| Forside | | Indhold | | Forrige |

Samlet sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i indeklimaet fra udvalgte forbrugerprodukter

Bilag B: Gennemgang af de sundhedsrelaterede egenskaber af de 11 prioriterede stoffer

• 1.1 Indledning
• 1.2 Formaldehyd
• 1.3 Acetaldehyd
• 1.4 Phenol
• 1.5 Benzen
• 1.6 Toluen
• 1.7 Xylen
• 1.8 Styren
• 1.9 Limonen
• 1.10 Phthalater
• 1.11 Bromerede flammehæmmere
• 1.12 Perfluoralkylforbindelser

1.1 Indledning

For hvert af de prioriterede stoffer er der udarbejdet en sammenfatning af de relevante sundhedsmæssige egenskaber hovedsageligt baseret på tidligere vurderinger af stofferne i Miljøstyrelsens kortlægningsrapporter for forbrugerprodukter samt artikler i tidsskriftet ”Arbejdsmiljø” om fokus på farlige stoffer i arbejdsmiljøet.

1.2 Formaldehyd

De sundhedsmæssige egenskaber af formaldehyd er bl.a. beskrevet i MST forbrugerprodukt kortlægningsrapport nr. 23, 2003, nr. 39, 2004 og nr. 46, 2004 og Fokusartikel nr. 10.

Formaldehyd er det simpleste og teknisk mest vigtige medlem af stofgruppen aldehyder. Formaldehyd er en farveløs gas med en karakteristisk skarp og stikkende lugt. Stoffet er letopløseligt i vand og opløseligt i alkoholer og ethere. Formaldehyd er en meget reaktiv gas, der er brændbar og danner eksplosive blandinger med atmosfærisk luft. Derfor forhandles formaldehyd mest som en vandig opløsning (“formalin”) med et typisk indhold af 37-50% formaldehyd.

Irritant

Ved indånding af formaldehyd-gas gennem næsen betyder den store vandopløselighed, at en stor del tilbageholdes her og ikke når de nedre luftveje. Den laveste formaldehydkoncentration uden læsion af næseepitelet i forsøg med rotter er bestemt til 1,2 mg/m³ = 1 ppm. Den store reaktivitet betyder, at der kan forekomme en smertefuld irritation af slimhinderne i næse og svælg samt i øjnene efter et par timers udsættelse for en koncentration på under 0,2 ppm, men der er en betydelig individuel variation i modtageligheden. Specielt følsomme personer kan lugte formaldehyd og endda reagere med slimhinde- og specielt øjenirritation helt ned til 0,06 mg/m³. Indhold over 0,05 mg/m³ kan medvirke til en øget forekomst af symptomer og gener. Børn er særligt følsomme, og indånding af formaldehyd kan nedsætte deres modstandskraft mod luftvejsinfektioner.

Allergirisiko

Hudkontakt med fortyndet formalin kan medføre kløe, rødmen og udslæt. Der er risiko for kontaktallergi eller nældefeber, idet omkring 1% af befolkningen menes overfølsomme over for formaldehyd. Allergi kan opstå blot ved kontakt med imprægneret tekstil. Formaldehyd er et luftvejsallergen. I arbejdsmiljøet er der konstateret mange tilfælde af en astmatisk reaktion over for formaldehyd, der viser sig ved langvarige anfald af hoste, åndedrætsbesvær og hvæsende vejrtrækning.

Langtidseffekter

Formaldehyd har udvist et bredt spektrum af mutagene effekter i mange typer af testsystemer. Mekanismen er en binding til arvemassen.

Dyreforsøg med rotter, der indåndede 15 ppm formaldehyd-gas i 6 timer/dag i 5 dage/uge i 2 år, resulterede i ondartede næsesvulster hos halvdelen af dyrene. Ud fra disse forsøg er formaldehyd et meget stærkt kræftfremkaldende stof, idet den virksomme dosis svarede til 2 mg formaldehyd/kg legemsvægt/dag.

Befolkningsundersøgelser

Der findes mange til dels modstridende epidemiologiske undersøgelser af sammenhængen mellem formaldehyd og kræft i næse, bihule og svælg. Under alle omstændigheder har Verdenssundhedsorganisationens eksperter vurderet, at formaldehyd-gas er sandsynligt kræftfremkaldende i mennesker, og stoffet er optaget på Arbejdstilsynets Liste over kræftfremkaldende stoffer.

