Kortlægning af triclosan

4 Identifikation af produkttyper

4.1 Kortlægningsprojekter

4.1.1 Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen igangsatte i 2001 et 4-årigt program til kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter /1/. Målet med indsatsen er blandt andet at skabe større viden om hvilke kemiske stoffer, der indgår i forbrugerprodukter. Forbrugerprodukter omfatter i denne forbindelse kemiske produkter og artikler som f.eks. legetøj, børneartikler, hobbyprodukter, kosmetik, smykker, tekstiler, husholdningskemikalier og møbler.

Samtlige publicerede rapporter fra Miljøstyrelsen vedrørende kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter er gennemgået. Resultatet af denne gennemgang er sammenfattet i tabel 1.

Skoplejemidler

Der er ved kortlægning af skoplejemidler /2/ fundet 3 produkter, der indeholder triclosan i en mængde på < 2,5 %. Der er tale om et rensemiddel og to lugtfjernere. Det ene af produkterne findes ikke længere på markedet.

Dyreplejeprodukter

Der er ved kortlægningen af dyreplejeprodukter /3/ fundet 1 produkt der indeholder triclosan i en mængde på < 0,3 %.

Rullemadrasser

Der blev i et kortlægningsprojekt vedrørende rullemadrasser /4/ analyseret for indhold af triclosan i udvalgte produkter. Der blev ikke påvist triclosan i nogen af de udvalgte prøver. Det skal dog bemærkes, at en del af analyserne ikke kunne gennemføres på grund af interferens med andre stoffer.

Beklædningsgenstande

Der blev i et kortlægningsprojekt vedrørende antibakterielle beklædningsgenstande /5/ fundet triclosan i små mængder (0,0007-0,0195 %) i indlæg i cykelbukser, underbukser, polyesterfibre i vintertøj og i sålen på et par sandaler.

I et andet kortlægningsprojekt vedrørende indholdet af triclosan i udvalgte forbrugerprodukter /7/ blev 2 par cykelbukser, en sports BH, et par skistrømper, og en antilugtsål analyseret for indhold af triclosan. Der blev fundet en lille mængde triclosan (0,028 %) i skistrømperne.

Gulvtæpper

I et kortlægningsprojekt vedrørende kemiske stoffer i gulvtæpper /6/ blev 10 udvalgte produkter analyseret for triclosan. Der blev ikke påvist triclosan i nogen af produkterne.

Håndsæber

I en endnu ikke publiceret rapport vedrørende kortlægning af håndsæber /18/, er der identificeret 2 antimikrobielle håndsæber til professionelt brug, der indeholder triclosan. Indholdet i det ene produkt er 0,2 %, mens indholdet i det andet er ukendt.

Tabel 1 Produkttyper der indeholder triclosan fundet ved søgning i Miljøstyrelsens rapporter om kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter

Produkttype % - indhold Kilde
Skoplejemidler < 2.5 /2/
Dyreplejeprodukter < 0,3 /3/
Rullemadrasser Ikke påvist* /4/
Beklædningsgenstande: Indlæg i cykelbukser, underbukser, polyester-fibre i vintertøj, sandaler (sål) 0,0007-0,0195 /5/
Gulvtæpper Ikke påvist /6/
Skistrømper 0,028 /7/
2 antimikrobielle håndsæber 0,2 og ukendt /18/

*En del af prøverne kunne ikke analyseres pga. interferens

4.1.2 Grøn information/Informationscenter for Miljø og Sundhed

Grøn Information indkøbte i januar og maj 2000 48 forskellige produkter af kosmetisk karakter specielt beregnet til mænd /25/. Blandt de undersøgte produkter indeholdt 8 produkter (ca. 17 %) triclosan. Blandt disse produkter var en barberskum og en deodorant fra Matas. Disse produkter indeholder ikke længere triclosan, idet Matas har valgt at fjerne triclosan fra egne produkter. Ved efterfølgende besøg i dagligvarehandelen viste det sig desuden, at flere andre af disse produkter ikke længere indeholdt triclosan.

