Fælles fremtid - udvikling i balance - kort udgave

5. En global aftale

Bæredygtig udvikling og bedre miljø kan kun opnås gennem et bredt internationalt samarbejde. Som et lille, internationalt orienteret land har Danmark en interesse i og et medansvar for at bidrage til en global bæredygtig udvikling. Danmark vil på Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesborg arbejde for en global aftale for bæredygtig udvikling og globalt partnerskab. De rige lande i OECD har forpligtet sig til at afkoble sammenhængen mellem økonomisk vækst og miljøbelastning - og samtidig støtte u-landene i at opnå økonomisk vækst, bekæmpe fattigdom samt at gennemføre god regeringsførelse. Alle lande, også u-landene, skal give tilsagn om at overholde internationale aftaler og til at tage hensyn til miljø i udviklingen.  


Danmark vil også fremover bidrage til en verden med fred og stabilitet, mindre fattigdom og øget miljøbeskyttelse. Global bæredygtig udvikling indebærer bl.a., at alle lande viser respekt for menneskerettigheder, demokrati, åbenhed og ansvarlighed i forvaltninger. Danmark lægger vægt på at balancere de økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn i den internationale indsats for global bæredygtig udvikling.

Danmark yder sit bidrag, når det gælder om at støtte bæredygtig udvikling og miljø i udviklings og østlande. Danmark yder i 2002 ca. 12,6 mia. kr. i udviklingsbistand. Den danske indsats er rettet mod at bekæmpe fattigdom på en måde, så hverken naturressourcer eller samfundets ressourcer overudnyttes. Indsatsen har været med til at styrke Danmarks internationale anseelse. Danmark forsøger aktivt at få de mange lande - også EUlande - som yder en udviklingsbistand, der er mindre end FN's mål på 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI), til at øge deres bistand.

Danmark har været aktiv med hensyn til at stille øgede midler til rådighed for miljøindsatser i ulandene og østlandene.Vi skal også støtte u-landene med at leve op til de globale miljøkonventioner, og hjælpe dem med at løse de enorme miljøproblemer, der opstår i forbindelse med de hurtigt voksende millionbyer.

Danmark arbejder aktivt for at forbedre den europæiske og internationale miljøbeskyttelse gennem EU-samarbejdet. Danmark vil bidrage til at gennemføre og følge op på EU's 6. miljøhandlingsprogram og EU's strategi for bæredygtig udvikling. Danmark vil igennem Cardiff-processen fortsat arbejde for, at miljøhensyn indgår i EU's politikker. Cardiffprocessen er en af de vigtigste nyskabelser i EU's bæredygtighedspolitik. Det er vigtigt, at EU's regeringer følger arbejdet tæt.

Danmark vil arbejde for en aktiv opfølgning af OECD's strategi for bæredygtig udvikling i forlængelse af topmødet om bæredygtig udvikling under det danske OECD-formandskab i maj 2001.

Danmark ønsker et verdensmarked med fri handel baseret på høje miljø- og sociale standarder, hvor forsigtighedsprincippet står centralt. Danmark vil bidrage aktivt til at sikre, at den ny WTO-forhandlingsrunde bliver en egentlig udviklingsrunde, hvor udviklingslandene bliver aktive aktører, og hvor resultatet kommer til at afspejle udviklingslandenes interesser samt nødvendigheden af, at også de fattigste lande, ikke mindst i Afrika, integreres i den globale økonomi.

Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling afholdes i Sydafrika i august-september 2002. Danmark vil som formandsland i EU arbejde aktivt for, at der skabes en ny global aftale for bæredygtig udvikling og et globalt partnerskab. Aftalen skal blandt andet gå ud på, at de rige lande giver tilsagn om at afkoble sammenhængen mellem økonomisk vækst og miljøbelastning, og at u-landene støttes i deres bestræbelser på at opnå vækst, begrænsning af fattigdom, øget markedsadgang og gennemførelse af god regeringsførelse. Andre elementer kunne være gældslettelse, investeringer og teknologioverførsel. Samtidig skal alle lande, også u-landene, leve op til deres internationale forpligtelser og indarbejde hensyn til miljø i deres produktion og forvaltning.

Danmark ønsker også, at Verdenstopmødet fører til initiativer, der styrker offentlighedens adgang til information om miljø, bæredygtig udvikling og deltagelse i beslutningsprocesserne.