| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Fælles fremtid - udvikling i balance - kort udgave
4. Bæredygtig
udnyttelse af naturressourcerne
Naturens ressourcer indgår i mange af samfundets aktiviteter. Vi skal bruge mindre
og genbruge mere. Vi skal specielt begrænse brugen af naturressourcer, der er særligt
knappe eller følsomme, eller som i særlig grad påvirker miljøet, når de udnyttes. På
lang sigt er pejlemærket at begrænse forbruget af ressourcer til cirka 25 procent af det
nuværende forbrug.
Verdens befolkning vokser stadig, og vi kan generelt forvente en stigende økonomisk
velstand - både i industrilandene og i udviklingslandene. Det vil skabe et øget pres på
natur og miljøressourcerne. Derfor er det vigtigt, at vores produktion og forbrug
indrettes, så vi bruger færre ressourcer.
Mange virksomheder anvender mere miljørigtig teknologi og har indført miljøstyring.
Mange forbrugere køber i dag flere miljørigtige produkter end tidligere. Det er lykkedes
at stabilisere Danmarks totale energiforbrug, og vandforbruget er også nedbragt.
Affaldsmængderne er over de seneste 10 år steget i de fleste sektorer. Affald, der
ikke genbruges, er et spild af ressourcer. Regeringen vil i 2003 fremlægge en strategi
for forebyggelse af ressourcetab og miljøbelastning fra affald. Det affald, vi ikke kan
undgå, skal så vidt muligt genanvendes. Indsatsen skal fremover rettes mod de materialer
i affaldet, der giver anledning til mest miljøbelastning eller til det største ressource
forbrug. Regeringen vil blandt andet undersøge, om målene om ressourceeffektivitet og
affaldsforebyggelse mest effektivt nås gennem en mere målrettet anvendelse af
markedsbaserede virkemidler, herunder om råstof- og materialeafgifter kan anvendes.

Vi skal fremme en bæredygtig anvendelse af de danske råstoffer. Det er relevant
at overveje pejlemærker for den vedvarende energis andel af bruttoenergiproduktionen på
længere sigt, så der sker en fortsat udbygning af den vedvarende energi. Det skal ske i
det omfang den vedvarende energi kan bidrage til en omkostningseffektiv opfyldelse af
miljømålene.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|