På baggrund af undersøgelsens resultater vurderes anlægget at fungere rigtig godt.
Anlægget vurderes at være tæt. Det er dimensioneret tilstrækkeligt stort til at kunne
fordampe de tilledte mængder spildevand fra 11 PE samt den nedbør, der falder på
anlægget. Der forekommer således ikke overløb.
Spildevandet tilledes anlægget og fordeles i anlæggets bund ved gravitation. Derved
har det været muligt at undgå etablering af pumpebrønd og pumpe, ligesom driftsudgifter
til pumpen er sparet. Problemer med tilfrysning af fordelingssystem opstår heller ikke
ved den dybe underjordiske fordeling. En anden fordel ved tilledning under
terrænoverfladen er, at man undgår den smitterisiko, der kan opstå ved tilledning på
overfladen.
En ulempe ved tilledningen i bunden kan være, at de tilledte forurenende stoffer mest
befinder sig i anlæggets anaerobe zoner. Der kan muligvis opnås en større
stofomsætning ved tilledning af spildevandet højere oppe i anlægget, som det sker i en
del jyske anlæg.
Den aktuelle vandstand i anlægget er resultatet af tilledningen af spildevand i bunden
af anlægget, tilledning af nedbør via overfladen samt fordampning fra jorden og pilenes
transpiration. I projektperioden er den højeste vandstand registreret 40 cm under
terrænoverfladen.
Kurveforløbet over vandstandsniveauet følger det sammen mønster i de forskellige
typer pileanlæg (Anneke Stubsgaard, 2001). Vandstanden stiger markant og falder markant i
henholdsvis efterår og forår, men ændrer sig ikke så meget midt på vinteren.
Kurveforløbet er formentlig resultatet af flere forhold. Der sker forsinkelser af vandets
fordeling i anlægget på flere måder. Den nedbør, der falder på anlægget om
efteråret, bliver først en del af det målte vandspejl, når jorden er vandmættet.
Noget af nedbøren fordamper igen, enten fra pilenes eller jordens overflade eller ved
pilenes transpiration.
Sammenligninger af pejlinger i brønde på fordelerrøret med pejlinger i pejlerør
placeret ude i anlægget indikerer, at der sker en forsinkelse i vandets fordeling i
anlægget i sensommeren. Anlæggene fyldes tilsyneladende først op omkring
fordelerrøret. Først når der er et vist vandtryk her, presses vandet ud i hele
anlægget. Endvidere peger Anneke Stubsgaard (2001) og andre på, at pileanlæggene kan
rumme en større vandmængde, end porevolumenet målt på tør jord indikerer. Det er
naturligvis en forudsætning, at anlæggene ikke er utætte. Endvidere må der kunne
forekomme forhøjet vandstand i tilløbsbrønden i tilfælde af et ekstraordinært stort
vandforbrug i hustanden inden for et relativt kort tidsrum. Det bekræftes af, at
vandspejlet, der er registreret i spulebrøndene, kan variere en del fra måling til
måling.
Der er behov for yderligere undersøgelser af hydraulikken i anlæggene.
Ved pejling af vandstanden i tilløbsbrønden på fordelerrøret skal man være
opmærksom på disse årskarakteristika. Pejlingerne er mest egnede til en sammenligning
af den maksimale vandstand i anlægget fra år til år og ikke til variationer over korte
tidsrum.
Et pileanlæg skal dimensioneres, så arealet med pil er tilstrækkelig stort til, at
de tilledte vandmængder kan fordampes. Endvidere skal anlægget kunne rumme de
vandmængder, som tilledes uden for vækstsæsonen, hvor fordamningen er minimal.
Der kan være store nedbørsvariationer fra år til år. Til grundlag for
dimensioneringen af anlægget lå en gennemsnitlig årlig nedbør på 600 mm.
Årsnedbøren ved nærmeste vejrstationer har dog været over 900 mm 3 gange siden
anlæggets etablering (1993, 1994 og 1999). Det er således ikke tilstrækkeligt kun at
dimensionere ud fra nedbørsgennemsnit. Dog var vandstanden i projektperioden maksimalt 40
cm under terræn, hvor den i første vintersæson skulle have stået højere oppe, dvs.
ca. 30 cm under terræn. Dette tyder på, at når pilene først er etableret og i god
vækst, så betyder årsudsvingene i nedbøren ikke så meget.
Anlæggets fordamningsevne er ud fra de tilledte vandmængder bestemt til at være 1300
mm/m² (årene 1992-1996) og endda 1370 mm/m² i 1999.
