Revision af beregninger af danske VOC emissioner fra opløsningsmidler og husholdninger

6 Konklusion

6.1 Emissioner fra opløsningsmiddelforbrug

Undersøgelsen viste, at fire VOC’er faldt udenfor VOC definitionens grænse for damptryk, hvor kun stoffer med damptryk større end 0,01 kP skal medtages. De fire VOC’er er glycerol, toluendiisocyanat, dioctylphthalate og diethylenglycol, og de anbefales helt fjernet fra opgørelsen.

Aminooxygengruppen omfatter 81 stoffer, og der er ved stikprøver søgt kogepunkt. og damptryk for 26 af disse stoffer. Heraf er der kun fundet damptryk og kogepunkts-oplysninger for 3 af stofferne. Damptrykket var i alle 3 tilfælde under 0,01 kPa. Da stofferne alle er relativt højmolekylære, og en del er salte, findes det ikke sandsynligt, at nogen af aminooxygen-stofferne skal klassificeres som VOC'er, og de anbefales derfor helt fjernet fra opgørelsen.

For flere andre stoffer, specielt methanol, naphthalen, propan, butan, ethylenglycol og formaldehyd er der fundet dokumentation for at anbefale at anvende lavere emissioner i opgørelsen. Baggrunden er dels uoverensstemmelser mellem det faktiske forbrug i industrien og opgørelserne fra Danmarks Statistik, samt forbrug og fordeling på brancher i SPIN 2000.

Ved undersøgelsen af forbruget af propylakohol og ethanol til sprinklervæske, er det fundet, at sprinklervæske kan antages udelukkende at være produceret ud fra importeret ethanol, der er importeret under kategorien Anti frost præparater. Denne kategori har hidtil ikke været medtaget i VOC opgørelsen, og den anbefales medtaget i kommende opgørelse. Mængden på 4.500 t/år er et anslået tal fra en importør, og bedre tal kan hentes fra Danmarks Statistik.

Tabel 4-34 viser en samlet oversigt over VOC opgørelsens emissioner, anbefalinger til ændringer og den derved reviderede emission.

  VOC opgørelse Anbefalede Revideret
  Emission ændringer Emission
  t/år t/år t/år
Methanol 4.777 3.170 1.607
Propylalcohol 4.167  0 4.167
Terpentin 3.940  0 3.940
Aminooxygengruppe 2.865 2.865 0
Glycerol 2.630 2.630 0
Pentan 2.331  0 2.331
Ethanol 2.166  0 2.166
Ethanol - sprinklervæske 0 - 4.500 4.500
Naphthalen 1.768 1.756 12
Acetone 1.297  0 1.297
Propan 1.000 333 667
Butan 1.000 333 667
Butanon 676  0 676
Glycolether 622  0 622
Ethylenglycol 610 451 159
Formaldehyd 503 360 163
Toluendiisocyanat 199 199 0
Dioctylphthalat 61 61 0
Diethylenglycol 10 10 0
Øvrige stoffer 2.105  0 2.105
SUM: 32.727 7.668 25.079

Tabel 6-1. Samlet oversigt over VOC emissioner og anbefalede ændringer

Samlet er der anbefalinger til reduktion i VOC emissionen på 12.168 t/år, men da der er fundet en uregistreret forbrug af ethanol til sprinklervæske på ca. 4.500 t/år, bliver den resulterende anbefalede reduktion på 7.668 t/år. Det svarer til ca. 23 % af den beregnede emission fra brug af opløsningsmidler.

6.2 Emissioner fra brændeovne

VOC emissionen fra husholdninger, som omfatter brændeovne mv. og redskaber i have/hushold, er opgjort til 20.600 tons for 2006. Heraf er de 17.109 tons fra opvarmning, mens de resterende 3.500 ton er fra Redskaber i have/hushold, mv. som primært er brændstoffer til græsslåmaskiner og lignende.

Ud af VOC emission fra opvarmning på 17.109 t/år udgør mindre træ og halm fyrede ovne og kedler 98 % af emissionen, og heraf er brændefyrede ovne og kedler den mest betydende, med en VOC emission på 15.027 t/år.

