| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Økologiske rygsække - ressourceeffektivitet, materialestrømme og globalisering

8. Diskussion: Hvad kan metoden bruges til?

8.1 Hvorfor "regne i natur" – fordele og begrænsninger

8.1.1 Diskussionen på internationalt plan

Under arbejdet med herværende projekt er spørgsmålet om, hvorfor man overhovedet skal regne i vægt ofte blevet rejst, specielt af den mere fysisk/kemisk-orienterede forskningsverden, som finder det irrelevant, og typisk argumenterer for, at der må en egentlig LCA til, hvis man skal kunne agere ud fra resultaterne.

Det er klart, at en LCA kan andet og mere end en MAIA, men LCAén er til gengæld helt afhængig af, at man kender til alle de miljøeffekter, der er forbundet med givne materialestrømme, såvel in- som output-strømme, hvis den skal sige noget ultimativt, som kan bruges handlingsorienteret.

Et velkendt eksempel på, at vi ikke altid kender til alle miljøeffekter af et givent udslip, er spørgsmålet om vægtningen af CO₂-udslippet, som for blot 30-40 år siden næppe ville have fået tillagt nogen betydning, hvis man havde gennemført en LCA-vurdering dengang. I dag anses CO₂ for yderst centralt, og netop en massestrømsanalyse afslører, at CO₂ i gennemsnit tæller for mere end 80% af det samlede materiale-outflow fra de fem industrinationer, der er analyseret af bl.a. WRI (Matthews et al., 2000, p. XII & p. 22ff)

Hos Bringezu et al.(1998b, p. 15ff) fremdrages eksempler på effekter ved råstoffernes mobilisering, som næppe reflekteres i traditionelle LCAér, og som knap lader sig kvantificere på en måde, så de kan komme til det, f.eks. en række mere eller mindre diffuse effekter ved minedrift/udvinding, der ofte strækker sig over lange årrækker ud over selve udvindingen, herunder eutrofiering, mekanisk destruktion af planter og dyr (og dermed fald i biodiversitet), strukturelle effekter på habitater (og dermed fald i biodiversitet) og fysiske/kemiske forandringer, som disse menneskeskabte materialestrømme giver anledning til (f.eks. drivhuseffekt, ozonlagsnedbrydning etc.).

På det OECD-seminar den 25. oktober 2000 i Paris, hvor anvendelse af MFAer i affaldsplanlægningen diskuteredes, og som omtales ovenfor, rejstes også spørgsmålet om MFAens værdi i f.t. LCA og andre vurderingsværktøjer. Seminaret konkluderede bl.a., at der er behov for at vurdere, hvordan man bedst udnytter MFAer, så de komplementerer andre moniterings- og politik-redskaber. Bringezu har indsparket en særlig fodnote til denne del-konklusion i slutdokumentet fra seminaret, som i få linier præciserer forskellen på MFA- og andre miljøvurderings-principper:

   
Samme seminar konkluderede som refereret ovenfor også – i øvrigt efter at have konstateret, at de sidste 25 års affalds- og ressourcepolitik ikke havde formået at nå miljømæssige mål på grund af manglende viden om affaldets dannelse, manglende system-overblik og manglende opmærksomhed hos aktørerne - at MFA kan hjælpe med til at forbedre informationsgrundlaget om materialer før de bliver til affald; at fremme en mere holistisk tankegang, og at give grundlag for en øget opmærksomhed hos aktørerne i produktions-forbrugskæden med hensyn til deres affaldsgenererende aktiviteter. (OECD, 2000, p. 7 – se i øvrigt nærmere under afs. 7.2.4 i herværende rapport).

Også World Resources Institute støtter denne holdning, og konkluderer bl.a., at massestrømsregnskaber ("physical accounts") er stærkt påkrævede, fordi vores viden om ressourceforbrug og affalds-output er overraskende begrænset (Matthews et al., 2000, p. XII).

Bringezu kommenterede under videnhjemtagningsbesøget de forskellige betænkeligheder, der gennem tiden har været fremført overfor at anvende materialeflows som indikator på miljøpåvirkning. Herunder kommenterede han kritikken af, at man alene måler på vægt, uafhængigt af, hvad det er for stoffer m.v., der håndteres. Han fremhævede i den forbindelse, at man jo gør præcis det samme, når det handler om at vurdere f.eks. et givent produkts energiforbrug. Det måles i en bestemt enhed (f.eks. J eller kW), uden skelen til, om der er tale om vindmølle- eller a-kraftstrøm. Produktet evalueres således udelukkende på forbrugets størrelse. Først hvis man ønsker at få et mere forfinet billede af eventuelle og mere eksakte miljøeffekter ved det givne energiforbrug, går man ned i detaljen og finder ud af, hvor strømmen kommer fra.

Præcis det samme gør sig gældende med MFA. Med den i hånden kan man få et overblik og lokalisere, hvor der eventuelt kan være anledning til at se efter miljøeffekter, eller hvor der specielt er anledning til at søge materialeeffektiviteten øget etc. etc. Materialestrømsanalysen kan således evaluere alene på baggrund af mængdeangivelser og i den forbindelse måske lokalisere behovet for en egentlig LCA eller måske allerede på det foreliggende grundlag give basis for en eller anden form for aktion.

