|
Anbefalinger til sagsforløb ved in-situ oprensning af jordforurening Bilag C: In-situ metoder
Metoder I dette bilag gives en helt kort overordnet præsentation/beskrivelse af nogle forholdsvist almindelige metoder til in-situ oprensning af jordforurening. For hver metode gives der en kort beskrivelse af metodens principielle virkemåde, anvendelsespotentiale (geologi og forureningskomponenter), monitering, tidshorisont samt krav til støtteteknologier, installationer m.v., og der gives en kort liste af referencer til yderligere information. Følgende metoder gennemgås, med udgangspunkt i, at metoden anvendes som primær massefjernelsesteknologi (ikke støtteteknologi):
Indledende overvejelser vedr. valg af in-situ metode Ved valg af afværgeteknologi er det væsentligt at bemærke, at in-situ løsninger oftest vil have én eller flere af følgende ulemper i forhold til en konventionel opgravningsløsning: Lang tidshorisont, efterladt restforurening, energikrævende, dokumentationskrævende eller ingen garanti for at man får det hele med (specielt under komplicerede eller inhomogene geologisk forhold). Til gengæld kan in-situ metoderne ofte bruges på steder der er svært tilgængelige, eller hvis man gerne vil bevare en vis anvendelse af grunden. Metodemæssige referencer på internettet Som en overordnet indgang til valg af en egnet afværgemetode, kan man evt. hente inspiration i et amerikansk on-line afværgekatalog, som er sponseret og vedligeholdt af otte amerikanske føderale organer, herunder det amerikanske Miljøministerium (EPA): ”Remediation Technologies Screening Matrix and Reference Guide”, der i skrivende stund ligger i en version 4.0 (www.frtr.gov/matrix2). Der er også mulighed for at hente gode, korte metodebeskrivelser på hjemmesiden for ”The Hazardous Waste Clean-Up Information (CLU-IN)”, under det amerikanske miljøministerium (EPA): www.clu-in.org/techfocus. Desuden kan der hentes danske referencer på konkrete anvendelser af diverse afværgeteknikker via litteraturdatabasen LIX, der vedligeholdes af Videncenter for Jordforurening: www.dwb.dk/irs/lix2001/lix.htm. Af hensyn til anvendelse af de amerikanske referencer, vil metodernes amerikanske betegnelser være nævnt i referenceafsnittet, under hver enkelt metode. C.1: VakuumventileringVirkemåde Ved vakuumventilering suges forurenede dampe ud af jordens umættede zone, via en række lodrette eller vandrette miljøtekniske filterrør, som er placeret i eller omkring jordforureningen. Filtrene er via slanger forbundet med en gnistfri eller eksplosionssikker vakuumpumpe med afkast til atmosfæren; evt. via et filter og/eller en skorsten. Anvendelsespotentiale Metoden er anvendelig som afværgeteknologi overfor relativt flygtige forureningskomponenter; f.eks. BTEX’er og klorerede opløsningsmidler. Dertil kommer, at metoden er mest effektiv i geologiske lag med en forholdsvis høj permeabilitet; f.eks. grus eller mellem- til grovkornet sand. Vakuumventilering egner sig bedre til risikoreduktion, ved fjernelse af de mest mobile stoffer, end til en egentlig massefjernelse. Fysiske installationer Metoden kræver, i sin basale udformning, blot en række ventilationsfiltre, en vakuumpumpe, med tilhørende el-installationer, og nogle slanger til at forbinde filtrene med pumpen. Støtteteknologier Afhængigt af stoftyper og koncentrationer i den oppumpede luft, kan der være krav om rensning/filtrering af luften, inden den udledes til atmosfæren. Endvidere kan det være nødvendigt med yderligere filtre og en pumpe, for at sikre en kontrolleret og tilstrækkelig lufttilførsel til behandlingszonen. Monitering ifht. primærteknologi Den primære monitering bør som udgangspunkt koncentreres omkring at