| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Nyttiggørelse, rensning og fraktionering af havneslam 

2. Forurening af havneslam

I dette afsnit gennemgås de stoffer, som findes i havneslam, og kilderne til forureningen.

2.1 Forurenende stoffer

De stoffer, der findes som forurening i havneslam, kan opdeles i plantenæringsstoffer, tungmetaller, olie og (andre) miljøfremmede stoffer. Indholdet af plantenæringsstoffer vurderes at udgøre et mindre problem i nyttigørelsessammenhæng og omtales ikke nærmere.

2.1.1 Tungmetaller

Der udføres i forbindelse med ansøgning om tilladelse til klapning ofte analyser for indholdet af tungmetaller. Tungmetalniveauet varierer meget alt efter havbundens "historie", indhold af organisk materiale, kornstørrelse og optagningsstedets beliggenhed. De højeste værdier findes typisk i de inderste, beskyttede dele af havne, mens sandholdigt materiale har et lavt indhold af tungmetaller.

I tabel 2.1 er angivet de intervaller, som tungmetaller i de fleste klapmaterialer befinder sig inden for. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er store variationer i tungmetalindholdet inden for et optagningsområde - både fra havneafsnit til havneafsnit og med varierende dybde. Hertil kommer prøvetagnings- og analyseusikkerheder.

Tabel 2.1
Tungmetaller i klapmateriale angivet som intervaller (Miljøstyrelsen 1994).

I tabel 2.2 er den samlede mængde tungmetaller, som deponeres ved klapning i løbet af et normalår, anslået ud fra amternes indberetninger.

Tabel 2.2
Samlet mængde tungmetaller klappet årligt (i ton) (Miljøstyrelsen 1994).

Mængderne udregnes på basis af overfladeprøver og vil derfor normalt være et meget konservativt skøn, idet koncentrationerne er faldende med dybden. Hertil kommer, at der ved de metoder, der anvendes ved analysering, også medtages en del af det naturlige indhold af tungmetaller. Endelig gælder det, at klapmaterialer, som skønnes at være uforurenede og derfor ikke analyseres, ikke tælles med ved en sådan opgørelse. (Miljøstyrelsen 1994)

Mængden af havbundmateriale, der årligt klappes i danske havområder, varierer mellem 3 og 8 millioner tons. Uanset at klapmaterialet anses for egnet til klapning, vil det indeholde en vis mængde tungmetaller, næringssalte og organisk stof.

Tallene, der er angivet i tabel 2.2, er dog maksimumtal. (Miljøstyrelsen 1994)

2.1.2 Miljøfremmede stoffer

I de senere år har der været stigende fokusering på forurening af havmiljøet med miljøfremmede forbindelser, bl.a. blødgøringsmidler, tensider, polyaromatiske kulbrinter (PAH) og biocider i antibegroningsmidler. Forskellige undersøgelser af marine sedimenter i Danmark er bl.a. udført af Lillebæltsamterne, Århus Amt og Sønderjyllands Amt. Disse undersøgelser har påvist stærkt forhøjede koncentrationer af en række miljøfremmede forbindelser. I de undersøgte sedimenter er der fundet forhøjede koncentrationer af bl.a. phthalater, nonylphenol, nonylphenolethoxylater, phosphat-triestere, polyaromatiske hydrocarboner (PAH), biocider bl.a. tributyltin (TBT) og irgarol. Pga. typisk dårlige iltforhold i havnesedimenter vil nedbrydningen af stofferne være langsom, og der vil foregå en ophobning. De højeste koncentrationer af miljøfremmede forbindelser er fundet i havnesedimenter, og samlet kan der være tale om betydelige mængder.

Flere af de fundne stoffer, som forekommer i havnesedimenter, er biotilgængelige og giftige selv ved lave koncentrationer. Der er således bl.a. målt effekter af TBT på snegle og alger ved de lave koncentrationer, som hyppigt måles i miljøet. Flere af de fundne stoffer har egenskaber, som gør, at de er persistente i organismer, og flere stoffer kan have hormonlignende effekter.

