Danske pileanlæg

3. Pilens vækst

Der findes over 300 forskellige arter og hybrider af pileslægten (Salix sp.) (Nissen og Lepp 1997) Pil forekommer naturligt på ofte vandfyldt, m.el.m. næringsrig jord ned til pH 5 (Etherington 1982, Grime et al. 1988 ). Når pilen stynes, beregnes en levetid på minimum 25-30 år (Svalöf Weibull 1997, Danfors et al. 1998, Skøtt 2000).

Der er forædlet pilekloner, der kan udvise en voldsom vækst. Derfor anvendes disse kloner i såkaldte "energiskove" med det formål at producere brændsel uden den lange omdrift#, der er nødvendig i nåletræs- og andre løvskovsplantager. Da pilen ikke er en afgrøde til fortæring, anvendes slam og spildevand som nærings- og væskekilde i pileplantager i USA og Europa, således at disse potentielt forurenende masser anvendes som en ressource med produktion af brændsel til følge (Nissen og Lepp 1997, Abrahamson et al., 1998, Larsson 2000, Skøtt 2000).

Der er en tæt sammenhæng mellem vækst og fordampning# fra træer (Larcher 1995). Pilens voldsomme vækst resulterer i et relativt stort væskeforbrug gennem en lang vækstsæson med en betydelig tilvækst i hver sæson, se Figur 3.1 og Figur 3.2. Derfor er der anvendt pil i alle de besøgte afløbsfrie bassinanlæg.

Figur 3.1:
Anlæg 5 midt i november. Pilens blade hænger stadig grønne på stænglerne og vidner om en lang fordampningssæson, der strækker sig fra de tidlige gæslingers udspring omkring marts til sidst i november.

Figur 3.2:
Illustration af væksthastigheden i de nyeste generationer af pilekloner: Billedet er taget 02-06-00. Den pil, drengen står i, er skåret helt ned den 11. marts, altså under 3 måneder før billedet er taget. På 3 måneder er pilen blevet ligeså høj som den 9-årige dreng, og der er stadig 5-6 måneder tilbage af sæsonen.

I et pileanlæg, der blev fulgt gennem projektets første år, er der plantet forskellige, ikke nærmere specificerede pilesorter fra svigermors baghave. Væksten er meget variabel i dette pileanlæg, og fordampningskapaciteten er så lav, at der konstant er overløb fra anlægget. Da udgifterne til køb af stiklinger fra højtydende sorter er en forholdsvis lille del af budgettet til et pileanlæg, kan det derfor anbefales, at der anvendes højtydende, resistente sorter til pileanlæg.