dokumentere massefjernelse af jordforureningen; dels igennem en monitering af det ekstraherede flow og forureningskomponenterne heri og dels igennem en direkte monitering på jordprøver i behandlingsområdet; gerne udtaget så der kan foretages en sammenligning igennem oprensningsforløbet (jf. dog bemærkninger i afsnit 3.2 omkring prøvetagning i jord). Dertil kan det være relevant at foretage en monitering af vakuumets udbredelse omkring ekstraktionsboringerne for at dokumentere, at behandlingszonen er som ønsket. Tidshorisont Såfremt metoden anvendes overfor en flygtig forurening i egnede geologiske aflejringer vil den projekterede driftsperiode ofte være i størrelsesordenen 2-5 år. Fordele De primære fordele ved metoden er, at den er relativt simpel (og dermed billig) at installere og drive, og at den er forholdsvis velafprøvet – også under danske forhold. Begrænsninger Da metoden primært er virksom overfor de relativt flygtige forureningskomponenter (også indenfor en given produkttype; f.eks. benzin) vil man kunne se en ændret komponentsammensætning i den oppumpede luft over tid, ligesom der forventes en præferentiel oprensning af relativt grovkornede lag og et ”efterslæb” fra relativt finkornede lag. Begge disse forhold vil medføre en ikke-lineær massefjernelse, med en tidsmæssigt aftagende oprensningseffektivitet til følge. Referencer Yderligere information kan hentes i (Miljøstyrelsen, 1998d) og (Jensen et al., 2003), hvor danske erfaringer med metoden er opsummeret. På engelsk (USA) hedder metoden Soil Vapor Extraction (SVE). C.2: Biologisk nedbrydningVirkemåde Ved biologisk nedbrydning udnyttes det, at mikroorganismer kan opnå et energi-/vækstudbytte ved at nedbryde organiske forureningsstoffer. Metoden kan enten anvendes uden tilsætning af hjælpestoffer (moniteret naturlig nedbrydning), eller ved tilsætning af forskellige stoffer for at ændre betingelserne imod en øget nedbrydningshastighed (stimuleret nedbrydning). Endelig kan visse forureningskomponenter eller feltbetingelser kræve, at der tilsættes specifikke mikroorganismer, der er virksomme under de aktuelle betingelser (augmenteret nedbrydning). Anvendelsespotentiale Metoden er primært anvendelig til massefjernelse overfor relativt letnedbrydelige forureningskomponenter; primært BTEX’er, benzin og lette olier. Dertil kommer, at metoden er mest effektiv og lettest at kontrollere i homogene geologiske lag med en forholdsvis høj permeabilitet; typisk sand. De hidtidige erfaringer viser, at biologisk nedbrydning i de fleste tilfælde egner sig bedre til risikoreduktion/-fjernelse, ved nedbrydning af de mest mobile stoffer - eller til en ”efterpolering” bagefter anden afværge - end til en egentlig massefjernelse/oprensning i kildeområder. Fysiske installationer Når der er tale om ”moniteret naturlig nedbrydning” kræves kun de fysiske installationer der er påkrævet i forbindelse med monitering. Ved ”stimuleret” og ”augmenteret” naturlig nedbrydning kræves også de installationer der er nødvendige for at foretage tilsætninger af gasser eller væsker med mikroorganismer, iltningsmidler, næringssalte og lignende. Typisk vil der være tale om lodrette eller vandrette dræn eller filtre/sonder, samt evt. div. beholdere, slanger og pumper som er nødvendige til opbevaring og dosering af tilsætningsstofferne. Støtteteknologier Ofte anvendte støtteteknologier ved biologisk nedbrydning er gennemluftning/iltning og kontrol med flygtige dampe i forureningsområdet, ved at foretage en bioventilering (dvs. en vakuumventilering med fokus på iltleverance; ikke massefjernelse) eller en decideret vakuumventilering. Der kan også være behov for afværgepumpninger og eventuelle filterteknologier