8.1.2 Diskussionen i Danmark

En af de seriøse fortalere for anvendelse af materialeforbrug som indikator for trækket på naturen har været Røpke, som i Naturvismandstriologien argumenterer for "at regne i natur", når bæredygtighed skal operationaliseres på et overordnet niveau. I stedet for at omregne natur og ressourcer til økonomiske størrelser, slår Røpke til lyd for, at man vurderer, hvor meget økonomien "fylder" i naturen ved at se på beslaglæggelsen af tre centrale input, nemlig energi, materialer og areal. Netop på materialesiden fremhæver Røpke den af Wuppertal udviklede MIPS-metode som anvendelig (Røpke (2000) side 192).

Røpke fremhæver tillige det globale aspekt med en bemærkning om, at "hvis globaliseringen af økonomien indebærer, at miljøeffekterne i høj grad slår igennem andre steder end der, hvor forbruget finder sted, og hvis størrelsen af den nationalformue, danskerne kan give videre til næste generation, afhænger af, hvor meget vi tilegner os fra andre lande i dag, så bliver det meningsløst at tage et nationalt udgangspunkt." (Røpke, 2000, p. 197)⁹.

I en længere videnskabelig udredning, som danner baggrund for ovennævnte danske bidrag, redegør Røpke yderligere for valget af de tre indikatorer, idet der argumenteres for, at det ikke drejer sig om at konceptuere naturen som en pamflet af specifikke problemer (eutrofiering, ozonlagsnedbrydning, drivshuseffekt etc. etc.), der må håndteres individuelt, men at fastholde naturen som et hele, hvorfra materialer udvindes, og at det er muligt at kategorisere denne naturs tilstand som "bedre" eller "dårligere", alt afhængig af trækket på den (Røpke, in prep., a)¹⁰.

Forfatterne til nærværende projektrapport har i et forsøg på at introducere MIPS-værktøjet i en affaldsstrategisk kontekst (i Christensen et al. 1999), ligeledes påpeget, at der er en relevans i at inddrage hele den rygsæk, som mobiliseringen af råstoffer udløser, når der ønskes sat samlet ind overfor affaldsdannelse på globalt plan, og har i den forbindelse søgt at eksemplificere det gennem beskrivelser af minedriftens voldsomme (men i dagligdagen næsten oversete) miljøeffekter, bl.a. støttet på optegnelser hos Young (1992).

Nærværende studie efterviser yderligere relevansen af den problemstilling, som ligeledes rejstes i omtalte bidrag, nemlig at teknologiudviklingen inden for minedrift ingenlunde bidrager til en minimering af miljøeffekterne. Ses alene på affaldssiden viser de hhv. tyske og finske studier, der refereredes tidligere, således at affaldsmængden fra den tyske brunkulsminedrift er mere end fordoblet fra knap 2 kubikmeter affald per ton produceret brunkul i 1950 til godt 4 kubikmeter i 1990 (Bringezu et al. 1998b, p. 74), og andelen af "hidden flows" eller ikke-benyttede materialer ved driften af finske miner og brud er forøget fra 58% i 1980 til 67% i 1997 (Hoffrén, 1999b, p. 46). Endelig beskriver Schmidt-Bleek (1994) med guld som eksempel, hvorledes ikke blot den økologiske rygsæk er vokset med teknologiudviklingen, men også de miljømæssige effekter, særlig i takt med udviklingen af den såkaldte cyanid-teknik (er i øvrigt også medtaget som eksempel hos Christensen et al., 1999, p. 10, hvorfra nedenstående faktaboks er hentet).

  
Christensen et al. beskriver tillige metodens effektivitet til at vurdere, hvornår genanvendelse er ressourcemæssigt absurd, og hvornår det ikke er, hvilket nærværende studie også bekræfter med flere eksempler, tydeligst med PVC (se også figur 7):

Genanvendelse af PVC ved syncrude-processer – d.v.s. genoparbejdning til ny PVC via fremstilling af syntetisk råolie ud fra PVC-affald - forudsætter et materialeinput af abiotiske ressourcer på 12t/t, mens der alene medgår 8,8 t/t ved virgin produktion (Bringezu et al. 1996, p. 6). Oparbejdes PVC-affaldet imidlertid mekanisk, er materialeinputtet imidlertid kun 3t/t. Materialegenanvendelse via syntetisk råolie er altså absurd, mens mekanisk genanvendelse udfra en input-betragtning kan forekomme sund. Det indebærer dog, at den genanvendte PVC vil indeholde de samme stabilisatorer og eventuelle blødgørere, som den oprindelig PVC, hvorfor en udfasning af disse stoffer forudsætter en syncrude-proces, dersom PVC skal materiale-genanvendes.

Metoden kan også bruges til at eftervise, hvornår valg af lette materialer er absurd. F.eks. behøver valg af lettere materialer (med den hensigt at nedbringe vægten af affaldet) langtfra at være ensbetydende med et samlet fald i affaldsdannelsen på globalt plan. Lette materialer som aluminium og titan har f.eks. økologiske rygsækfaktorer på hhv. knap 1:1500 og 1:1000, mens f.eks. omsmeltet jern blot har en rygsækfaktor på knap 1:53 (Schmidt-Bleek, 1998, p. 297 ff.). Skulle det således lykkes at nedbringe vægten af f.eks. en kasseret cykel med 50% ved at anvende en titan-legering frem for en stållegering, bliver den samlede affaldsmængde, som cyklen giver anledning til i sin livscyklus, desuagtet mangedoblet.

