Danske husholdningers miljøbelastning

Forord

Projektets væsentligste mål har været at undersøge muligheden for at foretage en kortlægning og løbende vurdering af danske husstandes miljøbelastning. Projektet tager udgangspunkt i en konkret afprøvning af beregningsmetoden på grundlag af data fra Danmarks Statistiks forbrugsstatistik og skal vurdere behov og mulighed for at supplerer denne statistik med andre kilder for at få et dækkende billede af miljøbelastningen i forskellige husstandstyper.

Projekt skal ses som en opfølgning på projektet "Miljøbelastningen ved familiens aktiviteter", der blev udarbejdet i 1996 på grundlag af Forbrugerstyrelsens standardbudget for 1994. I det projekt blev der udviklet en livscyklusbaseret beregningsmetode til vurdering af miljøbelastningen samt et beregningsværktøj til at håndtere de store datamængder. Nærværende opdateringsprojekt har skullet vurdere om beregningsmetoden stadig kan anvendes, evt. med nogle opdateringer.

Projektet om "Familiens miljøbelastning" har siden udarbejdelsen været et vigtigt grundlag for prioritering af Forbrugerstyrelsens arbejde med miljørådgivning (som siden januar 2000 er overgået til Forbrugerinformationen). Kortlægningen er stadig det eneste danske materiale, der giver et overblik over miljøforholdene inden for husholdningsområdet, og resultaterne anvendes i flere sammenhænge. Senest har der f.eks. været refereret til kortlægningen i Miljø- & Energiministeriets "Natur- og Miljøpolitisk Redegørelse, 1999.

Forbrugerinformationen har været opdragsgiver for Danmarks Statistik og de 3 konsulenter, der har bidraget til projektet; COWI A/S, I/S ØkoAnalyse og DHI. Miljørådet har finansieret projektet. Projektet er støttet af Miljørådet. Der har været nedsat en styregruppe bestående af:

Forbrugerinformationen ved Claus Egeris Nielsen
Miljøstyrelsen ved Bodil Harder
Energistyrelsen ved Anders Hansen
Danmarks Statistik ved Bo Møller Christensen
Elsparefonden ved Peter Karbo
By & Byg ved Ole Michael Jensen/Kirsten Gram-Hanssen
DHI/Cetox ved Gitte Petersen/Trine Thorup Andersen
I/S ØkoAnalyse ved Jesper Toft
COWI A/S ved Ole Dall

COWI har som hovedkonsulent på opgaven stået for den endelige redigering af rapporten. Det skal understreges at projektet er et forprojekt, der har haft til formål at vurdere om der kan skaffes tilstrækkelige data til at gennemføre en egentlig kortlægning. Det gennemførte beregningseksempel er derfor baseret på en række usikre forudsætninger som skal nævnes sammen med en eventuel præsentation af resultaterne.

Projektet er afsluttet den 13/3-2002.