til rensning af det oppumpede vand. Monitering ifht. primærteknologi Den løbende monitering vil ofte kunne udføres i forhold til indikatorparametre, der indikerer at kritiske betingelser for de biologiske processer er opfyldt. Herunder vil det være specielt relevant at forholde sig til redoxforhold (evt. iltrige forhold), næringssalte (der er nødvendige for mikrobiologisk vækst) og pH (da kraftig biologisk aktivitet ofte kan medføre en sænkning af pH-værdien til niveauer der er ugunstige for yderligere biologisk nedbrydning). Dertil kan der med fordel, og relativt billigt, foretages en monitering af O2 og CO2 samt evt. af antallet af aktive mikroorganismer i behandlingszonen. Dertil bør der foretages en monitering for at dokumentere massefjernelse af jordforureningen igennem direkte monitering på jordprøver i behandlingsområdet; gerne udtaget så der kan foretages en sammenligning igennem oprensningsforløbet (jf. dog bemærkninger i afsnit 3.2 omkring prøvetagning i jord). Tidshorisont For ”moniteret naturlig nedbrydning” kan der være tale om endog meget lange tidshorisonter (>10 år) – noget der endnu ikke er (ret store) erfaringer med i Danmark. Ved ”stimuleret” og ”augmenteret nedbrydning” stiles naturligvis efter at afkorte oprensningstiden (mest muligt), men indledende studier af biologisk nedbrydning tyder på, at det som udgangspunkt er urealistisk at forvente oprensningstider <3 år for fyringsolie, hvis oprensningskravet er Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier (Miljøstyrelsen, 2006a). Fordele Den primære fordel ved metoden er, at den benytter sig af ”naturens egne mekanismer” og har potentiale til at omdanne forureningen til harmløse bestanddele. Dertil kommer, at den, i forhold til mange andre in-situ metoder, kræver relativt få (og ofte simple) installationer, hvilket – alt andet lige – vil reducere vedligeholdelsesomkostningerne i forbindelse med oprensningen. Begrænsninger Den primære begrænsning ved metodens anvendelse er at biologiske processer bedst lader sig optimere under homogene og kontrollerede forhold, som kan være svære at opnå under en in-situ oprensning. Således kan ganske få inhomogeniteter i geologi, forureningsbeliggenhed eller leverance af tilsætningsstoffer bevirke, at der er afgørende forskel på nedbrydningsforholdene indenfor ganske korte afstande, hvilket kan få afgørende betydning for oprensningens udfald. Disse forhold gør, at der oftest er tale om en ganske videns- og dokumentationstung metode. Referencer Yderligere information omkring naturlig nedbrydning af BTEX’er, benzin, olie, klorerede opløsningsmidler og PAH’er kan hentes i (Miljøstyrelsen, 1998e og 2001). Information omkring danske erfaringer med stimuleret/augmenteret biologisk nedbrydning af fyringsolie kan f.eks. hentes i (Miljøstyrelsen, 2006a) og (Loll et al., 2007a og 2007b). På engelsk (USA) benyttes betegnelserne Bioremediation, Biodegradation og Natural Attenuation for naturlig nedbrydning. I forhold til sidstnævnte betegnelse er det dog væsentligt (i forhold til dansk praksis), at den også omfatter andre mekanismer, der får stofferne til at ”forsvinde”; f.eks. adsorption, fortynding og fordampning. I forhold til stimuleret nedbrydning benyttes betegnelserne Biostimulation og Bioaugmentation. C.3: Termisk assisteret oprensningVirkemåde Der findes flere forskellige termiske metoder, som er oversigtsmæssigt behandlet i (Miljøstyrelsen 1998f). Fælles for dem er, at de benytter sig af en opvarmning af det forurenede jordvolumen til temperaturer omkring 100°C. Ved opvarmningen stiger stoffernes flygtighed, hvorved de mere effektivt kan trækkes ud af behandlingszonen via f.eks. vakuumventilering eller