I flere amter har man valgt at foretage en deponering på land af de mest forurenede havnesedimenter, bl.a. pga. stærkt forhøjede indhold af antibegroningsmidler. For nærværende findes der ikke en samlet strategi eller kriterier for, hvornår havnesediment kan klappes eller skal deponeres på land (Jensen, A, & Gustavson, 2000).

I en undersøgelse fra 1999/2000, hvor der blev undersøgt for over 100 forskellige stoffer, blev 34 stoffer påvist i havnesedimenterne (over detektionsgrænsen). Det er stort set de samme stoffer, som generelt forekommer i alle havnesedimenterne (Jensen, A, & Gustavson, 2000). De påviste stoffer er opsummeret i tabel 2.3.

Tabel 2.3
Oversigt over påviste stoffer i de 12 sedimentprøver (Jensen, A, & Gustavson, 2000).

En væsentlig kilde til den fortsatte forurening af lystbådehavne er vaskepladser. På vaskepladser (vinterpladser) vaskes og afslibes bådene for maling. Dette foregår med højtryksspuling og sandblæsning. Med afstrømmende regnvand fra vaskepladsernes befæstede arealer kan miljøfremmede stoffer således tilledes den marine recipient de steder, hvor spildevandet ikke ledes til lokale renseanlæg. (Sønderjyllands Amt, 1998).

2.2.2 Ikke-landbaserede kilder

De ikke-landbaserede kilder udgøres af:

Den væsentligste forurening fra skibstrafikken består af biocider og tungmetaller, som afgives fra bundmalingen, herunder TBT (tri-butyl-tin) fra erhvervstrafikken.

Kobber afgives fra lystbådenes bundmaling.

Skibstrafikken giver endvidere anledning til olieforurening.

I det efterfølgende er kilder til forurening af sediment fra havne og sejlrender med en række af de stoffer, der er fundet i havneslam fra danske havne, gennemgået på et overordnet niveau. Der er således ikke foretaget en specifik analyse af forureningskilder, herunder en vurdering af konkrete virksomheders rolle, i den enkelte havn.

2.2.3 Kilder til forurening med tungmetaller

Den tungmetalforurening, der findes i de danske havne, kan for hovedkomponentens vedkommende ofte henføres til én bestemt industriel udledning, værftsaktiviteter eller bejdsning af korn, dette gælder f.eks. København Havn (kviksølv fra Dansk Soykagefabrik).

Overløb fra fælleskloakerede områder indeholder tungmetaller fra husholdninger og virksomheder. I en undersøgelse blev indholdet af miljøgifte, herunder tungmetaller fra 4 boligområder (tre i København og et i Herning) sammenholdt med indholdet af miljøgifte i indløbet til de renseanlæg, som boligområderne var tilsluttet (Miljøstyrelsen 1997a).

Resultatet af undersøgelsen var, at cadmiumbelastningen fra husholdninger udgør ca. 1/3 af den samlede belastning på de aktuelle renseanlæg. Krom stammer primært fra andre kilder end husholdninger, idet mindre end 5 % af belastningen kommer fra husholdninger. For de øvrige metaller stammer typisk mellem 20 og 50 % af belastningen til de tre renseanlæg fra husholdninger. For bly stammer dog mellem 45 og 83% af belastningen fra husholdninger. (Miljøstyrelsen 1997a)

En undersøgelse af regnvand fra separatkloakerede (Miljøstyrelsen 1997b) områder viser, at niveauerne af visse tungmetaller - bly, zink og kobber - er på niveau med de, som findes i kommunalt spildevand, mens de øvrige er lavere.

Alt i alt må det konkluderes, at virksomheder er den væsentlige kilde til tungmetaller i havneslam.

2.2.4 Blødgørere (Phthalater)

Der blev fundet 5 blødgørere i havnesedimenterne (Jensen, A, & Gustavson, 2000). Meget høje koncentrationer af DEHP (bis(2-ethylhexyl)-phthalat) blev fundet i sedimenter fra Frederiksholmløbet, Kolding Havn og Odense Havn (alle industrihavne) samt Århus Fiskerihavn og Svanemølle Lystbådehavn.

