| Forside | | Indhold | | Næste |
Håndbog til hjælp ved sortering af PVC-affald
Hvorfor en håndbog?
Det er problematisk at forbrænde PVC-affald, og derfor skal så meget PVC-affald som
muligt nu til genanvendelse eller deponi.
Det kan være meget svært at se, om et produkt er lavet af PVC. Det gælder for
eksempel tagplader, byggematerialer m.m. Derfor er denne håndbog sendt ud til alle
kommuner, affaldsselskaber og genbrugspladser i Danmark.
Hvad er PVC-affald, og hvorfor kan det ikke bare brændes?
PVC er en forkortelse af PolyVinylChlorid. Problemet ved forbrænding af PVC er, at der
under forbrændingsprocessen frigøres saltsyre. For at neutralisere saltsyren skal røgen
renses med kalk. Den mængde røggasrensningsprodukt, der dannes, er større end den
mængde koncentreret PVC, der forbrændes.
PVC kan både være hård og blød - alt efter om det er tilsat blødgøringsmidler.
Både hård og blødgjort PVC forekommer såvel klart som indfarvet. Ud over
blødgøringsmidler kan PVC være tilsat farvestoffer og stabilisatorer. Nogle
tilsætningsstoffer indeholder bly eller kadmium, som ved forkert håndtering er skadelige
for mennesker og miljø.
Det er altså vigtigt at gøre en indsats for at sortere PVC-affaldet fra det øvrige
affald.
Hvordan bruges håndbogen?
Håndbogen er delt op i 2 hovedafsnit:
Ved hvert billede er det angivet, med hvilken sandsynlighed det pågældende produkt er
lavet af PVC. Hvis du vil være helt sikker på, om et produkt er lavet af PVC, kan du
lave en prøve (Beilsteins test), der kun tager et par minutter. Metoden er beskrevet
bagest i håndbogen.
Der vil altid kunne ske fejlsortering, idet ingen med sikkerhed kan se, hvilke
produkter der er af PVC, og hvilke der ikke er. Det er dog vigtigt at tilstræbe så få
fejlsorteringer som muligt.
Det er meningen, at håndbogen skal opdateres, når der er behov for det. Hvis der for
eksempel dukker et PVC-holdigt produkt op, som vi har overset - eller som først kommer
på markedet efter håndbogens udgivelse - vil du få tilsendt sider til indsættelse i
håndbogen.
Med håndbogen håber vi, at det bliver lidt lettere for dig at skelne PVC-holdigt
affald fra ikke-PVC-holdigt affald.
| Forside | | Indhold | | Næste | | Top |