Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion - årsberetning 2002

4 Kampagner i 2002

4.1 Kampagner i 2003
4.1.1 Kontrolanalyser af aktivstoffer i bekæmpelsesmidler
4.1.2 Forbudte bekæmpelsesmidler hos landmænd
4.1.3 Faremærkningen af julespray
4.1.4 Kontrol med bly i gardinvægte
4.1.5 Kontrolanalyser af steroidhormoner i hudcremer
4.1.6 pH-bestemmelse i hårfjerningsmidler
4.1.7 Kontrolanalyser af oxidationshårfarver til private
4.1.8 Phthalater i legetøj og artikler til børn under tre år
4.2 Håndhævelse i forbindelse med kampagner

4.1 Kampagner i 2003

Kemikalieinspektionen har i 2002 iværksat 8 kampagner indenfor følgende områder:

Tabel 4:
Kampagner 2002

Bekendtgørelsesområde

Kampagne

Bekæmpelsesmidler

-Kontrolanalyser af aktivstoffer i bekæmpelsesmidler

-Kontrol med forbudte bekæmpelsesmidler hos landmænd

Klassificering og mærkning

-Faremærkningen af julespray

Anvendelsesbegrænsning

-Kontrol med bly i gardinvægte

Kosmetik

-Kontrolanalyser af steroidhormoner i hudcremer

-Kontrolanalyser af oxidationshårfarver til private

-pH-bestemmelse i hårfjerningsmidler

Legetøj

-Kontrolanalyser af phthalater i legetøj til små børn


4.1.1 Kontrolanalyser af aktivstoffer i bekæmpelsesmidler

Hvert år udtager Kemikalieinspektionen en række prøver af bekæmpelsesmidler, der på Danmarks Miljøundersøgelser analyseres for overensstemmelse med det deklarerede indhold af aktivstof, det vil sige tolerancetærsklen anført i bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler, § 11.

I 2002 blev der foretaget analyser af produkter indeholdende aktivstofferne, hvor der de seneste 10 år har været registreret overskridelser af tolerancetærsklen: brodifacoum, buprofezin, chlorpyrifos, difenacoum, difethialon, desmedipham, dimethoat, ethofumesat, phenmedipham, pyridat, tebuconazol og terbutylazin.

Der blev i forbindelse med undersøgelsen foretaget analyser af 39 produkter. I 10 tilfælde viste analysen et indhold, der ikke var i overensstemmelse med de accepterede tolerancer. I alle 10 tilfælde viste de for lavt indhold, heraf indeholdt ét produkt slet ikke aktivstof. Derudover blev fundet 2 etiketter hvor koncentrationsangivelserne i % og g/l ikke stemte overens.

Resultaterne af undersøgelsen forventes udgivet i en rapport, jf. listen over publikationer(2)

Sagsbehandlingen af overtrædelserne er endnu ikke afsluttet.

4.1.2 Forbudte bekæmpelsesmidler hos landmænd

Kemikalieinspektionen foretog i 2002 tilsynsbesøg hos 78 landmænd i hele landet. Formålet var hovedsageligt at kontrollere, om der blev opbevaret ulovlige bekæmpelsesmidler.

Ulovlige midler kan være produkter, der ikke er godkendt - hvilket typisk indebærer, at de er ulovligt importeret - eller de kan være forbudt i henhold til en bekendtgørelse udstedt i medfør af kemikalieloven.

Resultatet af kontrollen viste, at otte landmænd var i besiddelse af mindre mængder af forbudte bekæmpelsesmidler. Der var tale om rester af tidligere godkendte midler, som ikke var bortskaffet. Sagerne blev afsluttet med påbud til de ansvarlige om at bortskaffe midlerne på lovlig vis og indsende dokumentation herfor til Miljøstyrelsen. Tre landmænd modtog vejledning om reglerne.

4.1.3 Faremærkningen af julespray

Miljøstyrelsens Forbrugersektion fik et privat konsulentfirma til at kortlægge markedsudbuddet af julesprays med det formål at undersøge om produkterne udgjorde en sundhedsfare ved brugen. Med julesprays menes sne, glimmer, guldmaling, sølvmaling og bronzemaling på aerosoldåser. I alt blev 47 julesprays fra 13 firmaer kontrolleret af Kemikalieinspektionen. Resultatet blev, at der blev udstedt salgsforbud mod 7 produkter uden dansk mærkning fra 4 firmaer, samt påbud om ændring af mærkningen på 12 produkter fra 3 firmaer. Kortlægningen er publiceret i en rapport, som findes på Miljøstyrelsens hjemmeside.(3)

4.1.4 Kontrol med bly i gardinvægte

Miljøstyrelsen gennemførte en informationskampagne i 2001 overfor forhandlere, brancheforeningen m.fl. om forbudet mod anvendelse af bly i gardinvægte. I foråret 2002 foretog Miljøstyrelsen tilsynsbesøg hos 12 gardinmontører, systuer o.lign. 5 virksomheder anvendte gardinvægte, ofte markedsført som "blybånd", men kun én virksomheds gardinvægte bestod af blybånd, de øvrige bestod af zink og stål. Firmaet med blyholdige gardinvægte blev påbudt at ophøre med markedsføringen.