For DEHP kan 20-70 % af belastningen til renseanlæg henføres til husholdninger (Miljøstyrelsen 1997a).

Estimaterne af vandemissionerne er baseret på skønnede emissionsfaktorer, og usikkerheden på estimaterne kommer til udtryk på bredden af intervallerne. Estimatet af emissionen af phthalater fra anvendelse af lim vurderes at være behæftet med den største usikkerhed. Emissionerne til vand fra produktionsprocesser vurderes at være negligeable i forhold til de estimerede emissioner fra brugen af de forskellige produkter indeholdende phthalater. (Miljøstyrelsen 1996).

DIDP (Di(isodecyl)phthalate) anvendes som biocid og anti-corrosions komponent i skibsmalinger. Som følge af denne anvendelse vurderes det, at der frigives 520 tons DIDP til det marine miljø i EU (Pedersen, Finn 2000). DIDP indgår ikke i ovennævnte undersøgelse (Jensen, A, & Gustavson, 2000) af havnesedimenternes indhold af miljøfremmede organiske forbindelser.

2.2.5 Detergenter (Nonylphenoler, LAS)

Nonylphenol blev i undersøgelsen (Jensen, A, & Gustavson, 2000) fundet i alle de analyserede sedimenter i koncentrationer fra 100-3400 µg/ kg TS. De markant højeste koncentrationer blev fundet i Frederiksholmløbet og Odense Havn, som begge er karakteriseret som industrihavne.

LAS blev fundet i flertallet af de undersøgte havnesedimenter. LAS koncentrationen var markant højest i Frederiksholmløbet (industrihavn). Høje koncentrationer er også fundet i Åbenrå havn, Odense, Kolding (alle industrihavne) og Århus Havn (oliehavn). Relativt lave koncentrationer er fundet i Århus Fiskerihavn, Vejle Havn, Svanemølle Lystbådehavn, Fåborg Lystbådehavn og Marselisborg Lystbådehavn. (Jensen, A, & Gustavson, 2000)

I ovennævnte undersøgelse af husholdningsspildevands andel af belastningen til renseanlæg med miljøfremmede stoffer konkluderes det, at 7-20 % af nonylphenol og 20-70 % af LAS stammer fra husholdninger (Miljøstyrelsen 1997a).

Alt i alt vurderes, at virksomheder spiller en væsentlig rolle i forbindelse med forurening af havneslam med Nonylphenoler og LAS.

2.2.6 Polychlorerede Biphenyler (PCB)

PCB blev kun påvist i lave koncentrationer i sedimentet fra én havn, Århus Havn, idet to prøver fra havnen på henholdsvis 46 µg/ kg TS og 22 µg/ kg TS lå over detektionsgrænsen på 10 µg/ kg TS (Jensen, A, & Gustavson, 2000).

2.2.7 Polycycliske Aromatiske Hydrocarboner (PAH)

Samtlige analyserede 18 PAH’er blev fundet i alle havnesedimenter med undtagelse af Sønderborg Lystbådehavn, hvor kun 10 PAH’er blev påvist, og Vejle havn (3 PAH’er ikke påvist) og Fåborg Lystbådehavn (en PAH ikke påvist). Samlet total koncentration af alle PAH forbindelser (sum PAH) var markant højest i Århus Fiskerihavn, Svanemølle Lystbådehavn, Odense havn og Århus Havn. De laveste sum PAH’er er fundet i sedimenter fra Sønderborg Lystbådehavn, Vejle Havn og Åbenrå Havn. (Jensen, A, & Gustavson, 2000)

Ved analyse af husholdningsspildevand er de fleste PAH’er fundet i koncentrationer tæt på eller under detektionsgrænsen (Miljøstyrelsen 1997a). I regnvand fra befæstede arealer er summen af PAH’er fundet til at ligge over 10 µg/l (Miljøstyrelsen 1997b).

