Samfundsøkonomiske omkostningsvurderinger ved                            anvendelsesreguleringer på kemikalieområdet

5. Data

Databehov
Indsamlingsprocessen og præsentation af data
Pålidelighed og usikkerhed

Her kortlægges og redegøres for databehov og resultaterne af dataindsamling. Der gøres i dette kapitel rede for data-indsamlingsprocessen, og de indsamlede data opsummeres og vurderes. Vurderingen sker med henblik på at fastslå pålideligheden og sikkerheden af data.

Databehov

En kort redegørelse for de data, der er nødvendige for at gennemføre analysen. Det gøres rede for, hvilke data der allerede haves fra tidligere analyser, specielt forudgående massestrøms- og substitutionsanalyser, og hvilke der skal indhentes specifikt til omkostningsanalysen.

Indsamlingsprocessen og præsentation af data

Her beskrives den proces, der er gennemført for at indhente de nødvendige data. Bortset fra tidligere analyser, kan data være hentet fra Danmarks Statistik, myndigheder, brancheorganisationer, importører, producenter, udenlandske erfaringer m.v. Kontakten kan foregå vha. spørgeskemaer, telefonsamtaler, skriftlig korrespondance eller personlig kontakt m.v.

Data præsenteres på en overskuelig måde.

Pålidelighed og usikkerhed

Data er sjældent fuldstændigt pålidelige. Det gør sig specielt gældende for data fra ikke-statistiske kilder, der ofte anvendes. Men de er ofte de eneste tilgængelige, så man er nødt til at acceptere den manglende pålidelighed. Denne pålidelighed af data eller mangel på samme er et forhold, man bør gøre opmærksom på her.

Nogle data kan være af afgørende betydning for beregning af omkostningerne. Hvis der er usikkerhed om størrelsen af disse data, bør de om muligt angives ikke som ét skøn men eksempelvis som et centralt, et lavt og et højt skøn. Her bør det lave og høje skøn ideelt angive f.eks. 2½%- og 97½%-fraktilerne i fordelingen af den givne variabel (oftest en normalfordeling), således at værdien med 95% sandsynlighed ligger mellem det lave og høje skøn. Andre fraktiler kan også vælges, afhængig af usikkerheden.