Ved dimensioneringen af anlægget tog Amdi Hansen udgangspunkt i en total fordampning
på 1500 mm for et areal med pil. Dette er et meget højt tal. I en pileplantage regnes
der ifølge bl.a. Kurth Perttu og Pär Aronsson (personlige meddelelser) med en meget
lavere fordampning.
Peder Gregersen (personlig meddelelse) har registreret en fordampning på
1100–1300 mm i første år i et anlæg med klonerne Bjørn, Tora og Jorr. Anneke
Stubsgaard (2001) har ligeledes fundet store fordamningstal i sine undersøgelser, og
opgiver fordamningstal på op til 1600 mm/år.
Spørgsmålet om eventuel fordampning ud over, hvad der kan tillægges pilenes
transpiration, er drøftet med forskere i FAIR-projektet. Resultater indikerer, at nogle
pilekloner kan fordampe store mængder vand, når de altid har vand tilstede, hvilket ikke
er tilfældet i pileplantager. Endvidere er pileanlæg generelt små og aflange. Dvs. der
er tale om en meget stor randeffekt, som også forøger fordamningen på grund af stor
påvirkning fra sol og vind. Der er tale om en slags oaseeffekt.
Pär Aronsson mener også, at der ud over transpirationen fra pilene, fordampningen fra
overfladen af anlægget og fra nedbør på pilene uden for vækstsæsonen kan finde en vis
fordampning sted gennem pilenes bark.
Beregnet ud fra antallet af måneder, pilene ikke bærer løv, skal der være et
opmagasineringsvolumen svarende til 5 måneders tilledning af spildevand og nedbør
(november-marts incl.). Dette svarer til anlæggets kapacitet beregnet ud fra rumfang og
porevolumen. Den maksimale vandstand blev imidlertid registreret 40 cm under terræn,
hvilket indikerer, at 5 måneders lagerkapacitet er rigelig. De øverste 40 cm af
anlægget er dog ikke helt tørre, idet cirka halvdelen af porevolumenet typisk vil være
vandfyldt. Da den maksimale vandstand er så langt under terrænoverfladen, kunne
anlægget formentlig have været mindre og dermed billigere.
Pileanlæg er generelt store i forhold til f.eks. rodzoneanlæg (her 64 m²/PE). Dette
sammenholdt med de store variationer i årsnedbør gør det meget relevant at forsøge sig
med at lave anlæg, hvor regnvandet kan føres ud af anlægget. Det kan gøres ved hjælp
af regulering af anlæggets overfladehældning og valget af materiale i overfladen. Der
kan f.eks. laves systemer med bølge og dal, hvor regnvandet transporteres ud som i
tagrender. Det kan anbefales at starte sådanne forsøg. Vellykkede forsøg kan få stor
betydning for en minimerende dimensionering eller sikkerheden i anlæggene og også for
prisen. Afledning af regnvand direkte fra overfladen af anlæggene kan selvfølgelig kun
anbefales ved anlæg, der tilfører spildevandet underjordisk.
Toilettype, skylleadfærd, vandbesparende armaturer i bruser og vask har også stor
betydning for vandforbruget.
Med et kildesorterende toilet ville man ikke bare kunne regulere vandforbruget, men
også kunne regulere tilførslen af hovedparten af næringsstoffer. Urinen eller dele af
den kan f.eks. sorteres fra og anvendes på andre arealer.
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at anlæggene dimensioneres ud fra faktiske
forhold vedrørende antal personer og faktisk produceret spildevand i husstanden og
aktuelle tal for områdets nedbørsforhold. Med hensyn til dimensionering ud fra
spildevandsproduktionen kan det diskuteres, om der altid skal tages udgangspunkt i en
"standard-husstand" på 4-5 personer. Der er behov for at tilvejebringe en
større viden om, hvor meget vand jorden kan rumme og pilene fordampe, for at kunne
dimensionere anlæggene korrekt.
En anslået produktion for 1-årige skud på 1-årige stammer i etableringsåret 1992
vurderet ud fra 1. høst i januar 1993 på 3-3,8 t/ha/år er en god start. Produktionen i
1994 for 3-årige skud på 3-årige rødder blev opgjort til 14,4 t/ha/år (+,- 4,5),
hvilket indikerer, at pilen reagerer positivt på det tilførte spildevand. Anlægget har
ved den gode vækst et stort fordampningspotentiale.
Produktionen i 1999 (4-årige skud på 8-årige rødder) blev bestemt til 8,5 t/ha/år.
