Fytoremediering af kulbrinte- og anden forurening på nedlagt slamdepot

7 Teknologiens økonomi

Ud fra de omkostninger, der har været afholdt i forbindelse med forsøget, kan opstilles et overslag over den forventelige økonomi. Dette er i det følgende opgjort per arealenhed, idet det dog skal bemærkes, at der altid vil være både anlægs- og driftsomkostninger, der ikke er afhængige af areal eller anden relevant enhed. Den opgjorte pris vil derfor ligge i den høje ende af det forventelige p.g.a. den relativt lille arealstørrelse.

I anlægsomkostningerne er medtaget efterbeplantningen i 2000. Der er ikke foretaget yderligere efterbeplantning på lokaliteten, hvilket skal ses i forhold til, at træerne ved afslutningen af forsøget kun dækkede henholdsvis ca. 80% (pil) og ca. 70% (poppel) af de respektive arealer. En vis løbende efterbeplantning må medregnes, idet den dog må forventes at ligge klart i den høje ende på nærværende lokalitet p.g.a. de meget høje forureningskoncentrationer.

Der er i opgørelsen opgjort, hvor meget afdriftsomkostningerne, der udgøres af monitering, idet denne i agens natur har været forholdsvis intens. Det skal dog bemærkes, at det under alle omstændigheder vil være vigtigt med både tilsyn og relevant prøvetagning og analyse for at sikre sig et positivt resultat af en oprensning ved hjælp af planter, ligesom det er vigtigt med en ordentlig karakterisering af forholdene på grunden som grundlag for designet af oprensningen. Det er ikke nok bare at plante træerne og så overlade dem til sig selv.

Forsøgsareal: 2 x 625 m² = 1250 m²  
   
Anlægsomkostninger:  
Karakterisering af grund inkl. vandbalance:  kr. 350.000
Klargøring og beplantning samt efterbeplantning:    kr.   60.000
Projektering, styring, afrapportering (inkl. afholdte møder): kr.   95.000
   
Driftsomkostninger:  
Pasning og tilsyn:  kr.   60.000
Prøvetagning og analyse: kr.   80.000
Projektering, styring, afrapportering (inkl. afholdte møder):  kr.   60.000
   
I alt har anlægs- og driftsomkostningerne opgjort som ovenstående beløbet sig til henholdsvis 400,- kr. og 160,- kr./år per oprenset m².

Hvis der tages hensyn til, at en karakterisering af et forurenet areal normalt ikke vil blive indregnet i oprensningsomkostningerne samt at prøvetagnings- og analyseomkostninger ligger i den meget høje ende på grund af projektets karakter af udviklingsprojekt, kan der udregnes en pris per oprenset ton. Ved denne beregning er der taget udgangspunkt i en typisk effektiv oprensningstid på ti år og en oprensningsdybde på op til 2 m i velegnede jorde. På dette grundlag vil det svare til en pris pr oprenset ton på i størrelsesordenen 500 kr./ton. Dette er som nævnt formentligt estimeret højt p.g.a. det forholdsvis lille areal.

 



Version 1.0 april 2009, © Miljøstyrelsen.