| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

Bæredygtige rejefarme - sidste udkald for mangroven

At Danmark havde noget at tilbyde verdens største producent og eksportør af rejer, havde man i Thailand svært ved at forestille sig. Men besøg på danske dambrug ændrede holdningen, og nu klinger der himmerlandsk accent ud fra det dansk støttede pilotprojekt der viser, at rejefarme kan drives på en måde, der er bæredygtig både for naturen og økonomien.

Fra luften ses det tydeligt. En mosaik af rejefarme med deres forskellige bassiner befolker området mellem hav og land; ofte grænser de op til mangroveområderne, hvor fiskelivet i de fleste allerede er dødt, især fordi de som naboer modtager alt for meget organisk materiale fra rejefarmene. Vandet omkring bruges af farmene som det store "træk og slip" uden nogen form for rensning.

En renere teknologi på de cirka 30.000 rejefarme er derfor virkelig noget, der vil batte positivt for det thailandske miljø.

Sådan var tankerne, men fiskeridirektør Siri Tookwinas fra fiskeridepartementet i Thailand var noget skeptisk over for de danske ideer, indtil han besøgte flere danske dambrug og diskuterede med de danske myndigheder.

Siden har der været opbakning bag Danceds første egentlige teknologiske forsøgsprojekt. Det blev startet i efteråret 1997, og opgaven til Max Andersen og Esben Holm lød på at finde frem til en bedre og mere bæredygtig måde at dyrke rejer på.

Max Andersen og en af hans ansatte står ved den centrale del af det rensesystem, der er vitalt i den måde, hvor man i det danske demonstrationsprojekt arbejder med at finde måder at dyrke rejer på så det foregår mindre miljøskadeligt.

Ikke umiddelbart nogen nem opgave, men som Max Andersen udtrykker det:

– I Thailand begyndte man først for alvor med rejefarme for ti år siden, men Esben og jeg har arbejdet med rejedyrkning herude i atten år. Så jeg synes egentlig vi stod godt rustet.

Begge kendte også til problematikken hjemmefra, hvor Esben er vokset op på et dansk dambrug og desuden også har beskæftiget sig med muslinge-produktion.

De miljøproblemer, der er knyttet til den thailandske rejeproduktion, er omfattende. I Thailand er der ca. 30.000 rejefarme med damme. De har et areal, der tilsammen dækker omkring 75.000 hektar – et område større end Bornholm.

Rejevand med smitte

Den normale praksis er, at vandet i dammene skiftes ud cirka ti gange årligt – det svarer til en udledning af omkring 10 milliarder kubikmeter forurenet vand – mere end 10 gange hele den totale danske årlige mængde spildevand.

Vandet er forurenet med ekskrementer og medicinrester foruden en masse foder, som rejerne ikke har spist. Et skøn går på, at kun en femtedel af den næring, der hældes i vandet forvandles til godt rejekød – resten ryger ud med spildevandet.

Rejefarme optager hektar efter hektar af kystzonen.Når bassinerne skyldes igennem trænger saltvand ind - og ødelægger også naboområdernes marker.Og nedlagte rejebrug er så ødelagte og saltholdige, at de må ligge hen i årtier før der kan dyrkes på dem igen.

Denne måde at drive rejefarme på er meget belastende for naturen – både for kystvandet, koraller og mangrovebevoksningen med dens fiskeyngel. For de andre rejefarme ligger der også en latent fare for udbredelse af sygdomme, fordi en del af det vand, der udledes fra det ene dambrug, blandes op med det friske vand – som så tages ind af naboen.

I Taiwan, Filippinerne og senest i Ecuador har disse smitteveje forårsaget næsten total reje-død, og i begyndelsen af 90’erne blev området omkring Bangkok ramt af flere epidemier. Det er baggrunden for, at rejeproduktion i dag foregår længere mod syd i Thailand.

Økonomisk ville omfattende reje-død være en katastrofe. Rejesektoren har i Thailand udviklet sig til det tredjestørste eksporterhverv – efter turisme og elektronik – og står nu for en valutaindtjening på over 15 milliarder kroner årligt.

For den enkelte rejefarmer er der også store penge at hente – eller at tabe. Et kilo af de store 20 grams rejer sælges direkte fra farmene for 300 bath, svarende til 70 kroner.

Beskrevet på en anden måde, så kan et stykke jord der forvandles fra rismark til "rejemark" kaste omkring fyrre gange så meget af sig. Så en rejefarmer kan på et heldigt år uden sygdomme tjene, hvad der svarer til et helt livs løn som risbonde.

Så mange har de sidste ti år taget chancen, specielt de sidste fem år har en del bønder lagt om. Og når en kystbonde først har gjort det, så har naboen ikke det store valg. Fordi jorden omkring også forurenes bl.a. af indtrængende saltvand. De sociale konsekvenser er, at de fattigste bønder, der ikke kan investere i rejefarme, bliver taberne. De står tilbage med ødelagt jord, der ikke længere kan dyrkes.

