Indeklimavurdering af alternative rensevæsker i renseribranchen

3. Introduktion til alternative rensevæsker

3.1 Hvad er alternative rensevæsker

3.1 Hvad er alternative rensevæsker

Den typisk anvendte rensevæske i danske renserier har i en årrække været rensevæske med et indhold på ca. 99 % tetrachlorethylen. Der er sideløbende med brugen af tetrachlorethylen udviklet nye rensemaskiner og -metoder, der anvender alternative rensevæsker uden indhold af chlorerede opløsningsmidler.

De primære alternative rensevæsker til tekstilrensning med tetrachlorethylen er følgende (Forskerparken CAT, 2001):
Kulbrinte-rensevæsker (Bl.a. produktnavnene: Actrel 3356D, Shellsol TK, Shellsol T)
CO2 (på flydende form)
Rynex-rensevæske (Produktnavn: Rynex II)
Green Earth rensevæske (Produktnavn: SB32)
Vådrensning, (primært vand)
CFC-gasser. Forbudt siden 1995

For alle rensevæsker gælder, at deres formål er at kunne opløse og fjerne fedt- og vandbaseret smuds fra tekstiler. Derfor er der som regel, foruden rensevæskernes hovedkomponenter, tilsat en række hjælpestoffer eller renseforstærkere, for at forøge effektiviteten af de primære komponenter i rensevæsken.

Forskerparken CAT (2001) har udarbejdet en miljø- og sikkerhedsvurdering af indholdsstofferne i de alternative rensevæsker. Der henvises til denne for detaljer vedrørende de fysiske- og kemiske data for stofferne i ovenstående alternative rensevæsker.

Antallet af alternative rensevæsker er i denne undersøgelse begrænset til følgende 2 typer alternative rensevæsker, som er kendt fra renserier i Danmark:
Kulbrinte-rensevæske
Rynex-rensevæske

Det er ikke hensigten med nærværende projekt at belyse miljømæssige aspekter af tilsætnings- og hjælpestoffer, idet fokus er lagt på de primære komponenter i rensevæsken.

Når der i det følgende omtales alternative rensevæsker er det således underforstået, at det alene omfatter kulbrinte- og Rynex-rensevæske.

Kulbrinte-rensevæsker består - afhængig af producent og type - af blandinger af C8-C16 (med hovedvægten omkring C11-C12), n- og iso-alkaner og cycloalkaner, samt hjælpe- og tilsætningsstoffer (Miljøstyrelsen, 2001 b og Forskerparken CAT, 2001).

Den første kulbrinterensemaskine i Danmark blev installeret på et renseri i Helsinge i 1993 (Miljøstyrelsen, 1994). Der var her tale om en omlaste-maskine. Nyere maskiner kræver ikke omlastning mellem rense- og tørreprocessen.

Rynex-rensevæske (Rynex II) er efter producentens oplysninger en blanding af to propylenglycolethere, nemlig propylenglycol-tert-butylether og dipropylenglycolbutylether, samt hjælpe- og tilsætningsstoffer og vand (Forskningsparken 2001).

Den første Rynex maskine i Danmark blev opstillet i 2001 i Fredensborg.