Samfundsøkonomiske omkostningsvurderinger ved                            anvendelsesreguleringer på kemikalieområdet

Forord

Forordet til rapporten bør være kort og indeholde følgende elementer
Baggrund og formål
Klient og finansiering af rapporten
Sammensætning af følgegruppe
Rapportens forfattere

Baggrund

Grunden til at udføre omkostningsanalysen angives kort. Eksempelvis anføres om analysen ligger i umiddelbar forlængelse af massestrøms- og substitutionsanalyser af det betragtede kemikalie, i forlængelse af en risikovurdering, eller andet.

En mere detaljeret beskrivelse af formålet med analysen, Danmarks internationale forpligtelser på området og eventuelle tidligere udenlandske erfaringer og/eller omkostningsanalyser gives først i rapportens indledning.

Klient og finansiering af rapporten

Det angives, hvem der har initieret og finansieret arbejdet med rapporten. Der kan være tale om flere parter.

Myndigheder, institutioner, enkeltpersoner og andre, der har ydet et væsentligt bidragt til arbejdet takkes her.

Sammensætning af følgegruppe

Deltagerne i følgegruppen bag projektet anføres. Principielt skal alle deltagere nævnes ved navn, samt hvilken institution de repræsenterer. I tilfælde, hvor projektet er stort, og der derfor er mange deltagere i følgegruppen fra hver enkelt institution, kan man tillade sig blot at nævne navnet på de repræsenterede institutioner.

Rapportens forfattere

Forfatterne bag rapporten nævnes ved navn og hvilken institution de repræsenterer. Den oplysning kan læsere af rapporten bruge til at få kontakt med forfatterne, hvis de har uddybende spørgsmål eller søger anden information.