Der er en lang række af anvendelse af PAH’er, som bidrager til belastningen til miljøet, herunder træ-imprægnering. Betydningen af de enkelte kilder for belastningen af havneslam er vanskelig at vurdere (Benestad, Christel 2000).

2.2.8 Organiske Tinforbindelser

TBT blev fundet i alle havnesedimenter (Jensen, A, & Gustavson, 2000). TBT koncentrationen i havnesediment fra Århus Havn er meget høj, herefter følger Odense Havn, Fåborg Lystbådehavn og Kolding Havn.

Både mono- og dibutyltin fandtes i sedimenterne fra Århus Oliehavn, Frederiksholmløbet, Åbenrå Havn og Marselisborg Lystbådehavn. Dibutyltin blev ligeledes påvist i Svanemølle, Fåborg og Sønderborg lystbådehavne. Di- og monobutyltin er nedbrydningsprodukter fra TBT. TBT nedbrydes ikke eller kun meget langsomt i anaerobe sedimenter Jensen, A, & Gustavson, 2000).

Den primære anvendelse af mono- og diorganotinforbindelser er som stabilisatorer i PVC, især til tagplader, men også til presenninger, flasker og emballager af PVC. Mono- og diorganotinforbindelser anvendes også i en række lime og malingsprodukter, som indgår i færdigvarer som elektronik, fodtøj, biler og møbler. Triorganotinforbindelser anvendes på grund af deres biocidvirkning i skibsmaling og til overflade- eller vacuumimprægnering af træ (Miljøstyrelsen 1997c). Vacuumimprægnering er nu forbudt, men afgivelse af riorganotinforbindelser fra træ, der er imprægneret før forbuddet, kan stadigvæk spille en rolle som kilde til triorganotinforbindelser.

Tilførsel af organiske tinforbindelser til havneslam hidrører fra spildevand, afgivelse fra skibsmaling samt tab i forbindelse med påføring og afrensning af skibsmaling. Det vurderes, at tilførsel af triorganotin med spildevand højst udgør 5 % af den samlede tilførsel til vandmiljøet, og at skibsmaling var kilden til de resterende mindst 95 %. Tilførslen til spildevandet fra skibsværfter er blevet reduceret kraftigt, men spredning med aerosoler fra sprøjtemaling og støv fra sandblæsning vurderes stadig at udgøre en væsentlig del af det samlede tab til danske farvande fra landbaserede kilder. (Miljøstyrelsen 1997c)

Ofte sker der en stor frigivelse af TBT ved oprensning af havneområderne (Miljøstyrelsen 1998b). Der er derfor vigtigt, at man ved oprensning af TBT forurenede havne anvender oprensningsmetoder, der minimerer ophvirvlingen, jf. 2.3.5.

2.2.9 Fire cases

Der er få danske havne, hvor en sammenkobling mellem sedimentets indhold af tungmetaller og miljøfremmede stoffer er forsøgt sammenholdt med belastningskilderne til havnene. Nedenfor er der beskrevet fire cases fra henholdsvis Københavns og Kolding havne, havne og fjorde i Sønderjyllands Amt, samt en undersøgelse af TBT i Århus Amt.

Sedimentet i Københavns Havn består af marine aflejringer og materiale tilført fra byen. Sedimentlaget er 0-2 m (typisk 0,5 m) tykt og afgrænses i dybden af et kalk- eller lerlag.

Selv om der er stor variation med hensyn til forurening med de enkelte tungmetaller, er sedimentet overalt i havnen forurenet med tungmetaller i sådant et omfang, at klapning af sedimentet umuliggøres (Krüger og Carl Bro, 1999).

Kviksølvmængden på 16 tons udgør kun en lille del af den samlede tungmetalmængde på ca. 1.000 tons, men kviksølvs giftighed betyder, at opmærksomheden samles omkring kviksølv. Kviksølvet overskrider desuden hyppigst de sædvanlige referencekoncentrationer.

