| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

Anden sortering giver førsteklasses miljø

Der er ikke noget at sige til, at borgmesteren i Khon Kaen er en noget bekymret mand. Han skal få enderne til at nå sammen i en by i hastig industriel vækst og med voldsomme og stigende miljøproblemer. Og som om det ikke er svært nok, skal det foregå under mangel på veluddannet arbejdskraft – og parallelt med, at befolkningen som noget helt nyt skal tages med på råd, inden beslutningerne træffes. Både decentraliseringen og demokratiseringen er kulturelle tigerspring.

Når borgmesteren i Khon Kaen ser ud til den ene side af vinduet fra sit kontor på rådhuset, kører nogle af byens problemer bogstaveligt forbi nedenunder i form af usorteret affald på ladet af en åben gammel skraldebil. Når Prajak Klaewklaharn ser til den anden side passerer fremskridtet dog også forbi – på en ny lukket skraldebil, hvor affaldet som forsøg under et Danced-projekt er sorteret.

Så borgmesteren kan alt efter sindsstemning vælge at sætte fokus på det positive eller negative; mange dage vinder sortsynet fordi borgmesteren føler sig presset både fra byens borgere og de centrale myndigheder.

– Miljøplanlægning er noget nyt for os. Det skal vi lære samtidig med at udviklingen går meget hurtigt her i byen, siger Prajak Klaewklaharn.

Den almindelige skraldebil rasler af sted. Den er lige blevet fyldt med affald – hældt usorteret op i bilen. Glas, papir, jern, husholdningsaffald – alt i en stor ildelugtende masse.

Totalt usorteret får det dog heldigvis ikke lov at være længe. Allerede da bilen sætter i gang på vej til næste påfyldningssted går et par mænd rundt oppe i affaldet og pirker efter "godbidderne".

Glas, jern og andet som der er penge i, samler mændene ned i deres sække. Senere ude på lossepladsens affaldsbjerge går andre samlere rundt og foretager en anden sortering. Denne form for affaldssortering hjælper noget på genbruget – men ikke nok; og det er hverken effektivt eller sundt for helbredet.

Sådan lidt tilfældigt kastes affaldet bort af langt de fleste i den cirka kvart million indbyggere store by, hvor man nu nemmest kan slippe af med det. Og det lugtes – særligt i slumbebyggelserne hvor også det flydende affald som sort spildevand løber i åbne kanaler mellem og lige under husene – for at ende ude i det, der engang var smukke rene floder.

Men i et område af byen kaldet Sam Liam ser alt anderledes ud for områdets 10.000 beboere, og der foregår en miljørigtig sortering. Her står blå og grønne affaldstønder i plastik på rad og række: Grønt til det organiske og blåt til det øvrige, og således sorteret passerer det velordnet forbi rådhuset i skraldebiler – klar til afbrænding og kompostering.

Khon Kaen er ikke en nem by at få til at fungere; og slet ikke i disse år hvor vækst, decentralisering, mere borgerdeltagelse og øget miljøindsats skal forenes. Byen udgør det politiske og økonomiske centrum i Isaan, som er landets fattigste region beliggende i det nordøstlige Thailand. Men i de seneste år er der dog kommet gang i industrien. I Khon Kaen by og omegn drejer det sig især om industrier inden for sukker, papir, øl og fødevarer.

Byer med hver sit væsen

Netop derfor valgte man tilbage i 1994 Khon Kaen som modelby I et stort Danced-projekt. I Khon Kaen skulle nye metoder til at forvalte byernes miljøproblemer udvikles og gennemprøves – og erfaringerne herfra skulle kopieres og anvendes i andre byer. Denne første fase er blevet afløst af en opfølgning, der sluttede i år 2000. I sidste fase var hovedformålet at stabilisere de opnåede resultater og udvide miljøplanlægningen til at sætte fokus på offentlig deltagelse; og desuden helt konkret at forbedre affalds- og spildevandsforvaltningen.

Men ikke alt går som planlagt ved skrivebordene, og må derfor justeres hen ad vejen. Det er Khon Kaen et godt eksempel på.

For det første er erfaringen, at byer er så vidt forskellige, at nok kan andre byer lære mere generelt af erfaringerne, men det er vanskeligt direkte at overføre dem. For det andet kræves der et tættere samarbejde og større indsats – også fra den centrale myndighed som i dette tilfælde er Indenrigsministeriet. Endelig skal der lægges meget større vægt på at uddanne folk på alle niveauer både inden for byadministrationen, men også de folk, der konkret skal have fingrene nede i f.eks. nye avancerede tekniske anlæg til affaldshåndtering.

For avanceret

Telefonen ringer, og på borgmesterens "hm¼.hm¼." er det tydeligt, at samtalen ikke hører til i den behagelige kategori:

– Det var et hospital fra nabokommunen, der spurgte om vi kan modtage 400 kilo inficeret hospitalsaffald i næste uge, fortæller Prajak Klaewklaharn bagefter.

I princippet burde han have kunnet svare ja. For ud over udvikling af byens miljøplanlægning har det danske miljøbistandsprojekt også inkluderet nogle helt konkrete pilot- og demonstrationsprojekter. Heraf er nogle lykkedes over al forventning, mens det kniber mere med andre.

