| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Velfungerende grønne markeder - finansielle aktørers rolle

Sammenfatning og konklusioner

Den danske finanssektor er opmærksom på virksomhedernes miljøforhold, viser denne undersøgelse. Mange finansinstitutioner kontrollerer således, om de virksomheder, de låner penge til eller investerer i, overholder miljølovgivningen.

Men undersøgelsen viser også, at finanssektoren primært betragter miljøforhold som en risikofaktor, mens der kun i begrænset omfang er tiltro til, at virksomheder, der producerer miljøvenligt, opnår markedsfordele og andre økonomiske gevinster. Der er således ikke grund til at forvente, at et velfungerende grønt finansmarked, hvor finanssektoren udgør en drivkraft i forhold til virksomhedernes miljøorientering, vil opstå af sig selv. Det sker kun, hvis finanssektoren har økonomisk incitament til i højere grad at inddrage miljøfaktorer i sine vurderinger, og dertil er markedssignalerne endnu for svage eller for tvetydige.

Omvendt er der heller ikke noget i undersøgelsen, der tyder på, at banker og investorer skulle være skeptiske over for grønne virksomheder, således at disse kunne have sværere ved at skaffe finansiering end andre virksomheder.

Baggrund og problemformulering

Undersøgelsen Velfungerende grønne marker: finansielle aktørers rolle belyser finansielle aktørers rolle i realiseringen af velfungerende grønne markeder. Med grønne markeder menes markeder, hvor miljøparametre naturligt inddrages i alle transaktioner.

Den finansielle sektor kan bidrage til at fremme grønne markeders funktion ad to veje: For det første udgør finanssektoren en rammebetingelse i form af risikovillig kapital for udvikling af renere teknologier, miljøvenlige produkter eller bæredygtige produktionsmetoder. For det andet kan finanssektoren fungere som drivkraft i forhold til erhvervslivets generelle miljøadfærd ved at inddrage miljøaspekter i vurderinger af virksomheder i forbindelse med långivninger og investeringer. Undersøgelsen har fokuseret mest på sidstnævnte tilgang, idet denne omfatter en langt større del af finanssektorens virke.

Undersøgelsen har således belyst følgende problemstilling: hvordan agerer de finansielle aktører med hensyn til at inddrage miljøparametre i deres investerings- og långivningsvirksomhed. Det er undersøgt, om og hvordan miljøfaktorer influerer på finanssektorens vurdering af såvel risikofaktorer som rentabiliteten af konkrete finansielle engagementer. Analysen afdækker eventuelle barrierer for inddragelse af miljøhensyn i finansieringsvirksomhed med henblik på at identificere muligheder for at stimulere de finansielle aktører til i højere grad at inddrage miljøparametre. Endvidere er der på baggrund af undersøgelsen opstillet en model for, hvordan finansielle aktører kunne inddrage miljøparametre i deres finansieringspraksis.

Finansielle aktører omfatter i denne analyse pengeinstitutter, pensionskasser, - selskaber og -fonde, investeringsforeninger og kapitalformidlingssselskaber, herunder ventureselskaber, samt investeringsselskaber. Endvidere indgår individuelle investorer som en særskilt aktørgruppe.

Datagrundlag

Undersøgelsen bygger på detaljerede undersøgelser af to caseområder: intensiv svineproduktion og tekstiler. Caseanalyserne suppleres med en række interviews med finansielle aktører; disse omfatter såvel traditionelle finansieringsinstitutioner og banker som eksplicit etiske og grønne investorer. I hver case gennemgås konkrete eksempler på finansieringsbeslutninger. Hensigten hermed har været at opnå en nuanceret indsigt i, hvilke forhold finansieringsinstitutioner inddrager i deres beslutninger vedrørende finansiering, og hvilke kriterier der er afgørende for beslutningerne. Undersøgelsens fokus er finanssektoren som helhed og ikke eksplicit miljøbevidste finansieringsinstitutioner. Eksemplerne i caseanalyserne er derfor også udvalgt således, at de ikke specifikt omhandler eksplicit grønne virksomheder.

