Rapport om vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer.

Resumé

Denne rapport indeholder en beskrivelse af Miljøstyrelsens Vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer. Stofferne er identificeret ved hjælp af QSAR modeller (QSAR: Quantitative Structure-Activity Relationship). Listen er et tilbud til producenter/ importører som hjælp til selvklassificering.

Rapportens Del I indeholder en beskrivelse af baggrunden for listen, listens indhold og brug af listen. Del II indeholder en teknisk beskrivelse af de anvendte QSAR modeller, listens tilblivelse og relationerne til kriterierne for klassificering for udvalgte farlige egenskaber. Selve listen kan findes på MST's hjemmeside (www.mst.dk) under "kemikalier".

Ved hjælp af QSAR modeller har Miljøstyrelsen gennemgået ca. 47.000 kemiske stoffer og fundet, at 20.624 stoffer vurderes at skulle klassificeres for en eller flere af følgende farlige egenskaber: Akut dødelig virkning ved indtagelse, allergifremkaldende effekt ved hudkontakt, skader på arveanlæggene, kræftfremkaldende effekt og farlighed for vandmiljøet.

Ifølge kriterierne for klassificering skal klassificering ske på baggrund af tilgængelig viden, hvilket oftest er resultater fra dyreforsøg. Imidlertid er det Miljøstyrelsens erfaring, at producenter / importører finder det svært at opfylde pligten til at vurdere om et stof, der ønskes markedsført, skal klassificeres. Der findes nemlig kun meget få oplysninger om de kemiske stoffers farlighed. Miljøstyrelsen vurderer, at der for ca. 90% af stofferne kun er få eller ingen tilgængelige testresultater fra dyreforsøg m.m. om stoffernes farlige egenskaber overfor mennesker eller miljø.

Kriterierne for klassificering giver udover testresultater fra dyreforsøg også mulighed for at benytte alternative metoder. Det kan f.eks. være undersøgelser, der ikke kræver anvendelse af forsøgsdyr, men som baseres på sammenligning med andre lignende kemikalier ved såkaldte struktur- aktivitetssammenhænge.

QSAR modellering er en sådan alternativ måde at vurdere kemiske stoffers farlighed på. Miljøstyrelsen har gennem flere år arbejdet med at udvikle og anvende QSAR modeller til at forudsige kemiske stoffers egenskaber med. De her anvendte modeller er nu så pålidelige, at de med ca. 70-85% statistisk sikkerhed kan forudsige om stofferne har en eller flere af de udvalgte egenskaber.

For nogle stoffer på den Vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer vil der, trods den generelle datamangel, kunne findes pålidelige oplysninger fra f.eks. egnede dyreforsøg om stoffernes farlige egenskaber. Disse oplysninger bør lægges til grund for selvklassificering fremfor denne listes anbefalinger.

Det skal understreges, at listen ikke har bindende karakter. Ansvaret for klassificering påhviler stadig importører / producenter. Miljøstyrelsen opfordrer importører / producenter til at benytte denne Vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer som et redskab i forbindelse med deres vurdering af kemiske stoffers farlige egenskaber i tilfælde, hvor der er utilstrækkelige eller ingen data for de udvalgte farlige egenskaber.