Koncentrationen af kviksølv er størst i Sydhavnen og aftager mod nord. I Sydhavnen ligger koncentrationen typisk på 20-25 mg Hg/kg TS, mens den ligger på 5-10 mg Hg/kg TS i Nordhavnen.

Kviksølvet er i stor udstrækning bundet til den fine ler-silt-fraktion, som let resuspenderes.

Kviksølvet stammer hovedsagelig fra Dansk Soyakagefabrik, der gennem årene har udledt 50-55 tons kviksølv. i havnen. Også overkoncentrationerne af bly, kobber og cadmium vurderes at skyldes nu ophørte aktiviteter på og i oplandet til havnen (Krüger og Carl Bro, 1999).

Den samlede nuværende belastning af Københavns Havn er anslået i tabel 2.4-2.7 (Krüger og Carl Bro, 1999). Det kan konstateres, at denne opgørelse viser, at overløbene er den dominerende kilde inden for flertallet af forurenende stoffer.

Tabel 2.4
Den samlede belastning af Københavns Havn med tungmetaller og TBT opgjort på kilder. Alle tal i kg/år.

Der foregår stadig en væsentlig frigivelse af kviksølv fra sedimentet. Det antages, at bioturbation er væsentlig i denne sammenhæng, idet den kemiske diffusion antages minimal.

Indholdet af tinforbindelser er størst i Nordhavnen, som også er den mest trafikerede (tabel 2.5). Udledningen af TBT (tri-butyl-tin) fra skibe (erhvervstrafik) i Københavns Havn er beregnet til ca. 150 kg/år (Krüger og Carl Bro, 1999). Der er endnu ikke etableret en oversigt over detailfordelingen af TBT og massetransport af TBT.

Tabel 2.5
TBT-indhold i havvandsprøver fra Københavns Havn og Øresund.

I en undersøgelse fra 1993 af TBT i danske erhvervs- og lystbådehavne blev det organiske tin indhold i sedimentet målt fire steder i Orientbassin i Københavns Havn (Københavns Kommune 1993). Værdierne varierede mellem 0,193 og 0,397 mg org-Sn/kg TS og adskilte sig ikke fra resultaterne fra de andre erhvervshavne.

Tungmetalindholdet i de bundmalinger, der anvendes i dag til lystbåde, udgøres næsten udelukkende af kobber. Der er ofte knyttet et biocid til kobberet i bundmalingen. Forureningen med kobber og det mest almindelige biocid er opgjort for de enkelte havneafsnit i tabel 2.6.

Tabel 2.6
Tabellen viser de tilførte mængder af kobber og biocid, som tilføres havnebassinet ved afgivelse fra lystbådes skibsmaling. Alle tal i kg/år.

Københavns Havn har en lovpligtig opsamlingsordning for olieholdigt affald. Ordningen fungerer meget tilfredsstillende, og der finder kun mindre udslip af olie sted. I tilfælde af oliespild tilkaldes beredskabsvagten i Miljøkontrollen, Københavns Kommune og Københavns Brandvæsen. Der sker ca. 10-15 uheld pr. år, hvor der gennemsnitlig tabes ca. 200 l olie pr. gang. Halvdelen af dette er let dieselolie, mens den anden del er svær fuelolie. Dieselolien kan sjældent opsamles, da den er meget flygtig, hvorimod fuelolien kan opsamles. Derved bliver den samledes forurening fra erhvervstrafikken ca. 2-3 tons pr. år.

Tabel 2.7
Den samlede belastning af Københavns Havn med miljøfremmede organiske forbindelser opgjort på kilder. Alle tal i kg/år.

Det kan konkluderes, at spildevandet fra regnvandsbetingede overløb fra kloaksystemet er den dominerende kilde for størsteparten af stofferne, dog undtaget TBT, hvor afgivelse fra skibsmaling domineret og kobber, hvor afgivelse fra skibsmaling spiller en væsentlig rolle.

