Miljøevaluering af organotin i plastprodukter

5. Organotins fysisk-kemiske egenskaber

5.1 Generel kemisk formel
5.2 Fotolyse, hydrolyse m.m.
5.3 Vandopløselighed, fordampelighed m.m.
5.4 Speciering
5.5 Fordelingskoefficienter
5.6 Gennemgang af 10 organotinforbindelser
5.6.1 Monoorganotinforbindelser
5.6.2 Diorganotinforbindelser
5.7 Gennemgang af stamformer

I det følgende gennemgås generelle forhold ved organotinforbindelser, som har betydning for den måde miljøevalueringen kan gennemføres på. Herefter følger en gennemgang af enkeltstofferne og stamformerne, hvor der opsummeres for deres fysisk-kemiske og økotoksikologiske egenskaber.

5.1 Generel kemisk formel

Betegnelsen organotin bruges om en kemisk forbindelse mellem et tinatom (Sn) og (mindst) et kulstofatom. Bindingen er af covalent karakter og generelt stabil under miljømæssige forhold. I denne type organiske forbindelser optræder tin med valensen IV, og med stigende antal organiske grupper benævnes organotinforbindelser mono-, di-, tri- og tetraorganotin. De organiske grupper indeholder typisk mellem et (metyl = CH3)og otte kulstofatomer (octyl = C8H17) og kaldes også alkylgrupper eller arylgrupper (phenyl- eller cyclohexyl-grupper). I dette projekt omtales også hyppigt mono- og dibutyltin (butyl = C4H9).

De øvrige grupper omkring tinatomet kan være såvel uorganiske (f. eks. chlorid) som organiske (f. eks. acetat) aniongrupper (dvs. negativt ladede). At de øvrige grupper også er organiske har ingen indflydelse på, hvorvidt der er tale om f. eks. di- eller triorganotinforbindelser. Bindingen til disse grupper har en høj grad af ionbindingskarakter, som betyder at stofferne i vandig opløsning vil dissociere.

I figur 5.1 er dibutyltin bis(metylmaleat), der anvendes som stabilisator i PVC, illustreret:

Figur 5.1   
Illustration af dibutyltin bis (metylmaleat)
Illustration of dibutyltin bis (metylmaleate)

5.2 Fotolyse, hydrolyse m.m.

Kulstof-tin bindingen i mono- og diorganotinforbindelser er relativt stabil i sollys og i vand [8]. Der findes naturlige peroxider og andre oxidanter som kan kløve kulstof-tin bindingen, men hverken tinforbindelser eller oxidanter forekommer typisk i koncentrationer, hvor disse processer får væsentlig indflydelse på koncentrationen af organotin i miljøet. Hydrolyse og fotolyse af kulstof-tin bindingen angives typisk til at foregå med forskellig hastighed afhængig af antallet af alkylgrupper. Tri- og monoalkylforbindelser nedbrydes hurtigere end dialkylforbindelser [4], hvis nedbrydning dermed bliver hastighedsbegrænsende. Biologisk nedbrydning anses for at foregå ved trinvis fjernelse af de organiske grupper (dealkylering), f. eks. for trimetyltin til uorganisk tin:

(CH3)3Sn+ --> (CH3)2Sn 2+ --> (CH3)Sn 3+ --> Sn(IV)

Tinatomets binding med ilt, svovl, halogener eller lignende er derimod ikke stabil. Når chlor frigives i PVC er det denne egenskab som udnyttes ved stabilisering gennem en kombination af tre processer [9]:

	organotins binding med liganderne brydes og den negative (typisk organiske) ligand erstatter et manglende chloratom i vinylstrukturen
	organotin reagerer med den dannede saltsyre (HCl) og danner organotinchlorider
	organotins virkning som antioxidant.