Analysen vedrørende individuelle investorers interesse for miljøvenlige/etiske investeringer bygger på interviews med enkelte af de investeringsforeninger, der giver investorerne mulighed for at investere deres midler i henhold til værdibaserede principper, herunder miljø. Disse interviews suppleres med interviews med repræsentanter for pensionssektoren, der har været i det offentlige spotlight omkring investeringsprincipper. Det er derfor undersøgt, om pensionskunderne har lagt pres på pensionsselskaber og -kasser for at indføre etiske og bæredygtige investeringsprincipper.

Dataindsamlingsformen er kvalitative interviews, enten personlige eller telefoniske. Valget af kvalitativ metode har til formål at skabe indsigt i finanssektorens funktion i relation til fremme af grønne markeder; datagrundlaget kan således ikke gøre krav på statistisk repræsentation af forholdene i sektoren. Imidlertid vurderes det, at undersøgelsen giver et rimeligt billede af den praksis og de rationaler, der præger finanssektoren omkring inddragelse af miljøparametre; dels fordi de fleste typer af aktører er inddraget i undersøgelsen, dels fordi der har vist sig at være relativt stor homogenitet på tværs af aktørtyper med hensyn til praksis. I alt er der interviewet repræsentanter for 6 banker, 5 pensionskasser/selskaber, 3 investeringsforeninger, 3 kapitalformidlingsselskaber, et investeringsselskab og et realkreditinstitut samt en række virksomheder og andre brancheaktører.

Rationaler for miljøfokus i finanssektoren

Der er en efterhånden ganske omfattende international debat omkring virksomhedernes ansvar for frembringelsen af en bæredygtig global økonomi. Finanssektoren udpeges i den sammenhæng som en potentiel drivkraft i denne udvikling. I lande som USA og England er der under samlebetegnelsen socially responsible invest-ment mange investeringsfonde, der bygger på værdibaserede investeringsprin-cipper, eksempelvis bæredygtighed. Argumenterne herfor falder i to overordnede kategorier: den ene er en etisk drevet tilgang til miljøfokus, den anden er økonomisk motiveret. Det etiske – eller politiske – udgangspunkt er, at finanssektoren som andre aktører har moralsk ansvar for at bidrage til en bæredygtig udvikling. Andre fortalere for bæredygtigt fokus i finanssektoren argumenterer for, at det er økonomisk rationelt, idet man anfører, at virksomheder,der agerer socialt og miljømæssigt forsvarligt, alt andet lige vil få bedre resultater rent økonomisk og dermed i sidste ende udgøre bedre investeringer.

Det økonomiske argumentationssæt kan endvidere inddeles i negative og positive motiver for at tage hånd om miljøspørgsmål: Virksomheder, der håndterer miljøforhold på en sløset, uforsvarlig eller ulovlig måde, risikerer erstatningssager, bøder og dårligt image, hvilket indebærer en finansiel risiko. Finanssektorens risikoaversion tilsiger den derfor at interessere sig for miljøforhold for at undgå uforudsete tab. Negative motiver (drivers) handler således om at begrænse risikoen i långivning og investering.

På positivsiden argumenteres der for, at virksomheder, der er på forkant med miljøaspekterne i såvel produktionsproces som i de produkter, de sælger, kan opnå konkurrencefordele og realisere besparelser i kraft af ressourceoptimering og eventuelt også et godt image; bæredygtighed giver en branding effect. Nogle fremhæver endvidere en høj miljøprofil som en indikator på god ledelse. De positive argumenter handler altså om investeringernes rentabilitet.

Hovedresultater og konklusioner

I det følgende sammenfattes undersøgelsens væsentligste resultater, idet afsnittet opridser den danske finanssektors praksis omkring og holdninger til at inddrage miljøparametre i finansieringsbeslutninger.

Finanssektorens praksis med hensyn til at inddrage miljøfaktorer

De helt afgørende kriterier i finansinstitutionernes bedømmelse af virksomheder, der søger lån eller egenkapital er, at pågældende virksomheds økonomiske forhold er i orden, at den har udviklingspotentiale, og at virksomheden har en kompetent og fremsynet ledelse. Hvor det første bedømmes på regnskaber og nøgletal, indgår der mange faktorer i vurderingen af ledelsesfaktoren, herunder et ikke ubetydeligt element af fornemmelse og tillid. Miljøstyring kan også figurere som en af blot mange indikatorer på god ledelse. Denne konklusion gælder på tværs af brancher og institutionstyper.

