt være tale om en meget lille andel af den anvendte dosering der har ramt dette område.

Figur 40. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra delareal 3 med et areal på 16,3 x 16,3 cm fratrukket delareal 1 og 2 på 12,2 x 12,2 cm. Ubehandlet på samme areal=5,41 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = 0,81. LSD_dos0,6 = ns. LSD_dos0,36 = ns.

Effekten i delareal 3 fremkommer primært pga. en kort ”hale” inden båndet når fuld bredde, samt igen når dysen lukkes ved cellens slutning. Cellen kommer derfor til at fremstå let afrundet som det fremgår af figur 41.

Figur 41. Billedet viser en bakke med kamille planter ved høst. Der er sprøjtet en celle med en tilstræbt størrelse på 10 x 10 cm i centrum af bakken

I 2007 blev gennemført to forsøg, hvor effekten ved cellesprøjtning med en enkelt dyse blev sammenlignet med den effekt, der opnås ved en standard bredsprøjtning. I begge forsøg indgik to even spray-dyser, der blev sammenlignet med effekten ved en bredsprøjtning med en normalt anvendt sprøjteteknik. Den ene even spray-dyse (TP-4001E) blev testet ved kørehastigheder på såvel 1 m/s som 2 m/s, mens den anden even spray-dyse, (TeeJet 6501 E), kun blev testet ved den 1 m/s. Ved bredsprøjtning blev der anvendt den lave kørehastighed på 1 m/s.

Forsøgene er opgjort i de 3 delarealer som illustreret i figur 35. Friskvægtresultaterne for det første forsøg er vist i figur 42-44. I figur 42 er friskvægten i den centrale del af cellen registreret. Effekten ved anvendelse af TP-4001E dysen har givet en svagere effekt ved den lave kørehastighed på 1 m/s end ved en hastighed på 2 m/s. Med Teejet 6501E dysen er opnået effekter på samme niveau som med TP-4001E ved 2 m/s.

I forhold til bredsprøjtning er opnået en svagere effekt ved de tre prøvede indstillinger af dyser til cellesprøjtning. Mest markant er resultatet af TP-4001E ved 1 m/s, mens der er mindre, men dog signifikante forskelle i forhold til TP-4001E ved 2 m/s og TeeJet 6501 E dysen. I delareal 2 (figur 43), der i de cellesprøjtede behandlinger omfatter planter i grænseområdet lige indenfor den tilstræbt sprøjtede celle, var effekten generelt svagere med de tre testede cellesprøjteindstillinger. Det tyder på, at den tilstræbte cellebredde ikke er blevet opnået med den kombination af dysehøjde og dysetryk, sprøjtebanen var indstillet til. Resultatet er dog i overensstemmelse med de visuelle bedømmelser af befugtning, der blev konstateret i forbindelse med sprøjtningen.

Ved den højeste dosering af Roundup Bio er der med TP-4001E ved 2 m/s og TeeJet 6501E ved 1 m/s kun opnået effekter på samme niveau som med bredsprøjtning med ¼ af max doseringen. Delareal 3 omfatter planter lige uden for det tilstræbt behandlede areal ved cellesprøjtningen. Figur 44 viser, at de friskvægtsresultater, der er registreret i behandlingerne med cellesprøjtning, ikke afviger fra ubehandlet. Det er måske heller ikke så overraskende set i lyset af at effektniveauet allerede var væsentligt reduceret i delareal 2 i grænseområdet inde i cellen. Effekten ved bredsprøjtning ligger på niveau med målingerne i de to andre delarealer.

Figur 42. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra de centrale 6,1 x 6,1 cm. Ubehandlet på samme areal=12,05 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = 0,037. LSD_dos0,5 = 2,10. LSD_dos0,25 = 2,24. Delforsøg1

Figur 43. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra det indre grænseområde af cellen. Ubehandlet på samme areal=16,50 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = 2,14. LSD_dos0,5 = 2,62. LSD_dos0,25 = 2,67. Delforsøg 1.

Figur 44. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra delområde 3 lige uden for cellen. Ubehandlet på samme areal=34,62 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = 7,17. LSD_dos0,5 = 5,93. LSD_dos0,25 = 6,92. Delforsøg 1.