afværgepumpning. Anvendelsespotentiale Den mest anvendte opvarmningsmetode benytter sig af nedblæsning af vanddamp som trækkes igennem behandlingszonen. Termisk assisteret oprensning anvendes primært til oprensning af klorerede opløsningsmidler, men kan ligeledes anvendes overfor f.eks. terpentin, benzin, kreosot og PCB. Metoden kan anvendes både under permeable og forholdsvist impermeable, såvel som inhomogene geologiske forhold, og er mest kost-effektiv ved massefjernelse i kildeområder, pga. høje enhedsomkostninger til opvarmning af jorden. Fysiske installationer Metoden er forholdsvist installationskrævende idet der er behov for et anlæg til generering og levering af energi/damp, samt et anlæg til håndtering, køling og rensning af meget varme ekstraherede gasser eller væsker. På grund af de store temperaturer kræves der forholdsvist meget af installationernes temperaturbestandighed og af sikkerhedsforanstaltningerne i og omkring anlægget. For at sikre en tilstrækkelig oprensningseffektivitet (og sikre mod utilsigtede effekter) kræves god kontrol med varmeudbredelsen i formationen, som igen fordrer en detaljeret monitering af tryk, temperaturer og en grundig vurdering af jordens geotekniske egenskaber. Støtteteknologier Støtteteknologierne omfatter altid vakuumventilering samt kondensering og rensning af den optrukne forurenede damp. Dertil kommer ofte afværgepumpning for at have kontrol med spredning af forurenet in-situ kondensat og grundvand. Monitering ifht. primærteknologi Den primære monitering bør som udgangspunkt koncentreres omkring at dokumentere massefjernelse via en monitering af det ekstraherede flow og forureningskomponenterne heri. Den løbende monitering vil ofte kunne udføres i forhold til parametre, der indikerer at kritiske betingelser for oprensningen er opfyldt; hhv. at der er opnået tilstrækkeligt høje temperaturer i behandlingszonen og at der opnås en tilstrækkelig udbredelse af vakuumet omkring ekstraktionsboringerne. Dertil kommer, at det som regel vil være særligt relevant at dokumentere, at der ikke sker en utilsigtet forureningsspredning; f.eks. til underliggende grundvand og til omkringliggende poreluft. Dette er specielt interessant ifht. termiske oprensninger da der er tale om en metode, der meget hurtigt flytter store forureningsmængder. Dertil bør der foretages en monitering på jordprøver i behandlingsområdet for at dokumentere massefjernelse af jordforureningen; gerne udtaget så der kan foretages en sammenligning igennem oprensningsforløbet (jf. dog bemærkninger i afsnit 3.2 omkring prøvetagning i jord). Tidshorisont Termiske oprensninger kan – i sammenligning med de øvrige in-situ metoder – gennemføres indenfor forholdsvist korte tidsrum. En succesfuld og ikke alt for stor/kompliceret termisk oprensning kan således gennemføres på imellem nogle få måneder og 1 år. Fordele De primære fordele ved metoden er, at den er relativt hurtig og at der kan opnås meget lave slutkoncentrationer – også under lavpermeable og inhomogene geologiske forhold. Begrænsninger Nogle begrænsninger for metodens udbredelse er, at den kræver et meget stort energiinput og forholdsvist store anlægsinvesteringer. Dertil kommer sikkerhedsrelaterede problemer med kontrol af dampudbredelsen og risiko for tab af bæreevne i ler- og siltlag – med følgende risiko for sætningsskader på omkringliggende bygninger. Endelig vil termisk behandling ofte medføre en sterilisering af behandlingszonen, som kan nedsætte jordens evne til naturlig nedbrydning, hvis der efterlades restforurening. Referencer Yderligere information om termisk assisterede oprensninger kan findes i (Miljøstyrelsen, 1998f) og (Heron, 2003). På engelsk (USA) benyttes