Grøn Information undersøgte i juli 2002 20 deodoranter for deres indhold af problematiske stoffer. Alle indkøbte deodoranter var cremer, stifter eller roll-on og dermed deodoranter uden drivmidler. Resultatet af undersøgelsen viste, at 7 ud af de 20 deodoranter (35 %) indeholder triclosan /14/.

Informationscenter for Miljø og Sundhed indkøbte i løbet af 2005 31 deodoranter, som blev screenet for indhold af problematiske stoffer. Der var ikke triclosan i nogen af de indkøbte deodoranter i henhold til produkternes indholdsdeklarationer /15/.

4.1.3 Brancheforeningen SPT

Brancheforeningen SPT er en bredt sammensat interesseorganisation for producenter og leverandører af vaske- og rengøringsmidler, kosmetiske produkter samt personlige plejemidler. Foreningen består i dag af 90-100 danske virksomheder, hvoraf ca. en tredjedel har produktion i Danmark.

SPT lancerede i 2004 et charter for leverandører af rengøringsmidler til professionelle brugere. Underskrivere af SPT chartret forpligter sig ikke at markedsføre rengøringsmidler, der indeholder triclosan til professionelle brugere, dog undtaget biocidprodukter, det vil sige produkter til desinficerende formål. Dette betyder, at der kan være virksomheder mellem foreningens medlemmer som producerer eller leverer enkelte rengøringsprodukter til desinficerende formål. Disse produkter vil dog være rettet mod professionelle brugere inden for sundhedsvæsenet, f.eks. på hospitaler, klinikker for fysioterapi m.v..

4.1.4 Statens forurensningstilsyn (SFT), Norge

Statens Forurensningstilsyn udførte i 2000/2001 en kortlægning af bakteriehæmmende midler i rengøringsmidler og andre produkter /8/. Kortlægningen omfattede 29 norske importører/producenter af tekstiler, sko, vaske- og rengøringsmidler og dagligvarer i øvrigt.

Kortlægningen gav i korte træk følgende konklusioner:

  • Der blev fundet bakteriehæmmende midler af triclosan-typen i et lille antal cykelbukser, træningstrøjer samt i en gulvbelægning.
  • Der blev ikke fundet triclosan i vaske- og rengøringsmidler.
  • Brugen af bakteriehæmmende midler af triclosan-typen var af relativ ny dato
  • Flere af firmaerne var ikke gearede til at besvare denne type spørgsmål, og flere havde besvær med at få udenlandske leverandører til at besvare spørgsmål om indholdsstoffer.

4.1.5 Statens Næringmiddeltilsyn (SNT), Norge

Statens næringsmiddeltilsyn udførte i løbet af 2001 /19/ en kortlægning af brugen af triclosan i kosmetiske produkter i Norge. Det blev konkluderet, at hovedkilden til triclosan i kosmetiske produkter er tandpasta (74 %). Resultatet af kortlægningen viste, at den totale mængde triclosan, der i år 2000 stammede fra kosmetiske produkter, udgjorde ca. 2300 kg. Fordelt på forskellige produktgrupper var resultaterne som følger:

  • Tandpasta: 1700 kg
  • Mundskyllevand: 50 kg
  • Deodoranter: 60 kg
  • Håndsæber: 270 kg
  • Øvrig kosmetik: 200 kg

Statens næringsmiddeltilsyn udgav i 2003 en rapport med titlen ”Analyse av triklosan i kosmetiske produkter” /10/, som indeholder information om mængden af triclosan i 28 forskellige kosmetik og kropsplejeprodukter. Resultaterne viste, at indholdet i de analyserede produkter varierede fra mindre end 0,09 til 0,53 % triclosan i produkter der skal skylles af efter brug. Det højeste indhold af triclosan blev fundet i en tandpasta af mærket Solidox Total. Indholdet viste sig efter flere analyser at variere med produktionstidspunktet. Producenten er efterfølgende ophørt med at anvende triclosan i produktet.