For så vidt angår miljøparametrenes betydning kan det konkluderes, at alle de interviewede kreditgivere og investorer er opmærksomme på miljøforhold i forbindelse med deres vurderinger af lån eller investeringer, om end graden af opmærksomhed varierer fra decideret at undersøge virksomhedens miljøforhold til en mere uforpligtende erkendelse af, at miljøforhold kan spille en rolle. Det gælder således for de fleste af de interviewede, at miljøspørgsmålet primært kommer ind som et check af, om virksomhederne overholder miljøreguleringen. Især bankerne fremhæver i denne undersøgelse, at de checker, om virksomhederne har de tilladelser, de skal have i medfør af miljølovgivningen. Dels betragtes ulovlige miljøforhold som en finansiel risiko, dels frygter man, at en kundes ulovlige eller uforsvarlige adfærd på miljøområdet får afsmittende effekt på bankens image. Også investorer angiver at være opmærksomme på, om virksomhederne kan have ”lig i lasten” i form af ulovlige miljøforhold, men blandt de interviewede investorer varierer det, i hvilket omfang man efterspørger dokumentation på området.

Det gælder samtidig, at finansieringsinstitutionernes vægtning af miljøforhold afhænger af både karakteren af den pågældende virksomhed og af det finansielle engagements størrelse, hvor fokus på miljøforhold øges, jo større engagementet er,når der er tale om aktiviteter med stor miljøbelastning. Det påpeges således, at finansinstitutionerne ser miljø som en enkelt ud af en lang række risikofaktorer. Flere af de interviewede fremhæver, at det i mange tilfælde er mere rationelt for finansieringskilderne at bruge tid på at undersøge andre risikofaktorer hos virksomheden, eksempelvis afsætningsmuligheder, da manglende kontrol af disse forhold erfaringsmæssigt kan lede til større tab end manglende fokus på miljøforhold.

Undersøgelsen viser også, at betragtninger om, at miljøfaktorer kan udgøre en positiv, værdiskabende drivkraft, ikke har vundet større udbredelse i finanssektoren. De interviewede anerkender generelt, at miljøfaktorer kan give virksomhederne økonomiske fordele, fx. i form af konkurrencefordele og ressourceoptimering, men langt hovedparten af de interviewede vurderer, at miljøbevidsthed står langt nede på listen over de faktorer, der er udslagsgivende for, hvor godt en virksomhed klarer sig økonomisk. Kun få angiver at spørge systematisk til egentlig miljøstyring.

Der er dog et segment af finanssektoren, som har bevæget sig ind i feltet med grønne og etiske investeringer; disse fremhæver positive økonomiske begrundelser for at investere i bæredygtige virksomheder og miljøteknologi. Omfanget af investeringer med etisk, bæredygtigt eller miljøteknologisk fokus er i undersøgelsen opgjort til ca. 1,4 mia. kr.¹ – et beskedent niveau.

Hvor pengeinstitutter, investeringsforeninger og kapitalformidlingsselskaber primært men ikke udelukkende fremhæver de økonomiske argumenter for at beskæftige sig med virksomhedernes miljøforhold, er pensionsbranchens tilgang til miljøspørgsmålet i højere grad motiveret i etiske principper. De pensionsvirksomheder, der deltager i undersøgelsen, har således generelt fokus på corporate governance, og miljøspørgsmål indgår som et aspekt på den måde, at man ikke ønsker at investere i virksomheder, der udviser uansvarlig miljøadfærd. Der er således tale om en form for negativ screening, og miljøparameteren fremtræder generelt ikke som et centralt princip for pensionssektorens investeringsovervejelser.

