Substitution af biocider i bundmaling til skibe med enzymer

20 Perspektiver

Formålet med nærværende projekt har været at undersøge om der kunne udvikles et alternativ til de eksisterende bundmalinger til lystbåde som ikke indeholder biocider – men derimod baseret på enzymer og som derfor ikke ville have skadelige effekter på havmiljøet.

Det har ikke indenfor projekt perioden været muligt at udvikle et alternativ til de kommercielle biocid baserede produkter. Resultaterne fra undersøgelserne peger dog på at det er muligt at udvikle en enzymbaseret bundmaling som ikke har skadelige effekter på havmiljøet.

Undersøgelserne viser at der kan fremstilles – hårde - og selvpolerende malinger som ikke indeholder biocider men udelukkende er baseret på enzymer som den antibegroende komponent.

Sejlerne der har deltaget i undersøgelsen peger på at den selvpolerende maling polerer for hurtigt. I løbet af en sejlsæson er malingen poleret væk og skibets bund er derfor uden antibegroende maling sidst på sejlsæsonen.

Malingernes tekniske egenskaber kan forbedres så der opnås bedre påførings egenskaber og bedre dækkeevne. Det er også muligt at justerer hastigheden hvormed en malingen polerer.

Fra undersøgelserne fremgår det at i de eksisterende prototyper udvaskes enzymerne for hurtigt set i forhold til en sejlsæson. Der kunne i laboratoriet måles enzym aktivitet fra udludnings bufferen der viste at malingsoverflade ville være "tømt" for enzym efter ca. 3 måneder. Det er derfor rimeligt at antage at overfladen i de påførte malinger mangler enzym som derfor giver anledning til de begroninger og fartreduktioner som sejlerne konstaterer.

For at forhindre en for hurtig udludning må enzymerne derfor forankres i malingen. Dette kan gøres ved at immobiliserer enzymerne til binder eller fyldstofferne i malingen eller ved at ændre på enzymernes overfladestruktur så ladningsegenskaberne ændres. Immobilisering og funktionalisering af enzymer er kendte teknologier.

Det er vigtigt at pege på resultaterne fra de øko-toksikologiske undersøgelser. Disse resultater viser at enzymerne nedbrydes 100% i løbet af 12 dage i havvand og der kunne ikke konstateres akutte toksiske effekter på alger, dafnier og fisk. Konklusionen er derfor at: på baggrund af de opnåede resultater vil AMG 300 L, Alcalase 2,5 L, Type DX og Pulpzyme® HC ikke skulle klassificeres som miljøfarlige i henhold til Kommissionens Direktiv 67/548/EEC om klassificering af farlige stoffer.

Disse resultater giver derfor et lovende perspektiv for det videre arbejde med udvikling af et miljøvenligt biocidfrit alternativ.

Dansk Sejlunion anser den enzymbasere malingsteknologi for et lovende biocidfrit alternativ. Testens resultater viser, at teknologien bør forbedres dels for at øge antibegroningsegenskaberne især over for slim, alger og bryozoer dels for at opnå en lavere poleringshastighed af den selvpolerende maling.

Pladeforsøg udført af BioLocus har sideløbende med bådtesten vist, at enzymerne, i andre blandinger end de afprøvede i højere grad kan forhindre begroning.

Dansk Sejlunion håber derfor, at der til gavn for miljøet og lystsejlerne vil blive arbejdet videre på at forbedre teknologien.

 



Version 1.0 April 2004, © Miljøstyrelsen.