| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøoptimering af afvaskning ved tryk med vandfortyndbar flexotrykfarve

8 Ideer til renere teknologi

Ved renere teknologi forstås her tiltag, der begrænser spild/emissioner og ressourceforbrug ved selve afvaskningsprocessen og/eller substitution af indgående kemikalier (herunder komponenter i trykfarver) med mindre farlige alternativer. Tiltaget skal medføre, at den samlede miljøbelastning fra afvaskningen formindskes. Det skal bemærkes, at der her fokuseres på processen, og at livscyklusbetragtninger vedrørende indgående kemikalier og materialer ikke indgår i den anvendte renere teknologitilgang, da det ligger uden for rammerne af nærværende projekt.

Ved udredningsundersøgelserne på trykkeri A (se kapitel 6) og det øvrige arbejde udført i forbindelse med nærværende projekt er der indhøstet viden om eksisterende renere teknologier - herunder simple råd vedrørende arbejdsgange mm. - samt ideer til mulige nye tiltag, der kan begrænse den samlede miljøbelastning fra afvaskning af vandfortyndbar flexotrykfarve. Denne viden er opdelt i emner og skematisk beskrevet i bilag E. I bilaget er hvert emne tildelt en økonomi- og teknologiklasse, der henholdsvis er et udtryk for omkostningsniveau og indgrebets "tekniske" omfang. Hertil kommer en angivelse af emnets miljømæssige potentiale, dvs. en kvalitativ vurdering af hvorvidt implementering af det pågældende tiltag vil have lille, mellem eller stor betydning for reduktion af processens miljøbelastning. Endvidere er det angivet, hvor relevant det pågældende emne er for de i dag eksisterende farveværker eller afvaskningsteknikker.

Udvalgte emner fra bilag E er nedenstående behandlet. Hovedvægten er lagt på afvaskning af farveværker herunder spild til skyllevand, fordi det er disse forhold, der er dominerende for miljøbelastningen ved afvaskning af vandfortyndbar flexotrykfarve (se kapitel 7). For hvert emne er der i parentes angivet et nummer, der henviser til "emnenummeret" i bilag E.

En gennemgående, væsentlig, styrende parameter ved udviklingen af nye teknikker/systemer inden for flexotryk er begrænsning af downtiden, dvs. den tid flexotrykpressen ikke kører på grund af farveskift/afvaskning eller skift af klicheer.

8.1 Emner for renere teknologi vedrørende begrænsning af farvespild

Emnerne er her delt op i områderne "organisering af kørsler samt drift af farveværk", "minimering af farverest" og "afvaskning af farvefremføringssystem samt vandbehandling".

8.1.1 Organisering af kørsler samt drift af farveværk

Minimering af antal vaske (1.1): Antallet af afvaskninger er en af de væsentligste styrende parametre for farvespildet og hermed den potentielle miljøbelastning. Ved at planlægge ordreafviklingen (1.1.1), således at ordrer med samme farve køres i serier og på samme trykpresse, undgås "unødvendige" afvaskninger. Antallet af afvaskninger kan ligeledes reduceres ved at køre ordrer med lyse farver (f.eks. pastelfarver) først og successivt gå mod mørkere farver.

Reduktion af direkte spild under drift (1.2): Direkte tab af farve under drift (dvs. trykning og eventuel, efterfølgende "tomgangskørsel" før afvask) som følge af overløb i enderne eller utætheder mellem rakel og aniloxvalse kan typisk begrænses væsentligt ved at skifte fra åben farvebakke til kammerrakel. For begge systemer kan farvetabet i øvrigt begrænses væsentligt ved brug af opsamlingsbakke (1.2.1) i hele kammerraklens/farvebakkens længde kombineret med opsamlingstragte i enderne, som fører farven retur til farvespanden/-kassen. Det er vigtigt at koble det opsamlede spild sammen med farveværkets returløb så tidligt (dvs. så tæt på kilden) som muligt for at undgå indtørring af farve. En vis hældning på opsamlingsbakken vil kunne hjælpe med til en hurtigere transport. Farveværker med opsamlingsbakke eksisterer, og bl.a. TRESU markedsfører et kammerrakelsystem med opsamlingsbakke.

Læk af farve på kammerrakelsystemer kan endvidere begrænses ved at anvende så tætte pakninger som muligt i "rakelenderne" (1.2.2.1).

