[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

 

Miljøtilsyn 1996

4 Miljøstyrelsens tilsyn.

 

4 Miljøstyrelsens tilsyn


På nogle særlige områder varetages miljøtilsynet af Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsens årlige sammenfatninger har ikke tidligere indeholdt et selvstændigt afsnit om denne tilsynsvirksomhed. I december 1996 udarbejdede Miljøstyrelsen imidlertid en oversigt herover i "Redegørelse for miljøtilsyn på centralt niveau", hvortil der henvistes i "Miljøtilsyn 1995". I denne - og kommende - udgaver af Miljøstyrelsens årlige sammenfatning vil der imidlertid være et selvstændigt afsnit om Miljøstyrelsens tilsynsvirksomhed.

Miljøstyrelsens tilsynsvirksomhed har en række karakteristika, hvorved det adskiller sig fra det miljøtilsyn, som udøves af kommuner og amter.

For det første er Miljøstyrelsens tilsynsopgaver præget af at være sammensat af en række meget uensartede opgaver, der historisk er blevet henlagt til styrelsen af tilsvarende forskellige årsager.

For det andet løses en række af disse tilsynsopgaver på statsligt niveau i et tæt samarbejde mellem Miljøstyrelsen og andre statslige myndigheder såsom Arbejdstilsynet, Søfartsstyrelsen, Statens Luftfartsvæsen, Forsvarskommandoen, Sundhedsstyrelsen, Energistyrelsen, Forbrugerstyrelsen, Told- og Skattestyrelsen og -regionerne samt politiet.

For det tredje har tendensen i de senere år gået imod, at tilsynet med virksomheder, hvor Miljøstyrelsens ansvar baserer sig på en call-in, tilbagegives til de decentrale tilsynsmyndigheder. Denne tendens forventes at ville fortsætte.

I Miljøstyrelsens ovennævnte "Redegørelse for miljøtilsyn på centralt niveau" fra december 1996 er der givet en detailleret beskrivelse af de enkelte tilsynsopgaver, som Miljøstyrelsen varetager, herunder en redegørelse om hvorfor disse opgaver er henlagt til et statsligt niveau og hvorledes de konkret løses. Redegørelsen kan rekvireres ved henvendelse til Miljøstyrelsen.

I oversigtsform drejer det sig om følgende opgavetyper:

Lovområder, hvor tilsynet varetages af Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af reglerne inden for nogle nærmere bestemte lovområder i henhold til: lov om kemiske stoffer og produkter m.v., lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om miljø og genteknologi, samt enkelte bekendtgørelser efter lov om miljøbeskyttelse.

Tilsyn efter call-in bestemmelsen
Herudover forestår Miljøstyrelsen miljøgodkendelser og tilsyn med enkelte konkrete virksomheder og anlæg efter beslutning i medfør af indkaldelsesbestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 82. Det drejer sig i 1996 om Kommunekemi, Københavns Lufthavn samt naturgasbehandlingsanlæg og -lagre.


Figur 4.1

Tilsynsområde Samarbejdspartner Anvendte årsværk i Miljøstyrelsen
Kemikalieinspektionen Arbejdstilsynet, Sundhedsstyrelsen, Forbrugerstyrelsen, Plantedirektoratet, Told- og Skattestyrelsen 5,75
Genetisk modificerede organismer Arbejdstilsynet, amtskommunerne 3
Emballage til øl og læskedrikke Told- og Skattestyrelsen 0,75
Udtømninger fra skibe Søfartsstyrelsen , Forsvarsministeriet* 1,5
Off-shoreaktiviteter Energistyrelsen 0,35
Hurtigfærgeruter Søfartsstyrelsen, Trafikministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 0,05
Anlæg af Øresundsforbindelsen Skov- og Naturstyrelsen 2
Københavns Lufthavn Statens Luftfartsvæsen, Københavns Amt 2
Naturgasanlæg 0,2
Kommunekemi Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen Fyn 0,4

* Den maritime overvågning er fra 1. juli 1996 overført til Forsvarsministeriet.
Selvstændig årsberetning fra Kemikalieinspektionen
Miljøstyrelsens kemikalieinspektion forestår kontrol med overholdelse af kemikalieloven og 30 bekendtgørelser, forordninger, regulativer og cirkulæreskrivelser i medfør heraf samt 5 bekendtgørelser om kemiske stoffer og produkter i medfør af anden lovgivning. Tilsynsindsatsen er koncentreret indenfor områder, der har væsentlig betydning for sundhed og miljø. Der udgives en selvstændig årsberetning, som redegør for tilladelser, tilsyn, kampagner, indberetninger og forfølgelse af overtrædelser, hvorfor området ikke vil blive behandlet yderligere her. Årsberetningen for 1996 findes i "Orientering fra Miljøstyrelsen" nr. 8, 1997.

Tilsyn i samarbejde med andre myndigheder
En stor del af Miljøstyrelsens øvrige tilsyn bygger på rapportering fra samarbejdspartnere, ligesom en del af tilsynet bygger på gennemgang af virksomhedernes egenkontrol eller anmeldelser til Miljøstyrelsen. Tilsynsområderne er både meget forskelligartede og temmelig komplekse.


