| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

Højlandets effektive brandmænd

Tawa Nitipratansil har eksperimenteret med sin kartoffelmark - sådan som flere gør under Danced-projekterne nord for Chiang Mai. Et stykke er sprøjtet efter forskrifterne, og der sygnede kartoflerne hen; mens de økologiske dyrkede - som ses på billedet - står i blomst og klarer sig fint.

I mange år har de etniske minoriteter i bjergområderne været jaget vildt, og de har stadig ikke skøde på den jord de dyrker. Myndighederne har i mange år givet dem skylden for miljøødelæggelserne, men det er kun en lille del af sandheden. Faktisk står bjergstammerne bl.a. for brandberedskabet i Mae Chams ufremkommelige bjergegne. Et Dancedstøttet projekt, der i realiteten har kørt siden 1994, har slået nye bæredygtige toner an – i form af både et samarbejde i landsbyerne, og mellem dem og myndighederne.

"Det er ikke kun bjergstammerne, der har ødelagt skoven og naturen. Folk i lavlandet gør det også", siger Tawa Nitipratansil.

Tawa er landsbyleder i den lille by Ban Pa Khuay, der gemmer sig højt oppe i de frodige ufremkommelige bjergområder i Nordthailand .

Og han har helt ret. Men trods lemlæstende skovrydning de seneste årtier er Nordthailand stadig stedet, hvor hovedparten af resterne af landets skove findes – det samme gør udspringet til nogle af landets største og vitale floder.

Derfor hviler der en særlig forpligtelse på beboerne i den nordlige del af landet, som via deres levevis og brug af naturressourcerne også eksporterer resultaterne videre mod syd. Konsekvenserne flyder bogstaveligt med floderne mod det centrale Thailand, hvor hovedparten af landbrugsproduktionen foregår. Derfor er det afgørende for de områder, at flodernes vand oppe nordfra stadig strømmer ned til brug i landets "madskål" – uden alt for mange kemikalier og rester af sprøjtemidler.

Når skovene ryddes efterlader de åbne ar i landskabet. Det betyder en voldsom jorderosion i store områder, og dermed også en alt for stor udvaskning af næringsstoffer fra jorden og til floderne.

Tawa Nitipratansil er karener – en af de største grupper af de mange etniske minoriteter, der især bebor højlandet. Karenerne har en afgørende indflydelse på miljøet og har faktisk ry for at være de mest skånsomme i deres dyrkningsform, fordi de traditionelt bruger et rotationsprincip, der giver jordstykkerne pause, så de kan nå at genopbygge indholdet af næringsstoffer.

Men et medansvar for jordens beskaffenhed kan Tawa ikke løbe fra. Det kan Yee Sae-Yang fra bjerglandsbyen Ban Pui Nua heller ikke. Han er også landsbyleder, men tilhører Hmong-stammen, der er indvandret til landet langt senere end karenerne. Når Hmong-stammer dyrker jorden er de generelt flittige brugere af sprøjtegifte, kunstgødning m.m. På det handelsmæssige område er de kendt som dygtige købmænd.

Landsby-demokrati

Både Tawa og Yee – og deres landsbyer er med i det netværk på cirka 150 landsbyer, der deltager i det danskstøttede projekt. Det startede i december 1999 og løber over de næste fem år. Det ledes af organisationen CARE, og finansieres med cirka 20 millioner kroner som dansk miljøbistand via Danced.

Projektet er i realiteten en opfølgning på et tidligere, der lagde basis. Det gamle projekt gik primært ud på at få startet en genopbygningsproces af de mange områder i nord, der er ødelagt af hugst, brande og overdreven landbrugsdrift.

I det nuværende projekt "Naturressourceforvaltning i Mae Chaem-distriktet" er formålet at forbedre vilkårene for mennesker og natur mod nord ved at støtte den nye decentralisering, der er ved at blive gennemført i Thailand.

Yderst i det decentrale led er – eller snarere bliver – de såkaldte TAO’er, der står for Tambon Administrative Organisations. For et er, at det formelt er blevet besluttet at oprette og give TAO’erne kompetence til at beslutte og styre en lang række områder på kommuneniveau, men noget andet er, at reelt er de mange steder endnu ikke kommet i arbejde. Og de fleste steder, hvor de er virksomme, har de slet ikke den fornødne baggrund – i uddannelse, penge og andre ressourcer – til at forvalte de mange områder, der ligger i deres regi.

13. Et af elementerne i landbrugs- og skovprojekterne under den danske miljøbistand er at formindske brugen af sprøjtemidler. Mange af de nye afgrøder der tages ind f.eks.linchi kræver at der sprøjtes mange gange under deres opvækst.

