Afdampning fra beton

Sammenfatning og konklusioner

Formålet med denne undersøgelse er at afklare virkningen af beton på indeklimaet i huse. Der er i den forbindelse fokuseret på den mulige afdampning af kemiske stoffer til indeklimaet.

En række betonproducenter er ved hjælp af spørgeskemaer blevet spurgt om sammensætningen af de betontyper, som de producerer. På baggrund af en vurdering af, hvilke af betontyperne der eksponeres til indendørs luften i bygninger, er der udvalgt 4 betontyper til test:

  • Et huldækelement
  • Et vægelement af normalbeton
  • Et vægelement af letklinkerbeton
  • En gulvbeton

Prøver af huldækelement og letklinkerbetonen blev nedknust, og der blev gennemført en headspace analyse for flygtige kulbrinter. Der blev identificeret kulbrinter i headspace over materialerne i mængder, der retfærdiggør de efterfølgende omfattende målinger af afdampning i klimakamre.

Der er enten støbt eller udsavet prøvestykker af de 4 ovenfor nævnte betontyper. Disse prøvestykker er testet i klimakammer, hvor der er gennemført målinger af afdampningen af kulbrinter, alkoholer, aldehyder og flygtige aminer.

Desuden er der gennemført sensorisk (lugt) bedømmelse af to udvalgte betontyper.

I laboratoriet er der endvidere støbt to betonemner af næsten samme sammensætning som det ovenfor nævnte vægelement. De to laboratorieprøver adskiller sig fra hinanden ved, at den ene foruden cement indeholder flyveaske fra Avedøreværket, mens den anden prøve kun indeholder cement. I flyveasken er der 63 ppm ammoniak/ammonium.

Disse to betonprøver er testet i klimakammer med henblik på en kvantificering af ammoniakafdampningen.

På grundlag af ovennævnte målinger og litteraturgennemgang må det konkluderes, at:

  • Beton støbt med anvendelse af mineraloliebaseret formolie afgiver flygtige kulbrinter, men problemets omfang er begrænset og vil sandsynligvis ikke, medmindre der anvendes overdrevet store mængder formolie, give anledning til indeklimaproblemer i den færdige bygning.
  • Beton som indeholder flyveaske med ammoniak/ammonium afgiver ammoniak til atmosfæren. Afdampningshastigheden af ammoniak fra beton er med den cement og den flyveaske, der er anvendt i disse forsøg, meget lav og vil ikke give anledning til indeklimaproblemer i den færdige bygning.
  • Beton som er fremstillet uden brug af flyveaske kan også afgive ammoniak. Afdampningshastigheden af ammoniak fra beton er med den cement, der er anvendt i disse forsøg, meget lav og vil ikke give anledning til indeklimaproblemer i den færdige bygning.
  • Afdampningen af ammoniak kan tilnærmelsesvis beskrives ved hjælp af Fick's anden lov, således at afdampningshastigheden er omvendt proportional med kvadratroden af tiden.
  • Beton afgiver ikke aldehyder, alkoholer eller aminer i nævneværdige mængder til indeklimaet.
  • Lugtafgivelsen af beton er moderat til svag og lugten er aftagende med tiden
  • Alle de testede betonprøver ville kunne indeklimamærkes.
  • Kulbrinteafdampningen fra beton kan elimineres fuldstændigt ved at anvende vegetabilsk baseret formolie.

 



Version 1.0 Juli 2006, © Miljøstyrelsen.