Ved kontakt med vand hydrolyseres de organiske tinforbindelser til stamformen R4-nSn (tin bundet via kulstof til organisk del), og liganden, Ln:

R4-nSnLn --> R4-nSnn+ + nL-

f. eks. dibutyltindichlorid:

(C4H9)2SnCl2 - (C4H9)2Sn2+ + 2Cl-

Ved en miljømæssig evaluering af organiske tinforbindelser er dette forhold blevet inddraget, idet den form som forekommer i miljøet ikke er den oprindelige stabilisator, men stamformen med alkylgruppen (-grupperne). Forsøg med opløseligheden af organotinforbindelser i destilleret vand har dog vist, at liganden spiller en rolle for opløseligheden. For eksempel fører den begrænsede opløselighed af isooctyl mercaptoacetat-liganden til en mindre opløselighed af dimetyltin i den form end med chlorid-ligander (se datablade). Det er dog stadig stamformen, som frigives fra polymeren [10].

Laboratorieundersøgelser viser en halveringstid for trimetyltin ved fotolyse i vand på 60 timer, mens den for dimetyltin og monometyltin var henholdsvis 300 timer og over 300 timer [4].

Halveringstiden for dibutyltin var over 9 dage, mens den var ca. en dag for tributyltin. Fotolyse var sandsynligvis afgørende for størrelsen af nedbrydningsraten [4].

Der findes kun få relevante data vedrørende abiotisk nedbrydning af octyltinforbindelser. [49] Maguire (1991) skriver, at dioctyltin sandsynligvis nedbrydes med en rate, der er ca. en tredje del af dibutyltinnedbrydningen, hvilket er ca. 3 dage. Forsøg har vist, at halveringstiden i rent vand var 3,2 dage for dioctyltin (stoffet di-n-octyltin bis(2-ethylhexyl mercaptoacetat)), mens den i naturligt ferskvand svingede mellem 1,9 og 6,2 dage [11].

5.3 Vandopløselighed, fordampelighed m.m.

Vandopløseligheden af mono- og diorganotinforbindelser varierer med antallet af kulstofatomer. Metyltin har højest opløselighed og dioctyltin mindst, og dækker intervallet fra ca. 0,02 til 20 mg/l. For metyl- og dimetyltinchlorider angiver producenten dog opløseligheder >1 kg/l (se datablade).

De fleste organotinforbindelser er ikke fordampelige. Undtaget er dog i et vist omfang di- og monometyltinforbindelser. Fordampelige organotinforbindelser er især fuldt substituerede (non-ioniske) tetratinforbindelser, som ikke er en del af denne evaluering.

Principielt er det dog muligt for organotinforbindelser at optræde i atmosfæren adsorberede til partikler eller opløst i aerosoler.

5.4 Speciering

Organotinforbindelser forekommer ikke blot som kationen, (R4-nSnn+) i vand. I vandmiljøet vil der typisk findes en blanding af hydroxy- og chloridforbindelser, afhængig af pH og salinitet (speciering). Det har kun været muligt at finde specieringsdata for tributyltin+ og dimetyltin++. Ved pH 6-8 forekommer dimetyltin++ som (CH3)2Sn(OH)2 i ferskvand [12]. Også tributyltin+ forekommer i både fersk- og saltvand som -OH forbindelser ved pH 6-8, men primært som kation ved lavere pH. Det er sandsynligt, at en tilsvarende speciering finder sted for andre organiske tinforbindelser.

5.5 Fordelingskoefficienter

Oktanol-vand fordelingskoefficienten (Kow) kan kun i særlige tilfælde anvendes til at beskrive fordeling i miljøet og bioakkumulation for organometaller. For tin-forbindelserne er det især de tri- og tetrasubstituerede, som kan modelleres alene med Kow. Monoorganotin regnes for at have metallisk karakter, mens diorganotin ikke kan entydigt regnes som metal eller som organisk/non-ionisk forbindelse. Der findes ikke oktanol-vand fordelingskoefficienter for organotinforbindelserne i LogP databasen [13]. Beregning af LogP med LOGKOW programmet fører til LogP for det samlede molekyle, hvis CAS-nummeret angives, f. eks. er logP for dibutyltin dilaurat beregnet til 10,64. Der er også nævnt, at programmet ikke tillader beregning af LogP for ioner, og indtastning af kemisk notation for dibutyltin++ fører da også til beregning af LogP uladet dibutyltin (med valensen 2 og ikke 4).

Fordelingskoefficienter mellem partikler og vand (Kd) oplyses ofte som jord eller sediment til vand fordelingskoefficienter. Der er kun få data for andre organotinforbindelser end butyltinforbindelser, og sediment-vand fordelingskoefficienter vil blive anvendt som erstatning for manglende jord-vand fordelingskoefficienter. Forkortelsen Koc anvendes om koefficienten for fordelingen af stoffet mellem partiklers organisk kulstof og vand.