4.1.5 Kontrolanalyser af steroidhormoner i hudcremer

Siden 1997 har Miljøstyrelsen hvert år analyseret en række hudcremer for indhold af steroidhormoner. De undersøgte hudcremer markedsføres enten med at have "fantastiske effekter", eller læger eller patienter har bemærket en fantastisk effekt mod hudproblemer. I 2002 blev 21 hudcremer analyseret. Analyserne blev foretaget på Beredskabsstyrelsens Kemiske Laboratorium. Ingen af hudcremerne indeholdt steroidhormoner. Listen over hudcremer, som er blevet analyseret siden 1997, findes på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk under kemikalier.

4.1.6 pH-bestemmelse i hårfjerningsmidler

I sommeren 2002 var der i medierne fokus på hudgenerne ved anvendelsen af et nyt hårfjerningsmiddel. Miljøstyrelsen har som en følge af den debat fået målt pH i det aktuelle produkt samt i 13 andre hårfjerningsmidler. Resultatet viste at alle produkterne lå imellem pH 10,6 og 12,5. Produkterne overholder således kravene i kosmetikbekendtgørelsen, hvor den maksimale grænse er pH 12,7.

Det nye produkt samt otte andre produkter blev markedsført på en måde, som vildledte forbrugerne dels ved anvendelse af udtryk som "blid", "skånsom" og "mild", dels ved ufuldstændige brugsanvisninger, hvor der bl.a. manglede oplysninger om afskylning med rigelige mængder vand efter brug.

De ansvarlige firmaer har accepteret at ændre markedsføringen.

4.1.7 Kontrolanalyser af oxidationshårfarver til private

Danmarks Miljøundersøgelser har ved analyse undersøgt 18 oxidationshårfarver for 19 farvestoffer. Herunder m-phenylendiamin, o-phenylendiamin, toluene-2,6-diamin og toluene-2,4-diamine som ikke er tilladt at anvende i hårfarver. Undersøgelsen viste at indholdet og koncentrationerne af de undersøgte farvestoffer er i overensstemmelse med bekendtgørelsen om kosmetiske produkter.

Da stofferne på en del af produkterne er deklareret under betegnelsen "may contain", er det ikke alle de deklarerede stoffer der er fundet i produkterne.

Kampagnen forventes afsluttet i 2003. Der er udarbejdet en rapport (4)

4.1.8 Phthalater i legetøj og artikler til børn under tre år

Phthalater i legetøj og småbørnsartikler til børn under tre år er ikke tilladt, med undtagelse af oppustelige badeveste, baderinge og badevinger, der er tilladt indtil 1. januar 2004. I december 2001 besøgte Kemikalieinspektionen 17 butikker/butikskæder for at udtage prøver af legetøj og småbørnsudstyr til analyse for indhold af phthalater. Der blev vurderet mange produkter i butikkerne og der blev udtaget 34 produkter som kunne mistænkes for at indeholde phthalater. Produkterne blev i januar-februar 2002 analyseret på Danmarks Miljøundersøgelser. I 12 af produkterne blev der fundet et phthalatindhold højere end grænseværdien på 0,05 vægtprocent. Otte af de 12 produkter var ulovlige, de øvrige fire blev vurderet som undtaget fra phthalatbekendtgørelsen. De ulovlige produkter var tre pegebøger, fire stykker legetøj og en hagesmæk. Tre af produkterne blev trukket tilbage af forhandleren og 1 produkt var udsolgt, da analysen var færdig.

Tre produkter har ændret sammensætning. For det sidste produkts vedkommende er der sket politianmeldelse, idet det drejede sig om en gentagelse af en tidligere overtrædelse.

Resultaterne er udgivet i en rapport (5).

Resultatet af kampagnen, den efterfølgende redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg og den efterfølgende debat i medierne gav anledning til miljøministerens beslutning om at politianmelde 2. gangs overtrædelser af phthalat-bekendtgørelsen.

I lyset af kampagnens resultat og efterspil besluttede Inspektionen at gentage kampagnen. Prøverne blev udtaget i december 2002, og analyseresultaterne forventes at foreligge i foråret 2003.

4.2 Håndhævelse i forbindelse med kampagner

De gennemførte kontrolkampagner gav anledning til en række sager om overtrædelse af kemikalielovgivningen.

Tabel 5:
Sager i forbindelse med kampagner 2002, fordelt efter afslutningsform.

Afslutningsform/kampagne

Ej overtrædelse

Vejledning

Påbud/ forbud

Anden afslutning*

Uafsluttet

Kontrolanalyser af aktivstoffer i bekæmpelsesmidler

30

-

-

-

9

Kontrol med forbudte bekæmpelsesmidler hos landmænd

67

3

8

-

-

Faremærkningen af julespray

28

-

19

-

-

Kontrol med bly i gardinvægte

12

-

1

-

-

Kontrolanalyser af steroidhormoner i hudcremer

21

-

-

-

-

Kontrolanalyser af oxidationshårfarver til private

18

-

-

-

-

PH-bestemmelse i hårfjerningsmidler

14

-

-

-

-

Kontrolanalyser af phthalater i legetøj til små børn

22

-

1

11

-

*)Kan f.eks. være frivillig tilbagetrækning af produkt eller ændring af produktets sammensætning.

Der er foreløbig udstedt 29 påbud/forbud i forbindelse med gennemførelsen af de 8 kampagner.

Kemikalieinspektionen vil i nødvendigt omfang følge op på de sager, hvor der er udstedt påbud/forbud, for at se om afgørelserne efterkommes.

Foreløbig er 1 kampagnesag blevet overdraget til anklagemyndigheden.

I nogle tilfælde kunne Kemikalieinspektionen konstatere, at lovgivningen var overholdt på de respektive områder – f.eks. på steroidhormoner i hudcremer.