Indeklimanorm

Allerede i 1980 indførte Boligministeriet regler til begrænsning af formaldehydafgivelsen fra spånplader, krydsfiner, træfiberplader m.v. i byggeriet. Lignende regler indførte Miljøministeriet i 1984 for møbler, inventar etc. Kravene skulle medvirke til at begrænse boligluftens indhold af formaldehyd til maksimalt 0,15 mg/m³ rumluft (0,12 ppm) – en værdi, som Lægeforeningen anbefalede som grænseværdi for opholdsrum. Denne værdi svarer til Verdenssundhedsorganisationens anbefalede grænseværdi for indeluften på 0,12 mg/m³ (0,1 ppm).

Reference dosis

USEPA Reference Dosis (RfD) er 0,2 mg/kg/dag med en usikkerhedsfaktor på 100. Den er baseret på reduceret vægtforøgelse og vævsændringer observeret i et 2-årigt rotteforsøg med oral tilførsel.

1.3 Acetaldehyd

De sundhedsmæssige egenskaber af acetaldehyd er beskrevet i MST forbrugerprodukt kortlægningsrapport nr. 39, 2004 og nr. 46, 2004 og Fokusartikel nr. 13.

Acetaldehyd nummer to i rækken af aldehyder. Acetaldehyd er en farveløs, brændbar og flygtig væske med et kogepunkt omkring stuetemperatur. Det har en meget stikkende lugt, som minder om formaldehyds. Det er blandbart med vand, alkoholer og de fleste organiske opløsningsmidler.

Irritant

Ved indånding af acetaldehyd-dampe tilbageholdes det meste i de øvre luftveje pga. vandopløseligheden. Acetaldehyd trænger dog dybere ned end det mere vandopløselige og reaktive formaldehyd.

I et kortere varende inhalationsforsøg med rotter (6 timer per dag, 5 dage om ugen i 4 uger) var ikke-effekt grænsen (NOAEL) for effekt på næseslimhinden 273 mg/m³. Med en usikkerhedsfaktor på 1000 fås en tolerabel koncentration på 0,3 mg/m³ = 300 µg/m³.

Frivillige forsøgspersoner, der blev udsat for en koncentration på 50 ppm (92 mg/m³) i 15 minutter, kunne mærke svie i øjnene som tegn på en mild øjenirritation. En lidt højere koncentration af acetaldehyd resulterede i en kraftigere øjenirritation og en brændende fornemmelse i luftvejene. Ved kontakt med huden kan der forekomme rødmen, eksem og forbrændinger, men i al almindelighed nedsætter den store flygtighed kontaktperioden og dermed risikoen.

Findes i blodet

Efter udsættelse for acetaldehyd findes det meste i blodet bundet til forskellige blodkomponenter. Halveringstiden for fri acetaldehyd i blodet er kun nogle få minutter.

I modsætning til formaldehyd har acetaldehyd en narkotisk virkning på nervesystemet. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer imidlertid acetaldehyd som et stof, der medfører en ringe risiko for skadevirkninger på nervesystem ved uheld og kraftig påvirkning. Normalt arbejde med stoffet indebærer ingen risiko.

Langtidsvirkninger

Acetaldehyd er kraftigt fosterskadende ved indsprøjtning i forsøgsdyr. Man ser bl.a. hjernedefekter. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer acetaldehyd som mistænkt reproduktionsskadende ved middel dosisniveau (gruppe 2M).

Acetaldehyd skader arveanlæg i bakterier, bananfluer og cellekulturer. Indånding af meget høje koncentrationer (>1500 ppm) af acetaldehyd i 6 timer/dag i 5 dage/uge i indtil 27 måneder forårsager nedbrydning af næseslimhinden og dannelse af næsekræft hos rotter. I forsøg med hamstere opstod ligeledes svulster, men i struben i stedet for i næsen. I forhold til formaldehyd er acetaldehyd imidlertid svagere virkende, idet der skal en 100 gange højere koncentration til at give effekten.

