Optimering af gasindvinding på deponeringsanlæg i Danmark

2 ERFA Gruppe for deponigas

Med støtte fra Energistyrelsen blev der fra 1997 til slutningen af 2002 indsamlet driftsdata fra deponigasanlæggene i Danmark og desuden blev der dannet en ERFA Gruppe for deponigasanlæggene.

2.1 ERFA Gruppe

I 1999 blev der dannet en ERFA Gruppe for deponigas i Danmark, hvor primært driftsledere for deponigasanlæg i Danmark mødtes 1 – 2 gange årligt til uformelle drøftelser og erfaringsudveksling om etablering og drift af deponigasanlæg.

Møderne blev afholdt hos et af de eksisterende deponigasanlæg, hvor der om formiddagen normalt var faglige indlæg samt orientering om de enkelte anlæg og i den forbindelse almindelig erfaringsudveksling. Om eftermiddagen blev deponigasanlægget præsenteret og besigtiget, hvorved kendskabet til forskellige anlægstyper og teknikker blev udbredt til en større gruppe.

Da støtten fra Energistyrelsen til sekretariatsfunktionerne ophørte med udgangen af 2002, gik ERFA gruppen i en slags ”hvileposition” med henblik på eventuel videreførelse senere.

I forbindelse med nærværende undersøgelse bevilgede Miljøstyrelsen støtte til, at ERFA gruppen afholdt et møde i oktober 2004, hvor indsamling af driftsdata for de seneste år, samt eventuel fremtidig dataindsamling ved indrapportering til en database, såvel som ERFA gruppens videreførelse, skulle drøftes.

2.2 Dataindsamling

Allerede fra 1997 blev der med støtte fra Energistyrelsen finansierede et sekretariat, der indsamlede månedlige driftsdata for de enkelte deponigasanlæg i det meste af perioden indtil udgangen af år 2002.

Driftsdata for gas- og energiproduktion, metan procent og eventuelle driftsmæssige forstyrrelser blev indrapporteret på skemaer til sekretariatet, der da samlede disse i et enkelt skema, som indeholdt driftsresultater fra samtlige anlæg for en enkelt måned. Skemaet blev rundsendt til alle i ERFA gruppen, så udviklingen kunne følges for samtlige de anlæg, der indleverede data. I starten var det kun få anlæg der afleverede data, men til slut indleveredes driftsdata fra næsten alle anlæg.

I forbindelse med nærværende projekt er der indsamlet månedlige driftsdata fra alle anlæg for årene 2002, 2003 og 2004. De månedsvise data er summeret til årlige driftsresultater, der kan ses i Bilag 1. Disse skemaer indeholder nogenlunde de samme informationer som de der tidligere blev indberettet på.

 



Version 1.0 September 2005, © Miljøstyrelsen.