Velfungerende grønne markeder - finansielle aktørers rolle

1 Projektets formål og baggrund

1.1 Indledning
1.2 Problemstilling
1.3 Aktører i undersøgelsen
1.4 Begrebsafklaring
1.5 Rapportens opbygning

1.1 Indledning

Det er regeringens politik, at miljøpolitiske mål til dels skal opnås ved hjælp af markedets egendynamik. Ambitionen er således at opnå velfungerende grønne markeder, hvorved forstås, at miljø indgår som en parameter ved alle markedstransaktioner i hele værdikæden. Projektet Velfungerende grønne markeder: finansielle aktørers rolle belyser således, om og hvordan miljøparametre indgår i beslutninger på finansmarkederne.

Den finansielle sektor kan bidrage til at fremme grønne markeders funktion ad to veje: for det første udgør finanssektoren en rammebetingelse for virksomhederne i form af risikovillig kapital til udvikling af renere teknologier og andre udviklingsprojekter med miljømæssige perspektiver. For det andet kan finanssektoren fungere som drivkraft med hensyn til at øge erhvervslivets generelle opmærksomhed på miljøaspekter, fx. ved i deres finansieringsvurderinger at lægge vægt på miljøstyring og miljørelaterede markedspotentialer. Undersøgelsen har primært fokuseret på finanssektorens relation til erhvervslivet som helhed og dermed rollen som potentiel drivkraft, idet den derved omfatter en langt større del af finanssektorens virke.

Projektet bidrager således til at forbedre videngrundlaget vedrørende en grøn markedsøkonomi. Regeringen har igangsat en analyse om mulighederne for praktisk brug af markedsorienterede redskaber til at fremme et bedre miljø. Nærværende projekt har til formål at give et dybtgående kendskab til finanssektoren, en strategisk vigtig aktør der er omfattet af projektet ”Grøn markedsøkonomi”. Projektets resultater vil således supplere rapporten om grøn markedsøkonomi, for så vidt angår finansielle aktører. For Miljøstyrelsens produktionsorienterede programmer som Renere Produkt-programmet er det endvidere relevant at få en bedre forståelse af de finansielle aktørers rolle som rammebetingelse for udviklingen af miljøvenlig teknologi og produktion, herunder om de finansielle aktører udgør en barriere for finansiering af miljøvenlig(e) produktion/produkter.

1.2 Problemstilling

Projektet har således undersøgt følgende problemstilling: hvordan agerer de finansielle aktører, dvs. investorer, kreditinstitutioner og andre kapitalformidlere, med hensyn til at inddrage miljøparametre i deres investerings- og långivningsvirksomhed? Specifikt er det undersøgt, om miljøparametre indgår i vurderinger af finansielle risici og af rentabilitet. Analysen afdækker eventuelle barrierer for inddragelse af miljøhensyn i finansieringsvirksomhed med henblik på at identificere muligheder for at stimulere de finansielle aktører til i højere grad at inddrage miljøparametre.

Endvidere har projektet haft til formål at skitsere en model for, hvordan finansielle aktører kunne inddrage miljøaspekter i deres investerings- og långivningsbeslutninger ud over de forhold, der traditionelt indgår i sådanne vurderinger. Modellen opstiller rammer for en bred og fleksibel inddragelse af miljøhensyn, og den er målrettet mindre finansvirksomheder, der ikke har egne vurderingsredskaber men som ikke nødvendigvis finder internationale indeks og vurderingsværktøjer relevante eller anvendelige.

1.3 Aktører i undersøgelsen

Hovedvægten i undersøgelsen ligger på relationen mellem finansielle aktører og virksomheder. De finansielle aktører omfatter banker, pensionssektoren, investeringsforeninger, kapitalformidlings- og investeringsselskaber.

Finansanalytikere indgår ikke i denne undersøgelse, idet disse ikke fastlægger egentlige investeringsprincipper. Det skal fremhæves, at undersøgelsens fokus er erhvervslivet og finanssektoren generelt, frem for eksplicit grønne aktører.

Undersøgelsen omfatter endvidere individuelle private investorer, der kan påvirke finansmarkedet direkte ved at investere pension eller anden opsparing i miljøvenlig produktion gennem investeringsforeninger, der inddrager miljøparametre. Individuelle investorers rolle som efterspørgere af grønne investeringer belyses eksplorativt.

1.4 Begrebsafklaring

Diskussionen om miljøvenlige investeringer har berøringsflade med den internationale debat om virksomheders sociale og miljømæssige ansvar og overordnet til den internationale bevægelse omkring corporate governance, som angiver en generel tilslutning til principper om etisk forsvarlig adfærd. Det har i forbindelse med projektet været diskuteret, om undersøgelsen skulle omhandle bæredygtig adfærd, der i mange sammenhænge hviler på tre ben: social bæredygtighed, herunder arbejdsmiljø, miljømæssig bæredygtighed og økonomisk bæredygtighed.

I udgangspunktet afgrænses begrebet i dette studie til miljømæssig bæredygtighed, defineret som inddragelse af miljøaspekter i produktion og produkter. I praksis har det i dataindsamlingen ikke været muligt at opretholde sondringen, idet undersøgelsens deltagere repræsenterer forskellig praksis. Så vidt muligt gengiver rapporten den af interviewpersonerne valgte terminologi.

1.5 Rapportens opbygning

Udover dette indledende kapitel er rapporten disponeret på følgende vis:

Undersøgelsens væsentligste resultater og konklusioner er opridset i det foregående kapitel Sammenfatning og konklusioner

Kapitel 2 redegør for undersøgelsens metode og datagrundlag.

Kapitel 3 skitserer overordnet den finansielle sektor, herunder typer af aktører, finansielle aktørers muligheder og rationaler for at inddrage miljøaspekter i finansieringsbeslutninger og redegør kort for omfanget af sociale og grønne investeringer i Danmark og internationalt.Kapitel 4 redegør på baggrund af caseanalyser og det øvrige datamateriale for finanssektorens praksis med hensyn til at inddrage miljøaspekter i finansieringsbeslutninger.

Bilag A opstiller forslag til en model for, hvordan finansvirksomheder kan inddrage miljøfaktorer i deres beslutninger.

Bilag B redegør for de væsentligste reguleringer af de to cases svineproduktion og tekstiler.