Figur 7:
Illustration af MIPS (materialeintensiteten pr. serviceenhed), her abiotiske materialer, ved fremstilling, brug og forskellige former for genanvendelse af PVC og PE. Det ses, at der medgår hhv. 8,8 og 4,6 t/t til fremstilling af hhv. PVC og PE. Inputtet "afskrives" over en årrække, således at det gennemsnitlige input pr. år for serviceydelsen "at have et vindue (eller et rør)" falder, desto længere levetid. Hvis PVC-produktet herefter genanvendes efter "syncrude-metoden" (oparbejdning via syntetisk baseolie til ny PVC), ses genanvendelsen at være absurd, idet der medgår 12 t/t hertil.
Omtegnet efter Bringezu et al., 1996, p. 6.

Under den rundbordsdrøftelse, som er en del af grundlaget for nærværende projekt, understregede Kim Ejlertsen, at materiale-indikatoren ikke skal stå alene, men må betragtes som et supplement til andre indikatorer, og at den besidder et enormt pædagogisk potentiale samt highlighter ellers ubemærkede aspekter ved vores ressourceforbrug.

Ejlertsen betonede således det mere eller mindre oversete kvantitative aspekt i vores ressourceforbrug i dag, hvor vi bogstavelig talt kan flytte bjerge (og gør det) i jagten på ressourcer og tilvejebringelse af tjenesteydelser. Menneskelige aktiviteter er i dag årsag til større materialeflytning, end naturen selv præsterer (ved kyst- og flod-erosion, vulkanudbrud etc.). Derfor er det vigtigt at fokusere langt mere på inputsiden.

Han påpegede i den forbindelse, hvordan store materialestrømme, udløst af økonomien, i dag stort set ikke registreres, selvom de til syvende og sidst har en miljømæssig effekt. Pegede her på mineaffald¹¹, jord (der f.eks. flyttes i f.m. tilvejebringelse af infrastruktur), affald fra energifremstilling, gødning etc. etc., som mobiliseres og flyttes i stor stil, uden at dukke op i vores øvrige vurderinger af naturpåvirkning, selvom de har en væsentlig effekt på naturtilstanden.

Kim Ejlertsen fandt endvidere, at rygsækfilosofien med fordel kan inddrages også i arealplanlægningen/planlægningen af infrastruktur, som står for en stor del af materialemobiliseringen i Danmark.

8.1.3 Håndteringen af det kvalitative aspekt

Som det fremgår retter en ikke uvæsentlig del af diskussionen om Wuppertal-metodens anvendelighed sig mod det mere kvalitative aspekt, hvor især spørgsmålet om de registrerede stofstrømmes farlighed eller miljøeffekt har været bragt i fokus. Men også spørgsmålet om de udvundne materialers genanvendelighed har været bragt på bane, bl.a. i forbindelse med den rundbordssamtalen.

Der skal følgelig kort reflekteres over de kvalitative aspekter eller rettere manglen på samme:

Hvad angår spørgsmålet om farligheden (eller miljøeffekten) af de registrerede stofstrømme, var Ejlertsen enig i, at detoksificering af materialestrømmene selvfølgelig ikke må glemmes, men blot er et andet element. Dematerialisering og detoksificering skal gå hånd i hånd. Lidt den samme konklusion nåede Miljøstyrelsens konference den 23. november 2000 om affaldsforebyggelse frem til, idet det i opsummeringen betonedes, at en generel nedsættelse af affaldsmængderne ikke kunne stå alene, men at det var vigtigt først og fremmest at slå ned på de affaldsstrømme, der giver miljømæssige problemer.

Beltran fremhæver, som ovenfor citeret (Beltran, 1998, p. 26) ønsket om at kunne reflektere mere præcist, hvilken farlighed, de forskellige stofstrømme har¹², og som ligeledes citeret bemærker Steiner et al., 2000 (p. 18ff), at MIPS-metoden lider under netop ikke at sige noget om farligheden.

Det skal hertil bemærkes, at ønsket om at forene input-modeller med farlighedskriterier er svært at efterkomme. Eksempelvis et stof som kobber er i metallisk form et relativt harmløst stof, mens det, hvis det indgår i bestemte forbindelser, kan være endda "meget giftigt" (jf. cyanid-eksemplet ovenfor). Det samme gælder for de øvrige toksiske metaller, som i rene former er væsentligt mindre giftige end når de indgår i forbindelser. Affald, der indeholder metallisk kviksølv, skal eksempelvis først klassificeres som farligt affald, når koncentrationen overskrider 3%, mens f.eks. organiske kviksølvforbindelser kun må forekomme i koncentrationer på 0,05%.

Da det ikke er muligt at forudse, hvilke forbindelser f.eks. kobber eller kviksølv tænkes anvendt i, når det udvindes eller importeres - endsige på hvilke former, det vil fremkomme i affaldsstrømmen -, er det illusorisk at forestille sig det tillagt en bestemt farlighed på input-siden. Farligheden kan først vurderes på outputsiden, når råstoffet er blevet til et produkt eller affald/residual.