– Fundamentalt mangler TAO’erne penge og mandskab til at tage sig af de mange områder, der omfatter alt fra infrastruktur til sundhed og uddannelse – foruden forvaltning af naturressourcer. Og det siger sig selv, at med alt dette og yderst få ressourcer kommer naturressourcerne nederst på listen, siger Anette Dørge Jessen, der er projektchef hos CARE Danmark.

Det igangværende danske miljøbistandsprojekt indebærer samarbejde med 8 af de 12 TAO’ er i Mae Cham-området i form af uddannelse, træning og finansiering af en ansat i hver enhed. TAO’erne – også kaldet tambonerne – fungerer som en mellemting mellem en kommunalbestyrelse og en interesseorganisation.

På det endnu mere decentrale plan samarbejder projektet med de mange landsbyer i netværket om at finde bæredygtige måder at udnytte fællesskoven på.

Vandfond og brand-mad

I forbindelse med projektet har flere af landsbyerne i netværket oprettet fonde. Her spares der op til dårlige tider og til større projekter. Folk med konkrete gode ideer kan via fondene – og deres egen opsparing – søge om et tilskud.

I Tawas landsby, der består af 30 huse, der alle på solid karener-vis er bygget op på pæle, har fonden allerede haft flere funktioner.

En meget vigtig del af naturbeskyttelsen mod nord går ud på at passe på den skov, der er tilbage. Flere af landsbyerne i Mae Chaem distriktet, hvor Dancedprojektet arbejder gennem Care, samarbejder om at forberede og rydde områder til brandbælter.s

–Det bedste i vores landsby er vores vandtanke, der gør, at hverken vi eller vores afgrøder tørrer ud. Vi har selv sat dem op sammen med CARE og er blevet undervist i at reparere og vedligeholde dem. Men fonden bliver også brugt bl.a. til at købe mad, når nogle af de mange landsbyer i vores brandberedskab indkaldes til at rydde et brandbælte, fortæller 32-årige Tawa Nitipratansil.

Illegal skovhugst i større stil er ikke længere noget stort problem – desværre bl.a, fordi størstedelen af skoven allerede er fældet. Hugst blev officielt forbudt i 1989.

Men mindre rydninger resulterer dog ofte i store brande, der for årtier ødelægger livsgrundlaget i området. Når brandalarmen gungrer over bjergene på et hult træstykke, strømmer folk til for at hjælpe. Hver landsbys kald har et bestemt antal slag, så alle ved hvorfra alarmen lyder. Uden dette brandberedskab ville mange flere brænde have bredt sig voldsomt, for hjælp nede fra de nærmeste store byer ville ikke have en chance for at nå frem i tide i disse ufremkommelige egne. Landsbyerne samarbejder nu også på tværs af de etniske skel om at etablere brandbælter til at dæmpe eventuelle brande.

–Vi selv har størst interesse i at passe på. Det er vores liv som afhænger af skoven, floderne og markerne, siger Tawa.

Bank på pæle

I Ban Pa Kluay nyder landsbybeboerne helt bogstaveligt frugterne fra de træer, der var det første konkrete resultat af samarbejdet med CARE. Nu gror der mango, litchi og lime lige uden for husene.

Henne i et hjørne af landsbyen der ligger i 1100 meters højde, er der sat ris i banken til sløje tider. Landsbyen har bygget et forrådskammer på pæle, beskyttet så rotter og mus ikke har så nem adgang. Her kan familier i bekneb låne, indtil den nye rishøst er i hus.

Netop samarbejde er måske det mest centrale kodeord – mellem folk i landsbyerne, mellem karenere og hmonger, og ikke mindst mellem det magtfulde Skovdepartements provinskontor i Chiang Mai og de forskellige stammer og sidst men ikke mindst med de nye TAO’er.

– Det er ikke mange år siden, at myndighederne overhovedet ikke samarbejdede med bjergstammerne; i dag ved alle, at dette er en nødvendighed, og der tror jeg, at både det gamle og nye projekt har gjort en væsentlig forskel, siger Anette Dørge Jessen.

Tidligere blev mange af de etniske minoriteter behandlet som jaget vildt – med tvangsflytninger og afbrændinger af landsbyer. Det kan forekomme stadigvæk, men sjældnere og næsten kun ved grænsen mod Burma.

Tvangsflytninger er ikke brugbare løsninger, indrømmer Somjin Ruangkij, der er ansat i Skovdepartementets provinskontor i Chiang Mai. Der er ikke andre egnede steder at flytte folk hen som alternativ.

Skovdepartementet har ansvar for både skoven og forvaltningen af flodernes afstrømningsområder. Og dette nordlige område er et vigtigt afstrømningsområde – adskillige af de store floder har deres udspring her.

Et andet konfliktpunkt mellem myndigheder og bjergstammer er, at de etniske minoriteter ikke ejer deres jord. Derfor har de ikke noget skøde, og kan altså ikke sælge jorden videre. Men de har officielt ret til at dyrke deres jord og selvfølgelig indkassere pengene, så deres brugsret til jorden bliver gradvist mere anerkendt af myndighederne.