Læk af farve fra kammerrakler kan dog i praksis ikke undgås /89, 62/, og opsamlingsbakke med tragte i enderne vurderes derfor som en god løsning. Et enkelt, amerikansk firma (FIT, /82/) markedsfører dog et kammerrakelfarveværk med undertryk (1.2.2.2) og hævder, at læk af farve ikke forekommer i dette system.

Det er endvidere en fordel at lade den øverste rakel i kammerraklen være positiv, dvs. den der først møder den roterende aniloxvalse. Herved opnås, at overskudsfarve lægger sig som en "pølse" på ydersiden af den positive rakel og arbejder sig ud til siderne, hvor det løber ned i opsamlingstragtene og videre til returløbet /62/.

Ved tryk på bl.a. pap inden for emballageindustrien anvendes i begrænset omfang desuden en trykteknik, hvor farven via dyser direkte sprøjtes på aniloxvalsen (i alt ca. seks farveværker i dagens Danmark). Der kan dog ikke opnås samme trykkvalitet som ved brug af kammerrakler. Farvetabet ved den nævnte "dyseteknik" er angiveligt lavt, men der anvendes modificerede bogtrykfarver, såkaldte dysefarver. Da disse farver er baseret på glycolethere (f.eks. et indhold på ca. 50% diethylenglycol og kun 10-20% vand) og tørrer ved indsugning /97/, falder de uden for dette projekts afgrænsning.

Styring af trykfarvens viskositet og pH (1.3): Trykfarvens viskositet og pH har stor, direkte betydning for trykkvaliteten samt for i hvilket omfang, der opstår skumdannelse. Hvis disse to parametre ikke indstilles/styres korrekt, kan der opstå problemer med trykkvaliteten og/eller for højt farveforbrug samt eventuelt behov for udskiftning/kassering af farve mm. med deraf følgende farvespild.

Viskositet er et mål for modstand imod flow og skyldes intern friktion mellem lag i væsken /98/. Populært sagt kan man sige, at det er et udtryk for, hvor tyktflydende farven er.

Et af problemerne med at styre farvens viskositet er, at der efter en afvaskning af farveværket står en rest skyllevand tilbage på værket (vanddødvolumenet), der fortynder farven, når den køres på værket, hvorved farvens viskositet sænkes.

Farvens pH er, som beskrevet i kapitel 4, bl.a. afgørende for, hvorvidt der kan forekomme udfældninger i farven. Herudover er skumdannelse også pH-afhængig, og farven skal helst have en pH-værdi på 8-8,5, for at skumdannelse undgås /62/.

I kammerrakelsystemer opstår skumdannelse, fordi farven i kammeret fortrænger luft i den roterende aniloxvalses fordybninger (kopper). Denne luft vil efter at have forladt aniloxvalsen være at finde i farven som små bobler, og så længe valsen roterer, er der en konstant produktion af disse små bobler i kammerraklen. For at undgå skumdannelse skal denne produktion modsvares af en transport ud af kammeret, og det sker med pumpningen af farven. Når farven når farvespanden, frigives boblerne dér, uden at det giver problemer, og farven kan igen pumpes til kammeret. Der skal derfor være tilstrækkeligt med farve på systemet, til at den kan pumpes rundt i tilpas hastighed (flow ca. 10 liter pr. minut). Herved undgås også bundfældning af især fyldstoffer i farven. Jo hurtigere der pumpes, desto mere luft kan der transporteres ud af kammeret, men hvis der pumpes meget hurtigt, ødelægges farven /62/.

Der udbydes i dag systemer til automatisk kontrol og justering af vandfortyndbare flexotrykfarvers viskositet og pH, bl.a. af Automatän /99/ og Brookfield /100/.

8.1.2 Minimering af farverest i farveværk før vask

Minimering af farverest (2.1): Minimering af farverest i farveværk før afvaskning vil ikke kun reducere tabet af trykfarve, men også reducere det nødvendige skyllevandsvolumen under afvaskningen.

Det er vigtigt, at farveværket er konstrueret således, at det nødvendige volumen af trykfarve er så lille som muligt, og/eller at det kan tømmes så optimalt som muligt (2.1.1). Sagt på en anden måde er det den såkaldte residualfarvemængde (dvs. den farverest der står tilbage på værket efter tømning, "farvedødvolumenet"), der skal søges minimeret. Overordnet er kammerrakler at foretrække frem for åbne farvebakker, fordi styring af farveflow (herunder direkte farvespild) er nemmere i kammerrakler (2.1.1.3).

En optimering af farveværkets konstruktion (2.1.1) kan desuden opnås ved at anvende kammerrakler med mindst muligt volumen og ved at anvende korte slanger/rør samt pumper med mindst indre volumen (2.1.1.5). F.eks. er volumenet i almindelige membranpumper typisk 0,5 liter, mens det f.eks. i nyere modificerede gearpumper kun er 0,15 liter /62/.

En afgørende ting ved begrænsning af residualfarvemængden er endvidere, at der er fald hele vejen fra kammerrakel gennem slanger ned til pump(en)erne og ideelt set videre til farvespanden. Imidlertid ses det ofte, at slanger hænger ned mellem kammerrakel og farvepumpe, hvorved der opstår farvefyldte "vandlåse", som ikke kan tømmes med udpumpning. Ligeledes kan det også være et problem, at slangen fra pumpen til studsene i farvespanden er udformet som et omvendt u for at komme over kanten på farvespanden. Når tilgangssiden af pumpen er tom, kan pumpen ikke pumpe yderligere, selvom der stadig står en del farve mellem pumpen og toppen af "u-et" (2.1.1.6).

Opnåelse af fald fra pump(en)erne og ned til farvespanden (via tilløbs- og afløbsstuds) er vanskeligere end det første stykke ned til pumperne, fordi pumperne typisk er placeret i gulvniveau, og farven derfor skal føres op over kanten på farvespanden, der ligeledes typisk er placeret i gulvniveau. Problemet kunne tænkes løst ved at placere farveværket højt over gulvniveau og bevare farvespanden på gulvet eller lave en forsænkning i gulvet til farvespanden. En ikke så optimal, alternativ løsning er at placere ventiler på farveværkets lavest placerede punkt (typisk ved pumperne), hvorfra en del af restfarven kan tappes over i f.eks. bakker, der så manuelt tømmes over i farvespanden. Emnet er yderligere behandlet i kapitel 9.

Udover optimeret slangeføring kan hældning i bunden af kammerraklen (2.1.1.4) samt anvendelse af "slip let" overflader (f.eks. Teflon) (2.1.1.2) være med til at optimere tømningen af farveværket. "Slip let" belægninger vurderes desuden at være en stor fordel ved den efterfølgende afvaskning /62/.

Flere af ovennævnte tiltag findes allerede implementeret i farveværker, der markedsføres i dag. F.eks. sælger Harris and Bruno en kammerrakel med hældning, og TRESU anvender modificerede gearpumper med meget lille volumen samt ventiler i bunden af farveværket.

Udover farveværkets konstruktion er den teknik, der anvendes ved tømning væsentlig for optimeringen (2.1.2). I forhold til passivt tilbageløb (som på ældre trykpresser) opnås der bedre tømning, hvis både fremløbs- og tilbageløbspumpen anvendes til at pumpe farven ud (2.1.2.3). Den tid, farven får lov at løbe af værket (den såkaldte afdrypningstid), har endvidere stor betydning for, hvor effektivt værket tømmes (2.1.2.1). Dette emne er mere detaljeret behandlet i kapitel 9.

Især på ældre farveværker med åben farvebakke opnås en betydeligt mere effektiv tømning af farveværket, hvis farvebakken skrabes med dejskraber/papstykke eller lignende, således at farven føres hen i farvebakkens afløb, mens farveværket tømmes ved passiv tilbageløb eller pumpning (2.1.2.2).

Undgå indtørring af farve (2.2): Hvis farveværket "tørlægges" for længe, f.eks. ved lang afdrypningstid, kan der opstå indtørring af farve i farveværket og især på den roterende aniloxvalse. Indtørring kræver en væsentligt grundigere og mere tidskrævende vask, ofte med skrappere midler, og bør derfor undgås.

I de tilfælde, hvor der er monteret et dysevaskesystem på kammerraklen, kan problemet løses ved i perioder, hvor der hverken er farve eller vand i kammeret, at spraye (booste) en lille vandmængde på aniloxvalsen (dvs. inde i kammerraklen). Dette emne er udførligt behandlet i kapitel 9.

8.1.3 Afvaskning af farveværk samt vandbehandling

Optimering af afvaskning (3.1): Det første skyllevand, der kommer ud ved vask af farveværket, indeholder typisk en hel del værdifuld trykfarve, og en vis del af dette skyllevand (svarer til fortyndet farve) vil givetvis kunne genanvendes som trykfarve (3.1.1.1). Det er da også konstateret i et enkelt tilfælde, at en trykker på trykkeri A netop udtog "første hold skyllevand" til genbrug som farve. Dette emne - herunder hvad fortynding med vand betyder for farvens pH og viskositet - er detaljeret behandlet i kapitel 9.

Hvorledes selve afvaskningen/gennemskylningen af farveværket foregår, har betydning for, hvor effektivt farveresten vaskes ud. Ved simpel gennemskylning (flush) er det vigtigt, at vandstrømmen er turbulent i kammerraklen. Det vurderes, at den mest effektive afvaskning (herunder lavest vandforbrug) kan opnås med dyseafvaskningssystemer, hvor skyllevandet sprayes ind i kammerraklen (3.1.2.1). Brug af varmt vand vurderes ligeledes at kunne forbedre effektiviteten men ikke afgørende (3.1.2.2).

Det vurderes, at det i de fleste tilfælde ikke er nødvendigt at bruge afvaskningsmiddel, men at farveværket kan rengøres ved blot at skylle med rent vand (3.1.2.3) eller genbrugsvand med afsluttende skyl med friskvand, se nedenstående. Som beskrevet i kapitel 7 benytter en række danske emballagetrykkerier da også i dag udelukkende eller i langt overvejende grad skyl med rent vand.

Minimering af skyllevandsforbrug (3.2): Minimering af skyllevandsforbruget er ikke kun en miljøforbedring med hensyn til forbruget af friskvand. Måske er det mere væsentligt, at mængden af spildevand samtidig reduceres, hvilket i sig selv udgør et væsentligt, miljømæssigt og økonomisk incitament til minimering af skyllevandsforbruget.

Forbruget af friskvand kan i mange tilfælde reduceres kraftigt ved god husholdning, dvs. simpel omtanke (3.2.1). F.eks. ved ikke at lade vandslangen med ledningsvand løbe, når det ikke er nødvendigt. Eksempler på dette er unødvendig lang tid ved gennemskylning af farveværker eller at lade slangen løbe ved manuel afvaskning under brug af børste og spand.

Ved at recirkulere vand i farveværket (svarer til at der i en spand svarende til farvespanden hældes rent vand, som køres på værket) og slutte af med gennemskyl med nyt friskvand kan vandforbruget yderligere reduceres (3.2.2).

En væsentlig vandbesparelse opnås ved som første skyl at anvende recirkulerende genbrugsvand fra en tidligere afvaskning og kun som sidste skyl at anvende friskvand, der så genbruges som første skyl ved den efterfølgende vask. Herved kan det opnås, at friskvandsforbruget ved en afvaskning kommer ned på omkring 15-20 liter (3.2.3).

Simpel recirkulation efter modstrømsprincippet (3.2.4) vil yderligere kunne reducere friskvandsforbruget med min. 50% ned til omkring 5 liter pr. afvaskning. Princippet er her at skylle med genbrugsvand i f.eks. to eller tre renhedsgrader fra tidligere afvaskninger. Emnet er behandlet i kapitel 9.

Udover at der spares friskvand ved anvendelse af genbrugsvand, kan der også være den fordel, at genbrugsvandet, fordi det indeholder trykfarvekomponenter, er en anelse bedre til at afvaske farve end helt rent vand.

Forbruget af friskvand til afvaskning af farveværker i emballageindustrien er målt/estimeret til omkring 300-900 liter pr. afvask. Målinger under kontrollerede forhold har vist, at vandforbruget maksimalt bør ligge omkring 50-100 liter pr. afvaskning på ældre anlæg, og på nye dyse-/flushanlæg ligger det nødvendige vandforbrug omkring 8-15 liter pr. afvaskning (se bilag B).

Opgradering af skyllevand/koncentrathåndtering (3.3): Vandforbruget kan reduceres yderligere ved at rense det brugte skyllevand, og herefter genbruge det som skyllevand. Ved denne proces dannes samtidig en koncentratmængde, som skal håndteres. Særligt på koncentratsiden er det miljømæssige og økonomiske potentiale betydeligt. Processen kan samtidig ses som en del af spildevandsrensningen. De enkelte rensningsteknologier er uddybende behandlet i bilag F.

Gravimetrisk behandling/(simpel bundfældning) (3.3.1) er udbredt i branchen og anvendes umiddelbart inden afledning af spildevand til kloak. Det miljømæssige potentiale er dog begrænset, idet kun direkte bundfældeligt stof som visse fyldstoffer frasepareres, mens opløst samt emulgeret/dispergeret stof, som langt størstedelen af pigmenterne, stort set ikke påvirkes af behandlingen.

Der kan opnås væsentligt forbedret spildevandsrensning ved kemisk koagulering/flokkulering (3.3.2). I processen sker en væsentlig fjernelse af især emulgerede/dispergerede stoffer, men rensningsgraden er ikke god nok til at muliggøre genbrug af vandet. Teknologien er meget udbredt i branchen, med forskellig effektivitet til følge. På de virksomheder, hvor teknologien ikke fungerer optimalt med bl.a. problemer med kobber i spildevandet til følge, forventes disse problemer at kunne løses ved en nøjere gennemgang og optimering af processen. Det rensede vand kan ikke genbruges med mindre der sker en efterpolering i form af adsorption, kemisk oxidation eller membranfiltrering. Ved processen dannes en væsentlig koncentratmængde, som må håndteres som kemikalieaffald.

Yderligere forbedret spildevandsrensning kan opnås ved membranfiltring (3.3.3). Der kan ofte opnås en meget tilfredsstillende vandkvalitet, som muliggør helt eller delvis genbrug som skyllevand. Valg af de rette membraner er dog afgørende for både teknologiens effektivitet og økonomiske rentabilitet. En del af koncentratet fra behandlingen kan eventuelt genbruges til produktion af sort farve (3.4.1), mens resterende koncentrat må håndteres som kemikalieaffald.

En optimal rensning forventes at kunne opnås ved brug af inddampningsteknologi (3.3.4). Det rensede vand vil være næsten fuldstændigt fri for sine oprindelige indholdsstoffer, og fuldstændigt genbrug af vand vil kunne opnås, såfremt det afdampede vand kondenseres. Det kondenserede vand vil være varmt og sandsynligvis forbedre skylleeffektiviteten på farveværket (3.1.2.2). Der er identificeret en særdeles interessant teknologi (PAFA, se kapitel 9), hvor der opnås en meget høj tørstofkoncentration i koncentratet, hvilket muliggør håndtering som brændbart affald til væsentligt lavere disponeringsomkostninger, end tilfældet er med koncentratet fra de øvrige teknologier.

Genbrug af koncentrat fra opgradering af spildevand (3.4): Opgradering af skyllevandet ved membranfiltrering (3.4.1) vil føre til en koncentratmængde med en tørstofkoncentration i samme størrelsesorden som brugsklar farve. Fra USA er fundet en enkelt reference vedrørende genbrug af koncentreret spildevand til opspædning af sort farve. Dette indikerer et genbrugspotentiale for genbrug af koncentrat i sort farve.

Genbrug af spildevand/koncentrater i farverecepterne er både økonomisk og miljømæssigt en optimal løsning, idet stofferne genbruges på det højest mulige niveau som et fyldestgørende produkt. Råvareforbruget vil optimeres, og kemikalieaffaldsmængden vil reduceres til et minimum. Hvorvidt løsningen er teknisk mulig, er endnu uafklaret. Bl.a. vil løsningen sandsynligvis ikke være mulig, hvis der anvendes afvaskningskemikalier i skylleprocessen.

For at løsningen skal have reel betydning, skal forbruget af sort farve være af væsentligt omfang. På f.eks. virksomhed A udgør forbruget af sort farve ca. 30% af det total farveforbrug, hvilket indikerer et betydeligt genbrugspotentiale.

Substitution af trykfarvekomponenter (3.5): Kandidater for substitution blandt komponenter i vandfortyndbare flexotrykfarver er især at finde blandt bindemidler og emulgatorer. Det drejer sig bl.a. om kolophoniumbaserede bindemidler, der af miljømæssige årsager bør substitueres med miljømæssigt bedre alternativer som f.eks. polyakrylater med meget lavt monomerindhold («200 ppm). Af emulgatorer/dispergeringsmidler drejer det sig bl.a. om alkylphenolethoxylater og traditionelle kvaternære ammoniumforbindelser, der kunne erstattes af henholdsvis lineære alkoholethoxylater og nyere kvaternære ammoniumforbindelser med indbyggede esterforbindelser (DEEDMAC, DEEDMAMS). Andre funktionsgrupper, der indeholder trykfarvekomponenter, som af sundhedsmæssige eller miljømæssige årsager bør substitueres, omfatter bl.a. skumdæmpere, befugtere, konserveringsmidler og tværbindere. Hertil kommer pigmenter, hvoraf hovedparten savner undersøgelser, der kan afklare især miljømæssige egenskaber. Emnet er mere detaljeret behandlet i bilag H.

8.2 Emner for renere teknologi ved vask af klicheer

Det vurderes, at brug af afvaskningsmiddel ved klichevask i langt de fleste tilfælde kan undgås, hvilket da også er tilfældet for ca. halvdelen af de klichevaske, der foretages i dag. Det er typisk kun nødvendigt at anvende friskvand eller endnu bedre genbrugsvand og afslutte med friskvand (4.1). Specielt hvis det undgås, at farven tørrer ind (4.1.1), er der gode muligheder for kun at benytte vand. Er afvaskningsmiddel nødvendigt, vurderes det, at der kan spares en del afvasker ved at anvende en tynd, vandig opløsning, som i mange tilfælde vil være tilstrækkelig (4.2.1) Ved en normal, manuel vask af klicheer, som det foregår på mange, danske trykkerier, spildes der meget afvasker fra børste direkte til kloak/sump, uden at afvaskeren når at gøre gavn på klicheen. Ved at opsamle og genbruge afvaskeren kan der således spares betydeligt på forbruget (4.2.2). Ved en tilsvarende afvaskningsproces inden for rammevask ved serigrafi /3/ kunne forbruget halveres, og spildet til kloak reduceres til en sjettedel ved opsamling og genbrug.

Substitution af afvaskningsmiddelkomponenter (4.3): Kandidater for substitution blandt komponenter i afvaskningsmidler til klicheer og flexotrykpresser er få. Det drejer sig kun om kationiske tensider (dvs. kvaternære ammoniumforbindelser), som er behandlet ovenfor under trykfarvekomponenter samt visse kompleksbindere (NTA). Emnet er mere detaljeret behandlet i bilag H.

8.3 Emner for renere teknologi ved vask af aniloxvalser

Daglig vask af aniloxvalser på flexotrykmaskiner foregår som en del af afvaskningen af hele farveværket, som allerede er beskrevet i afsnit 8.1.3. Her beskrives derfor emner for periodevis vask, det vil sige den mere dybdegående vask, der ofte, undtagen for de største valser, typisk udføres off-press. Som tidligere nævnt kan behovet for disse dybdegående vaske minimeres ved at undgå indtørring af farve på aniloxvalsen. Indtrykket er, at man på trykkerierne i dag er meget opmærksom på at undgå indtørring, da dybdegående rensning af valser koster både tid og penge. Der eksisterer, som beskrevet i kapitel 5, en lang række metoder til rensning af aniloxvalser, og de har hver især forskellige, miljømæssige egenskaber. Fælles for metoderne er, at de frigør farven fra aniloxvalsen, hvorefter den enten opsamles eller ledes til kloak. Mængden af farve, der frigøres, er den samme for alle metoderne, og den er meget beskeden i forhold til farvespildet ved de andre afvaskningsprocesser, hvorfor det er parametre som afvaskertype og -mængde samt vand-, kemikalie- og energiforbrug, der er afgørende for miljøbelastningen ved processen. De væsentligste metoder er: ultralyd, opløsning kombineret med højtryksvask, gel, opløsning kombineret med børster samt blæsning. For alle disse metoder, bortset fra blæsning med bagepulver og muligvis ultralyd, anvendes typisk afvaskningsmidler og selvom afvaskningsmidlerne typisk ikke er specielt problematiske (ingen af de vurderede stoffer er umiddelbart kandidater for substitution), har blæsning den fordel, at der slet ikke anvendes nogen kemikalier, og eneste restprodukt er den frigjorte farve og bagepulver. De andre metoder bortset fra gel medfører også et vist forbrug af vand og dermed en vis produktion af spildevand. Ses der bort fra energiforbruget, som ikke er undersøgt, lader blæsning med bagepulver således til at være en miljømæssigt fordelagtig teknologi. En vurdering af andre afgørende faktorer for valg af renseteknologi såsom effektivitet, økonomiske omkostninger og skånsomhed (dvs. aniloxvalsens levetid) er ikke foretaget i dette projekt. Samlet vurderes det, at periodevis rensning af aniloxvalser efter tryk med vandfortyndbare flexotrykfarver er et mindre miljømæssigt problem i forhold til de andre afvaskningsprocesser, og at effekten af renere teknologitiltag på dette område vil være begrænset.