Undersøgelsen giver ikke grundlag for at konkludere, hvorvidt der er et stort potentiale blandt individuelle investorer og pensionskunder for at efterspørge en større miljøfokus i investeringsporteføljerne. For det første er eksisterende muligheder for at efterspørge miljøvenlige investeringsprincipper relativt nyopståede, for det andet har de seneste udviklinger på aktiemarkedet virket demotiverende på potentielle nye investeringskunder. Investeringsforeningernes senest udbudte afdelinger med etisk eller bæredygtigt fokus har således haft mindre efterspørgsel end forventet, hvilket forklares med henvisning til aktiemarkedets nedtur. Pensionskasserne har dog generelt heller ikke oplevet en større efterspørgsel efter miljøorienterede puljer, hverken nu eller før aktiemarkedets nedtur.

Konklusioner

Undersøgelsen kan sammenfattes i følgende overordnede konklusioner:

- Den danske finanssektor er opmærksom på, at de med fordel kan undersøge virksomhedernes miljøforhold i forbindelse med långivning og investeringer.
- Finansinstitutionerne inddrager miljøfaktorerne i det omfang, de betragter det som økonomisk nødvendigt, dvs. hvor virksomhedens karakter (med hensyn til potentiel miljøpåvirkning) og det finansielle engagements størrelse tilsiger det.
 - Finansinstitutionerne har som hovedregel fokus på de risikofaktorer, der følger af miljøforhold, herunder overholdelse af miljølovgivningen, om end enkelte investeringsforeninger har oprettet særlige afdelinger med fokus på miljø i forventning om, at miljøorienterede virksomheder giver positive økonomiske effekter.

Det følger heraf som nævnt indledningsvis, at finanssektoren ikke på nuværende tidspunkt udgør en egentlig drivkraft i den markedsbaserede miljøpolitik. I ambitionen om at fremme velfungerende grønne markeder ligger en antagelse om, at markedskræfterne vil tilskynde finanssektoren til at inddrage miljøfaktorer i deres beslutninger. Men markedssignalerne taler ikke tilstrækkeligt tydeligt til at sektoren finder det nødvendigt ud fra økonomiske betragtninger at inddrage miljøfaktorer i højere grad end nu.

Omvendt er der heller ikke noget i undersøgelsen, der tyder på, at banker og investorer skulle være skeptiske over for grønne virksomheder, således at disse kunne have sværere ved at skaffe finansiering end andre virksomheder. Virksomheder, der ønsker at udvikle miljøvenlige produkter og teknologi eller investere i en miljøvenlig produktionsproces, kan forvente at blive vurderet på samme måde som alle andre virksomheder og projekter. Der er således ikke nogen decideret finansiel barriere for sådanne virksomheder. Og i det omfang investeringsforeninger starter miljøpuljer/afdelinger, skulle der være mulighed for god adgang til kapital - forudsat projektet lever op til almindelige standarder i øvrigt.

Barrierer og muligheder for øget miljøfokus i finanssektoren

Analysen afdækker en række barrierer for et øge finanssektorens fokus på virksomhedernes miljøforhold. Endvidere peges der på mulige tiltag til at imødegå disse barrierer.

Barriere: Finanssektoren har ikke tilstrækkeligt økonomisk incitament til at øge sit fokus på miljøfaktorer.
Som nævnt ovenfor, betragter hovedparten af de interviewede ikke miljøfaktorerne som afgørende for virksomhedernes økonomiske resultat, når der ses bort fra den finansielle risiko, der ligger i, at en virksomhed ikke overholder lovgivningen eller eventuelt pådrager sig erstatningsansvar. Markedssignalerne har ikke været tydelige nok til, at finanssektoren ser noget positivt økonomisk incitament til i højere grad at lægge vægt på miljøfaktorerne i deres analyser og vurderinger. Finans-sektoren opfatter ikke miljøfaktoren som et salgsparameter, der kan sikre en virksomhed en bedre markedsposition, fordi markederne med enkelte undtagelser ikke har belønnet miljøvenlige virksomheder med markant større efterspørgsel.