Fraværet af kvalitativ bedømmelse er så at sige en indbygget, metodisk svaghed ved input-konceptet, som det i virkeligheden er umuligt at udvikle sig ud af, men det er selvfølgelig muligt overordnet at sondre mellem relativt harmløse materialer som sand og grus på den ene side og arsen og kviksølv på den anden.

Ligeledes er det muligt ved opstilling af detaljerede materialestrømsregnskaber at tillægge de eksakte strømme af materialer og produkter en vægtning i f.t. farlighed, idet metoden herved bevæger sig over i en mere LCA-orienteret retning (med de komplikationer, det så måtte indebære, herunder problemet med, at vurderingen kun kan reflektere de problemer, der konceptueres – jf. i øvrigt diskussionen ovenfor).

Tilsvarende overvejelser kan opstilles f.s.v.a. andre kvalitative aspekter ved materialestrømmene.

Leif Mortensen, Miljøstyrelsen påpegede således under rundbordssamtalen, at det kunne være ønskeligt, om genanvendeligheden af materialestrømmene lod sig reflektere i analysen.

Igen er det umuligt at forudse skæbnen for et givent råstof allerede på inputsiden, men igen er det muligt overordnet at sondre mellem materialetyper, der på den ene side relativt let lader sig genanvende og som typisk bliver det (f.eks. jern) og materialetyper, der på den anden side på det nærmeste er dømt til evig fortabelse (som f.eks. kulstof, der kun omsættes én gang og tabes fra økonomien indenfor en meget kort tidshorisont i form af CO₂).

Tilsvarende er det muligt i det detaljerede materialestrømsregnskab at følge de enkelte strømme og deres genanvendelse, men overordnet burde spørgsmålet om genanvendelsen jo gerne komme til udtryk som et samlet fald i såvel input som output af materialer.

Ultimativt ville det være ønskeligt med en metodeudvikling, der ville muliggøre opstilling af en pyramide a la den fra ernæringslæren velkendte, hvor materialer og råstoffer kunne indgå i prioriteret orden (med fornyelige og genanvendelige i bunden og ikke-fornyelige i toppen), således at det ved affaldsforebyggende ressourcevalg kunne tilstræbes at "tage mest fra bunden og lidt fra toppen".

8.1.4 UMIPs håndtering af ressourcespørgsmålet

Nedermark & Wenzel (1996) beskriver systematisk håndteringen af ressourceforbrug i UMIP-metoden. Således anføres det eksplicit (side 552) om opgørelse af ressourceforbrug, at dette ikke udtrykkes i mængden af den malm, som udvindes fra jorden, f.eks. bauxit, jernmalm, kobbermalm eller lignende, men som rene ressourcer med "100% lødighed", f.eks. aluminium, jern, olie m.v.

Denne afgrænsning begrundes med, at…"lødigheden af malmen kan variere. Jo ringere lødighed, jo større bliver forbruget af malmen og derfor er malmforbruget i sig selv uinteressant. Forbruget af f.eks. jernmalm er ikke meningsfuld information med mindre lødigheden af malmen er kendt. " (Nedermark & Wenzel, 1996, p. 552).

Men med denne afgrænsning, kortlægger UMIP netop ikke hvor meget økonomien "fylder" i naturen, således som Røpke efterlyser.

Nedermark & Wenzel (op.cit.) diskuterer selv (side 561 f.) de særlige problemer omkring vægtning af ressourcetrækket, set i forhold til malmenes lødighed. UMIP anvender som udgangspunkt knaphed som vægtningsindikator. Men knaphed kan ifølge forfatterne ikke ses isoleret fra lødighed.

F.eks. anføres det, at for metaller som bly, tin, zink og kobber gælder det, at de i dag brydes i bjergarter med specielt høje koncentrationer af det ønskede metal, og at disse bjergarter er begrænsede (se figur 8, som er gengivet efter Nedermark og Wenzel). Når de er udnyttet, vil lødigheden i de næste tilgængelige ressourcer være meget ringere, hvorfor forfatterne konkluderer, at træk på disse ressourcer reelt burde vægtes tungere i f.m. den endelige vægtning, men at der ikke er tilstrækkelige data til at gøre det.

Det skal bemærkes, at ud fra en økologisk rygsækbetragtning er det overordentligt relevant at se på lødigheder, eftersom rygsækkene vokser eksponentielt i takt med faldende lødighed (mere og mere malm skal håndteres pr. udvundet kilo metal – jf. de tidligere citerede eksempler med brunkul og finske miner og brud).

Figur 8:
Sammenhængen mellem mængden af bjergarter og lødigheden for sjældne metaller som bly, tin, zink og kobber.
Det indses, at de økologiske rygsække vil stige eksponentielt, når de nuværende reserver er brugt op.(Omtegnet efter Nedermark & Wenzel, 1996, p. 562).

Med UMIPs valg af knaphed som vægtningsindikator – uden skelen til lødighed - forskertses muligheden af at opfange den pointe, som ligger i den wuppertalske tilgang, nemlig at det ikke er ressourcernes knaphed, der er det alvorligste, forestående problem, men derimod de stadigt stigende miljøeffekter, som er forbundet med mobiliseringen af disse stadigt mindre lødige ressourcer.