4.1.6 Kemikalieinspektionen, Sverige

Kemikalieinspektionen i Sverige har udført et projekt med henblik på at kontrollere virksomheder, der producerer forskellige typer af varer, der indeholder antibakterielle stoffer. I juni 2005 udgav Kemikalieinspektionen en rapport om projektets resultater /9/.

I alt 20 virksomheder blev inspiceret (se tabel 2), blandt disse var der to leverandører af antibakterielle stoffer til brug i artikler. Af de resterende 18 virksomheder solgte de 11 artikler behandlet med antibakterielle midler. Behandling med antibakterielle midler blev hovedsageligt fundet i sports- og fritidstøj, men også i plastik og sko. Brugen af triclosan, som tidligere var meget udbredt, synes at være faldende til fordel for sølvforbindelser og sølvtråde.

Tabel 2 Virksomheder inspiceret i en svensk undersøgelse

Type af virksomhed Antal virksomheder
Sport (sportstøj og –sko) 6
Friluftsliv (tøj/sko/øvrigt udstyr) 4
Husholdning (Plastik,...) 4
Øvrigt (flere segmenter) 4
Råvarer 2
Sum 20

I rapporten konkluderes det, at triclosan stadig forekommer i enkelte produkter, men ofte uden at virksomheden har kendskab til, at det indgår. Desuden konkluderes der, at overordnet virker det som om triclosan er forsvundet fra det svenske marked og i stedet er blevet erstattet af andre stoffer.

4.1.7 Livsmedelsverket, Sverige

Af en rapport fra Livsmedelsverket i Sverige med titlen ”Antimikrobiella medel” fra 2000 /11/ fremgår det, at triclosan blev fundet i 25 % af alle tandpastaer på det svenske marked. Dette svarede til 80-85% af den totale triclosananvendelse i kosmetik i Sverige i år 2000.

4.2 SPIN-databasen

SPIN-databasen indeholder ikke-fortrolige oplysninger om produkter, der er anmeldt til produktregistrene i de nordiske lande (Danmark, Norge, Sverige og Finland). I Danmark skal  kun farlige produkter, som anvendes erhvervsmæssigt, anmeldes. Anderledes er det i Sverige, hvor også produkter til private er omfattet af anmeldepligt. Det betyder, at det billede, der kan opnås på baggrund af data fra SPIN-databasen, når man anvender danske data, kun dækker det professionelle marked, og kun i det omfang produkterne anses for farlige i henhold til Arbejdstilsynets regler. Man kan derfor ikke forvente at finde f.eks. håndsæber, da de ikke er klassificeret som farlige. Et andet problem vedrørende anvendelsen af data fra SPIN-databasen er, at virksomhederne ikke altid opdaterer de data, som er fremsendt til det danske produktregister, hvilket medfører en usikkerhed på de mængder data, der er tilgængelige. Data vedrørende år 2004 bliver desuden først tilføjet databasen i foråret 2006.

Ikke desto mindre kan data fra SPIN-databasen give et fingerpeg om den del af produkterne, som anvendes erhvervsmæssigt samt om udviklingen i forbruget på det professionelle marked.

4.2.1 Produkttyper

De produkttyper, der fremkommer ved en søgning på danske data, fremgår af tabel 3.

Tabel 3 Anvendelse (produkttype) - National kode

Kode Anvendelse
H0500 Hudplejemidler
H0520 Hudrensemidler (Sæbe, shower gel, håndrensecreme )
R10000 Vaske-/rengøringsmidler
R10990 Andre vaske-/rengøringsmidler

Søgning på danske data giver kun to produkttyper, der indeholder triclosan, dels kosmetiske produkter i form af hudpleje- og –rensemidler dels vaske-/rengøringsmidler.

4.2.2 Antal produkter

Udviklingen i det totale antal produkter, der indeholder triclosan fra 2000 til 2003 ligger nogenlunde konstant på omkring 30 produkter som vist i figur 1.

