Sammenfatning

Nedfældning af gylle i vintersæd - En evalueringsrapport

I forbindelse med den politiske aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre fra den 22. juni 2006, blev der aftalt regulering af kravene om udbringning af husdyrgødning. I disse krav indgik der krav om nedfældning af gylle i bufferzoner på sort jord og græsmarker, og at disse krav gøres generelt fra 2011. I forbindelse med evalueringen af VMP III i 2008 vurderer aftalens parter, hvornår der kan stilles lignende krav om nedfældning i vintersæd. På baggrund af ovenstående giver denne rapport en faglig vurdering af de teknologiske og økonomiske muligheder for, at nedfældningskravet kan udvides til også at gælde i forbindelse med udbringning af flydende husdyrgødning til vintersæd. Herunder en faglig vurdering af de driftsmæssige, miljømæssige og økonomiske effekter ved at kræve nedfældning i vintersæd.

Mens en stigende andel af den flydende husdyrgødning nedfældes i sort jord og græs, finder der stort set ikke nedfældning sted i vintersæd. Forklaringen vurderes at være, at nedfældning i vintersæd medfører en række ulemper, hvor de vigtigste er, at nedfældningen fører til højere udbringningsomkostninger, samt tab af udbytte forårsaget af køre- og afgrødeskade. Tabet af udbytte er primært begrundet i, at nedfældning medfører flere kørespor i afgrøden, hvilket skyldes, at arbejdsbredden ved nedfældning er væsentligt lavere end den arbejdsbredde, der kan opnås ved slæbeslangeudlægning. Derudover kan nedfældning føre til afstrømning af gylle på skrånende arealer og øge risikoen for skader på høstudstyret på stenrige arealer, samt være problematisk på meget lerholdige jorder.

De nedfældningssystemer, der i dag er kommercielt tilgængelige til nedfældning i vintersæd, er udviklet til nedfældning i græs. Der er ikke gennemført undersøgelser af, hvor effektivt nedfældning med disse systemer kan begrænse ammoniakfordampningen fra gylle nedfældet i vintersæd. På baggrund af undersøgelser af nedfældning i græs vurderes det, at nedfældning i vintersæd kan begrænse ammoniakfordampningen af den udbragte gylle med mellem 40 og 50 % sammenlignet med slæbeslangeudlægning. En generel udvidelse af nedfældningskravet til vintersæd er estimeret til at kunne begrænse Danmarks samlede ammoniakfordampning med ca. 3.000 tons, svarende til 4,2 % af den nationale ammoniakfordampning. Da nedfældning imidlertid øger energiforbruget og risikoen for udledning af drivhusgassen lattergas, er det estimeret at en generel udvidelse af nedfældningskravet til vintersæd vil øge udledningen af CO₂ med 294.000 tons per år, svarende til ca. 0,5 % af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser.

Det lavere ammoniaktab kan øge udnyttelsen af husdyrgødningens kvælstofindhold med 5-7 procentenheder, hvis man antager, at nedfældning ikke giver anledning til øgede køreskader. I praksis, hvor køreskaden skal indregnes, vil nedfældning næppe medføre øgning af kvælstofudnyttelsen.

Nedfældningen med de systemer, der i dag er kommercielt tilgængelige, sker i åbne riller, hvor gyllen efter udbringning stadig har kontakt med luften over gyllen. Nedfældning i vintersæd har derfor begrænset effekt på lugtgenen af gylleudbringning. En effektiv reduktion af lugtgenen kræver, at gyllen dækkes helt med jord.

Nedfældning i vintersæd kan som nævnt medføre tab af udbytte. Tabet afhænger af udbringningsteknik og udbringningsforhold, men er ud fra forsøg med forsøgsudstyr og kommercielt udstyr bestemt til at ligge i intervallet mellem 0,2 og 3,6 hkg per ha, svarende til mellem 28 og 466 kr. per ha. På den baggrund er det vurderet, at nedfældning i vintersæd gennemsnitligt medfører et udbyttetab på ca. 1,8 hkg per ha svarende til 250 kr. per ha. Nedfældning i vintersæd øger derudover omkostningerne til gylleudbringning. Meromkostningen skyldtes primært højere drifts- og investeringsomkostninger, lavere kapacitetsudnyttelser og tab af udbytte.