Mulighed: Påvise økonomiske incitamenter for finanssektoren til at inddrage miljøfaktorer
Det fremgår klart, at en væsentlig forudsætning, for at finanssektoren i højere grad end nu skulle interessere sig for miljøforhold, er, at der skabes opmærksomhed omkring miljøforholdenes betydning. Analysen af barrierer peger på, at en sådanindsats med fordel kan fokusere på at sandsynliggøre, at det er i finansieringsinstitutionernes økonomiske interesse at lægge større vægt på miljøfaktorer i deres virke. Det økonomiske incitament ville være størst, om man kunne påvise miljøfaktorernes præcise betydning for bundlinien, det være sig den negative værdi af risikofaktorer eller den positive værdi af markedsfordele og omkostningsreduktioner. De interviewede efterspørger således analyser, der kan påvise sammenhængen mellem miljøforhold og økonomiske resultater.

Desuden kan man, som efterspurgt af flere interviewpersoner, gøre en indsats for, at offentligheden får kendskab til positive eksempler – solstrålehistorier – der kan inspirere: virksomheder, der kan fremvise en øget værdiskabelse som følge af have fokuseret på miljøstyring, eksempelvis et forbedret image. Den danske vindmøllesucces har haft en sådan effekt. Internationale eksempler på, at investorer og banker har draget økonomisk fordel af et øget miljøfokus, kan også vise vejen og skabe opmærksomhed.

Imidlertid må det erkendes, at empiriske data indtil videre ikke er entydige med hensyn til den økonomiske sammenhæng mellem miljø og økonomi; det foreliggende vidensgrundlag tyder på, at investeringer i miljø ikke koster afkast, men at der ej heller er nogen tydelig miljøpræmie.

Hvis man af samfundsmæssige hensyn ønsker at fremme grønne finansmarkeder, kan det derfor blive nødvendigt at stimulere markedet ved, at det offentlige bidrager til at skabe tydelige økonomiske incitamenter. Blandt de forslag, der stilles af undersøgelsens deltagere, er, at virksomheder, der gør en særlig miljøindsats, belønnes, fx. gennem skattepolitikken, således at deres værdi som investeringsobjekter øges.

Barriere: Finansinstitutionerne betragter det ikke som deres opgave at drive virksomhedernes opmærksomhed på miljøforhold Finanssektoren peger således på andre aktører, der mere naturligt og mere effektivt skal drive virksomhedernes miljøindsats frem:

Virksomhederne selv
Det er opfattelsen blandt de interviewede, at danske virksomheder er mindst et skridt foran investorer og banker for så vidt angår miljøbevidsthed. Miljøvurdering kræver ofte teknisk ekspertise, som findes i virksomhederne eller blandt deres rådgivere, hvorimod finansinstitutionerne mangler de nødvendige kompetencer til for alvor at gå ind i vurderingen af miljøforhold. Alt i alt er det en arbejdsdeling, som hovedparten af de interviewede finder naturlig. Ligeledes er det virksomhederne, der har størst indsigt i markederne og derfor hurtigst bliver opmærksomme på muligheden for at markedsføre produkter med høj miljøværdi. Investorer vil følge virksomheder og forbrugeres bevægelser, ikke omvendt. Alt i alt er det de interviewedes opfattelse, at virksomhederne er så bevidste om miljøforhold, at finanssektoren ikke i nævneværdigt omfang kan bidrage med noget nyt.

Endvidere er der en tendens til, at finanssektoren betragter miljøstyring og miljøprofilering som et ledelsesansvar; finansinstitutionerne finder det ikke naturligt at blande sig i virksomhedernes valg af strategi på det niveau.

Forbrugere
Finanssektoren peger endvidere på forbrugere som en central drivkraft i udviklingen. Hvis forbrugerne sender signaler til virksomheder og finanssektorenom, at de foretrækker og er villige til at betale for produkter, der er produceret miljøvenligt, vil finanssektoren i højere grad investere i sådanne virksomheder.

Det offentlige
Repræsentanter for banksektoren peger endvidere på den offentlige sektors rolle som værende meget mere betydningsfuld for virksomhedernes fokus på miljø – dels gennem reguleringsmæssige krav, der kan sætte nye standarder, dels ved at tilbyde miljøorienteret erhvervsstøtte.

Endvidere peges der blandt nogle aktører på, at hhv. individuelle opsparere og pensionskunder i højere grad skal efterspørge grønne investeringer. Idet pensionskasser og –selskaber disponerer over en store summer, kan disse hurtigt flytte fokus i den øvrige del af branchen.