2.2.9.2 Kolding Havn

I forbindelse med Miljøprojekt nr. 158: Bortskaffelse af havneslam (Miljøstyrelsen 1990) er Kolding Havn gennemgået som en case, hvor tungmetalindholdet i sedimentanalyser er sammenholdt med en vurdering af forureningskilderne og udviklingen i forureningen.

På baggrund af sedimentprøver udtaget i januar 1985 er overskridelsesfaktorer i forhold til niveauet i Lillebælt beregnet som vist i tabel 2.8 (Miljøstyrelsen 1990).

Tabel 2.8
Overskridelsesfaktorer for sediment i Kolding Havn 1985.

Af tabel 2.8 fremgår, at Inderhavnen er det mest belastede område med en gennemsnitlig overkoncentration på en faktor 2,5. De tungmetaller, der forekommer i de største overkoncentrationer i Inderhavnen, er bly, cadmium og kviksølv. For cadmium og kviksølv er dette også gældende i de øvrige områder, hvorimod bly kun forekommer i forhøjede koncentrationer i Inderhavnen og i Lystbådehavn Syd.

Indtil 1920 løb Kolding Å ud i Inderhavnen. Åen modtog i denne periode alt spildevandet fra byens industri og boligområder.

Efter 1920 blev åen ført uden om Inderhavnen til det område af fjorden, der senere blev til Lystbådehavn Syd. Herefter var Inder- og Yderhavnen recipient for regnvand fra områder omkring havnen, spildevand fra virksomheder i havneområdet og aktiviteter i havnen.

I 1979 blev der etableret en afskærende ledning fra renseanlægget til Lillebælt.

Foruden spildevandet fra renseanlægget modtager havnen regnvand afledt til åen og direkte til havnen. Endvidere afledes regnvand fra kajanlæg og virksomheder i havneområdet til havnebassinet.

De forhøjede koncentrationer for de øvrige tungmetaller i Inderhavnen må skyldes forureninger fra før 1920 samt virksomheder på havnen og aktiviteter i forbindelse med lastning og losning af skibe (Miljøstyrelsen 1990).

2.2.9.3 Havne og fjorde i Sønderjyllands Amt

Sønderjyllands Amt har i 1996 gennemført en række målinger for at skabe et overblik over koncentrationsniveauet af miljøfremmede stoffer og tungmetaller i sedimentet i de sønderjyske havne og fjorde. De foreliggende undersøgelser har omfattet prøver fra det øverste sedimentlag, og der er analyseret for tungmetaller og to grupper af miljøfremmede stoffer: Triaziner og organiske tinforbindelser.

I sediment fra havneområder er der målt forhøjede koncentrationer af miljøfremmede stoffer og tungmetaller med de højeste niveauer i lystbådehavnene.

En årsag, til at der er fundet de højeste niveauer i lystbådehavnene, kan være kraftigere strømforhold i de større erhvervshavne, der kan medvirke til at nedbringe sedimentationen af finkornet materiale og således bevirke en øget spredning af stofferne allerede i selve vandfasen. I lystbådehavnene er der muligvis en mindre og mere begrænset vandudskiftning, som vil kunne forøge belastningen i sedimentet her sammenlignet med sedimentet i erhvervshavne.

Organiske tinforbindelser, triaziner og tungmetaller er målt i koncentrationer, som vurderes at påvirke alger og dyreliv. Det fremgår af tabel 2.9 at de højeste koncentrationer af triazinet irgarol er målt i lystbådehavnene. TBT er fundet i forhøjede koncentrationer i lystbådehavne på trods af forbudet fra 1991 mod brug af stoffet i bundmalinger til både under 25 m.