Nedfældning stiller større krav til vejr- og jordbundsforhold end slangeudlægning. Et vådt forår kan derfor vanskeliggøre eller helt forhindre nedfældning i vintersæd. Antallet af udbringningsdage er derfor væsentligt færre ved nedfældning end ved slangeudlægning i vintersæd, hvilket markant reducerer kapacitetsudnyttelsen af de enkelte nedfældere.

Samlet er det beregnet, at et generelt krav om nedfældning i vintersæd vil medføre årlige meromkostninger for erhvervet på 293 mio. kr. Omregnes de samlede meromkostninger ved et generelt krav om nedfældning i vintersæd til omkostninger per kg sparet tab af ammoniakkvælstof ved ammoniakfordampning, svarer dette til 97 kr. per kg sparet N.

Hvis nedfældning kun skal ske i bufferzonerne I og II (0 – 1.000 m) bliver den årlige meromkostning på landsplan ca. 70 mio. kr., hvis man antager, at meromkostningen per ton vil være den samme, som hvis kravet indføres generelt. Imidlertid vil kapacitetsudnyttelsen kunne øges, hvilket bringer meromkostningen per udbragt mængde ned. Det skønnes derfor, at den årlige meromkostning ved et krav om nedfældning i bufferzoner vil ligge på 50-70 mio. kr.

Vinterhvede er den dominerende vintersædsart og den afgrøde, gyllen normalt tildeles senest om foråret. Vinterhvede er derfor den af vintersædarterne, der har de bedste muligheder for nedfældning i en tilpas afdrænet jord. De andre vintersædsarter, specielt rug, vinterraps og triticale, har så tidlig en vækst, at det optimale nedfældningstidspunkt vil ligge, når jorden normalt ikke er farbar til nedfældningsudstyr.

Siden 2006 er der iværksat flere udviklingsinitiativer med henblik på at udvikle nedfældningssystemer tilpasset nedfældning i vintersæd. Disse initiativer kan potentielt føre til udvikling af nedfældningssystemer, der kan begrænse omkostningerne ved nedfældning, samt sikre en mere effektiv reduktion af miljøgenerne af gylleudbringningen. Udviklingen er dog endnu på et så tidligt stadie, at miljø- og omkostningseffekten af disse udviklingsinitiativer endnu ikke kan vurderes.

Typen og en eventuel forbehandling af gylle påvirker miljøeffekten af nedfældning. Størst effekt af nedfældning er der på gylletyper, der har et højt potentiale for ammoniaktab. Gyllebehandlingsteknologier som separering og forsuring reducerer potentialet for ammoniaktab, og disse teknologier har lige så stor eller større ammoniakbegrænsende effekt end nedfældning. Det bør overvejes at sidestille disse teknologier med nedfældning.

Det nuværende krav om nedfældning i sort jord og græs i bufferzonerne vurderes ikke at medføre alvorlige driftsmæssige problemer. De foreløbige erfaringer viser dog, at nedfældning i græs i det tidlige forår forud for første slæt øger risikoen for jordstruktur- og afgrødeskade. Ligeledes bør der gives mulighed for dispensation for nedfældningskravet på stærkt skrående græsarealer for at begrænse risikoen for afstrømning af gylle. Det vurderes ligeledes, at de miljømæssige fordele ved nedfældning i græs på tør lerjord er meget begrænsede, idet den hårde jord hindrer en tilstrækkelig dyb nedfældning.

En meget stor andel af den gylle, der tildeles ubevokset jord, udbringes allerede nu med nedfælder. Det vurderes ikke, at der er behov for specielle forbehold om nedfældning i vårafgrøder. Hvis en vårafgrøde skal tilføres gylle, vil gyllen normalt kunne nedfældes inden såning.