Spildevandsslam fra kommunale og private renseanlæg i 2005

1 Indledning

Denne rapport indeholder en bearbejdning af data baseret på oplysninger for 2005. Indberetningerne omfatter oplysninger fra kommunale renseanlæg samt private renseanlæg for husspildevand med en kapacitet større end 30 personækvivalenter (i det følgende betegnet PE), dog undtaget nedsivningsanlæg. Opgørelsen omfatter derfor også den slammængde, der stammer fra ordninger for tømning af septiktanke og andre mindre anlæg i den udstrækning slammet tilføres renseanlæg større end 30 PE.

Slam fra virksomheder med egen spildevandsrensning, betegnet som industrislam, indgår ikke i opgørelsen. Slam fra tømning af septiktanke og andre mindre anlæg, og som ikke tilføres kommunale renseanlæg, indgår heller ikke i opgørelsen.

Slammængden er opgjort i både tons vådvægt og i tons tørstof, som i det følgende forkortes til henholdsvis VV og TS. Mængden af slam i vådvægt betegner den totale vægt af slam inklusiv vandindholdet, mens slammængden i tørvægt kun angiver vægten af tørstoffet, hvilket er en beregnet størrelse.

Rutiner til indberetning af oplysninger om slam fra renseanlæg er blevet omlagt. Det har resulteret i, at antallet af indberettende anlæg for 2005 er væsentligt mindre end for de tidligere år. Som konsekvens heraf har det været nødvendigt at beregne den totale slammængde på baggrund af de foreliggende indberetninger, ligesom der er usikkerhed om slutdisponering af slam i 2005. Det er derfor valgt at præsentere data for 2005 sammen med data for 2002, som er de senest tilgængelige.

På grund af usikkerheden i datamaterialet for 2005 har Miljøstyrelsen i samarbejde med en aktør i branchen skønnet, om der er sket ændringer i den nuværende slamdisponering i forhold til 2002.

Rapporten er udarbejdet af cand. scient. Ole Kaysen og civ. ing. Claus Petersen, Econet AS. Kristoffer Colding, By- og Landskabsstyrelsen, har stået for dataindsamling.

 



Version 1.0 Juni 2009, © Miljøstyrelsen.