8.2 Materialeintensitets-analyse som politisk instrument

Der syntes fra Wuppertal Instituttets side ikke at være nogen tvivl om, at materialestrøms- og materialeintensistetsanalyser – det være sig i makro- eller mikro-perspektiv - er meget relevante redskaber som instrumenter for politikudvikling på bæredygtighedsområdet. Alene titlerne på flere af de workshops m.v., der er blevet afholdt i ConAccount-sammenhænge taler deres eget sprog. Således f.eks. :

"Regional and National Material Flow Accounting: From Paradigm to Practice of Sustainability" (Bringezu et al., 1997),

"Analasys for Action: Support for Policy towards Sustainability by Material Flow Accounting" (Bringezu et al., 1998a),

"Ecologizing Societal Metabolism, Design Scenarios for Sustainable Materials Management" (Kleijn et al., 1998)

- ligesom et udkast til Wuppertal-Paper, "Indicators for Sustainable Communities" (Valentin & Spangenberg, 1999) og Instituttets publiceringer i internationale tidsskrifter giver samme indikation – f.eks. "Dematerialization, MIPS and Factor 10, Physical sustainability indicators as a social devise" (Hinterberger & Schmidt-Bleek, 1999).

De interviewede forskere bekræftede denne holdning, og illustrerede operationaliteten bl.a. gennem det tyske miljøministeriums beslutning i 1998 om blandt én af 6 indikatorer for bæredygtig udvikling at følge udviklingen i ressourceproduktiviteten for abiotiske materialer, idet der som mål for 2020 sættes en forøgelse af ressourceproduktiviteten med faktor 2,5¹³.

Også delstaten Nordrhein Westfalen har opstillet en styrkelse af ressourceeffektiviteten som et mål i forbindelse med formuleringen af sin produktorienterede miljøpolitik.

Såvel EEAs som OECDs stigende accept af materialstrøms-regnskaber som indikatorer tog Instituttet tillige som udtryk for anerkendelse af metoderne (se f.eks. Moll & Gee, 1999; European Environment Agency, 2000 (p. 100-107) og OECD, 2000).

8.2.1 Materialestrømskortlægning som grundlag for afgiftspolitik

8.2.1.1 Ressourceafgift ét af en række instrumenter

På et direkte spørgsmål om, hvorvidt materialestrømskortlægning kan bruges som grundlag for udmøntning af afgiftspolitik, og om råstofafgifter ville være et vægtigt instrument til reduktion af ressourcetrækket, fandt Bringezu, at en nøje kortlægning af materialestrømmene under alle omstændigheder ville være en forudsætning for en videre politik-udvikling, men at eventuelle ressource-afgifter blot ville være ét af en række instrumenter, der herefter måtte tages i brug.

Bringezu advarede mod at fokusere alene på råstoffer, og betonede, at det ikke er nok at se énsidigt på f.eks. mineindustrien, men at man jo snarere skulle se på/i kontakt med aftagerne fra mineindustrien, ikke mindst fordi mineindustrien ikke besidder den økonomiske formåen til at forbedre ressourceudnyttelsen og ej heller har et økonomisk incitament til at gøre det.

Han fandt endvidere, at det tillige måtte overvejes, i hvilket omfang også genanvendte materialer skulle pålægges afgifter. Umiddelbart vil en afgift alene på virgine råstoffer alt andet lige fremme genanvendelsen, men ud fra betragtninger baseret på termodynamikkens hovedsætninger er alt materialeforbrug i virkeligheden problematisk. Fremlagde i den forbindelse ovennævnte eksempel på MIPS-beregning der dokumenterede, hvorledes det er materialeøkonomisk absurd at genanvende PVC (kemisk). Se i øvrigt figur 7.

8.2.1.2 Ændrede honoreringsformer i byggesektoren

Bringezu pegede i øvrigt på, at input-spørgsmålet måtte integreres på en række niveauer, herunder f.eks. honoreringsformen for arkitekter og projekterende. De får til syvende og sidst altid honorar efter antallet af kvadratmeter (og dermed materialeforbrug), de har projekteret – ikke efter hvor meget areal og hvor mange materialer eller energi i såvel etablering som drift, de har sparet! Det er således også på områderne uddannelse og teknologiudvikling, der skal sættes ind, herunder med tilskudsordninger, koblet til specifikke mål, og som én af en række faktorer kan det da være relevant at inddrage også råstof- eller materialeafgifter.

8.2.1.3. Råstofafgift i ét land uhensigtsmæssigt

Set i samfundsmæssigt perspektiv fandt Bringezu det vigtigt at skrue sådanne eventuelle afgifter sammen på en måde, der virkede langsigtet og gav producenterne mulighed for at omstille sig successivt til en afgift på alt input. Var ikke afvisende overfor, at det ville være muligt på én og samme tid at pålægge afgifter, minimere ressourcetrækket og miljøbelastningen og at sænke arbejdsløsheden, men advarede mod at gå hovedkulds til værks, eftersom f.eks. en høj råstofafgift i ét land blot ville føre til import af færdigvarer og halvfabrikata i stedet med stigende arbejdsløshed til følge og uden reduktion i ressourcetrækket på globalt plan overhovedet.

