Indsamling af plastflasker og -dunke fra husholdninger

Forord

Projektet "Indsamlingssystemer for plastflasker og -dunke" er gennemført i perioden januar 2000 til juni 2001.

Projektets formål har været at undersøge, om der er udviklet indsamlingssystemer, herunder op- og indsamlingsmateriel, sorteringskriterier og især behandlingsmetoder, som kan sikre afsætningsmuligheder for en hensigtsmæssig genanvendelse af plastflasker og -dunke fra husholdninger i Danmark.

Projektet omhandler ikke plastflasker, der er omfattet af et pantsystem, dvs. PET-flasker til kulsyreholdige drikke. For disse flasker eksisterer der allerede et effektivt indsamlings-, genbrugs- og genanvendelsessystem.

Projektet omhandler ikke miljøøkonomi.

I forbindelse med projektets gennemførelse har der været gennemført et forsøg med indsamling af plastflasker og -dunke fra husholdninger i Nyborg Kommune i perioden oktober 2000 til marts 2001.

Projektet er koordineret med projektet "Miljømæssige fordele og ulemper ved genvinding af plast - eksempler med udgangspunkt i konkrete produkter" (Frees, N., 2001). Endvidere har projektet bidraget til den samfundsøkonomiske analyse af bortskaffelse af plastflasker og –dunke fra husholdninger, som gennemføres af Miljøstyrelsen.

Projektet er finansieret af "Miljørrådet for renere produkter".

Projektorganisationen har bestået af en følgegruppe med repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, Reno-Sam, Danbørs A/S, Institut for Produktudvikling - DTU, Replast A/S, DanRec ApS, Affaldsteknisk Samarbejde, Miljøkontrollen i København, Århus Genbrugsselskab A/S, R98, Teknologisk Institut og Miljøstyrelsen med Miljøstyrelsen som formand.

Projektet er gennemført i samarbejde mellem Kommunernes Landsforening og Teknologisk Institut med Kommunernes Landsforening som projektleder.