Tabel 2.9
Målte koncentrationer i nærfeltområder i de sønderjyske fjorde af TBT, irgarol og Cu, hvis tilledning til havmiljøet primært skyldes skibes bundmalinger

I sediment fra nærfeltområder omkring udløbsledninger fra renseanlæg og ved overløbsbygværker er der overraskende også målt forhøjede koncentrationer af irgarol og TBT, der primært forventes at stamme fra bundmalinger. Tungmetalniveauet er her ligledes højt, og som for de miljøfremmede stoffer, er koncentrationerne højere eller på niveau med havneområderne. De målte koncentrationer af miljøfremmede stoffer i sediment ved udløbsledninger fra renseanlæg og regnvandsudløb kan dels bero på afgivelse af stofferne fra skibes bundmalinger i undersøgelsesområderne og dels på, at stofferne er til stede i spildevandet, der udledes i fjordene.

Sønderjyllands Amt vurderer, at tungmetalbelastningen fra kilder i tilknytning til havneområder især er betydelig for Cu, men også for Zn og Pb.

Ved en række stationer i fjordområderne er der sammenfald mellem de forhøjede koncentrationer af de analyserede stofgrupper, hvilket specielt ses for Cu, TBT og irgarol, som alle stammer fra skibes bundmalinger.

Der er sammenfaldene forhøjede koncentrationer ved en række målestationer i Haderslev Fjord. Dette er tilfældet ved overløbsbygværket (TBT og Cu), ved renseanlæggets udløbsledning (TBT/irgarol) samt i lystbådehavnen (TBT/Cu/irgarol).

I Augustenborg Fjord er der sammenfald mellem de områder, hvor der er fundet højt indhold af Cu og de områder, hvor der er forholdsvis høje koncentrationer af triaziner (lystbådehavn, havn, sejlrende). I havnene er der generelt sammenfaldende høje koncentrationer af TBT, Cu og triaziner.

I Sønderborg Bugt er der sammenfald mellem de forhøjede koncentrationer af henholdsvis Cu, TBT og irgarol i sedimentet fra lystbådehavnen. (Sønderjyllands Amt 1998)

I 1998-1999 gennemførte Århus Amt en undersøgelse af forekomsten af TBT i det marine miljø (Århus Amt, Teknik og Miljø, 2000).

Undersøgelsen omfattede målinger af organiske tinforbindelser: TBT og nedbrydningsprodukterne DBT og MBT samt triphenyltin (TPhT).

Der er foretaget målinger på marint sediment, blåmuslinger, strandsnegle, fisk og vand. Målingerne er udført på prøver indsamlet i og omkring havne og i områder med mere diffust belastning. Undersøgelsen omfatter også en kortlægning i forekomsten af deformationer af kønsorganerne hos 3 marine sneglearter (ikke omtalt i dette resume).

Resultaterne af undersøgelsen viser, at TBT forekommer i både vand, sediment, snegle, muslinger og fisk. Tabel 2.10 viser de fundne niveauer for TBT.

Tabel 2.10
Indhold af TBT i vand, sediment, snegle, muslinger og fisk fra havneområder og områder uden for havne i Århus Amt 1998/99. * 1 prøve

De fundne koncentrationer overskrider vandkvalitetskriteriet på 0,4 ng TBT-Sn pr. liter, som er fastsat i bekendtgørelse nr. 921 om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer. Indholdet af TBT i sediment overskrider den vejledende grænse på 0,002-0,02 m g TBT-Sn pr. kg tørstof, som er anbefalet i Oslo-Paris Konventionen (OSPARCOM).

TBT-indholdet i sedimentet fra 7 lystbådehavne i Århus Bugt viser, at der efter forbudet mod at anvende TBT-holdigt bundmaling til mindre skibe fortsat er et højt indhold af TBT (97-2221 m g TBT-Sn pr. kg tørstof).

I de undersøgte snegle og muslinger fra havne er der 10-100 gange højere koncentration af TBT end i dyrene uden for havnene.

Indholdet af TBT, DBT og MBT målt i sediment fra 6 havne i Århus Bugt er højt i sammenligning med sediment fra referencestationen ved Kalø Slotsruin (tabel 2.11).

Tabel 2.11
Indholdet af TBT, DBT og MBT som m g XBT-Sn pr. kg tørstof fra 6 havne i Århus Bugt samt fra referencestation ved Kalø Slotsruin 1999.