begreberne Thermal Treatment og In-Situ Thermal Desorption (ISTD). C.4: Kemisk oxidationVirkemåde Der findes flere former for kemisk oxidation, der alle benytter sig af kemiske forbindelser til at oxidere/nedbryde de forurenende stoffer (Tsitonaki og Bjerg, 2007). Den mest udbredte metode bygger på oxidation med kalium-permanganat. Anvendelsespotentiale Kemisk oxidation anvendes næsten udelukkende til oprensning af klorerede opløsningsmidler, men kan i princippet anvendes til oprensning af alle organiske forureningskomponenter der ”nedbrydes” ved oxidation. Metoden kræver, at der opnås en god kontakt imellem forurening og oxidationsmiddel, hvorfor en god indledende geologisk og forureningsmæssig vurdering er altafgørende for den opnåede effekt. Metoden egner sig forholdsvist godt til massefjernelse i kildeområder, men kan også benyttes til oprensning udenfor hot-spot. Fysiske installationer Tilsætning af oxidationsmiddel kan ske på opløst (vandig) form eller på gasform, afhængigt af oxidationsmidlet (infiltration eller injektion). Typisk vil der være tale om lodrette eller vandrette dræn eller filtre/sonder, samt evt. div. beholdere, slanger og pumper som er nødvendige til opbevaring og dosering af oxidationsmidlerne. Da oxidationsmidlerne er meget aggressive kræves der forholdsvist omfattende sikkerhedsforanstaltninger i og omkring anlægget. For at sikre en tilstrækkelig oprensningseffektivitet (og sikre mod utilsigtede effekter) kræves god kontrol med oxidationsmidlets udbredelse i formationen, som igen fordrer en detaljeret monitering i og omkring behandlingszonen. Støtteteknologier Afhængigt af tilsætningsmetoden for oxidationsmidlet (gas eller væske), vil de mest hyppige støtteteknologier bestå af hhv. vakuumventilering eller afværgepumpning for at holde kontrol med udbredelsen af oxidationsmidlet og eventuelle nedbrydningsprodukter. Monitering ifht. primærteknologi Den primære monitering bør som udgangspunkt koncentreres omkring at dokumentere at der opnås en tilstrækkelig udbredelse af oxidationsmidlet samt, at doseringen er hensigtsmæssig; dvs. nok til at fjerne forureningen, men ikke så meget, at oxidationsmidlet spredes uhensigtsmæssigt – specielt til overfladerecipienter. Forbruget af kemisk oxidationsmiddel vil ofte være stærkt afhængigt af jordens naturlige indhold af organisk stof og reducerede metaller samt af jordens pH-værdi hvorfor disse parametre kan være relevante at få kortlagt grundigt. Nogle kemiske oxidationsprocesser er eksoterme, hvorfor det kan være relevant at monitere temperaturen i og omkring behandlingsområdet. Dertil bør der foretages en monitering på jordprøver i behandlingsområdet for at dokumentere massefjernelse af jordforureningen; gerne udtaget så der kan foretages en sammenligning igennem oprensningsforløbet (jf. dog bemærkninger i afsnit 3.2 omkring prøvetagning i jord). Tidshorisont Kemisk oxidation er en forholdsvis aggressiv teknologi, baseret på hurtige processer, hvorfor oprensninger potentielt kan gennemføres indenfor en relativt kort tidshorisont. Typiske oprensningstider for kemisk oxidation ligger således i størrelsesordenen ½ - 3 år. Fordele De primære fordele ved metoden er, at den er relativt hurtig og at der kan opnås lave slutkoncentrationer ved en korrekt frembringelse af oxidationsmidlet til de forurenede områder. Begrænsninger Nogle begrænsninger for metodens udbredelse er, at der kan være et forholdsvist stort forbrug af oxidationsmiddel til naturligt forekommende organisk stof og reducerede uorganiske forbindelser (f.eks. reducerede metalforbindelser); til en sådan grad, at det naturlige forbrug langt overskygger forbruget til forureningsreduktion. Metoden