Tørstofprocenten blev bestemt til 42,3, hvilket måske fejlagtigt er for lavt
sammenlignet med resultatet af tørstofbestemmelsen i 1994, hvor den blev bestemt til
54,8%. I så fald er produktionen på 8,5 tons undervurderet. Produktionen svarer til den
gennemsnitsproduktion, som Morsing m.fl. (1995) har fundet i en række danske
pileplantager, og som var på 7,5 tons, dog med stor spredning (fra 1,8 til 22,6 tons).
Produktionen er imidlerid lavere end det gennemsnit på 13,5 t, som er bestemt i
FAIR-projektet (Larsson, 2001).
Om produktionen er lidt større eller mindre, har måske ikke så stor praktisk
betydning, selv om en stor vækst i reglen også betyder, at pilen har en stor
fordampningsevne. Høstes pilen med henblik på at blive brugt som brændsel, erstatter
den mindre end 10% af en almindelig hustands forbrug af olie (Anneke Stubsgaard, 2001).
Pilehusets beboere anvender da også den høstede pil til flethegn og flis. Flisen
udspredes i blomsterbedene.
Det vurderes, at der tilledes langt større mængder næringsstoffer til pileanlægget,
end der fraføres. I projektet er der kun målt på de tilførte mængder samt på jordens
indhold af stoffer. Værdierne for omsætning er teoretiske.
Tilførslen af kvælstof til anlægget er ud fra analyser af det tilledte spildevand
bestemt til 512 kg N/ha. Fraførslen er beregnet til at udgøre højst 171,5 tons pr. ha.
Dette hvis fraførslen både omfatter ved og blade, omend en stor del kvælstof føres
tilbage til veddet før bladtabet. Det vil sige, at der er tale om tilførsel af et stort
næringsstofoverskud med hensyn til kvælstof. Tilsvarende forhold vil være gældende for
fosfor og kalium.
Hvad angår et overskud af kvælstof og af organisk stof vil de mikrobiologiske
processer i anlægget bevirke, at stofferne omsættes. Da der skiftevis er iltrigt og
iltfattigt i anlægget eller i zoner af anlægget, vil overskydende kvælstof i sidste
instans frigives til atmosfæren som frit kvælstof.
Fosfor vil blive i anlægget, enten i form af fosfationer eller som uopløselige
fosfatforbindelser. Resultaterne af jordbundsanalyserne indikerer, at der er sket en
forøgelse af indholdet af fosfor siden anlæggets etablering. Dette er uden problemer for
pilens vækst og giver jorden en større værdi, hvis anlægget en dag skal nedlægges og
jorden eventuelt skal udspredes på landbrugsjord. Dels er fosforen et gødningsmiddel,
dels vurderes indholdet af tungmetaller ofte i forhold til indholdet af fosfor.
Der er ikke tegn på, at indholdet af kalium i jorden er forhøjet, selv om det kunne
forventes. En forøgelse vil dog umiddelbart være uden betydning for pilenes vækst.
Da der aldrig udledes vand fra pileanlægget, vil tilførte tungmetaller enten optages
i pilene eller ophobes i pileanlægget. Derimod vurderes de organiske miljøfremmede
stoffer at blive omsat i anlægget ved mikrobiologiske processer i det skiftevis aerobe og
anaerobe miljø.
Laboratorieforsøg med pils evne til at optage tungmettaler (Riddell-Black, 1994)
viser, at der er forskel på, i hvor høj grad forskellige kloner optager tungmetaller, og
at dette også til dels afhænger af koncentrationen af tungmetallerne i vækstmediet.
Måleresultater fra Peder Gregersen (personlig meddelse) og Anneke Stubsgaard (2001) tyder
på, at der ikke umiddelbart er risiko for, at mængden af tungmetaller i veddet er så
stor, at det ikke er forsvarligt at bruge den høstede, flishuggede pil som jorddække i
sin have eller at brænde den i sin brændeovn.
P. Aronsson refererer dog til undersøgelser af ved fra pileplantager (personlig
meddelelse, 2000), (hvoraf nogle dog kan være gødet med spildevandsslam), hvor indholdet
af cadmium i veddet har været større end grænseværdien i slambekendtgørelsen. Det
spørgsmål bør belyses bedre ved målinger af indholdet af tungmetaller i veddet fra
flere pileanlæg.
Ved af sammenligne analyser af indholdet af tungmetaller i pilebedet med indholdet i
den tilstødende havejord er det søgt vurderet, i hvilket omfang tungmetallerne ophobes i
pilebedet. Dette er gjort ud fra en antagelse om, at indholdet i pileanlægget ved dets
etablering ville svare til indholdet i havejorden. En sammenligning med en teoretisk
beregning af den forventelige stigning i indholdet af tungmetaller ud fra indholdet af
disse i husspildevand indikerede imidlertid, at tilledningen er langt mindre. Dette rejser
tvivl om, hvorvidt havejorden er repræsentativ for indholdet af tungmetaller i anlægget
ved dets etablering. Analysegrundlaget er for spinkelt til at kunne afgøre dette.