I det andet forsøg, hvor effekten ved cellebehandling med en enkelt dyse blev sammenlignet med effekten ved bredsprøjtning, blev der målt på effekt i de samme delarealer. Figur 45 viser friskvægtsresultaterne fra den centrale del af cellen. Der er væsentligt mindre forskelle mellem de fire behandlinger end i det første forsøg. Ved den højeste dosering er der således ikke registreret signifikante forskelle, og i anden dosering er der kun forskel på bredsprøjtning og TeeJet 6501E med den bedste virkning af bredsprøjtning. Ved den laveste dosering har bredsprøjtning virket bedre end såvel TP-4001E ved 2 m/s som TeeJet 6501E. I dette delforsøg har der således ikke været nogen signifikante forskelle mellem bredsprøjtning og TP-4001E dysen i nogen af de tre doseringer.

I delareal 2 (Figur 46) har der været en svagere virkning af de tre cellesprøjtningsbehandlinger, og ved flere af behandlingerne er opnået en signifikant svagere virkning end af bredsprøjtning. I delareal 3 (figur 47) blev der kun registreret signifikant effekt af cellebehandlingen ved anvendelse af den højeste dosering, mens der var mindre, men ikke sikre reduktioner i friskvægt ved de to lave doseringer. Der er således ”spildt” en meget begrænset del af dosis udenfor den tilstræbt behandlede celles grænser. Dette skal dog igen ses i forhold til at virkningen af cellesprøjtning i delareal 2 var reduceret i forhold til resultaterne med samme dosering i delareal 1. Der er således ikke tale om en meget skarp kant. Derimod burde dysens højde og / eller tryk være reguleret, så effekten i delareal 2 var på højde med delareal 1. Dermed ville et større ”spild” og mere virkning i delareal 3 være forventet.

Figur 45. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra de centrale 6,1 x 6,1 cm. Ubehandlet på samme areal=9,90 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = ns. LSD_dos0,5 = 0,41. LSD_dos0,25 = 3,03. Delforsøg 2.

Figur 46. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra det indre grænseområde af cellen. Ubehandlet på samme areal=16,75 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = 0,69. LSD_dos0,5 = 2,41. LSD_dos0,25 = 6,33. Delforsøg 2.

Figur 47. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Resultat fra delområde 3 lige uden for cellen. Ubehandlet på samme areal= 21,40 g (længde af Y-akse). LSD_dos1,0 = 4,2. LSD_dos0,5 = 7,2. LSD_dos0,25 = 7,7. Delforsøg 2.

5.2.2.2 Cellesprøjtning med 2 dyser

To forsøg blev gennemført med en opstilling, hvor der var monteret to cellesprøjtningsdyser på sprøjtebanen, og hvor begge blev aktiveret samtidig over en plantebakke for at behandle to naboceller i plantebakken. Hver celle havde igen en længde og bredde på 10 x 10 cm, og ved høst af plantemateriale blev plantebakken opdelt som vist i figur 36. I det første delforsøg indgik to even spray-dyser, og der var ikke medtaget en bredsprøjtningsreference i forsøget. Resultaterne er sammenstillet i figur 48. Der er registreret friskvægt af planter i den centrale del af cellen, som udgøres af planter i to bånd i en bredde på 6 cm i cellens længderetning under de to dyser. Desuden er registreret friskvægt af planter i det område, der er placeret som grænseområde mellem de to sprøjtede celler illustreret med ”2” i figur 36. I figuren er friskvægten af ubehandlede medtaget i doseringskurven.

Forskellen i friskvægt i ubehandlet i den centrale del af cellen og i området mellem de to dyser skyldes, at der er tale om forskellige arealstørrelser og plantetal. Det fremgår af figuren at der er opnået fine dosis responskurver for begge dyser ved registrering i den centrale del af de to behandlede celler. Det fremgår også, at der er en svagere dosisrespons i grænseområdet midt mellem de to dyser. Dette er tydeligere i figur 49, hvor friskvægt tallene er regnet om til % effekt., og hvor det fremgår, at effekten i grænseområdet mellem de to celler er reduceret mere, hvor der er anvendt to TP-4001E dyser, end hvor cellerne er behandlet med to TeeJet 6501E dyser. Den eneste signifikante forskel i forsøget mellem de to dyser er i anden dosering (0,5 n) i delareal M med en LSD værdi på 0,72.

Figur 48. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Der er sprøjtet med 2 dyser og målt på friskvægt i et delareal centralt under dyserne (C) samt i et delareal midt mellem de to dyser (M) som vist i figur 36.

