| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Nyttiggørelse, rensning og fraktionering af havneslam 

1. Regelsæt for behandling og rensning af havneslam

1.1 Danske regler

De danske regler, der kan få betydning ved håndtering af havnesediment, er mangeartede og afspejler, dels opdelingen mellem søterritoriet på lave og større dybder, dels opdelingen mellem hav og land med de heraf følgende skiftende kompetencer for de forskellige myndigheder.

Af internationale aktiviteter af betydning for håndteringen af havnesediment, skal peges på de internationale havkonventioner, herunder Nordsøkonferencerne samt OSPAR- (Oslo og Paris Konventionerne er slået sammen til en konvention) og Helsingfors Konventionerne. Med disse aftaler har Danmark internationalt forpligtet sig til reduktioner af skadelige stoffer til havmiljøet. Dette gælder også direkte udledninger via klapning af havnesedimenter. (Miljøstyrelsen 1998a)

1.1.1 Havmiljøloven

Overordnet regulerer havmiljøloven (Lov 476/1993 om beskyttelse af havmiljøet) aktiviteter, der kan indebære fare for sundheden, havets natur- og kulturværdier, være til gene for anden retmæssig udnyttelse af havet eller forringe rekreative værdier eller aktiviteter. Havmiljøloven indeholder et generelt forbud mod dumpning af stoffer eller materialer (§25), men der gælder dog særlige regler for dumpning (klapning) af optaget havbundsmateriale.

1.1.2 Klapbekendtgørelsen

Klapning af optaget havbundsmateriale reguleres efter klapbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 975 af 19/12 1986, Bekendtgørelse om dumpning af havbundsmateriale/klapning). Klaptilladelse skal foreligge inden gravearbejdet påbegyndes, og behandles af det amt i hvilket klappladsen er beliggende, hvilket bør være det samme amt som gravearbejdet udføres i. Amtsrådet kan meddele tilladelse til klapning, såfremt havbundsmaterialet alene indeholder uvæsentlige mængder og koncentrationer af visse nærmere angivne forurenende stoffer (bilag 1 og 2). I internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder og –habitatområder), samt i områder med en vanddybde under 6 meter kræves miljøministerens (Skov- og Naturstyrelsens) samtykke til tilladelsen.

En klaptilladelse kan højest gælde i 5 år.

Forud for en tilladelse til klapning skal Fiskeridirektoratet, Farvandsvæsenet, samt Skov- og Naturstyrelsen høres.

1.1.3 Udnyttelse af råstofforekomsten

Ifølge havmiljøloven (bilag 1, pkt. C4) og råstofloven (formål) skal miljømyndighederne arbejde for en udnyttelse af råstoffer fra gravearbejder på havbunden. Dette har bl.a. medført, at sådanne råstoffer er fritaget for den faste råstofafgift (5,00 kr. pr m³) i henhold til lov om afgift af affald og råstoffer.

Ønsket om øget genanvendelse skyldes et ønske om, at der spares på råstofforekomsterne, ligesom havmiljøet spares for de effekter, der kan være en følge af både råstofindvinding og klapning.

Af Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse 1999 fremgår således under overskriften "Nyttiggørelse af affaldsmaterialer fra havbunden": Skov- og Naturstyrelsen drøfter i sin sagsbehandling med andre myndigheder og havneejere, hvilke muligheder der er for, at materialer, der optages ved uddybning eller oprensning fra havbunden, sejlrender m.m., kan nyttiggøres som råstof i anlægsarbejder eller industrien (Miljø- og Energiministeriet 1999).

Hvis de havbundsmaterialer, der opgraves, skal nyttiggøres som råstoffer, er der formelt tale om en råstofindvinding på havbunden. Dette indebærer, at en godkendelse af indvindingsmateriel og tilladelse til indvindingsområde (områdetilladelse) efter råstofloven er påkrævet. Godkendelse og tilladelse kan udstedes af Miljø- og Energiministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen.

Tilladelse til nyttiggørelse af oprensnings- og uddybningsmateriale meddeles efter de samme bestemmelser som almindelig råstofindvinding, men adskiller sig ved, at indvindingsområdet som regel allerede er påvirket af menneskelig aktivitet, f.eks. i havne og sejlrender. Der er derfor normalt ikke behov for de samme miljømæssige undersøgelser og vurderinger, som ved øvrige indvindingstilladelser. Tilladelse eller afslag meddeles sædvanligvis efter en kulturhistorisk vurdering af indvindingsområdet, og efter det berørte amt og kystinspektoratet har vurderet de forurenings- og kystbeskyttelsesmæssige aspekter.

En områdetilladelse kan gives for en periode på indtil 10 år.

Hvis forurenet havsediment anvendes som råstof ved anlægsarbejder, kræves der som udgangspunkt de samme myndighedsbehandlinger, godkendelser og tilladelser som ved deponering.

I forbindelse med en nyttiggørelse som råstof skal sedimentet mellemdeponeres og afvandes, og der stilles store arealkrav til dette formål. Det er vanskeligt at finde arealer til formålet, da aktuelle områder ofte er omfattet af strandbeskyttelseslinier, Naturbeskyttelseslovens §3 mv., så der kræves tilladelse fra amtet.

1.1.4 Strandfodring og kystbeskyttelse

Uforurenet sediment bestående af sand eller grus kan tænkes anvendt til kystbeskyttelse ved kyst- eller strandfodring, ved udlægning på vanddybder mindre end 6 meter. Dette kræver en tilladelse fra Kystinspektoratet i henhold til trafikministeriets bekendtgørelse nr. 352 af 6. maj 1994 om Kystinspektoratets beføjelser eller i henhold til statens højhedsret over søterritoriet. Kystinspektoratet hører altid amtsrådet i kystfodringssager. Endvidere kræver det en råstofindvindingstilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Råstoffer, der indvindes til strandfodring, er fritaget for råstofafgift i henhold til lov om afgift af affald og råstoffer (Lov nr. 838 af 19. december 198, ff. lovbek. nr. 570 af 3. august 1998.).