5.6 Gennemgang af 10 organotinforbindelser

I dette afsnit beskrives de 10 forbindelsers fysisk-kemiske egenskaber, stoffernes miljøkemi og økotoksikologi. For de stoffer, hvor der generelt mangler data, vil stoffernes toksikologi blive beskrevet i mindre omfang. Hvor der ikke er angivet referencer findes data og referencer i stoffets datablad.

Tabel 5.1
Vandopløselighed og oktanol-vand fordelingskoefficient for 10 organotinforbindelser (fra datablade).
Solubility in water and octanol-water partition coefficient for the 10 organotin compounds (from data sheets).

a Beregnet LogKow. "Uopl." angiver at stoffet i referencen er opgivet som uopløseligt. Typiske skæringsværdier er 100 eller 10 mg/l.

5.6.1 Monoorganotinforbindelser

Metyltin tris(isooctyl mercaptoacetat)
I ren form er metyltin tris(isooctyl mercaptoacetat) en farveløs væske (molvægt = 743,7 g/mol). Vandopløseligheden er 4,4 mg/l. Det har ikke været muligt at finde data om oktanol-vand fordelingskoefficient. Der er udført forsøg med stoffets økotoksicitet over for krebsdyr (D. magna) og der er fundet en L(E)C50-værdi på 0,46 mg Sn/l (24h). I forsøg med bakterier (P. phosphoreum) er der, sammenholdt med andre monoorganotinforbindelser, fundet relativt lave effektkoncentrationer, idet EC50 (0,5h) blev bestemt til 0,37 mg Sn/l.

Butyltin trichlorid
Tilstandsformen er en farveløs væske (molvægt = 282,16 g/mol). Damptrykket er estimeret til at være 7,7*10-3 mm Hg. Vandopløseligheden i vand er 8,2 mg/l og logKow er 0,09-0,35, hvilket indikerer, at stoffet er relativt vandopløseligt. Biokoncentrationsfaktorer i karpe (Cyprinus carpio L.) muskel; lever; nyre og galdeblære er målt til henholdsvis 2; 126; 50 og 126. I et forsøg med butyltin trichlorid er der målt partikel-vand fordelingskoefficienter fra 95.000 til 1.000.000. Der er fundet en EC50-værdi for hæmning af algers (Ankistrodesmus falcatus) fotosyntese ved en koncentration på 10,5 mg Sn/l (24h). For krebsdyr (D. magna) er der fundet EC50-værdier for immobilitet ved henholdsvis 10,5 mg Sn/l (48h) og ved 20,7 mg Sn/l (24h). For fisk (Oryzias latipes) er der beskrevet en LC50 koncentration på 16,0 mg Sn/l (48h).

Octyltin tris(isooctyl mercaptoacetat)
Er en af de organotinforbindelser, der kun findes sparsom information om både hvad angår fysisk-kemiske data og oplysninger om giftighed. Tilstandsformen er en klar væske (molvægt = 841,89 g/mol). Der er udelukkende fundet toksicitetsdata fra forsøg med rotter. LD50-koncentrationerne angives i intervallet fra 480-570 mg Sn/kg kropsvægt, når stoffet gives oralt.

5.6.2 Diorganotinforbindelser

Dimetyltin bis(isooctyl mercaptoacetat)
Stoffet er i ren form en farveløs væske (molvægt = 555,4 g/mol). Opløseligheden i vand er relativ lav (0,14 mg/l) i forhold til øvrige relevante forbindelser af organotin. Det har ikke været muligt, at finde oplysninger om skæbnen for dimetyltin bis(isooctyl mercaptoacetat) i miljøet. Der er dog fundet data om økotoksicitet. For alger (Scenedesmus subspicatus) er der fundet en EC10-værdi for hæmning af vækst på >0,014 mg Sn/l (0,5h). L(E)C50-værdi for krebsdyr (D. magna) er bestemt til >0,03 mg Sn/l (24h). Sammenlignet med krebsdyrs L(E)C-værdier for de øvrige diorganotinforbindelser er denne værdi blandt de laveste. EC50-værdien over for bakterier (P. phosphoreum) er bestemt til 0,021 mg Sn/l (0,5h). Værdien ligger i den absolut laveste ende af effektkoncentrationer i sammenligning med gruppen af øvrige non-biocide organotinforbindelser.

