Indsamling af plastflasker og -dunke fra husholdninger

Bilag E: BST Nyborgs vurdering af arbejdsmiljømæssige konsekvenser i forbindelse med sortering af plastdunke

Vedrørende sortering af plastdunke

Under besøget på sorteringsanlægget den 17. januar 2001 blev følgende oplyst eller observeret:
Plastdunkene ankommer til sorteringsanlægget i særlige containere på lastbil
Containerne tømmes i hallen uden manuel hjælp
Plastdunkene fyldes op i tank ved hjælp af mekanisk grab
Tanken har forbindelse til et transportbånd, som fører plastdunkene op til sorteringsanlægget
I sorteringsanlægget sorteres affaldet i 4 fraktioner
Luftventilationen i sorteringsrummet foregår ved indblæsning af opvarmet luft gennem pose over sorteringsbåndet. Herved opstår overtryk, som udlignes gennem de forskellige åbninger ved transportbånd og sorteringsskakte
Sorteringsarbejderne var iført nitrilbelagte arbejdshandsker og alm. arbejdstøj
I øvrigt blev det oplyst, at plastdunkene skal afleveres med låg på, således at eventuelle rester forbliver i dunkene.

Vurdering af de arbejdsmiljømæssige konsekvenser

Der er i det følgende set på eventuelle problemer i forhold til indåndingen af luften i sorteringsrummet og i forhold til hudkontakt.

Indånding:   Under besøget, som varede en halv time, kunne der ikke
                     registreres nogen form for luftforurening.

Det anbefales, at sorteringsarbejdet kun udføres med ventilationsanlægget i drift.

Hudkontakt:   Plastdunkeaffaldet er for hovedpartens vedkommende
                      afleveret i korrekt stand, nemlig med skruelåg og tømt for
                      væske. Der er således ikke stor risiko for hudkontakt med
                       farlige væsker. Ved brug af nitrilbelagte handsker nedsættes
                       denne risiko yderligere.

Det anbefales at bruge nitrilhandsker ved enhver kontakt med affaldet.