Han betonede under alle omstændigheder vigtigheden af at tydeliggøre hvad og hvor, der i givet fald ville kunne sættes ind med reduktioner i materialeintensiteten og hvordan – ellers vil eventuelle afgifter ikke få den optimale adfærdsregulerende effekt. Så i den forbindelse gerne oprettelse af en international database med informationer.

Bringezu var i øvrigt meget inspireret af de danske CO₂- og råstofafgifter, og fandt det vigtigt, at ét eller flere lande gik foran og viste mulighederne i afgiftsinstrumentet.

Som optakt til den rundbordssamtale, der gennemførtes i Danmark i forbindelse med herværende projekt, fremsatte Erik Hansen, COWI, nedenstående betragtninger vedr. afgifter:

  
8.2.2 "Efficiency" og "sufficiency" skal gå hånd i hånd

Allerede i forbindelse med introduktionen af Friends of the Earths råderumsbegreb, som første gang introduceredes i Danmark via NOAH (NOAH, 1995), gjordes det klart, at øget ressourceeffektivitet var en forudsætning for en bæredygtig udvikling indenfor råderummets grænser. Men samtidig blev det gjort ligeså klart, at øget effektivitet ikke kunne stå alene: Der må også opdyrkes en "tilstrækkeligedstrend", hvis den øgede effektivitet ikke blot skal blive ædt op af øget forbrug. Det nytter således ikke at få en bil til at køre det dobbelte på det halve, hvis vi så bare begynder at køre det fire-dobbelte – fordi det nu er muligt med den samme indsats (i penge såvel som ressourcer).

På engelsk eksisterer en smuk symfoni mellem de to nødvendige begreber i en bæredygtighedsstrategi, som desværre ikke lader sig gengive på dansk, nemlig "efficiency" og "sufficiency", som skal gå hånd i hånd. Begreberne søgtes introduceret også i en affalds-kontekst af Thirstrup & Wejdling (1997), ligesom NOAH også i følgende skrifter i den såkaldte råderumsserie har fastholdt nødvendigheden af "at gå på to ben" (se således f.eks. NOAH (1998) og Ejlertsen (2000)).

Heri ligger nok den væsentligste forståelsesmæssige brist mellem den wuppertalske tankegang og så den måde, f.eks. det danske Finansministerium forstår og bruger metoden på (Finansministeriet, 2000).

8.2.2.1 Finansministeriet glemmer "sufficiency"

Når Finansministeriet i sin kritik af metoden påpeger det nyttesløse i at beregne økologiske rygsække, forbundet med tilvirkning af råstoffer, sker det ud fra den forudsætning, at der eksisterer et givent volumen af råstoffer og et givent verdensmarked, som efterspørger dette volumen.

Ifølge traditionel økonomisk tænkning vil der ske en prisdannelse udfra udbud og efterspørgsel, og Finansministeriet påpeger, at i det omfang råvarer med lille rygsæk efterspørges mere end råvarer med stor rygsæk, vil der blot ske en segmentering af markedet.

Således vil råvarerne med lille rygsæk blive afsat til det købedygtige segment, som tillægger miljøspørgsmålet betydning, mens prisen på de råstoffer, der bærer på store økologiske rygsække, vil falde relativt og blive opkøbt af de segmenter, for hvem rygsækkenes størrelse betyder mindre¹⁴. Summa summarum vil alle råstoffer fortsat blive afsat, og de tilhørende økologiske rygsække vil være lige store.

Denne tankegang er rigtig for så vidt som der alene spekuleres i "efficiency", og råvareforbruget så i øvrigt får lov at udvikle sig. Men med en samtidig tilstrækkelighedstrend, vil det samlede råvareforbrug på verdensplan falde, og i det omfang råstofudvindingen i takt hermed kan koncentreres om de forekomster og de teknologier, der udløser de mindste økologiske rygsække, vil effekten faktisk blive selvforstærkende ("mindre og renere"), og det forekommer i det perspektiv yderst relevant at få kortlagt og "mærket" de forskellige råstoffer. Skal øvelsen imidlertid lykkes, forudsætter det streng demokratisk kontrol med materialestrømmene, som ikke bare kan overlades til markedets tilfældige skalten og valten.

8.2.2.2 Weizsäcker: Demokratisk kontrol er vigtig

Weizsäcker har i et nyere arbejde (Weizsäcker, 2000) påpeget denne tredje vigtige faktor (ud over efficiency og sufficiency), nemlig demokratisk kontrol:

Weizsäcker gør således mere eller mindre op med sin egen tese om, at bæredygtig udvikling kan opnås alene gennem øget materiale-effektivitet. Han fastslår, at uden social retfærdighed er økologisk effektivitet ikke nok, og at "de stærke" efter murens fald har taget magten over "de svages" forsvar: demokratiet.

