Miljøforbedringer gennem produktudvikling

Forankring i virksomheden

Et miljøforbedringsforløb som dette kan føles sikkert, inspirerende og kreativt, når man sidder sammen i workshoplokalet. Det er en stor udfordring efter forløbet at få forankret ideerne, prioriteringerne og fremgangsmådens værktøjer i virksomheden.

Som indikeret i trin 7 må indsatsen forankres i forhold til virksomhedens generelle udvikling og målsætninger, strategier og handlingsplaner bør afstemmes med andre initiativer.

Udvælgelsen af en eller flere dedikerede tovholdere er første trin i denne forankring. I forhold til virksomhedsledelsen har tovholderen den store opgave at kommunikere og afstemme miljøindsatsen med virksomhedens andre målsætninger og strategier. Generelt har tovholderen en formidlende rolle også over for resten af virksomheden, hvilket er meget væsentligt, hvis strategien skal blive til virkelighed.

Kan der afsættes ressourcer til den positive udvikling mod bedre miljøperformance af virksomheden, er det sikkert, at investeringen lønner sig på en lang række områder:

  • Opfyldelse af virksomhedens samfundsmæssige forpligtigelser
  • Forebyggelse i forhold til fremtidige miljøproblemer og -krav
  • Markering af virksomhedens miljømæssige standpunkt
  • Forbedret overblik og indflydelse på sine produkters livscyklus
  • Et brugsorienteret syn på produkterne
  • Robuste og innovative produktkoncepter.

Derudover er det vigtigt at indsatsen for miljøforbedringer spreder sig fra produktudviklingen og videre ud til alle relevante dele af virksomheden.

 



Version 1.0 November 2008, © Miljøstyrelsen.