har tillige sine begrænsninger i forhold til forureninger der ligger i inhomogene eller forholdsvist impermeable aflejringer (ler eller silt), hvor det er svært at fordele og frembringe oxidationsmidlet til de forurenede områder. Ved behandling i koncentrerede hot-spots kan der endvidere være sikkerhedsmæssige betragtninger omkring varme-/trykudvikling, da oxidationsprocesserne er varmeudviklende. Referencer Yderligere information om kemisk oxidation kan findes i (Dall-Jepsen, 2003) samt i (Miljøstyrelsen, 2003 og 2006b). På engelsk (USA) benyttes betegnelsen In-Situ Chemical Oxidation (ISCO). C.5: Forceret udvaskningVirkemåde Ved forceret udvaskning foretages en lodret gennemskylning/vaskning af behandlingszonen med vand, som evt. er tilsat tilsætningsstoffer (f.eks. detergenter) for at øge opløseligheden af forureningsstofferne. Stofferne udvaskes med vandet til grundvandszonen hvorfra de oppumpes og vandet behandles. Metoden svarer til en accelereret version af den udvaskning der naturligt sker ved infiltration og nedsivning af nedbør. Anvendelsespotentiale Metoden har selv sagt det største potentiale I forhold til stoffer med en forholdsvis høj opløselighed (BTEX’er, phenoler og klorerede opløsningsmidler), men har – i konkurrence mod de øvrige in-situ metoder – nok sit primære potentiale i forhold til uorganiske forureningskomponenter (primært tungmetaller) og radioaktive stoffer. Anvendelsespotentialet er størst i forholdsvist homogene og permeable jordtyper (mellem- til grovkornede sandjorde). Metoden er ikke velegnet til forureninger med forekomst af fri fase. Fysiske installationer Injektion eller infiltration af vand kan ske fra vandrette dræn, skråtstillede eller lodrette filtre, eller fra bunden af udgravninger. Dertil kræves evt. beholdere, slanger og pumper i forbindelse med opbevaring, dosering og opblanding af vand og eventuelle tilsætningsstoffer. Til oppumpning og sikring af hydraulisk kontrol kræves en eller flere grundvandspumper samt et evt. anlæg til rensning, re-infiltration og evt. oparbejdning af tilsætningsstofferne med henblik på genbrug. Støtteteknologier En integreret støtteteknologi ved metoden er afværgepumpning til sikring af hydraulisk kontrol med det udvaskede vand og de indeholdte forureningsstoffer. Dertil kommer eventuelle filterteknologier til rensning af vandet for forureningsstoffer og/eller oparbejdning af tilsætningsstofferne såfremt de kan og ønskes genbrugt og re-infiltreret. Monitering ifht. primærteknologi Moniteringen bør som udgangspunkt koncentreres omkring at dokumentere at den ønskede udvaskning finder sted, hvilket lettest lader sig gøre i det vand der oppumpes fra grundvandet under behandlingszonen. Via en registrering af de oppumpede vandmængder kan der gives et estimat på massefjernelsen. Endvidere vil det altid være særligt relevant at dokumentere, at der er opnået hydraulisk kontrol med infiltrationen og de udvaskede forureningskomponenter, således at der opnås sikkerhed for, at der ikke sker en utilsigtet forureningsspredning til grundvandet omkring og nedstrøms behandlingszonen. Dertil bør der foretages en monitering på jordprøver i behandlingsområdet for at dokumentere massefjernelse af jordforureningen; gerne udtaget så der kan foretages en sammenligning igennem oprensningsforløbet (jf. dog bemærkninger i afsnit 3.2 omkring prøvetagning i jord). Tidshorisont Der er kun meget begrænsede erfaringer med metoden, hvilket gør, at det er svært at give et bud på typiske oprensningstider. Vores umiddelbare gæt er dog i størrelsesordenen 1-3 år. Fordele Den primære fordel ved metoden er, at den kan anvendes overfor nogle forureningskomponenter (tungmetaller og