Dibutyltin dilaurat
Dibutyltin dilaurat er i ren form bløde krystaller eller en olieagtig væske (molvægt = 631,65 g/mol). Ved stuetemperatur er damptrykket 7,5 *10-5 mm Hg, mens kogepunktet er på 205 °C. Vandopløseligheden er 3-4 mg/l og målt logKow er på 3,12. Det svenske Kemikalie Inspektorat har dog beregnet logKow til 5-6,5 (sandsynligvis som udissocieret stof). Der er beskrevet biokoncentreringsfaktorer i karpe (Carassius carassius grandoculis) muskelvæv; ryghvirvel; lever og nyre på henholdsvis 31; 54; 813 og 138. Stoffet har en relativ høj giftvirkning over for krebsdyr (D. magna), hvor der er fundet en LC50-værdi på 0,13 mg Sn/l (24h). Over for fisk (O. latipes) er stoffet ligeledes fundet relativt giftigt med LC50-værdier på henholdsvis 0,19 mg Sn/l (48h) og 0,38 mg Sn/l. EC50-værdien over for bakterier (P. phosphoreum) er lav med en effektkoncentration på 0,11 mg Sn/l (0,5h).

Dibutyltin diacetat
Tilstandsformen for dibutyltin diacetat er en farveløs væske (molvægt = 351,01 g/mol) og damptrykket er 1,3 mm Hg ved stuetemperatur. Stoffet kan ikke opløses i hverken koldt eller varmt vand, men i de fleste organiske opløsningsmidler. LogKow er -1,21, hvilket er lavt sammenlignet med andre dibutyltinforbindelser. Der er fundet data fra økotoksikologiske test med alger og fisk, men ikke for krebsdyr. EC50-værdierne for hæmning af algers (Skeletonema costatum) vækst ligger i intervallet fra 0,012 til 0,1 mg Sn/l (72h). LC50-værdien over for fisk (O. latipes) er fundet til at være 1 mg Sn/l (48h), hvilket giver dibutyltin diacetat en middelplacering i giftighed sammenlignet med andre former af dibutyltin.

Dibutyltin bis(2-ethylhexanoat)
I den rene form er stoffet en farveløs eller gullig væske (molvægt = 519,33 g/mol). Damptrykket er angivet til at være 7,5*10-3 mm Hg ved stuetemperatur. Kogepunktet er over 250 °C, og opløseligheden i vand er under 100 mg/l. I en reference angives det, at bionedbrydeligheden er ca. 25% over 28 dage, men at resultatet er "bestemt med en typisk repræsentant for denne klasse af produkter". EC50-værdien for forsøg med krebsdyr (D. magna) med immobilitet som endpoint er 1,3 mg Sn/l (24h). For fisk (Brachydanio rerio) er LC50-værdien 0,06 mg Sn/l (96h), hvilket må betegnes som en meget lav værdi i sammenligning med gruppen af øvrige non-biocide organotinforbindelser. Det bør dog nævnes, at der er fundet resultater fra et forsøg med zebra fisk "med en typisk repræsentant for denne klasse af produkter", hvor der blev opnået en effektkoncentration på 11,9 mg Sn/l (96h). Endpoint er ikke oplyst, men er sandsynligvis LC50.

Dibutyltin bis(metylmaleat)
Er et af de stoffer hvor der kun er fundet få relevante oplysninger. I tilstandsformen er stoffet en farveløs eller gullig væske (molvægt = 491,1 g/mol). Damptrykket er 7,5*10-4 mm Hg ved stuetemperatur. En reference angiver, at opløseligheden i vand er under 100 mg/l , mens en anden reference nævner, at stoffet ikke er opløseligt i vand. Kogepunktet er over 300 °C. Der er ikke fundet oplysninger om oktanol-vand fordeling. Bionedbrydeligheden er ca. 20% over 28 dage. Resultater fra et forsøg med zebra fisk (B. rerio) "med en typisk repræsentant for denne klasse af produkter", blev der fundet en effektkoncentration på 19,6 mg Sn/l (96h), hvilket er en relativ høj koncentration. Endpoint er ikke oplyst. I samme reference oplyses på tilsvarende måde, at effektkoncentrationen over for bakterier er 8,6 mg Sn/l. Toksikologiske data fra forsøg med rotter angiver en LD50-koncentration på ca. 168 mg Sn/kg kropsvægt, når stoffet gives oralt.