Figur 1 Antal produkter der indeholder triclosan i årene 2000 til 2003 (SPIN)

Figur 1 Antal produkter der indeholder triclosan i årene 2000 til 2003 (SPIN)

Ser man i stedet på udviklingen indenfor de to anvendelsesområder (figur 2), fremgår det, at antallet af rengøringsmidler, som indeholder triclosan er steget lidt, mens antallet af kosmetiske produkter, der indeholder stoffet, har været svagt faldende.

Figur 2 Antal produkter i SPIN databasen, der indeholder triclosan i årene 2000 til 2003 fordelt på produkttyper

Figur 2 Antal produkter i SPIN databasen, der indeholder triclosan i årene 2000 til 2003 fordelt på produkttyper

På grund af det relativt lave antal produkter, der er fundet i SPIN-databasen, kan der dog ikke konkluderes noget på baggrund af disse ændringer alene.

4.2.3 Brancher

Oplysninger fra Produktregisteret vedrørende de brancher, der anvender produkter, som indeholder triclosan er fremsendt fra Miljøstyrelsen og er gengivet i tabel 4. Brancherne er ikke opstillet i prioriteret orden, men efter branchekode.

Som det fremgår af tabellen, anvendes der triclosan i produktionen af produkter som papir, plast, rengøringsmidler samt ved fremstilling af asfalt, tagpap og stenuld. Desuden anvendes triclosan og/eller triclosanholdige produkter i sundhedsvæsenet (hospitaler, plejehjem , hjemmepleje og hjemmeservice). Endelig anvendes triclosan ved kvægavl. For de fleste af disse brancher er der formodentligt tale om anvendelse af desinficerende håndsæber og rengøringsmidler.

Tabel 4 Brancher, der anvender produkter indeholdende triclosan

Branchekode Brancher der anvender triclosan
A0012100 Kvægavl
DB173000 Færdigbehandling af tekstiler
DE211000 Fremstilling af papirmasse, papir og pap
DG240000 Fremstilling af kemikalier og kemiske produkter
DG245000 Fremstilling af sæbe, rengørings- og rensemidler samt poleremidler,
Parfume og toiletmidler
DH252000 Fremstilling af plastprodukter
DI268200 Fremstilling af asfalt-, tagpap og stenuldsfabrikker m.v.
N0851000 Sundhedsvæsen
N0851400 Sundhedsvæsen i øvrigt
P095000 Private husholdninger med ansat hjælp

4.2.4 Indhold

Af figur 3 fremgår det, at størsteparten (71 % ) af de produkter, der er anmeldt i Danmark og som anvendes) indeholder mellem 0 og 2 % triclosan. Produkter, der indeholder mellem 50 og 100 procent, er formodentligt råvarer, der anvendes som tilsætning i andre produkter. Da der er tale om et meget lavt antal produkter og udelukkende produkter, der anvendes til professionelt brug, er det vanskelligt at konkludere noget alene på baggrund af disse tal.

Figur 3 Indhold af triclosan i produkter i SPIN-databasen

Figur 3 Indhold af triclosan i produkter i SPIN-databasen

4.2.5 Årlige mængder

Figur 4 viser mængden af triclosan i Danmark i perioden 2000 til 2003 på baggrund af mængdeoplysninger fra SPIN databasen. Som det ses af figuren, er forbruget faldet drastisk fra 4,5 ton i 2000 til 0,5 ton i 2001, hvorefter forbruget i 2003 viser en lille stigning.