Mulighed: Stimulere andre markeder og aktører
Der kan være behov for en fortsat indsats for at stimulere også forbrugsmarkedet for grønne produkter.

For så vidt angår individuelle investorer og pensionskunder hæmmes udviklingen af det dårlige aktieklima, og potentialet her er således på nuværende tidspunkt nok noget begrænset. Men i takt med at pensionskassemedlemmer får mulighed for frit at vælge, hvor de vil placere deres pension, kan det være relevant at søge at påvirke deres opmærksomhed på mulighederne for at lægge vægt på miljøparametre i deres valg.

Mulighed: Udbygge dialogen med finanssektoren
Endvidere kan det, såfremt det politisk betragtes som ønskeligt at øge finanssektorens miljømæssige engagement, være frugtbart at indlede en dialog med finanssektorens institutioner om sektorens ansvar og rolle i frembringelsen af grønne markeder.

Barriere: Manglende opmærksomhed pga. særlige danske forhold
Flere fremhæver, at der i Danmark i sammenligning med andre nordeuropæiske lande har været meget begrænset opmærksomhed omkring finansieringssektorens eventuelle rolle for de grønne markeder. Der angives flere forklaringer herpå:

• De større danske virksomheder opfører sig generelt, som man siger, pænt i miljømæssig forstand; hvorfor der har været få opmærksomhedsskabende miljøskandaler. I de tilfælde, hvor der har været sådanne diskussioner, eksempelvis Cheminova-sagen, har det faktisk skabt debat om investorernes muligheder for at presse virksomhederne til en anden adfærd. Sager som denne skærper finanssektorens opmærksomhed omkring miljøforhold.
  
• Danmark har i modsætning til fx. Sverige ikke nogen bred aktiekultur; de færreste danskere ejer aktier – eller ejer dem kollektivt i arbejdsmarkedsbaserede obligatoriske pensionsopsparinger. Bevidstheden, om hvordan pengene investeres, er derfor mindre, fordi den brede befolkning ikke selv har skullet tage stilling til investeringen af disse midler. Der har derfor ikke været noget generelt pres fra pensionskasser og individuelle investorer.
  
• Dansk erhvervslivs struktur med mange små og mellemstore virksomheder indebærer, at store potentielt indflydelsesrige investorer kun i middel grad sætter deres fingeraftryk på dansk erhvervsliv. Mange virksomheder henterikke kapital ved eksterne investorer, og de, der gør, fylder relativt lidt i de institutionelle investorers porteføljer.

Der foreslås ingen særskilte tiltag, idet det vurderes, at de øvrige tiltag ligeledes vil øge opmærksomheden omkring finanssektorens rolle i en grøn markedsøkonomi.

Barriere: Mangelfuld information
Flere af de institutionelle investorer, der lægger miljømæssige principper til grund for deres investeringer, efterspørger overskuelig, relevant og komprimeret information om virksomhedernes miljøforhold. Andre, mindre finansinstitutioner efterlyser let tilgængelig adgang til information om branchers og virksomheders miljøforhold, bl.a. med henblik på at kunne gennemføre hurtige screeninger.

Mulighed: Værktøjer
Der vurderes ikke at være behov eller interesse for et meget detailpræget værktøj til analyse af virksomhedernes miljøforhold, men flere efterspørger en lettilgængelig vidensressource, der kunne bruges til en indledende screening af, om og hvilke miljøforhold der kunne være relevante i en given branche. Det ville således være hensigtsmæssigt at undersøge, om eventuelt eksisterende vidensressourcer er relevante og anvendelige og i givet fald at søge at skabe kendskab til disse i finanssektoren (fx. kontaktpersonlister og opslagsværker). Der kunne med fordel oprettes et indledende kontaktpunkt, som kunne hjælpe spørgeren videre til relevante ressourcepersoner eller vidensredskaber. I givet fald skulle der gøres en informationsindsats over for sektoren.

Ligeledes kunne der igangsættes et udviklingsarbejde med henblik på at udarbejde en metode til at informere om virksomheders miljøforhold på en komprimeret og relevant måde, eksempelvis med udgangspunkt i Environmental Accounting Management udviklet i FN regi.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |