Duft- og kemikalieoverfølsomhed

Forord

Miljøstyrelsen har i de senere år fået flere og flere henvendelser fra personer, der oplever gener i forbindelse med udsættelse for små mængder kemikalier, typisk fra forskellige forbrugerprodukter. I medierne har der også været fokus på, at visse personer kan være særligt kemikalieoverfølsomme.

Der savnes viden om, hvorfor nogle mennesker reagerer voldsomt på udsættelse for små mængder kemikalier, mens andre ikke gør. I udlandet har begrebet "Multiple Chemical Sensitivity, MCS" været på dagsordenen i videnskabelige kredse igennem de sidste 10 år, mens dette ikke har været tilfældet i Danmark. Lægevidenskaben har været tøvende overfor dette nye fænomen, og forskning på området har været beskeden, ligesom der ikke findes undersøgelser, der belyser problemets omfang i Danmark.

Som forbrugere udsættes vi i stigende grad for kemiske stoffer overalt gennem de kemiske produkter og varer, vi bruger i dagligdagen. Samtidig kan det konstateres, at nogle personer tilsyneladende er særligt følsomme overfor udsættelse for en bred vifte af kemiske stoffer i lave koncentrationer.

Forekomsten af uspecifikke symptomer hos befolkningen som følge af udsættelse for kemikalier er usikker. Derfor har Miljøstyrelsen i første omgang igangsat dette udredningsprojekt, der har til formål at give en samlet fremstilling af den nuværende viden og erfaringer med MCS i Danmark og andre lande, og herved kan medvirke til at beskrive problemstillingen. Endelig er det håbet, at udredningen kan udgøre et fundament for en bredere forståelse af MCS, og dermed danne udgangspunkt for en fremtidig behandling af emnet.

Den faglige del af rapporten er udarbejdet som kontraktarbejde for Miljøstyrelsen i perioden juli 2001- februar 2002 af en miljømediciner, læge, dr.med. Martin Silberschmidt, ms consult.. I forbindelse med gennemførelse af projektet har der været nedsat en styregruppe, som har fungeret som faglig sparringspartner og inspirator. Styregruppen, som har afholdt 2 møder i projektperioden, har haft følgende medlemmer:

Pia Juul Nielsen, Miljøstyrelsen (formand)
Poul Bo Larsen, Miljøstyrelsen
Finn Gyntelberg, Arbejds- og miljømedicinsk afd., Bispebjerg hospital
Søren Vesterhauge, Øre-Næse-Hals afdelingen, Rigshospitalet
Anders Carlsen, Embedslægeinstitutionen, Viborg Amt
Ole Ladefoged, Fødevaredirektoratet, Afd. for Fødevaresikkerhed og Toksikologi
Peder Wolkoff, Arbejdsmiljøinstituttet