Kortlægning af kemiske stoffer i skælshampoo

Forord

Miljøstyrelsen har iværksat en indsats, som tilstræber at belyse befolkningens udsættelse for kemiske stoffer i forbrugerprodukter og risikoen forbundet herved. Dette projekt ”Kortlægning af kemiske stoffer i skælshampoo” er et led i denne indsats.

Undersøgelsen er gennemført for og finansieret af Forbrugersektionen, Miljøstyrelsen.

Undersøgelsen er gennemført i december i 2002 af følgende medarbejder:

Projektleder, Cand. Scient. Claus Ankjærgaard

Projektet er fulgt af følgende medarbejdere fra Miljøstyrelsen:

  • Annette Orloff
  • Lea Frimann Hansen
  • Anette Albjerg Ejersted

Formålet med projektet er at kortlægge hvilke indholdsstoffer, der findes i et udvalgt antal skælshampooer. Materialet er udvalgt med henblik på at få indsamlet et så repræsentativt antal produkter som muligt. Derfor skal kortlægningen ikke opfattes som en fuldstændig afdækning af det danske marked for skælshampoo, men derimod som en kortlægning af almindeligt brugte indholdsstoffer, deres funktion samt tilsætningsmængde. I rapporten vil mængder været refereret som typiske koncentrationsintervaller.

I sin helhed vil projektet således omfatte følgende :

  • Kort redegørelse for hvilken lovgivning der gælder for skælshampoo.
  • Kortlægning af indholdsstofferne sorteret efter deres funktion i produkterne. Herudover typiske tilsætningsmængder.
  • Sammenligning med almindelig shampoo.
  • Eksponeringsvurdering af henholdsvis menneske og miljø.

Tolv skælshampoo blev indsamlet i perioden 30/05-2002 til 03/06-2002.

For at få et indtryk af, hvilke produkter der fandtes på markedet opsøgtes et apotek, en materialist og en dagligvarekæde.

I forhold til projektets omfang og økonomiske ramme vurderedes det således, at de indsamlede produkter levede op til projektets forventede krav til repræsentativitet-en af materialet.

Ydermere var det ikke tilstræbt at foretage en indsamling, der var geografisk repræsentativ, og alle produkterne er således indkøbt indenfor det samme lokalområde.

Af hensyn til anonymiteten, er produkterne ikke nævnt ved navn, men ved en trecifret kode mellem 354 og 365.

 



Version 1.0 Juni 2005, © Miljøstyrelsen.