Figur 4 Mængden af triclosan i SPIN databasen

Figur 4 Mængden af triclosan i SPIN databasen

4.3 Danmark Statistik – Statistikbanken

Danmarks statistik blev kontaktet med henblik på at foretage en søgning i statistikbanken. En specifik søgning på det kemiske stof er ikke mulig, da databasen ikke indeholder data vedrørende triclosan. Det er heller ikke muligt at søge efter data for specifikke produktnavne indeholdende triclosan, idet sådanne data ikke er offentligt tilgængelige. Ved personlig kommunikation med en medarbejder hos Danmarks statistik blev DTC opfordret til at søge på import og eksport under udenrigshandel i statistikbanken. Websiden under udenrigshandel indeholder oplysninger om importerede og eksporterede produkter opgivet i kg eller DKK. På baggrund af kendskab til produkttyper, der kan indeholde triclosan, kan en søgning på mængder af den specifikke produkttype fordelt på import og eksport foretages. Søges for eksempel på tandpasta (Emne navn i Danmarks statistik: ”Tandpasta, tandpulver o.l. tandplejemidler også med indhold af lægemidler”), som er en produktgruppe, der kan indeholde triclosan, fås importerede og eksporterede mængder fra 2000 til 2005. Forudsætningen for at anvende denne type data er dels et estimat af andel af tandpasta på det danske marked, der indeholder triclosan (%), og dels et kendskab til, at mængden af importerede produkter der videreeksporteres. Det er muligt at estimere andelen af tandpasta på det danske marked, der indeholder triclosan, udfra en kortlægning af produkter i detailhandlen, men viden om mængden af importerede produkter, der videreeksporteres, kan ikke umiddelbart erhverves. Desuden kan ovenstående give en bias, da det ikke kan antages at fordelingen mellem tandpastaprodukter indeholdende og ikke indeholdende triclosan er jævnt fordelt over årene. DTC konkluderer på denne baggrund, at der ikke kan indhentes oplysninger hos Danmarks statistik, som er relevante for kortlægningen af triclosanforbruget i Danmark i perioden 2000 til 2005.

4.4 Tekstiler

I Miljøstyrelsens rapport ”Antibakterielle midler i beklædningsgenstande”/5/ konkluderes det, at triclosan tilsyneladende ikke anvendes i fabrikationen af beklædningsgenstande i Danmark. Det bemærkes dog, at der i andre EU-lande anvendes flere tons triclosan i fabrikationen af beklædningsgenstande, og at en del triclosanbehandlede varer derfor kan finde vej til Danmark. Rapportens resultater peger dog på, at indhold af triclosan i denne type varer kun skal være 7 ppm (eller mindre) for at opnå den ønskede antibakterielle virkning.

Ved kortlægninger i såvel Danmark som i Norge og Sverige er der da også blevet identificeret små mængder triclosan i sports- og fritidstøj. En svensk rapport konkluderer, at brugen af triclosan synes at være faldende til fordel for sølvforbindelser og sølvtråde. Da der yderligere er tale om meget små mængder triclosan i tekstiler, vurderes det, at bidraget fra denne type produkter udgør en meget lille del af den totale mængde triclosan, som forekommer på det danske marked.

Ved kontakt til Tekstil- og Beklædningsindustrien /22/ blev det endvidere oplyst, at tekstilindustrien ikke umiddelbart var bekendt med tekstilprodukter indeholdende triclosan.

4.5 Plastprodukter

Synoptic document /16/ er en provisorisk liste over monomerer og additiver som må anvendes i fremstillingen af plastik beregnet til at komme i kontakt med fødevarer. Triclosan er optaget på denne liste under det kemiske navn 2,4,4’-trichloro-2’-hydroxydiphenyl ether, hvilket indikerer, at det er relevant at undersøge plastprodukter for indhold af triclosan. Dette understøttes af, at det ved søgning i SPIN-databasen er fundet, at triclosan anvendes ved fremstillingen af plastprodukter (se tabel 4, afsnit 4.2.3).

Anvendelsen af triclosan i plast er imidlertid vanskelig umiddelbart at vurdere, da der er tale om artikler, som ikke skal faremærkes i henhold til kemikalielovgivningen, ligesom der ikke er krav om sikkerhedsdatablade for artikler. Der er ved kortlægning i Sverige identificeret et mindre antal plastprodukter, der indeholder triclosan som antibakterielt middel, herunder antibakterielle rengøringssvampe og et skærebræt, der indeholder triclosan som produceres men ikke forhandles i Sverige /27/.