Forholdet mellem TBT-indholdet og nedbrydningsprodukterne DBT og MBT giver et indtryk af tilførslens tidsmæssige karakter. Et højt indhold af TBT i forhold til DBT og MBT tyder på, at tilførslen af TBT er af nyere dato.

Sedimentet fra Århus Havn har et TBT : DBT + MBT forhold på 16:1, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at de skibe, der besejler Århus Havn, til stadighed frigiver TBT fra bundmalingen.

For lystbådehavnene ligger forholdet fra 3,5 i Egå til under 1 i Marselisborg og Strudstrup.

Dette forhold indikerer, at TBT-tilførslen primært er af ældre dato, hvilket sandsynligvis hænger sammen med forbudet mod brugen af TBT-holdigt bundmaling.

2.2.9.5 Konklusion på cases

Alt i alt må det konkluderes, at kildeopsporing for tungmetaller sjældent vil give et helt entydigt billede, men at en stor del af belastningen med tungmetaller må tilskrives landbaserede forureninger, som er ophørt eller reduceret, således at der igen vil være mulighed for klapning eller nyttiggørelse af sedimentet (uden separering og rensning), når det tungmetalbelastede sediment er fjernet. I en række havne findes at nytillejret sediment ikke er belastet mere af tungmetaller.

Meget tyder derimod på, at forureningen med miljøfremmede stoffer, herunder biocider fra skibsmalinger, er langt fra at være under kontrol. Dog har forbudet mod anvendelse af TBT i bundmalingen til skibe, mindre end 25 meter, der blev indført i Danmark i 1991 tilsyneladende båret frugt i form af en reduceret belastning af lystbådehavnene med TBT. Det er dog usikkert, i hvor høj grad der er et efterslæb i form af lagerindkøb før 1991 og illegal import fra andre lande siden. Der er fra år 2000 desuden forbud imod anvendelse af Diuron og Irgarol og et generelt forbud imod miljøskadelige stoffer i bundmaling fra år 2003.

2.3 Forureningsbegrænsende foranstaltninger

2.3.1 Kildeopsporing

I kildeopsporingen vil det være hensigtsmæssigt at fokusere på havnevirksomheder og aktiviteter på havnen. Baseret på viden om kloaksystemet (f.eks. omfanget af udløb fra fælleskloakerede industriområder) og analyser af tungmetaller og organiske miljøgifte i spildevandsslammet vurderes, om der er væsentlige forureningskilder i oplandet, der skal sættes ind overfor. Der kan dog stadig findes forurenet slam opmagasineret i kloaksystemet, som først ledes ud ved kraftigt regnskyl og overløb.

2.3.2 Ikke-landbaserede kilder

For den erhvervsmæssige skibstrafik regnes der med, at der i dag for 70 % vedkommende anvendes TBT-holdig bundmaling.

Problemerne omkring afgivelsen af biocider fra skibsbundmaling skal løses på internationalt plan.

FN’s søfartsorganisation (IMO) har vedtaget en hensigtserklæring om et forbud mod påførsel af bundmalinger indeholdende TBT på alle skibe fra år 2003.

Der er desuden i havnene etableret opsamlingsordninger for olierester og olieholdigt affald.

2.3.3 Optagning af havneslam

I forbindelse med optagning af havneslammet vil der ske tab af materialer og stoffer afhængig af, hvor forsigtigt der arbejdes, og hvilket udstyr der anvendes. Oprensningen må derfor betragtes som en potentiel intern forureningskilde. Ved optagning af forurenet materiale stilles der ofte krav om minimering af denne spredning, f.eks. at tabet af materialer holdes under på 1-2 %.

Der er i de senere år udviklet udstyr som kan suge sedimentet op med stor nøjagtighed og med ringe spild. I lukkede havneområder er der endvidere mulighed for at anvende siltgardiner. Anvendelse af effektivt udstyr er dog ikke tilstrækkeligt alene. Det er lige så vigtigt, at udstyret anvendes af erfarne operatører.