Fytoremediering af PAH- og olieforurening på nedlagt asfaltværk

Sammenfatning og konklusioner

På et nedlagt asfaltværk i Vassingerød, Allerød, har der i perioden 1999 til primo 2006 været udført et planteoprensningsprojekt i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen og Frederiksborg Amt.

Grunden er forurenet med hovedsageligt dieselolie i et område på grundens nordlige del, og tjærekomponenter (PAH’er) i et område på grundens sydlige del. Dieselforureningen er fundet i koncentrationer på op til 1.600 mg/kg jord TS i ca. 1,5-2 m’s dybde, og tjæreforureningen er fundet i koncentrationer på op til knapt 2.000 mg/kg i ca. 2 m´s dybde, og er konstateret ned til 5- 6 m’s dybde. Der findes desuden høje indhold af kulbrinter, BTEX’er og phenoler i det terrænnære grundvand. Jorden på lokaliteten er hovedsageligt sandblandet ler/moræneler.

Grunden blev udvalgt til planteoprensningsprojektet, fordi der var forurening med både kulbrinter og tjærestoffer, og pga. muligheden for at undersøge metodens effekt på grundvandet.

Grunden blev i 1999 tilplantet med pile- og poppeltræer i rækker med 1 m’s afstand og 0,5 m imellem planterne. Udgifterne til anlæg, nødvendig genbeplantning, lugning og gødskning er opgjort til kr. 121.000 ekskl. moms for et beplantet areal på 3500 m², over en periode på 6 år.

Der blev i projektperioden målt en række forureningskomponenter og grundvandskemiske parametre i det terrænnære grundvand, som et mål for udviklingen i koncentrationerne i den omgivende jord. Der blev desuden tre gange i perioden udtaget jordprøver til analyse for forureningsindhold fra et felt i grundens nordlige hhv. sydlige forureningsfelt. Derudover blev eventuel spredning af forurening til det primære grundvand overvåget.

Resultaterne af jordanalyserne viser at det, med den meget heterogent fordelte jordforurening på lokaliteten, ikke er muligt at få et billede af udviklingen i forureningen over tid ved at udføre gentagne prøvetagninger indenfor små afstande. Der blev desuden set store udsving over tid i koncentrationerne af forureningskomponenter i det terrænnære grundvand. Det vurderes, at der overordnet er sket et fald i koncentrationerne af BTEX’er og naphthalen. Muligvis er der desuden sket et fald i koncentrationerne af phenoler og total kulbrinter. Der vurderes ikke at være sket et fald i koncentrationerne af øvrige PAH’er eller NSO-forbindelser. Pga. variationerne har det dog ikke været muligt at beregne nedbrydningshastigheder.

Udviklingen i de grundvandskemiske parametre indikerer stor biologisk aktivitet og en udvikling imod mindre reducerede forhold i det terrænnære grundvand.

Det er usikkert, om det faldende forureningsindhold i grundvandet skyldes beplantning af grunden eller ville være forekommet uden beplantning pga. naturlig nedbrydning. De senest udførte jordanalyser viser desuden, at jorden stadig er forurenet med kulbrinter og tjærekomponenter i koncentrationer, der væsentligt overstiger Miljøstyrelsens kvalitetskriterier for ren jord. Det konkluderes derfor, at tidshorisonten på 6 år langt fra er nok til en plantebaseret oprensning af lokaliteten.

 



Version 1.0 April 2009, © Miljøstyrelsen.