Så et er, at marker i drift bliver ødelagt af naboens rejebrug, noget andet er den mængde salt, der ligger tykt hen over nedlagte rejebrug, og som gør jorden uanvendelig til dyrkning de næste tyve år. Saltet kan også trænge ned i grundvandet.

Det thailandske rejeeventyr har betydet, at mangroven enten er blevet fældet og/eller forurenet. 85% af Thailands mangrove er forsvundet på de år, og da mange fisk yngler i mangroven, har det fået store negative konsekvenser for havfiskeriet.

Problemet forstærkes af, at man med de nuværende driftsmetoder ofte er nødt til at opgive dammene, fordi bunden har optaget så mange bakterier og næringssalte, at vandet forgiftes. Eller at vandudskiftningen har inficeret rejebruget med virus, der gør dammen totalt ubrugelig. Det øger presset på mangroven yderligere – til nye bassiner.

Simpel og avanceret

Max Andersen og Esben Holm havde en ide om, at vandet i rejedammen skulle renses og genbruges, så man kunne undgå udskiftning af vandet og forgiftning af dammene. Det ville formindske det miljømæssige tryk på mangrove og kyst – og samtidig formindske risikoen for smittespredning.

"Simpel og avanceret på samme tid" kalder Siri Tookwinas det system, som de to danske reje-bønder gik i kast med.

Faktisk er der flere krav, der på én gang skal være opfyldt, betoner direktøren: Anlægget skal være effektivt, men samtidig så simpelt, at der er råd til at bruge det. På den anden side også så tilpas avanceret, at rejefarmerne føler, at der er tale om et pænt teknologisk fremskridt.

Danskernes ide byggede på fortløbende rensning af vandet, og deres forsøg viste, at det kunne lade sig gøre. Men teknologien levede kun delvist op til fiskeridirektørens krav, og den var i første omgang alt for dyr til at kunne sælges til farmerne.

Den store udfordring for Andersen og Holm var altså at gøre rensningsanlægget mere simpelt og så billigt, at det var attraktivt for farmerne. Det første skridt var derfor at udelade nogle temmeligt kostbare rustfri ståltromler. Det viste sig, at man også uden dem kunne fastholde rensningsevnen. Anlægget blev yderligere forsimplet og tilført en sindrig sugemekanisme, der direkte optager slammet fra midten af dammen, hvor det på grund af vandets rotation vil aflejre sig.

Et barn er født

Rejerne udsættes som mikroskopiske larver og vokser i løbet af 4-5 måneder til en størrelse på ca 20 gram. Det danske anlæg har nu været testet gennem tre produktionsperioder, og resultaterne har været langt over forventning:

Forureningen er faldet med 70%, produktionen steget med 20% og indtjeningen med 54%. Anlægget er gjort så billigt, at det er muligt at erhverve for den almindelige rejefarmer, og fordi rejerne trives bedre og vokser hurtigere, kan det tjene sig ind på ni måneder.

Men én ting er at udvikle anlægget – noget andet er at få farmerne til at bruge det. Det er næste udfordring. Og her bliver man nødt til at tage højde for de særlige Thailandske realiteter. Den pisk man i 70’erne og 80’erne svang over dambrugerne i Danmark, og som faktisk bragte dansk dambrug på førerkurs i verden, dur ikke her. I Thailand er der et godt stykke fra at få indført love og regler og til at få dem overholdt.

Derfor er det guleroden man skal satse på, og i dette tilfælde skulle den også være tilstrækkelig stor. Ikke mindst, hvis man også tager den nedsatte sygdomrisiko og epedemifare i betragtning.

– Men det er ikke så simpelt. Man kan sammenligne det med at sælge en støvsuger. Det er jo et helt eminent redskab til rengøring. Men hvis folk bare stiller den midt på gulvet og forventer, at der bliver rent, bliver de skuffet. Hvis de tænder for den, men glemmer at tømme posen, bliver de også skuffet på et tidspunkt, siger Max Andersen og fortsætter:

– Derfor skal systemet følges af kvalificeret vejledning og rådgivning. Jeg tror det vil kunne gå rimeligt hurtigt at udbrede de positive budskaber om systemets fortræffelighed, men jeg er helt sikker på, at det ville gå endnu hurtigere med at få de negative spredt, hvis vi først har et par fejlslagne anlæg stående ubrugt hen. Så vil successen hurtigt blive til en katastrofe.

Selv om de ni måneders "graviditet" for anlægget nu er overstået, og fødslen dermed gået godt, så opfatter hverken Max Andersen eller Esben Holm opgaven som afsluttet:

– Vi har fået bragt et barn til verden, men som med andre børn er det nødvendigt med lidt opdragelse.

Hvordan "opdragelsen" skal foregå er der endnu ikke taget stilling til. Men den vil komme til at foregå både i Thailand og gerne også i de andre MIFRESTA lande i Sydøstasien, der har samme miljømæssige problemer med rejefarmene.