Der er hverken ved søgning på Internettet og eller ved opsøgende arbejde i detailhandelen fundet plastprodukter i Danmark, der indeholder triclosan.

Ved kontakt med Plastindustrien i Danmark /21/ blev det oplyst, at Plastindustrien ikke umiddelbart havde kendskab til plastprodukter, der indeholder triclosan. Det blev desuden oplyst, at det formodentligt vil være problematisk at indhente disse oplysninger hos medlemsvirksomhederne, idet mange plastforarbejdende virksomheder ikke har fuldstændige oplysninger om den kemiske sammensætning af deres råvarer. Dette stemmer overens med resultaterne af en undersøgelse fra Statens Forurensningstilsyn i Norge (se afsnit 4.1.2), hvor det blev konkluderet, at flere af virksomhederne ikke var i stand til at besvare spørgsmålet, om hvorvidt deres produkter indeholdt triclosan.

Plastindustrien i Danmark oplyste i øvrigt, at triclosan ikke bliver anvendt som konserveringsmiddel i plastprodukter men som antibakterielt middel i f.eks. et spækbræt. Det blev vurderet, at den antibakterielle effekt i hårdplast ville være kortvarig, idet stoffet kun  findes i overfladen af produktet.

På denne baggrund vurderes det, at antibakterielle plastprodukter ikke er en produkttype, der appellerer til de danske forbrugere, og at de mængder triclosan, der eventuelt skulle stamme fra denne type produkter er ubetydelig i denne sammenhæng.

4.6 Maling

Der er ved søgning på Internettet fundet sikkerhedsdatablade for malingsprodukter, der indeholder triclosan. Det vurderes dog, at denne type produkter ikke har nogen væsentlig udbredelse i Danmark. For at underbygge dette er der blevet taget kontakt til Foreningen for Danmarks Farve- og Lakindustri, som efter henvendelse til et stort udsnit af medlemsvirksomhederne kunne meddele, at ingen af de adspurgte virksomheder anvender triclosan /20/.

4.7 Kosmetik

De kosmetiske produkter, der indeholder triclosan, er typisk tandpasta, deodoranter, hud- og fodplejemidler samt hudrensemidler.

Triclosan kan anvendes i kosmetik med to forskellige formål enten som konserveringsmiddel for at forøge holdbarheden af produktet, eller som bakteriedræbende middel med henblik på at dræbe bakterier på hudens overflade.

Når triclosan anvendes som konserveringsmiddel i kosmetik, må indholdet højst være 0,3 %, og det skal fremgå af indholdsdeklarationen, at produktet indeholder triclosan. Anvendes stoffet som bakteriedræbende middel[2], skal stoffets navn også fremgå af indholdsdeklarationen, og endvidere skal formålet med stoffets anvendelse i produktet fremgå, f.eks bakteriedræbende middel.

Ved søgning i litteraturen og på Internettet samt ved opsøgende arbejde i dagligvarebutikker og i private hjem, er der identificeret en lang række kosmetiske produkter, der indeholder triclosan. Disse produkter fremgår af tabel 5 afsnit 4.10.

4.8 Rengøringsmidler

Ved en kortlægning udført af Statens Forurensningstilsyn i Norge blev der ikke fundet vaske-/rengøringsmidler med indhold af triclosan. Selvom disse kortlægninger omfattede et begrænset antal virksomheder/produkter, tyder dette på, at anvendelsen af triclosan i vaske-/rengøringsmidler ikke er udbredt.

Der er ved søgning på Internettet og opsøgende arbejde i detailhandelen kun fundet 2 rengøringsprodukter, der indeholder triclosan: et toiletrensemiddel, og desinficerende servietter. Begge produkter vurderes at være rettet mod professionelle brugere. Ved søgning i SPIN-databasen fremgår det imidlertid, at der findes rengøringsmidler der indeholder triclosan på det danske marked. Det vurderes på denne baggrund, at triclosan sandsynligvis kun forekommer i rengøringsprodukter, der anvendes erhvervsmæssigt, og at der er tale om produkter, der anvendes til desinficerende formål.