1.1.5 Miljøkonsekvensvurdering

For de anlæg mv., som falder uden for planlovens anvendelsesområde, findes der i varierende omfang andre regler om miljøkonsekvensvurderinger. Dette har siden 1988 været tilfældet, for så vidt angår anlæg på søterritoriet hørende under trafikministerens kompetenceområde - men tilsyneladende med begrænset anvendelse. Nyere krav om miljøkonsekvensvurdering for vandbaserede aktiviteter omfatter råstofindvinding på havet, udnyttelse af råstoffer i undergrunden, klapning, rørledninger og hurtigfærgeruter.
(Center for Samfundsvidenskabelig Miljøforskning v. Aarhus Universitet og Forskningscentret for Skov & Landskab September 1998.)

Der skal udarbejdes en vurdering af de miljømæssige konsekvenser ved råstofindvindinger i henhold til bekendtgørelse om miljømæssig vurdering af råstofindvinding på havbunden (VVM), men indvinding af materialer, der fremkommer i forbindelse med oprensning og uddybning, og som nyttiggøres som råstoffer, er specifikt undtaget. Denne redegørelse skal udarbejdes ved råstofindvinding i EF-fuglebeskyttelsesområder, -habitatområder og Ramsarområder, ved indvindinger på mere end 1 mio. m³ pr år eller 5 mio. m³ i alt samt ved indvindinger, der vurderes at påvirke miljøet i væsentlig grad. Det fremgår heraf, at der ikke normalt er krav om en VVM-redegørelse, idet de mulige nyttiggjorte mængder pr. lokalitet er væsentlig mindre end nævnt ovenfor, og idet havne og sejlrender sjældent er omfattet af nogen beskyttelsesområder.

Hvis havneslam skal separeres eller på anden måde behandles på land, vil et sådant anlæg sandsynligvis falde ind under samlebekendtgørelsens krav om udarbejdelse af en VVM-redegørelse som "Anlæg til bortskaffelse af giftigt og farligt affald ved forbrænding, kemisk behandling eller deponering" i VVM-direktivets bilag I (Bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning).

Begrebet "giftigt og farligt affald" er ikke nærmere angivet i direktivet, men i en afgørelse fra Naturklagenævnet om deponering af havneslam øst for Lynetten i Københavns Kommune blev det besluttet, at havneslammet bl.a. på grund af indholdet af tungmetaller måtte betegnes som giftigt og farligt i relation til VVM-bestemmelserne. (NKO nr. 71.1995.)

Oplag, dvs. opbevaring indtil deponering eller anden anvendelse er ikke omfattet af samlebekendtgørelsens bilag 1 (bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning), men af bekendtgørelsens bilag 2, hvilket indebærer, at oplag kun under visse omstændigheder omfattes af VVM-bestemmelserne.
(Vejledning om planloven, Miljø- og Energimin. vejl. nr. 187 af 14. november 1996)

Anlæg til behandling af havsediment på landjorden vil desuden skulle godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 vedrørende forurenende virksomhed.

1.2 Internationale konventioner

De internationale havkonventioner omfatter Nordsøkonferencerne, OSPAR Konventionen og Helsingfors Konventionen (HELCOM). Med disse aftaler har Danmark internationalt forpligtet sig til reduktioner af tilførslen af skadelige stoffer til havmiljøet. Dette gælder også en frigivelse af skadelige stoffer via klapning af havnesedimenter (Miljøstyrelsen 1998a).

I London Konventionen nævnes nyttiggørelse af oprenset sediment specifikt. London Konventionen (Convention on the Prevention of Marine Pollution by Dumping of Wastes and Other Matter) fra 1972 er global, med tilslutning fra 75 lande. Der er udarbejdet retningslinier for implementering af konventionen (Dredged Material Assessment Framework), der foreskriver at nyttiggørelse, eller behandling af materialet så nyttiggørelse er mulig, skal indgå i overvejelserne.

I OSPAR Konventionens retningslinier for håndtering af klapmateriale (OSPAR Guidelines for the Management of Dredged Material, 1998) understreges det, at nyttiggørelse af materialet bør overvejes, selvom det er vurderet egnet til klapning.

I retningslinierne for håndtering af klapmateriale i Helsingfors Konventionen (Revised Guidelines for the Disposal of Dredged Spoils) nævnes muligheden for nyttiggørelse af ressourcen, men ikke som et krav ("- opportunities should be taken to encourage the productive use of dredged spoil."). Helsingfors Konventionens bilag til retningslinier for håndtering af klapmateriale er, med mindre modifikationer, svarende til bilag til retningslinierne i OSPAR Konventionen.

1.3 Udenlandske regler og politik

I Belgien er oprenset materiale fra sejlrender, kanaler og havne betragtet som en speciel form for affald og skal håndteres i henhold til regelsættet for affaldshåndtering.

Den tyske politik går ud på at anvende landdeponering, hvis en vurdering af alternativer viser, at denne form for "slutanbringelse" er den mest acceptable. På den anden side vil en vis belastning af det oprensede materiale ikke udelukke dumpning.

I Hollands reguleres håndteringen af oprenset materiale af den hollandske lov om havforurening. Det generelle princip i denne lov er forbuddet mod tilførsel til havet af affaldsstoffer. Dette betyder, at klapning af let belastet oprenset materiale forudsætter en tilladelse i henhold til loven om havforurening.
(International Association of Dredging Companies 1997)