Han finder således, at balancen mellem de svage og de stærke, som kan opnås ved demokrati, ikke fungerer på globalt plan. Når man først har globaliseret økonomien, vil de stærke vinde hele tiden, idet de stærke uafladeligt vil sætte ethvert demokrati under pres, som vover at kontrollere. Han ser kun én mulighed, nemlig at…. "miljøødelæggelsen skal gøres ulovlig. Klimaet skal beskyttes, biodiversiteten skal beskyttes og demokratiets magt skal øges verden over. Det er en biologisk revolution, og den kræver meget mere end en ´effektivitetetsrevolution´", fastslår han (Weizsäcker, 2000, p. 18).

Herved bringer Weizsäcker sig påfaldende meget på linie med vores hjemlige filosof, Villy Sørensen, som også ser murens fald som indgangen til en ny æra, hvor konflikten står mellem de humanistiske værdier og de økonomiske interesser:

   
Den humanisme, der kender og anerkender grænser for menneskelig selvudfoldelse af hensyn til alle de andre og de endnu ufødte, kan få god hjælp i de wuppertalske metoder til kvalificering af fornemmelsen for, hvor grænserne går.

8.3 Anvendelse i strategi for affaldsforebyggelse

8.3.1 Anvendelse i forebyggelsesstrategi

Under videnhjemtagningsbesøget på Wuppertal Instituttet forelagdes Bringezu direkte spørgsmålet om, hvorledes materialestrømsregnskaber og kortlægning af økologiske rygsække kan bruges strategisk i forbindelse med affaldsforebyggelse.

8.3.1.1 Afslører de største materialeinput

Bringezu anførte som det første, at regnskaberne og afdækningen af rygsækkene jo afslører, hvor de største materialeinput ligger, nemlig i de fossile brændsler (jf. i øvrigt WRIs beregning af, at gennemsnitlig 80 vægt-% af de industrialiserede landes materialeoutput består af CO₂, (Matthews et al., 2000)), og at det peger på, at energibesparelser og omlægning til alternative energikilder ville være det væsentligste skridt i retning af minimering af det samlede materialebehov og dermed forebyggelse af "affaldsdannelse" i bredeste forstand.

Påpegede endvidere, at en fuldstændig MFA tillige kunne sikre imod, at en forebyggelsesstrategi ikke blot flytter problemet til andre medier (f.eks. fra fast affald til luftemission eller spildevandsudledning), til et andet tidspunkt (f.eks. i form af ophobede byggematerialer, der før eller siden skal "ud" af økonomien) eller til et andet sted (f.eks. i form af økologiske rygsække, der efterlades i et andet land eller region), og lagde sig herved på linie med bl.a. Rodenburg (2000), som argumenterer for relevansen af at inddrage "hidden flows" i nationale affaldspolitikker.

8.3.1.2 Strategien kan bruges "baglæns"

Bringezu påpegede, hvorledes metodikken kan "bruges baglæns" i forbindelse med udvikling af en bæredygtighedsstrategi, og understøttede herved en tilsvarende konstatering, som forfatterne til nærværende udredning tidligere har udtrykt (Christensen et al., 1999), nemlig at mens materialestrømsregnskaber og beregning af økologiske rygsække ikke i sig selv medfører forbedret ressourceintensitet og fald i affaldsmængderne, vil teoriapparatet stadig kunne anvendes også strategisk i bestræbelserne på at opnå en dematerialisering af økonomien:

Mens beregningsmetoderne således måler på materialeinputtet pr. serviceenhed – og derved tager udgangspunkt i, at der eksisterer såvel et behov som en given materiel ydelse, der kan indfri dette - kan værktøjet strategisk set bruges "baglæns".

Dematerialisering må således først og fremmest tage udgangspunkt i formulering af, hvad der er vores egentlige behov, og dermed hvilke konkrete serviceydelser, vi behøver. Det kan herefter vurderes, hvorvidt disse serviceydelser overhovedet behøver at komme til udtryk i form af materielle ydelser.

F.eks. behøver vi ikke hver i sær en telefonsvarer, men kan betjene os af én fælles, centralt placeret, og – som Schmidt-Bleek anfører (Schmidt-Bleek et al., 1998, p. 72) – så behøver vi heller ikke hver især en boremaskine eller f.eks. en støvsuger, der oven i købet tager plads op i hjemmet, som derved i princippet må bygges 1/4 m² større end nødvendigt, hvorfor vi må betale mere i husleje – faktisk så meget, at vi betaler støvsugerens pris én gang mere hvert 4. år, alene i husleje til dens opmagasinering! Hertil kommer det ekstra ressourceforbrug, som det øgede boligareal indebærer – boligforbruget er i forvejen den mest materialeintensive del af privatforbruget med ca. 15 ud af de 51 t, det tyske totale materialeinput pr indbygger opgjordes til pr år i 1991 (Bringezu et al., 1998d)).

Såfremt det viser sig uomgængeligt, at et givent behov alene kan indfries gennem en materiel ydelse må det vurderes, hvorledes denne materielle ydelse kan leveres med det mindst mulige input af ressourcer. Her vil ajourførte tabelværker til enhver tid kunne afsløre, om man bør vælge f.eks. genanvendt stål frem for beton, træ frem for plast eller flasker frem for dåser….