VOC opgørelsen for brænde er baseret på Energistyrelsens opgørelse over det årlige brændeforbrug, samt antal og fordeling af forbruget på forskellige typer ovne og kedler, som er tildelt emissionsfaktorer baseret på opgivelserne i CORINAIR, som det fremgår af nedenstående tabel.

2.006 Energiforbrug NMVOC NMVOC
Fyringsanlæg Træ og træpiller Emissionsfaktor Emission
Træforbrug  GJ t/år g/GJ kg/t t/år
Gammel ovn  3.670.330 249.682 1.200 18 4.404
Nyere ovn  6.469.192 440.081 1.200 18 7.763
Moderne ovn  2.085.812 141.892 250 4 521
Ny moderne ovn 0 0 125 2 0
Anden ovn  297.097 20.211 1.200 18 357
Gl. kedel m. akk. 2.131.277 144.985 400 6 853
Gl. kedel u. akk. tank 1.408.343 95.806 400 6 563
Ny kedel m. akk. 2.221.251 151.106 20 0,3 44
Ny kedel u. akk. 1.427.059 97.079 250 4 357
Pillekedel  8.213.503 558.742 20 0,3 164
Sum træ uden piller 19.710.361 1.340.841      
Sum/middel/total incl. piller  27.923.864 1.899.583 538 8 15.027

Tabel 6-2. Beregning af NMVOC emission fra træfyring i små ovne og kedler

Der er meget store usikkerheder forbundet med denne opgørelse, fordi der ikke findes eksakt viden om de enkelte indgående størrelser. Der er derfor foretaget flere antagelser, som har meget stor betydning for emissionen, og disse antagelser kunne ligeså godt være foretaget anderledes.

De EF der anvendes for Gammel ovn og Nyere ovn i DMUs opgørelse over VOC emissionen, er ikke i overensstemmelse med definitionen og opdelingen af brændeovne, som er foretaget af Teknologisk Institut. DMU anvender den samme høje emissionsfaktor for grupperne Gammel ovn og Nyere ovn, hvor Teknologisk Institut tydeligt forudsætter, at emissionerne fra Nyere ovn er væsentligt lavere end fra Gammel ovn, samt at effektiviteten er væsentligt større. Det hænger i høj grad sammen med at Nyere ovne er testet efter DS 887.

De relativt få målinger der er fundet som dækker Nyere ovne, viser langt lavere emissioner af NMVOC, end den anvendte emissionsfaktor på 1.200 g/GJ fra CORINAIR. Middelværdierne for NMVOC emission i de to undersøgelser er henholdsvis 240 g/GJ og 60 g/GJ, og på den baggrund burde

de klassificeres som CORINAIRs Advanced stoves, med en emissionsfaktor på 250 g/GJ. Derved vil den samlede emission for brændefyring i opgørelsen for 2006 reduceres med ca. 6.146 t, fra 15.027 til 8.881 t, dvs. næsten en halvering.

Det anbefales ydermere, at Miljøstyrelsen iværksætter et projekt, som dels samler op på eksisterende målinger af VOC fra danske ovne og kedler, og dels supplerer med målinger på et relevant udsnit af ovne og kedler, specielt indenfor kategorierne Gammel ovn og Nyere ovn, så der på den baggrund kan fastsætter og anvende bedre og mere realistiske emissionsfaktorer for VOC emissionen fra fyring med træ. En sådan undersøgelse må forventes at kunne medføre en betragtelig reduktion af den beregnede VOC emission i forhold til det nuværende niveau.

Den store stigning i brændeforbruget medfører en stigning i den beregnede VOC emission fra 15.027 t i 2006 til knap 21.000 t i 2007. Denne stigning svarer næsten til reduktionen fra den anbefalede nedsættelse af EF for Nyere ovn.

VOC opgørelsen fra brændefyring er direkte proportional med antallet af ovne og kedler, så det er meget vigtigt for opgørelsen af den danske VOC emission, at antallet af ovne og kedler er så pålideligt som muligt. Det anbefales derfor, at Miljøstyrelsen arbejder på at tilvejebringe en mere sikker opgørelse over det samlede antal små ovne og kedler i danske hjem, samt fordelingen på forskellige typer, f.eks. som opdelingen foretaget af Teknologisk Institut.

 



Version 1.0 September 2009, © Miljøstyrelsen.