Dioctyltin bis(ethylhexyl mercaptoacetat)
Det er oplyst, at stoffet i ren form er en væske (molvægt = 751,77 g/mol). Damptrykket er 7,5*10-8 mm Hg ved stuetemperatur, hvilket er relativt lavt. Stoffet regnes for opløseligt i vand. Der er ikke fundet oplysninger om oktanol-vand fordeling. Bionedbrydeligheden er 23% over 28 dage i forsøg under aerobe forhold med aktivt slam. I økotoksikologiske test med alger (S. subspicatus) og vækst som endpoint er der fundet en NOEC-værdi på 0,006 mg Sn/l og en EC10-værdi på 0,03 mg Sn/l (begge 72h). I en test med krebsdyr (D. magna) er der fundet NOEC- og EC50-værdier på henholdsvis 0,01-0,02 mg Sn/l og 0,03 mg Sn/l (begge 48h), hvilket er relativt lave værdier. Der er endvidere udført forsøg med fisk (B. rerio), hvor LC50-værdien er over 14,8 mg Sn/l. Koncentrationen er relativt høj, men referencen angiver dog samme værdi for henholdsvis: NOEC; LC0; LC50 og LC100. Forsøg med hæmning af aktivt slams respiration gav EC20, EC50 og EC80-værdier på >16 mg Sn/l (alle 3h).

Dioctyltin bis(isooctyl mercaptoacetat)
Dioctyltin bis(isooctyl mercaptoacetat) er det af stofferne der er fundet færrest oplysninger om. Tilstandsformen er en klar gul væske og stoffet regnes, i modsætning til det foregående, for uopløseligt i vand (molvægt = 751,77 g/mol). Der er udelukkende fundet toksikologidata fra forsøg med rotter. Disse angiver LD50-koncentrationer fra 190-330 mg Sn/kg kropsvægt, når stoffet gives oralt. LD50-værdierne for dette stof er relativt lave sammenlignet med LD50-værdier for andre dioctyltinforbindelser.

5.7 Gennemgang af stamformer

I dette afsnit beskrives stamformerne af organotinforbindelserne ud fra fysisk-kemiske egenskaber, stoffernes miljøkemi og økotoksikologi. For de stamformer hvor der generelt mangler data vil formernes toksikologi blive beskrevet i mindre omfang. Hvor der ikke er angivet referencer findes data og referencer i datablad.

Tabel 5.2
Vandopløselighed og oktanol-vand fordelingskoefficient for stamformer af organotinforbindelser.
Water solubility and octanol-water coefficients for the parent compounds of organotins.

a Estimeret log Kow. "Uopl." angiver, at stoffet ikke kan opløses i vand.

Monoorganotinforbindelser
Metyltin
Der er kun fundet en oplysning om vandopløseligheden af metyltin tris(isooctyl mercaptoacetat) på 4,4 mg/l. Vandopløseligheden af metyltin trichlorid angives af producenten til 1,94 kg/l. Biokoncentreringsfaktorer fra 40 til 90 angiver, at metyltin trichlorid er ikke regnes som akkumulerbar (>100) //. Der er fundet oktanol-vand fordelingskoefficienter i intervallet fra -3,1 til 2,15. Der er fundet resultater fra økotoksikologiske forsøg med henholdsvis alger og krebsdyr, mens der ikke er fundet data fra forsøg med fisk. Resultater fra forsøg med alger viser at metyltin er relativt giftigt over for alger med EC50-værdier på henholdsvis 0,04 mg Sn/l (72h) og 0,17 mg Sn/l. I sammenligning med de øvrige stamformer af organotin er disse værdier blandt de laveste. Giftigheden over for krebsdyr er relativt mindre end giftigheden over for alger. Der er fundet L(E)C50-værdier for krebsdyr fra 0,46-45 mg Sn/l (begge 24h).