Pres på

Det store problem er det voksende pres på naturressourcerne – en overeffektiv udnyttelse til landbrug og massevis af jordløse tilflyttere fra lavlandet og grænseegnene. Desuden inddrager de centrale myndigheder stadigt flere områder til nationalparker og beskyttede områder.

Striden står bl.a. om de områder, man kan kalde kommune-skove, og som traditionelt altid har været brugt af de omkringliggende landsbyer til at hente brænde, vilde frugter og urter i.

Og det er den præcise anvendelse af disse skovområder, som det kniber med at få styr på i en ny skovlov, der har været på trapperne i omkring ti år – og som altså stadig ikke er på plads.

Så problemer er der nok af, men netop det danskstøttede CARE-projekt går ind og er med succes ved at dæmme op for flere af dem. Faktisk med så stor succes, at det thailandske Landbrugsministerium mener, at den måde man arbejder ud fra her, kan bruges som model andre steder i landet med de samme problemer.

Lah Gram samler rødder og rodfrugter ind. I landbrugsprojektet mod nord arbejder man med integreret landsbrug, hvor der dyrkes og indsamles mange forskellige typer afgrøder; det gør landsbyen mindre sårbar, når en af afgrøderne slår fejl. Det betyder samtidig en mindre intensiv - og dermed mere skånsom - type landsbrugsdrift.

I landsbyerne her har man via projektet fået indført mere bæredygtige dyrkningsmetoder og måder at dyrke jorden på, der formindsker yderligere jorderosion.

Men først og fremmest er landsbyerne via projektet nået frem til sammen at planlægge, hvordan de kan bruge skoven og dyrke jorden – så også deres børn fortsat kan leve af det.

Skoven er for eksempel delt op i områder: Et er fredet og står uberørt hen, et andet må der samles svampe, vilde frugter og jages i, et tredje er brugsskov til tømmer og brænde. Landbrugsjorden dyrkes med sædskifte, og nye afgrøder og metoder er indført f.eks. paddy-ris – våd ris – der kræver mindre områder for at opnå samme udbytte i forhold til bjerg-ris.

Sprøjtefri

Når det drejer sig om landbrugsdriften er det umiddelbart vanskeligt for mange af de trængte bjergstammer at se fordelen i at formindske forbruget af sprøjtemidler. Det giver godt nok sundere afgrøder og skåner vandet, men prisen er mindre udbytte.

Tawa er en undtagelse. Han har faktisk oplevet en helt klar personlig fordel – ved at lade være at sprøjte. Sidste år anlagde han to små kartoffelmarker: Den ene er blevet sprøjtet jævnligt og den anden dyrket økologisk. De sprøjtede planter blev syge, mens de andre klarer sig fint.

Det er dog ikke det gængse billede, som faktisk er modsat. Fra at have dyrket jorden traditionelt med et rotationsprincip og uden brug af kemi – er mange slået ind på brug af både kunstgødning og sprøjtemidler for at undgå at skulle give jorden hvilepause.

Og som Dung fra Hmongstammen i landsbyen Ban Pui Noa siger, så sker det bl.a. fordi, "de fleste foretrækker etårige afgrøder og sikkerhed for god høst, og det kræver mange sprøjtemidler".

Dung – der er "marknabo" til landsbyleder Yee – er dog selv gået en anden vej. Han satser på frugttræer, bruger naturgødning og eksperimenterer med biologisk bekæmpelse af insekter og skadedyr. Han vælger at forsøge sig med disse metoder, fordi han ofte selv har fået dundrende hovedpine, når han har sprøjtet sine marker. Dung er også bekymring for sine børn – fordi meget af familiens høst havner i deres egne gryder.

Med støtte via projektet har Dung taget initiativet til en antipesticid-gruppe, der nu har ti medlemmer i landsbyen. De har sparet 1800 kroner op i en fælles fond, som bønderne kan låne af til at eksperimentere med alternative dyrkningsmetoder.

Dungs egen satsning foregår ved, at han i stedet for at sprøjte sætter pinde med gule poser indsmurt i lim ud i marken med bestemte mellemrum. Insekterne tiltrækkes af den gule farver og bliver fanget. "Det er bedre og ikke så meget dyrere alt i alt end sprøjtegift," siger Dung med overbevisning. Med sine poser har han formindsket sin brug af insektgifte med tre fjerdedele.

Hans nabo – landsbylederen Yee Sae-Yang – vil se Dungs resultater an et stykke tid, inden han selv mere generelt slår over til de gule poser.

Imens nyder han, at Dungs poser også betyder færre insekter på hans marker; så her som andre steder er der brug for at grønne pionerer går foran og tager risikoen.