På baggrund af de teoretiske beregninger vurderes en ophobning af tungmetaller ikke at
begrænse pileanlæggenes levetid. I denne sammenhæng er pileanlæggenes relativt store
størrelse i forhold til andre anlægstyper som rodzoneanlæg og sandfilteranlæg vigtig.
Selv om der er udløb fra de sidstnævnte anlæg, kan det godt tænkes, at ophobningen af
tungmetaller i disse er større end i pileanlæg, fordi deres rumfang er væsentligt
mindre.
Der har kun været behov for at spule fordelerrøret én gang, efter anlægget havde
været i funktion i 7 år. Tilstopningen tilskrives driftsproblemer med
sandfilterbrønden, som blev ombygget til efterklaringsbrønd ved projektperiodens start.
Efterklaringsbrønden fungerer efter hensigten, idet den fanger slam udledt fra hustanken.
Ved regelmæssig tømning af efterklaringsbrønden forventes behovet for at spule
fordelerrøret at blive endnu mindre. Det må konkluderes, at det er bedre at bruge
brønden mellem hustank og pileanlæg som efterklaringsbrønd end som sandfilterbrønd.
Det er konstateret, at der dannes flydeslam i bundfældningstankens 2. kammer allerede
ca. ½ år efter den ordinære tømning. Derfor vil der udledes slam til
efterklaringstanken ("3.-kammeret"). Der vil formentlig udledes mindre slam fra
hustanken, hvis flydeslammet oftere "stødes ned". Endvidere vil det være
hensigtsmæssigt med halvårlige tømninger af tanken. Tanken er dimensioneret efter den
aktuelle belastning, og endvidere har bofællesskabet et relativt lavt vandforbrug i
forhold til mange almindelige husstande. Det rejser spørgsmålet, om flerkammertanke med
rørindsatser ikke er lige så effektive til at tilbageholde slam som de trekamrede
trixtanke.
Det vurderes ikke at være noget problem, at bundfældningstanken efter tømning
efterfyldes med afvandingsvand (rejektvand) fra slamsugeren. Eventuelt suspenderet stof
heri vil blive fanget i efterklaringsbrønden. Til gengæld kan man overveje at efterfylde
efterklaringsbrønden med rent vand frem for rejektvand. Ved denne tømningspraksis er der
intet til hinder for, at tanken kan indgå i den kommunale tømningsordning.
Det kan diskuteres, hvor ofte anlægsbrugerne skal kontrollere brønde/pejle vandstand
m.m. Hyppigheden afhænger også af, om der er tale om et nyetableret anlæg eller et
ældre, velfungerende anlæg som det ved Pilehuset.
I de første år efter etableringen er det en god idé med hyppig kontrol, f.eks.hver
måned. I et ældre anlæg er det tilstrækkeligt med pejlinger 1 gang i kvartalet.
Det er primært den maksimale vintervandstand, der har interesse, dels som kontrol af,
om der sker overløb eller er risiko herfor, dels for at vurdere, om anlægget er tæt.
Den maksimale vandstand ændres muligvis også med tiden ved begyndende salthæmning,
eller hvis der sker anden hæmning af væksten. Der kan også ske en ændring i modsat
retning, hvis pilen ikke påvirkes negativt, men har stigende produktion i anden og tredje
omdrift.
Vandforbruget har været meget ensartet over årene, og det er tilstrækkelig at
aflæse det 1-2 gange pr. år.
Anlægget har ikke været billigt at bygge. Det kostede i 1992 ca. 92.300 kr. + moms.
Entreprenøren vurderer, at prisen i dag vil være 20-25% højere. Pilestiklingerne blev
købt til ca. 2 kr. pr. stk. + moms. De er i dag væsentligt billigere.
Priserne på de øvrige anlæg i landet varierer meget, bl.a. på grund af forskelle
fra region til region i prisen på udførelse af gravearbejde. Det er afgørende for
anlæggenes prismæssige konkurrenceevne, at man undgår overdimensionering, og her kan
det blive meget afgørende, om det fremover kan lade sig gøre at lede en del af nedbøren
bort fra anlægget.
Forholdet mellem anlæggenes areal og rumfang har også afgørende betydning for prisen
(Anneke Stubsgaard, 2001).
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|