Den ansvarlige virksomhed

Investeringer der betaler sig

Hvorfor miljøansvar?

Investering i miljø giver en bedre bundlinje. Det har man lært hos Ørslev Turisttrafik. Den lille virksomhed har været i stand til at spare 21.000 kr. om året alene på nye metoder til rengøring af busser. Medarbejderne skal tage miljøtiltagene til sig, før de fungerer, og det kan tage tid.

Det kan betale sig at få forbruget af ressourcer i virksomheden ned. Samtidig er det godt for miljøet. Det fortæller Ole Pedersen, der er direktør for Ørslev Turisttrafik A/S i Vordingborg. Han har valgt at gennemføre en række miljøtiltag i virksomheden af to årsager: “Vi vil gerne passe på miljøet ved at undgå et unødigt forbrug. Men først og fremmest passer vi på miljøet, fordi der er økonomi i det.”

Ole Pedersen og hans kolleger sparer 21.000 kr. om året alene ved en mere miljørigtig vask af selskabets busser. Miljøindsatsen har betydet, at forbruget af rengøringsmidler er faldet med 40
%. Forbruget af vand er sænket med 10 %. Der er blandt andet indført doseringsanlæg, som sikrer, at der ikke bruges mere end højst nødvendigt af begge dele. Vandet justeres automatisk til nøjagtig den temperatur, hvor rengøringsmidlerne har den største effekt.

Den grønne leverandør mærker interessen

Grøn teknologi vinder frem, både fordi det skåner miljøet, og fordi det styrker bundlinjen. Det mærker de virksomheder, der lever af at sælge de miljøvenlige løsninger.

Jens-Ole Aagaard Jensen er direktør for virksomheden Hollensen Energy A/S i Ikast. Virksomheden leverer energiløsninger, der optimerer udnyttelsen af de anvendte energikilder. Derfor slår Hollensen Energy på, at man leverer “energi med omtanke”. Det er for eksempel energiløsninger, der i størst muligt omfang imødekommer behovet for at mindske CO²-udslippet og dermed ikke bidrager yderligere til klimaforandringerne.

“Behovet på markedet for vores produkter er fremkaldt både af det fokus, der er på CO², og af rene og skære pengeinteresser,” fortæller Jens-Ole Aagaard Jensen. Dette dobbelte fokus har mange af Hollensens virksomhedskunder taget til sig.

illustration


Ørslev Turisttrafik tager hensyn til miljøet i det daglige. Forbruget af rengøringsmidler er blevet reduceret med 40 %.

Ørslev Turisttrafik tager hensyn til miljøet i det daglige. Forbruget af rengøringsmidler er blevet reduceret med 40 %.

Medarbejderne på banen
Investeringen i nye teknologier har generelt haft en positiv effekt på virksomhedens 43 medarbejdere. “De er blevet mere bevidste om, at man godt kan spare på vand og rengøringsmidler og tage hensyn til miljøet i det daglige,” fortæller Ole Pedersen.

Det tager dog tid at ændre adfærd, understreger han. Derfor har virksomheden over en periode på ni måneder kørt en kampagne for at lære medarbejderne om de nye processer.

Mere vil have mere
Ørslev Turisttrafik har fulgt investeringen i ny rengøringsteknologi op med forskellige typer af miljøvenlige initiativer som sortering af affald, partikelfiltre på busserne og investeringer i nye busser med de såkaldte Euro 4- og 5-motorer. Motorerne sikrer, at virksomheden er på forkant med kommende lovgivning og de tilladte udledninger, når lovkravet indtræder i 2009. Samlet set mener Ole Pedersen, at tiltagene er til gavn for omdømmet: “At forurene så lidt som muligt og skåne miljøet sender gode signaler til medarbejderne og til kunderne,” siger han.

“Vi passer på miljøet, fordi der er økonomi i det.”

 



Version 1.0 December 2008, © Miljøstyrelsen.