radioaktive stoffer), som de konkurrerende teknikker ikke egner sig til at fjerne. Dertil kommer, at metoden er forholdsvist egnet til at behandle dybe umættede zoner – uden væsentlige meromkostninger. Begrænsninger Nogle begrænsninger for metodens udbredelse er, at den ikke er særligt egnet i lavpermeable eller inhomogene geologiske formationer idet den mulige gennemstrømning begrænses væsentligt. Brug af tilsætningsstoffer/detergenter for at øge udvaskningseffektiviteten kræver ligeledes, at man kan bevise overfor myndigheder, at der er fuldstændig styr på spredningsvejene i både den umættede og mættede zone. Referencer Yderligere information om forceret udvaskning kan findes i (Miljøstyrelsen, 2005) hvor metoden er kombineret med naturlig nedbrydning. På engelsk (USA) benyttes betegnelserne Soil Flushing eller Cosolvent Flushing. C.6: PhytooprensningVirkemåde Ved phytooprensning benyttes planter til at fjerne, nedbryde eller stabilisere forureningskomponenter. Metoden benytter sig af tre mekanismer til forureningsfjernelsen. Dels kan de befordre en biologisk nedbrydning omkring planterødderne eller inden i planternes ved eller blade, dels kan de udtrække stofferne fra jorden/porevandet og akkumulere dem i plantematerialet, og endelig udskiller nogle plantetyper stoffer via rodnettet, som medfører en stabilisering umiddelbart omkring rødderne. Anvendelsespotentiale Phytooprensning kan anvendes til at oprense metaller, pesticider, klorerede opløsningsmidler, tung olie og PAH’er, men kræver en dybdemæssig beliggenhed og en jordtype, der er befordrende for rodvækst. Metoden egner sig bedst til diffuse forureninger der ikke udgør en akut risiko. Fysiske installationer Metoden kræver kun plantning af planter/træer, med en tilstrækkelig tæthed til at dække behandlingsvoluminet med et kraftigt rodnet. Det kan evt. være nødvendigt med etablering af anlæg til kunstvanding og evt. faciliteter til håndtering af gødning. Støtteteknologier Kan kræve kunstvanding og gødskning. Monitering ifht. primærteknologi Den primære monitering bør som udgangspunkt koncentreres omkring at dokumentere massefjernelse af jordforureningen igennem en monitering af forureningskomponenterne i jordprøver udtaget i behandlingsområdet; gerne så der kan foretages en sammenligning igennem oprensningsforløbet (jf. dog bemærkninger i afsnit 3.2 omkring prøvetagning i jord). Dertil kan det være relevant at foretage en monitering ifht. at sikre, at betingelserne for planternes vækst er optimale, herunder specielt mht. vand og næringsstoffer. Tidshorisont Afhængigt af forureningstype, jordtype og plantetype kan der være forskelle i oprensningstiden, men ét ligger dog fast: Der er tale om en forholdsvis langsom oprensningsmetode. Det er formentlig urealistisk at forvente oprensningstider på mindre end 5-10 år, og man kan formentlig opstille scenarier med oprensningstider på op mod 100 år eller mere. Fordele Metoden er billig og lavteknologisk og har tilsyneladende en bred vifte af anvendelsesmuligheder hvad angår forureningskomponenter. Begrænsninger Den primære begrænsning for teknologiens anvendelse er formentlig, at den er meget langsommelig, og at den sætter store begrænsninger for arealanvendelsen mens oprensningen foregår. Dertil kan metoden ikke avendes ved dybtliggende forureninger, i meget fede jorde eller for stærkt adsorberede forureninger. Rodvæksten kan yderligere være begrænset hvis der forekommer fri fase eller høje koncentrationer (specielt af metaller) pga. toksiske effekter overfor planterne. Referencer Yderligere information om phytooprensning kan findes i (Miljøstyrelsen, 1998g og 1999). På engelsk (USA) benyttes betegnelsen Phytoremediation.
|