Som nu det avancerede forbrændingsanlæg – netop til inficeret hospitalsaffald – der er blevet bygget i forbindelse med projektet. Testkørslerne trækker ud, men anlægget "forventes klar til brug i løbet af ganske kort tid".

Det grundlæggende problem er, at anlægget er så avanceret, at de folk der skal få det til at fungere mangler uddannelse til at klare det. Og som borgmesteren tilføjer, "de første folk vi uddannede til at passe anlægget er blevet så teknisk veludrustede, at de har fået gode jobtilbud og er rejst".

Øget bevidsthed

Det store tekniske anlæg, der afventer endnu et par testkørsler er en påmindelse om at uddannelse – kapacitetsopbygning – er ligeså vigtigt som konkrete anlæg.

Men andre mindre og mere overskuelige dele af projektet er gennemført med flotte resultater: Der er f.eks. lavet velfungerende miljøtiltag over for byens 328 bilværksteder – med f.eks. indsamling af spildolie. Affaldssortering, genbrug og el- og vandbesparelser er der også sket både på værkstederne og på byens 992 restauranter og på fire store nudelfabriker, der har fået indført miljøstyrings-systemer. Også de 11 kommuneskoler der har deltaget i "grønt flag" og miljøundervisning er gået aktivt ind i at passe på naturen og forurene mindre.

Et skub til at øge miljøbevidstheden i byen er også kommet fra de mange informationsfoldere, der er blevet udarbejdet som et led i det danske miljøbistandsprojekt.

– Samarbejdet med danskerne har lært os, at miljøplanlægningen kun virker, hvis den indgår naturligt på lige fod sammen med byens øvrige planlægning, siger Prajak Klaewklaharn.

Borgmesteren er helt klar over byens dilemma. Han har selv været med til at skabe gunstige vilkår for industriudviklingen i byen – og det gav mange gode stemmer ved sidste valg. Men nu vil der være ligeså mange gode stemmer at miste ved næste valg, hvis de medfølgende miljøproblemer ikke bliver løst.

Et nyt syn i bybilledet er for eksempel åndedrætsværn – en genstand man for bare et par år siden skulle ind i Bangkoks grå smog hos færdselsbetjentene for at opleve.

De store forbedringer er endnu heller ikke nået ud til de fattigste by- og slumområder, hvor sundhedstilstanden generelt er dårlig og børnedødeligheden stor. Den mangelfulde kloakering giver forurening af både jord og grundvand, og luften er tyk af forurening fra nærliggende industrier, veje, ineffektive kulfyrede kraftværker m.m.

Selvtillid og samarbejde

Sådan cirka ser der også ud, når man går rundt i slumbebyggelsen Mittrapeb. Her er hverdagen dog blevet lidt sundere de sidste par år. Rundt om mellem skurene står der skraldespande, og der er også blevet støbt mere reglementerede og overdækkede render til spildevandet. Det skyldes et andet – også afsluttet Danced-samarbejde. I det støttede dansk miljøbistand 100 lokale små miljøprojekter i området på grundlag af deres egne forslag, og deres samarbejde med NGO-COD, der er paraplyorganisation for 200 store og små miljøbevægelser i hele landet.

Men det allervigtigste resultat af det lille lokale projekt er ifølge Tarapong Chatchawanprasert, der fungerer som leder for de cirka 750 beboere i Mittrapeb at "vi har fået vores selvtillid tilbage – vi kan selv organisere og gennemføre en masse, så hverdagen bliver nemmere og sundere. Nu er der bare brug for, at myndighederne tager os mere alvorligt".

Det er i færd med at ske. Startskuddet til det gik i slutningen af 1995, hvor indenrigsministeren per brev befalede Prajak Klaewklaharn og hans 149 kolleger rundt om i landet at udpege kommunale miljøkomiteer, som for fremtiden skulle have ansvaret for at udarbejde miljøhandlingsplaner.

Og den nye grundlov fra 1997 har også sat decentralisering og øget borgerdeltagelse i alle lokale beslutningsprocesser øverst på dagsordenen for, hvad der skal ske i de kommende år.

Dancedprojektet i Khon Kaen er slut, og vil ikke blive forlænget – selv om det er et stærkt ønske fra bl.a. borgmesteren. Byerne er for forskellige til, at der direkte kan arbejdes med begrebet "modelbyer". Men der er planlagt et samarbejde med den thailandske pendant til Kommunernes Landsforening – så både de gode og dårlige erfaringer fra Khon Kaen går videre.

Første fase af "Nye metoder til forvaltning af byernes miljøproblemer" foregik fra 95 til 97 i Khon Kaen, og blev støttet med 7 millioner kroner. Fase to gik fra 97 til 99 og blev støttet med knap 28 millioner kroner, der bl.a. gik til konkrete miljøprojekter i samarbejde med de lokale myndigheder, borgergrupper og NGOer og til at embedsmændene i Indenrigsministeriet, som havde det overordnede ansvar for projektet, også kunne styrke deres erfaringer med miljøplanlægning. Alt sammen med udgangspunkt i den thailandske decentraliseringsproces, hvor kompetence flyttes fra centraladministrationen til kommunerne. En del af støtten er også gået til miljøteknisk udstyr og løn til miljørådgivere med erfaring fra den danske decentralisering af miljø- og byplanlægning.