8.3.1.3 Affaldsforebyggelse skal "up front"

En affaldsforebyggelsesstrategi skal "up front" og regulere på inputtet, hvis den skal batte, mens traditionelle affaldsstrategier hidtil har været henvist til at operere i slipstrømmen (outputtet) fra vareproducerende samfund, hvor end ikke behovsudviklingen har kunnet følge med teknologiudviklingen, som dagbladet Børsen med beklagelse må konstatere på lederplads:

   
Ved at vende "beslutningskæden" fra "ressource-produkt-behovsskabelse-forbrug" til behov-serviceydelse-måske produkt-måske ressource", opnås den størst mulige dematerialisering af samfundsøkonomien, og derved åbnes for muligheden af en reel afkobling af væksten i materialeforbrug (og dermed affaldsdannelse) fra væksten i økonomien.

8.3.1.4 Sammenhængen mellem materialeinput og affaldsdannelse

Sammenfattende om sammenhængen mellem input af ressourcer og output i form af affald, der registreres i den danske affaldsstatistik (ISAG), kan det konkluderes, at en nedbringelse af Danmarks totale materialebehov, herunder en nedbringelse af de enkelte produkters og serviceydelsers økologiske rygsække, ikke nødvendigvis vil resultere i et tilsvarende fald i de registrerede affaldsmængder.

Omvendt vil en ensidig strategi for nedbringelse af de danske affaldsmængder, målt som vægt, ikke nødvendigvis føre til et fald i det totale materialebehov endsige den samlede miljøbelastning, der er forbundet med samfundets ressourceforbrug og –tab.

8.3.1.5 Genanvendelse forebygger i visse tilfælde

En forøgelse af den samlede ressource-effektivitet med faktor 4 eller 10 vil imidlertid alt andet lige nedbringe den samlede affaldsdannelse og de hermed forbundne miljøeffekter med tilsvarende faktorer på globalt plan.

Bl.a. derfor kunne det genovervejes, om materialegenanvendelse under visse omstændigheder kan inddrages i den danske strategi for affaldsforebyggelse, nemlig når det samlede materialeinput ved produktion af et givet produkt baseret på genvundne materialer er mindre end det tilsvarende input, hvis produktet fremstilles ud fra virgine materialer.

Det er således op til en politisk vurdering, om en dansk affaldsforebyggelsesstrategi alene skal tilgodese en national nedbringelse af de affaldsmængder, der registreres i den officielle danske affaldsstatistik, eller om strategien tillige skal have et globalt aspekt.

I sidstnævnte tilfælde vil beregning af enkeltprodukters økologiske rygsække samt opstilling af et nationalt materialestrøms-regnskab med tilhørende mål og virkemidler for nedbringelse af det totale materialebehov være en far- og målbar vej.

8.3.2 Anvendelse af MFA som bæredygtighedsindikator

Med udgangspunkt i en national MFA kan aggregeres indikatorer, som udtrykker ressourceproduktiviteten relativt, f.eks. pr. indbygger eller pr. BNP – eller sagt populært: Det kan udtrykkes, hvor mange tons materialer en given økonomi er nødsaget til at mobilisere for at producere et givent brutto-nationalprodukt. Eurostats guideline rummer anvisninger herpå.

Det kommer an på en politisk vurdering, om indikatoren skal afspejle det samlede materialeinput til hele den danske økonomi (DMI – Direct Material Input) eller alene den del, som forbruges i Danmark (DMC – Direct Material Consumption).

Ultimativt ville en indikator, der afspejlede det samlede behov for mobilisering af ressourcer, herunder også de udenlandske økologiske rygsække, nemlig den af Wuppertal Instituttet udviklede TMR-indikator (TMR – Total Material Requirement), være den i globalt perspektiv mest sande/pædago-giske og mest dækkende som indikator for bæredygtighed (se tillige nedenfor), men i betragtning af, at ikke alle økologiske rygsække kendes til bunds, og eftersom der synes at være en sammenhæng mellem DMI og TMR, kunne DMI overvejes anvendt som indikator for indeværende, suppleret med udvalgte "TMR-indikationer" for nærmere angivne produkter/tjenesteydelser. Valget må bl.a. bero på, hvor langt det synes muligt at nå i forbindelse med Danmarks Statistiks projekt om opgørelse af materialestrømsregnskaber for Danmark.

Det er under projektet fremført som forslag, at DK indarbejder en MFA-rapportering i den Natur– og Miljøpolitiske Redegørelse, som afgives hvert 4. år, og i det hele taget lader MFA indgå i den overordnede strategiske miljøpolitik.

Det kunne, som det f.eks. er valgt af det tyske miljøministerium, overvejes alene at medtage abiotiske materialer i indikatoren, eftersom disse er synonyme med ikke-fornyelige ressourcer, og måske derfor har særlig interesse i bæredygtighedsperspektiv. Imod denne afgrænsning taler imidlertid det særlige danske forhold, at en ikke uvæsentlig del af vores TMR må formodes at bestå af biotiske materialer, som indgår i landbrugsproduktionen, og som formodentlig efterlader sig anseelige økologiske rygsække under fjerne himmelstrøg (f.eks. i f.m. produktion af soja-protein).

Afslutningsvis skal det blot repeteres, at dette og foregående kapitel har lokaliseret tre forskellige udsagn, som uafhængigt af hinanden når til samme konklusion, nemlig at det globale aspekt i ressourcehusholdningen spiller og vil spille en stadig større rolle: