Punktkilder i relation til overfladevande og beskyttede naturområder

4 Databearbejdning

De indsamlede data fra regionerne er koblet til den modtagne ROKA database fra Miljøstyrelsen. Udgangspunktet for kobling af de kortlagte arealer fra regionerne og databasen er lokalitetsnummeret (depot nummeret).

Det er i forbindelse med nærværende dataarbejde konstateret, at de modtagne data fra regionerne og de i ROKA databasens listede depotnumre ikke konsekvent er overensstemmende.

For flere kommuner er depotnumrene i ROKA databasen angivet som kommunekode efterfulgt af en firecifret ID-kode. I regionernes oplyste data de koden efter kommunenummeret femcifret.

Tilsvarende findes der i ROKA databasen både [.], [,] og [-] som separator mellem kommunenummer og den efterfølgende kode.

Med henblik på at få inddraget så mange af de fra regionerne leverede lokaliteter med ROKA databasen, er der udarbejdet en identifikationsnøgle på baggrund af en dataanalyse, der så vidt muligt kobler ROKA databasens depotnumre med regionernes kortlagte arealer.

  • Der er identificeret 2.708 lokaliteter, hvor forskellen i lokalitetsnavnene har været relateret til tegnsætningen mellem kommune ID og Kode ([.],[-],[,]).
  • 872 lokaliteter med uoverensstemmelse i antallet af karakter i lokalitetskoden er entydig identificeret ud fra navn og/eller adresse felterne.
  • 236 lokaliteter i Ribe Amt data er entydig identificeret ud fra en geografisk GIS-søgning, og yderligere 72 lokaliteter er identificeret ud fra en geografiske søgning, hvor lokaliteterne ligger i umiddelbar nærhed af GIS-lokaliteterne fra regionerne.
  • 295 lokaliteter i Sønderjyllands Amt er i ROKA databasen angivet med fire karakterer efter kommunekoden, hvor regionerne angiver den tilhørende kode med fem cifre.
  • 2.271 lokaliteter i Århus Amt er i ROKA databasen angivet med fire karakterer efter kommunekoden, hvor regionerne anvender fem.
  • Herudover er 74 lokaliteter med overensstemmende lokalitetsnumre men med forskelligt navn og adresse identificeret.

I alt er 6.891 lokaliteter identificeret med forskellig angivelse af lokalitetsnummeret for de to datakilder.

Af det samlede datagrundlag på 22.704 lokaliteter modtaget fra regionerne, er der udført en forespørgsel i ROKA databasen og 18.583 lokaliteter er dermed identificeret når identifikationsnøglen anvendes. De resterede ca. 4.000 lokaliteter er ikke identificeret i ROKA databasen, og indgår dermed ikke i nærværende dataanalyse.

4.1 Opbygning af databaseforespørgsler

Databaseforespørgslerne er bygget op med henblik på at muliggøre en afstandsbetinget filtrering af lokaliteter i forhold til overfladevand og beskyttede naturtyper dels på stofgrupper og dels på brancher.

Databaseforespørgslerne er bygget op omkring de indsamlede lokaliteter fra regionerne samt ROKA databasen, hvor lokaliteterne fra regionerne sammen med den udførte afstandsanalyse i første omgang er knyttet til ROKA databasen gennem den udarbejdede identifikationsnøgle. Lokaliteterne er efterfølgende tilknyttet tabellen ’Planlagt indsats’, hvormed grundlaget for de efterfølgende forespørgsler på indsatsområde er skabt. Til den interne sammenkædning i ROKA databasen er tabellen med internt ID (INT_ID) anvendt.

Herudfra er lokaliteter med beskrivelse af hhv. stofgrupper og brancher tilknyttet datagrundlaget, således at de to centrale forespørgselstemaer kan udarbejdes. I Figur 4-1 er strukturen for den overordnede databaseforespørgsel præsenteret.

Figur 4-1: Grafisk præsentation af hovedlinjerne i databaseforespørgslerne og kriterier for filtrering

Figur 4-1: Grafisk præsentation af hovedlinjerne i databaseforespørgslerne og kriterier for filtrering

Af det samlede datagrundlag på 22.704 lokaliteter som er indsamlet fra regionerne har det været muligt at koble 18.583 lokaliteter til ROKA databasen. Dvs. 4.121 lokaliteter er ikke identificeret i ROKA databasen ud fra lokalitetsnummeret, jf. Figur 4-2.

Af de 18.583 lokaliteter jf. afsnit 3 er fundet i både ROKA og i regionernes tabeller er 16.494 defineret i tabellen ’Planlagt indsats’. Denne tabel angiver hvilke indsatsområder den enkelte lokalitet er omfattet af iht. til Jordforureningslovens § 6. Af disse har 10.989 lokaliteter værdien ’Ikke omfattet af offentlig indsats’ i tabellen over planlagt indsats, jf. Figur 4-2.

Af de 16.494 lokaliteter med ’Planlagt indsats’ er 7.979 defineret i tabellen ’Komponent’, der angiver stofbeskrivelsen af forureningskomponenterne på lokaliteterne. Af disse er 3.734 lokaliteter ’Ikke omfattet af offentlig indsats’. Heraf ligger 1.587 inden for 100 m fra overfladevand eller beskyttede naturtyper, jf. Figur 4-2.

Tilsvarende er 15.254 lokaliteter af de 16.494 med beskrivelse af indsatsområde beskrevet med branchetype i tabellen ’Forureningsårsag’. Af disse er 7.263 lokaliteter ’Ikke omfattet af offentlig indsats’. Af sidstnævnte ligger 3.136 lokaliteter inden for 100 m fra overfladevand eller beskyttede naturtyper, jf. Figur 4-2.

En sammenfatning af antal lokaliteter, der er registreret på forskellige niveauer i databaseforespørgslerne er præsenteret i Figur 4-2.

Figur 4-2: Antal lokaliteter der findes registreret på forskellige niveauer i den opbyggede database.

Figur 4-2: Antal lokaliteter der findes registreret på forskellige niveauer i den opbyggede database.

 



Version 1.0 Februar 2009, © Miljøstyrelsen.