Figur 49. Effekt på kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Der er sprøjtet med 2 dyser og målt effekt på friskvægt i et delareal centralt under dyserne (C) samt i et delareal midt mellem de to dyser (M) som vist i figur 36.

I det andet forsøg, hvor der var monteret to cellesprøjtningsdyser på sprøjtebanen med henblik på samtidig sprøjtning af to naboceller, blev anvendt TP-4001E dyser. Effekten ved cellebehandling blev sammenlignet med effekten opnået ved bredsprøjtning (Figur 50). Som det fremgår af figuren var friskvægtsresultaterne for TP-4001E dysen tilsvarende som i det foregående forsøg, med en god dosisrespons i den centrale del af cellen, og en svagere dosisrespons i grænseområdet mellem de to behandlede celler. Ved bredsprøjtning er der fundet en kraftigere dosisrespons, og resultatet med denne reference er ensartet i de to målte delarealer som det også forventes. I forhold til bredsprøjtning er der en svagere effekt med cellesprøjtning i den centrale del af de behandlede celler, og en væsentligt svagere effekt i grænseområdet af cellerne midt mellem de to cellesprøjtedyser.

Figur 50. Friskvægt af kamille ved cellesprøjtning med Roundup Bio i 3 doseringer (n=0,45 l/ha). Ved cellesprøjtning er der sprøjtet med to dyser og målt effekt på friskvægt i et delareal centralt under dyserne (C) samt i et delareal midt mellem de to dyser (M) som vist i figur 23. Med referencen, LD-015, er der foretaget bredsprøjtning af hele plantebakken og registreret friskvægt af kamille i samme delarealer som ved cellesprøjtning. LSD værdier for det centrale delareal (C) er: LSD_dos1,0 = 0,12. LSD_dos0,5 = 1,23. LSD_dos0,25 = 1,92. LSD værdier for delarealet mellem de to dyser (M) er: LSD_dos1,0 = ns. LSD_dos0,5 = 2,38. LSD_dos0,25 = 1,64

5.2.2.3 Måling af udsprøjtede mængder ved de afprøvede opstillinger

I forsøgene i 2007 med on/off regulerede dyser blev gennemført målinger af udsprøjtet koncentration af sporstof. Målingerne blev gennemført pga. vanskelighederne med at kalibrere dyserne til cellesprøjtning. Det skyldes, som tidligere nævnt, at dyseydelsen er afhængig af åbningstiden, og denne er meget kort ved cellesprøjtningen. Kalibreringen af dyser til de biologiske cellesprøjteforsøg blev derfor gennemført på baggrund af en relation mellem den forventede dyseydelse ved den korte dyseåbningstid, og en målt dyseydelse ved kontinuert dyseflow. Disse målinger blev gennemført med samme dyser og tryk som i forsøgene, men i de fleste tilfælde tidsmæssigt forskudt. Det betød, at opstillingen havde været adskilt mellem effektmålingen og koncentrationsmålingen. I de to sidste forsøg blev sporstofdelen dog gennemført i umiddelbar forlængelse af effektmålingen og med samme opstilling. Koncentrationen tre steder i det centrale område af cellen, samt to målinger i grænseområdet indenfor den tilstræbt behandlede celle blev målt og der blev foretaget to målinger i grænseområdet lige udenfor den tilstræbte behandlede celle.

Ved målingerne af udsprøjtet mængde blev der i referenceleddet med bredsprøjtning fundet koncentrationer i de to forsøg, som ikke afveg fra den tilstræbte dosering. Derimod var den fundne koncentration i de målte cellesprøjtningsbehandlinger lavere end den tilstræbte dosering. Dette gjaldt både de objekter, der målte koncentrationen i den centrale del af cellen lige under dysen, og i endnu mere udpræget grad de objekter, der var placeret nær grænsen i den tilstræbt sprøjtede celle. Sporstofkoncentrationen, der blev fundet udenfor den tilstræbte behandlede celle, var generelt lav. Med baggrund i disse målinger er det ikke muligt at beregne, hvilken procentdel af den tilstræbte dosering der rent faktisk er anvendt i den tilstræbt sprøjtede celle. Det kan blot konstateres, at de lidt svagere effekter der blev registreret ved cellesprøjtning i forhold til bredsprøjtning i hvert fald delvis skal tilskrives at den tilstræbte dosering ikke blev nået.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.