4.9 Andre produkttyper

Der er ved kortlægning af skoplejemidler /2/ fundet 3 produkter, der indeholder triclosan i en mængde på < 2,5 %. Der er tale om et rensemiddel og to lugtfjernere. Det ene produkt findes ikke længere på markedet.

Der er ved kortlægningen af dyreplejeprodukter /3/ fundet 1 produkt, der indeholder triclosan i en mængde på < 0,3 %, svarende til den mængde, der må anvendes som konserveringsmiddel i kosmetik.

4.10 Opsøgende arbejde i dagligvarebutikker og private hjem

Som supplement til litteraturstudiet blev der efterfølgende foretaget opsøgende arbejde i dagligvarebutikker (apoteker, supermarkeder, materialister) og i private hjem.

Da antallet af forskellige parfumer, deodoranter m.v. i dagligvarehandelen er af en betydelig størrelsesorden, har det ikke været muligt at kontrollere samtlige produkter.

På SPT’s hjemmeside blev der imidlertid fundet en liste over de 10 mest solgte henholdsvis herre og dame dufte i Magasin i juni 2005 /15/. Ved besøg i den lokale Matas blev det undersøgt, hvorvidt parfumer og deodoranter svarende til disse dufte indeholdt triclosan. Ingen af de mest solgte parfumer indeholdt triclosan, mens 7 dame deodoranter og 4 herre deodoranter indeholdt triclosan.

Denne lille undersøgelse viser således, at 11 ud af de 20 undersøgte populære dame- og herredeodoranter (ca. 50 %) indeholdt triclosan.

Udover de herved identificerede deodoranter, blev der ved søgning på Internettet, opsøgende arbejde i detailhandelen og i private hjem yderligere identificeret en række produkter, der indeholder triclosan. Disse produkter er angivet i tabel 5.

Tabel 5 Identificerede produkttyper ved opsøgende arbejde i detailhandelen og private hjem.

Produkttype Antal Bemærkning Kilde
Deodoranter 22 Detail Matas og private hjem
Tandpasta 3 Detail Matas
Make-up 1 Detail Privat
Acne creme 2 Detail Privat og Matas
Parfume 1 Detail Privat
Vådservietter til spædbørn 1 Sverige Internettet
Antibakterielle håndsæber 2 Til professionelle Sikkerhedsdatablad på Internettet
Toiletmiddel 1 Til professionel brug Sikkerhedsdatablad på Internettet
Desinficerende servietter 1 Til professionelt brug Fysioterapiklinik
I alt 34    

4.11 Sammenfatning

Tabel 6 er en bruttoliste over produkttyper, der kan indeholde triclosan og som er identificeret ved litteraturstudiet og opsøgende arbejde i detailhandelen og i private hjem.

Tabel 6 Produkttyper som kan indeholde triclosan i henhold til litteraturstudie og opsøgende arbejde

Kosmetik
Tandpasta
Deodoranter
Håndsæbe
Hudplejemidler
After shave
Barberskum og –gel
Fodspray
Mundskyllevand
Pudder
Øjenskygge
Shampoo
Vådservietter til børn
Bumsecreme
Parfume
Plastartikler
Antibakterielle rengøringssvampe (Sverige)
Skærebrædder (Sverige)
Tekstiler
Skistrømper
Cykelbukser
Sports BH
Rengøringsmidler
Rengøringsmidler til sko
Desinficerende servietter
Toiletrensemiddel
Andre produkttyper
Lugtfjernere til sko
Dyreplejeprodukt
Maling

På baggrund af det foregående blev det vurderet, at de mængdemæssigt væsentligste produkttyper, der kan indeholde triclosan, er rengøringsmidler og kosmetik. Den efterfølgende kortlægning af mængder blev derfor koncentreret om disse produkttyper.


Fodnoter

[2] ”Andre formål end konserverende” (Kosmetikbekendtgørelsen bilag 5).

 



Version 1.0 Juli 2006, © Miljøstyrelsen.