Figur 4.2
Miljøstyrelsens godkendelser, tilsynsbesøg og håndhævelsesreaktioner

Tilsynsområde

Godkendelser

Tilsynsbesøg

Anmeldelser til statslige myndigheder

Håndhævelsesreaktioner

Forsøgsudsætning af genetisk modificerede organismer

8

Emballage til øl og læskedrikke

31

23

Olieudslip fra skibe

393

Off shore virksomhed enkeltoperationer:

65

3

ca. 15

Støj fra hurtigfærger

1

Øresundsforbindelsen

8

Københavns Lufthavn

3 1

Naturgasanlæg

2 1

Kommunekemi

2 7


Kolonnerne "tilsynsbesøg" og "anmeldelser til statslige myndigheder" supplerer hinanden, idet anmeldelser fra andre myndigheder eller privatpersoner på nogle områder indgår som led i Miljøstyrelsens løsning af tilsynsopgaven.

Denne oversigt over løsningen af Miljøstyrelsens tilsynsopgaver vil ikke gentage den detaljerede gennemgang af de enkelte tilsynsopgaver og deres løsning, der findes i Miljøstyrelsens ovennævnte "Redegørelse for tilsyn på centralt niveau". Der kan dog knyttes nogle særlige supplerende bemærkninger til flere af opgavepunkterne:

Tilsyn med genetisk modificerede organismer
Amtskommunerne varetager den del af tilsynet, der vedrører overholdelse af vilkår, mens Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at der ikke ulovligt udsættes genmodificerede organismer.

Emballage til øl og læskedrikke
Miljøstyrelsens reaktioner på de modtagne anmeldelser af overtrædelse af reglerne om emballage til øl og læskedrikke er alt efter overtrædelsernes karakter sket dels i form indskærpelser, dels i form af (et mindre antal) politianmeldelser. Herudover har politiet indledt et større antal straffesager på eget initiativ.

Olieudslip fra skibe
Meldingerne indløber til Søværnets Operative Kommando. Af de 393 meldinger var der ca. 100 meldinger fra Mærsk om meget små olieudslip fra boreplatforme, ca. 20 meldinger fra grundstødte skibe, hvor der kunne være fare for olieudslip, samt ca. 15 meldinger om ilanddrevet olie på vestkysten, hvor der blev foretaget strandrensning af de lokale myndigheder. Resten af meldingerne omfattede enten let olie/diesel, der fordamper, eller mudder/alger/strømskel, hvor der altså ikke var tale om olie.

Driftsansvaret for den skibsbaserede maritime miljøovervågning blev den 1. juli 1996 overført fra Miljø- og Energiministeriet til Forsvarsministeriet. For så vidt angår flyovervågningen blev driftsansvaret for den miljømæssige flyovervågning overført fra Miljø- og Energiministeriet til Forsvarsministeriet med virkning fra den 1. januar 1998.

Off shore virksomhed
Miljøstyrelsens reaktioner i 1996 for såvidt angår tilsyn med off shore virksomhed bestod dels i påbud om fremsendelse af oplysninger og redegørelser, og dels i ændrede vilkår for efterfølgende godkendelser, idet der ikke blev konstateret forhold, som styrelsen fandt burde give anledning til nedlæggelse af forbud eller indgivelse af politianmeldelser.

Støj fra hurtigfærger
Tilsynet består i opfølgning på klager over støj fra hurtigfærgerne Kalundborg - Århus, hvor Miljøstyrelsen har foranlediget målinger af støjniveauet, der har vist, at færgerne stort set har overholdt støjgrænserne.

Øresundsforbindelsen
Resultaterne af kontrol- og overvågningsaktiviteterne omkring anlæg af Øresundsforbindelsen rapporteres selvstændigt i form af halvårsrapporter til Folketinget og den svenske regering. "3. halvårsrapport om miljøet og Øresundsforbindelsens kyst-til kyst- anlæg", vedrører 2. halvår af 1996. Rapporterne kan købes i Miljø- og Energiministeriet og Trafikministeriet.

Københavns Lufthavn
Miljøstyrelsens tilsyn er baseret på Københavns Lufthavns omfattende egenkontrol. De indberettede resultateter af egenkontrollen har ikke givet anledning til håndhævelsesreaktioner. Der er givet 3 miljøgodkendelser og Miljøstyrelsen har herudover samarbejdet med Trafikministeriet om udfærdigelse af en VVM-vurdering af lufthavnen.

Kommunekemi
Miljøstyrelsen betaler MLK FYN I/S for en vagtordning, der fungerer døgnet rundt samt for at foretage kontrolanalyser. Miljøstyrelsens foretager endvidere egne anmeldte og uanmeldte besøg på virksomheden. Der blev ikke i 1996 ved disse tilsynsbesøg konstateret forhold, der gav anledning til andet end henstillinger til virksomheden.

[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]