Butyltin
Vandopløseligheden af butyltin trichlorid er 8,2 mg/l. Der er fundet data om biokoncentrering af butyltin trichlorid i fisk. Her var biokoncentreringsfaktoren i lever og galdeblære 126, hvilket indikerer, at butyltin kan biokoncentreres. Oktanol-vand fordelingskoefficienterne er dog relativt lave, værdierne er i intervallet fra 0,09 til 0,35. Kd for monobutyltin er registreret op til 1.000.000 målt som fordeling mellem suspenderede partikler og vand. Kd for monobutyltin målt som fordeling mellem sediment og vand er op til 29.000. Resultater af et forsøg med hæmning af algers (Ankistrodesmus falcatus) fotosyntese viser, at butyltin trichlorid er relativt lidt giftigt over for alger, med en EC50-værdi på 10,5 mg Sn/l. Over for krebsdyr og fisk er butyltin trichlorid ligeledes relativt lidt giftigt. I forsøg med Daphnia magna blev der fundet L(E)C50-værdier på henholdsvis 10,5 og 20,6 mg Sn/l (24 og 48h). LC50-værdien fra et forsøg med fisk (Oryzias latipes) er bestemt til 16 mg Sn/l (48h).

Octyltin
Der er ikke fundet økotoksikologisk relevante oplysninger om monooctyltin. LD50 for rotte angives til 480 mg Sn/kg (>3000 mg/kg), hvilket placerer octyltin som et af de mindst giftige stoffer overfor pattedyr.

Diorganotinforbindelser

Dimetyltin
Der er ikke entydige data om vandopløseligheden af dimetyltin. Dimetyltin oxid er ikke opløseligt i vand, mens dimetyltin bis(isooctyl mercaptoacetat) har en opløselighed på 0,14 mg/l og dimetyltin dichlorid på 1,38 kg/l i vand. Biokoncentreringsfaktorer i forsøg med naturligt forekommende algesamfund angiver biokoncentreringsværdier for dimetyltin dichlorid fra 1,6-5,9. LogKow for dimetyltin dichlorid er -3,1, hvilket er en relativ lav værdi, som også tyder på meget høj vandopløselighed. Der er fundet et estimat af LogKow for dimetyltin bis(isooctyl mercaptoacetat) på >6 (dog sandsynligvis som udissocieret stof). Resultater fra forsøg med hæmning af vækst hos alger (Thalassiosira pseudonana, Skeletonema costatum og Anabena flos-aquae) viser dimetyltin bis(isooctyl mercaptoacetat) L(E)C50-værdier på >0,27; >0,27 og >2,7 mg Sn/l (alle 72h). Sammenlignet med de øvrige stamformer af organotinforbindelser er værdierne blandt de højeste. Data om dimetyltins giftighed over for krebsdyr (D. magna) kan ikke tolkes entydigt. L(E)C50-værdi af dimetyltin bis(isooctyl mercaptoacetat) er >0,03 mg Sn/l, mens værdien for dimetyltin dichlorid er 18,5 mg Sn/l (begge 24h). LC50-værdien over for fisk (O. latipes) er for dimetyltin dichlorid bestemt til 3,2 mg Sn/l (48h), hvilket er en relativ lav værdi.

Dibutyltin
Forskellige forbindelser af dibutyltin har en vandopløselighed fra uopløselig til 320 mg/l, hovedparten af stofferne er relativt vandopløselige. Forsøg med karper viser, at dibutyltin dilaurat og dibutyltin dichlorid er relativt bioakkumulerbare, med biokoncentreringsfaktorer op til henholdsvis 813 og 135. Oktanol-vand fordelingskoefficienterne varierer fra -1,21 for dibutyltin diacetat til 5 for dibutyltin dilaurat. LogKow-værdierne for dibutyltin dichlorid er i intervallet fra 0,05-1,49. Forsøg med bionedbrydning af henholdsvis dibutyltin bis(metylmaleat) og dibutyltin bis(2-ethylhexanoat) over 28 dage viser, at stofferne nedbrydes henholdsvis 20% og 25%. Der er målt Kd-værdier for dibutyltin på op til 649 for fordelingen mellem suspenderede partikler og vand, mens Kd som fordeling mellem sediment og vand er fundet til 26.000.

