Spildevandsslam fra kommunale og private renseanlæg i 2005

2 Renseanlæg og slammængder

Opgørelser for 2005 over indberettende renseanlæg med en kapacitet større end 30 PE fremgår af Tabel 2.1.

Tabel 2.1  Opgørelser over registrerede og indberettende anlæg.

  Registrerede anlæg Indberettende anlæg Anlæg som tilfører
alt slam til andet
anlæg
Anlæg med slambehandling
2002 1.267 1.058 541 517
2005 - 277 154 123

Som det ses af Tabel 2.1, er antallet af indberettende anlæg langt mindre for 2005 end for 2002. Kun 277 anlæg har indberettet oplysninger for 2005 – mod 1.058 anlæg i 2002. Antallet af anlæg med slambehandling er i 2005 opgjort til 123. Reelt har flere anlæg med slambehandling indberettet oplysninger for 2005, men de 123 anlæg svarer til anlæg, der har indberettet i både 2002 og 2005.

Som konsekvens heraf er det valgt at opskalere den indberettede mængde fra de 123 anlæg, der indberettede såvel i 2002 som i 2005, til landsplan efter følgende procedure:

  1. Data fra anlæg, hvor der foreligger indberetninger såvel for 2002 som for 2005 sammenholdes
  2. Den samlede mængde for 2005 beregnes i forhold til den samlede mængde for 2002 i samme forhold som den delmængde, der fremgår under A.

Tidligere statistikkers fordeling på amter indgår ikke i denne rapport, fordi antallet af indberettende anlæg er begrænset, og fordi andelen af indberettende anlæg varierer kraftigt mellem amterne. Der ville derfor være for stor usikkerhed på beregnede data for de respektive amter.

En stor del af de indberettende renseanlæg leverer alt slam til et andet anlæg, hvorfra den videre behandling finder sted, derfor er de følgende beregninger og opgørelser udelukkende baseret på anlæg med slambehandling.

Den samlede indberettede slammængde fremgår af bilag 2.1.

Den beregnede slammængde i 2005 fremgår af Tabel 2.2 og er 132.600 t opgjort i TS. Det svarer til et fald på ca. 5 % i forhold til 2002. Faldet skyldes, at de indberettende anlæg generelt har indberettet en mindre mængde af slam (TS) i 2005 end i 2002.

De indberettende anlæg står for en samlet slammængde på ca. 58.000 tons (TS), hvilket er næsten halvdelen af den beregnede slammængde.

Tabel 2.2  Mængden af slam opgjort i TS hhv. VV. Tons

  Tørstof – TS Vådvægt – VV
2002 140.021 1.451.000*
2005 132.600 1.374.000

*I 2002 blev vådvægten opgjort til 1.370.469 tons. Denne mængde var dog ikke korrigeret for at 209 anlæg ikke indberettede mængden af slam i 2002. Hvis vådvægten var blevet korrigeret (som det var tilfældet med tørvægten), så skulle den beregnede vådvægt i 2002 være 1.451.000 tons, som anført i Tabel 2.2.

Mængden af tørstof hhv. vådvægt er for 2005 korrigeret for de anlæg, der ikke har indberettet.

I 2002 transporterede i alt 541 anlæg ubehandlet slam videre til et andet anlæg. Den transporterede mængde udgjorde dog kun 11 % af den samlede mængde TS, så det er primært mindre anlæg, der har transporteret slam videre til et andet anlæg. Også i 2005 er andelen af ubehandlet slam, der transporteres til et andet anlæg i samme størrelsesorden.

Gennem årene 1995 – 2002 har der konstant været ca. 220 af de indberettende anlæg, der har en kapacitet på større end 5000 PE. Disse anlæg har behandlet ca. 95 % af den samlede slammængde opgjort i TS. Dette ser også ud til at være tilfældet for 2005.

Belastningen af renseanlæggene var i 2002 på 6,9 millioner PE, hvilket giver en årlig gennemsnitlig slamproduktion på 20,2 kg TS pr. PE. En tilsvarende beregning er ikke gennemført for 2005, da antallet er indberettende anlæg er relativt begrænset.

 



Version 1.0 Juni 2009, © Miljøstyrelsen.