| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

Det døde hav

Set fra havsiden ligger fabrikkerne på rad og række langs kysten, og sender deres ildelugtende udledninger ud i kanalerne der ender i det åbne hav – uden nogen form for rensning.

– Jeg er bange for forurenet vand. Højvande og lavvande kan jeg tage mine forholdsregler imod, men forurenet vand kan jeg ikke gøre noget ved. Herinde ved kysten er der ikke længere rejer, muslinger og fisk – vi må længere og længere ud fra kysten, fortæller Tanictchai og Chaomr Tim Tong, der er far og søn.

Som for at demonstrere alvoren stikker de et hult rør ned i havbunden. Da de fisker det op igen har en stor fæl brunlig klump helt lukket den ene ende af røret – ulækkert slam fyldt med tungmetaller.

– Herinde er der så godt som intet liv mere i vandet, derfor kalder vi området "Det døde hav"; og skulle vi endelig fange en enkelt fisk, er den farlig, fordi den er fyldt med tungmetaller. Det er alt det som vi har levet af hele livet, der forsvinder omkring os, forklarer fiskerne.

Og tungmetaller og kemikalier er da også et af de helt store forureningsproblemer her med over 4000 industrianlæg og en grim førsteplads på listen over Thailands mest forurenede områder.

Derfor er det også Samut Prakarn der i 1996 blev udvalgt til at blive hjemsted for det første store centrale rensningsanlæg i Thailand, hvor spildevandet er et af de helt store miljøproblemer.

Halvdelen af virksomhederne har faktisk en eller anden form for decentral vandrensning – men desværre fungerer de færreste af dem som de skal.

Det store beløb til opførsel af anlægget blev der taget lån til i den asiatiske udviklingsbank og en thailandsk miljøfond. Danced kom ind i billedet allerede i 1997 og var med til at bane vejen for denne finansiering. En meget central del af programmet er – med danske forbillede at indføre princippet "forureneren betaler", og via brugerbetalingen få betalt lånet for anlægget tilbage.

Velvilje uden penge

Inden den konkrete planlægningsfase blev der lavet flere meningsmålinger. De fleste af dem kom ud med resultater, der fortæller, at omkring 75 procent af virksomhedsejerne og 85 procent af befolkningen går ind for centrale anlæg til spildevandsrensning.

I hvert fald principielt. For selv inden anlægget er færdigt tyder meget på, at der skal megen overtalelse til for at gå fra teori til praksis – og få folk til rent faktisk at betale for at få renset deres spildevand. Og da anlægget i Samut Prakarn er brugerfinansieret betyder det også, at jo færre der tilslutter sig jo dyrere bliver det for den enkelte, så det drejer sig om at komme ind i den gode spiral og fra starten få så mange med, at udgifterne bliver overskuelige.

– Loven siger, at virksomhederne skal rense deres spildevand, men de gør det ikke og vi har ikke ressourcer til at håndhæve loven. Vandforureningen både i selve Bangkok og i industriområderne omkring er meget stor. Problemet er, at det koster ret mange penge at få renset vandet, og folk er slet ikke vant til at betale for sådan noget, siger Witchuda Seemaroungka, som er leder af afdelingen for miljø- og forureningskontrol, der er med i opføringen og styringen af spildevandsanlægget.

Kontoret ligger i en stor og moderne bygning i det indre Bangkok og er en stor kontrast til den rodede virkelighed udenfor. En sejltur på kanalerne i selve Bangkok fortæller hurtigt, at vandets kvalitet også her er meget ringe. Almindeligt affald fra husholdninger, olietønder, plastik m.m. flyder i store mængder i kanalerne. Men der skal mere til at holde vandglade børn væk, som her mange steder plasker rundt i byens brede kanaler.

Det gør børnene ude i Samut Prakarn dog ikke. Få blikke ned i de mange kanaler burde også fratage enhver lysten. Under de mange hytter på træpæle ud mod kysten er vandet uigennemsigtigt og har nærmest en overflade, så man tror man ville kunne gå på det.

Modellen her viser det renseanlægget i Samut Prakarn, der gradvist bliver færdigt og vil blive taget i brug i år.

Flere steder hænger der fiskenet ud over kanalerne, men der ser ikke ud til at være bid længere; for nettene hænger hullede og mørnede ned i det brune vand.

Ildelugtende huder

Den ubestemmelige kemiske lugt fra vandet blander sig nu med en meget præcis stank, der udsendes fra nogle af de lange rækker af ildelugtende huder, der hænger til tørring og afdunstning.

Her er rigt på garverier – omkring 150 af slagsen findes i Samut Prakarn Tannery, som dette særlige område kaldes. Og lige her hvor vi står ligger flere af dem tæt sammen. Og et er lugten i næsen, noget andet er alle de kemikalier og tungmetaller der bruges netop på garverier, og som ofte havner urenset i kanalerne – hvor der også hentes vand til køkkenhaven.

Nogle af garverierne har dog forsøgt selv at gøre noget ved problemerne i form af renseanlæg, der dog normalt ikke fungerer som det skal; og som bestemt ikke har gjort garverierne venlig stemt overfor – igen – at skulle investere, denne gang i det store nye fælles spildevandsanlæg.

For at komme omkring det problem går myndighedernes forslag på, at garveriernes anlæg kan fungere som forbehandling af spildevandet – og økonomisk betyder det selvfølgelig også, at de skal have rabat på afgiften til det store anlæg.

Myndighederne kan ikke generelt tvinge virksomhederne til at tilslutte sig – kun til at overholde loven omkring udledninger af deres spildevand. Men som reglerne er kan de 120 største og mest forurenende virksomheder tilsluttes automatisk. De andre virksomheder skal der "arbejdes" med – gennem gode argumenter og med tunnel-tilslutninger for at deres spildevand overhovedet kan stå i forbindelse med det centrale renseanlæg.

Derfor har første fase af Danced-projektet lagt stor vægt på at skabe grundlaget for et afgiftsystem – også med et brugbart ophæng hos relevante myndigheder der skal være godt inde i, hvad den opgave går ud på. Der har også været lagt stor vægt på at informere folk i området – såvel de over 600.000 beboere som de 4000 – 5000 virksomheder. I den nye fase af Danced-projektet drejer det sig om at udvikle betalingssystemet, så det bliver så retfærdigt som muligt – efter "forureneren betaler" princippet – jo mere forurening jo større betaling.

I betalingssystemet opererer man med, at husholdningerne skal slippe relativt billigt – fordi det ellers er helt urealistisk at få nogen med. De skal betale under halvdelen per kubikmeter af hvad virksomhederne skal; også fordi husholdningsspildevand kræver langt mindre rensning end vandet fra virksomhederne.

Man skal holde øjnene åbne, når man færdes i Samut Prakarn for tiden. Dybe render gennemløber området på kryds og tværs og gravemaskinerne kører på højtryk for at få spildevandsledningerne på plads til den planlagte trinvise åbning i løbet af 2001. Der er et stykke vej endnu, men der er heldigvis grund til optimisme. Mange øjne vil hvile på spildevandsprojektet her, for tanken er, at netop Danceds bidrag til projektet – betalingssystemet og organiseringen omkring det – også skal kunne bruges ved andre lignende anlæg rundt om Thailand.