Der er udført en række forsøg, hvor dibutyltins giftighed er testet over for alger, krebsdyr og fisk. Heraf fremgår det, at dibutyltin er relativt giftigt i sammenligning med de øvrige stamformer af organotin. Der er fundet EC50-værdier over for hæmning af forskellige algers vækst fra 0,012-0,1 mg Sn/l (alle 72h). Disse værdier er blandt de lavest rapporterede effektkoncentrationer for non-biocide organotinforbindelser. Tilsvarende gælder for L(E)C50-værdier over for krebsdyr (D. magna), som er fundet i intervallet fra 0,13-1,3 mg Sn/l (24h) samt for LC50-værdier for forskellige arter af fisk: 0,06-19,6 mg Sn/l (96h).

Dioctyltin
Vandopløseligheden af dioctyltin dichlorid er 0,02-0,06, hvilket er relativt lavt. Dioctyltin bis(isooctyl mercaptoacetat) og dioctyl bis(2-ethylhexyl mercaptoacetat) er ikke opløselige i vand. Det har ikke været muligt at finde data vedrørende biokoncentrering og oktanol-vand fordelingskoefficient for dioctyltin. Bionedbrydeligheden af dioctyltin bis(ethylhexyl mercaptoacetat) er angivet til at være 23% over 28 dage. Økotoksikologiske data viser, at dioctyltin er yderst giftigt over for alger og krebsdyr sammenholdt med de øvrige organotinforbindelser, der indgår i denne rapport. For dioctyltin bis(ethylhexyl mercaptoacetat) er der fundet en NOEC-værdi for hæmning af alge (S. subspicatus) vækst på 0,006 mg Sn/l og en EC10-værdi på 0,03 mg Sn/l (begge 72h). I forsøg med krebsdyr (D. magna) er der fundet L(E)C50-værdier på henholdsvis 0,001 og 0,03 mg Sn/l (24h og 48h) over for henholdsvis dioctyltin dichlorid og dioctyltin bis(ethylhexyl mercaptoacetat). Der er kun fundet data fra en undersøgelse af giftigheden over for fisk (Brachydanio rerio). Her er der fundet en LC50-værdi på >14,8 mg Sn/l (96h), men referencen angiver samme værdi for henholdsvis NOEC, LC0, LC50 og LC100.

[4]Walterson, E., O. Sangfors & L. Landner (1994). Mono and di-substituted organotins used as plastic additives. Vol. 1. Environmental hazard assessment. KEMI rapport 11/94. Kemikalieinspektionen, Solna.

[8] Craig, P.J. and F.E. Brinckman (1986) Occurrence and pathways of organometallic compounds in the environment - general considerations. In: Craig PJ (ed) Organometallic compounds in the environment principles and reactions. Longman Group Limited, Essex, pp. 1-64

[9] Forsyth, D.S.& B. Jay (1997). Organotin Leachates in Drinking Water from Chlorinated Poly(vinyl chloride) (CPVC) Pipe. Appl. Organometal. Chem. 11, 551-558.

[10] Lawson, G. (1986) Organometallic compounds in polymers - their interaction with the environment. In: Craig PJ (ed) Organometallic compounds in the environment principles and reactions. Longman Group Limited, Essex, pp. 308-344

[11] European Chemicals Bureau (1996) IUCLID, European Uniform Chemical Information Database. CD ROM Edition I.

[12] Tobias, R. S. (1978) The chemistry of organometallic cations in aqueous media. In: Brinckman FE, Bellama JM (eds) Organometals and organometalloids. Occurrence and fate in the environment. American Chemical Society, Washington, D.C., p. 130

[13] LOGKOW. Syracus Research Corporation. Syracuse, New York.

[14] Hall, L. W. and Pinkney A.E. (1985). Acute and Subletahl effects of Organotin Compounds on Aquatic Biota: An Interpretative Evaluation. CRC, Vol. 14, Issue 2, pp. 159-209

[49] Maguire, R.J. (1991). Aquatic environmental aspects of non-pesticidal organotin compounds. Water Poll. Res. J. Canada 26: 243-360.