Fortsat udvikling og test af TeredoStop

1 Baggrund og formål

1.1 Baggrund

TeredoStop er et nyt middel til at forhindre og stoppe angreb af pæleorm (Teredo navalis) i træværk, der står i havsaltvand.

TeredoStop udspringer af en ide, hvor pæleormsproblematikken er anskuet fra en ny vinkel. Dette har resulteret i en kemisk sammensætning, hvor det aktive stof er Svanemærket og mærket med EU’s blomst, på grund af stoffets skånsomhed i relation til miljøet. Den aktuelle mærkning hidrører fra anden anvendelse, da det aktive stof ikke tidligere har været anvendt i relation til dette formål.

TeredoStop - konceptet består dels af TeredoStop midlet, dels af en ny metode, hvor pælene imprægneres ”indefra og ud”. Dette betyder som noget helt nyt, at pæle, der allerede er i brug, kan behandles og beskyttes. Begge elementer er patentbeskyttede teknologier (patent pending) - og såvel midlet som metoden er udviklet og ejet af Teredo Marine Protection Aps

Indledende forsøg i Danmark i samarbejde med Teknologisk Institut har vist lovende resultater med hensyn til virkningen i relation til beskyttelse imod pæleormsangreb. Testene blev gennemført og afrapporteret til Teredo Marine Protection i perioden 2001-2003.

Tilsvarende er funktionstest gennemført i New York Havn og Vancouver Havn i perioden 2005-2006.

Nedenstående forsøgsdesign bygger derfor videre på de tidligere opnåede testmæssige resultater og erfaringer - og skal bidrage til en optimering og videreudvikling af teknologien/produktet i relation til funktion og imprægneringsmetode.

1.2 Formål

Formålet med projektet var følgende:

1.2.1 Test af funktion

Test og dokumentation af funktion af TeredoStop (TS) for forebyggelse eller reduktion af angreb af pæleorm.

1.2.2 Test af imprægneringsmetode (Teredo-metoden)

Test og dokumentation af imprægneringsmetoden (penetration og optag i træ)

 



Version 1.0 December 2008, © Miljøstyrelsen.