Indeklimavurdering af alternative rensevæsker i renseribranchen

1. Projektets baggrund og formål

1.1 Indledning & Baggrund
1.2 Formål

1.1 Indledning & Baggrund

Der har igennem 2001 været væsentlig fokus på renserier, der anvender tetrachlorethylen, som rensevæske til kemisk rensning af tekstiler. I den forbindelse er der udført en række undersøgelser af indeklimapåvirkningen af boliger med tetrachlorethylen som følge af kemisk rensning af tekstil. Disse undersøgelser viser, at anvendelse af tetrachlorethylen som rensevæske ofte giver anledning til overskridelse af luftkvalitetskriteriet i nærliggende boligers indeklima. Undersøgelser af residualindholdet af tetrachlorethylen i nyrenset tekstil har endvidere vist, at introduktion af selv få stykker nyrenset tekstil i boligens indeklima, kan føre til påvirkninger, der er større end luftkvalitetskriteriet (Miljøstyrelsen 2001a). Disse resultater har betydet, at mange myndigheder og renseriejere med interesse ser på alternativerne til rensevæsken tetrachlorethylen, her især kulbrinte- og Rynex-rensevæsker.

Miljøstyrelsen har derfor igangsat undersøgelser til afdækning af, hvorvidt de alternative rensevæsker kan give anledning til indeklimaproblemer enten ved spredning fra renseriet til omkringliggende lejligheder eller via afdampning fra renset tøj, som introduceres i boligmiljøet. Med indeklimamæssige problemer forstås i denne sammenhæng bidrag af forureningskomponenter fra kulbrinte- og Rynex-rensevæske fra renseridrift eller fra renset tekstil til boligerne i koncentrationer, der er større end de gældende luftkvalitetskriterier.

Da kendskabet til de miljømæssige aspekter for alternative rensevæsker er begrænset, er det på nuværende tidspunkt vanskeligt at foretage en vurdering af om alternativerne er reelle alternativer.

En sådan afdækning af de miljømæssige aspekter indbefatter ud over en sundhedsmæssig vurdering af stofferne også en gennemgang af mulige kilder samt mulige spredningsveje for stofferne.

Der kan opstilles en generel kildemodel for et givet stof fra de alternative rensevæsker, se også figur 1.1. Kildemodellen kan bl.a. anvendes i forbindelse med planlægning af målinger, og dermed eliminering af enkelte kildebidrag, samt til at illustrere betydningen af sinkeffekter. Ved sinks forstås i denne sammenhæng materialer, der kan adsorbere komponenter fra alternative rensevæsker fra luften for senere at afgive stofferne igen til luften. Processen adsorption/desorption på sinks kaldes også sinkeffekten.

Kildemodellen kan endvidere anvendes som beslutningsgrundlag i relation til afdækning af de miljømæssige aspekter. De kildebidrag, der er markeret med fed ramme, nemlig bidrag til boligens indeklima fra nærliggende renserier i drift og bidrag fra renset tekstil, der bringes ind i boligen, er omfattet af nærværende undersøgelse.

Figur 1.1:
Kilder til forurening med komponenter, der anvendes i kulbrinte- og Rynex-rensevæsker i indeklimaet i boliger. Størrelsen af kasserne i figuren er ikke et udtryk for størrelsen af forureningskilderne.

1.2 Formål

Projektets formål er
at belyse indeklimapåvirkningen i boliger beliggende over tekstilrenserier, som anvender kulbrinte- og/eller Rynex rensevæsker samt
at belyse residualindholdet af rensevæske i kulbrinte- og/eller Rynex renset tekstil, herunder vurdere betydningen af dette ved introduktion af renset tekstil i boliger.