Da meget få arbejdere er udsat for større mængder acetaldehyd er det vanskeligt at undersøge kræftrisikoen i mennesker. Der findes en enkeltstående undersøgelse fra en fabrik i Østtyskland, der fremstillede acetaldehyd, hvor der blev konstateret en overhyppighed af kræft i lunger og mundhule. Acetaldehyd er optaget på Arbejdstilsynets Kræftliste og er af IARC placeret i Gruppe 2B, som mulig kræftfremkaldende for mennesker. Der er eksperimentelt bevis for, at stoffet er kræftfremkaldende for dyr, men mangelfuldt bevis overfor mennesker.

Grænseværdi

Referencekoncentrationen (RfC) er af USEPA fastsat til 9 µg/m³.

1.4 Phenol

De sundhedsmæssige egenskaber af phenol er beskrevet i MST forbrugerprodukt kortlægningsrapport nr. 46, 2004 og Fokusartikel nr. 30.

Ren phenol er ved stuetemperatur et farveløst, krystallinsk stof. Den tekniske kvalitet er rødlig pga. oxidation og henflydende pga. vandsugende egenskaber. Det har en meget stærk og karakteristisk lugt. Af en organisk forbindelse at være har phenol en meget stor vandopløselighed, og ved temperaturer over 65°C er phenol endda fuldstændig blandbart med vand. Phenol er samtidig opløseligt i forskellige organiske opløsningsmidler, mest i polære som f.eks. alkoholer. Phenol er stamforbindelsen for en klasse af kemiske stoffer kaldet phenoler. De har alle det til fælles, at de indeholder en hydroxygruppe (-OH) knyttet til en benzenring. Phenolerne er svage syrer og reagerer med stærke baser under dannelse af salte, som kaldes phenolater.

Irritation

Ved hudkontakt kan phenolopløsninger forårsage hudirritation og alvorlige hudskader med følelsesløshed og depigmentering. Phenoldampe i en koncentration på 47 ppm er ligeledes irriterende og ætsende for slimhinder, næse og øjne samt kan give åndedrætsbesvær.

Phenol optages hurtigt og næsten fuldstændigt via lunger, mave-tarmkanal og hud. Af det optagne phenol udskilles 90% inden for et døgn. Der er derfor ikke fare for væsentlig akkumulering i organismen.

Forgiftninger

Phenol er meget giftigt og indtagelse af omkring et gram phenol kan være dødeligt for et voksent menneske og forårsager samtidigt forbrændinger af mund og svælg. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer phenol som et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde.

Både ved akutte forgiftninger og dyreforsøg med ugelang udsættelse for større mængder phenol ved indtagelse eller indånding ses alvorlige skader på lunger, hjerte, lever og nyrer. Phenol er endvidere toksisk overfor de hvide blodlegemer. Der er ikke undersøgelser, som tyder på, at phenol skulle være allergifremkaldende. Nogle personer kan være overfølsomme, så eksponering for lave doser kan resultere i dødelige eller meget alvorlige effekter.

Langtidsvirkninger

Phenol synes ikke at være fosterskadende selv ved høje tilførte doser. Resultaterne af korttidstest for mutagen effekt har ikke været entydige. Ames-testen har givet negativt resultat i de fleste tilfælde. Det er imidlertid et spørgsmål, om bakterietests overhovedet er anvendelige til at undersøge et stof som phenol, der er meget giftigt overfor bakterier. Phenol er mutagent i hamsterceller og inducerer søster chromatid bytning i hvide blodlegemer fra mennesker.

I forsøg med mus virker phenol i meget høje koncentrationer, som er hudirriterende, forstærkende på kræftudvikling startet ved hudpensling med andre stoffer, bl.a. benzo[a]pyren. På baggrund af de foretagne undersøgelser er der ikke dokumentation for, at phenol i sig selv skulle være kræftfremkaldende. Derfor må kræftrisikoen i praksis bedømmes som helt ubetydelig. Den kritiske effekt af phenol er irritation af hud og slimhinder.

Grænseværdier

I en rapport over risikovurdering af legetøj (CEN/TC 52/WG9, 2003) er der anført en grænseværdi indendørs på 0,1 ppm (0,4 mg/m³) og en Tolerabel Daglig Indtagelse (TDI) værdi på 1,5 mg/kg lgv. Referencedosis er af USEPA bestemt til 0,1 mg/kg lgv/dag.

Forskere fra Arbejdsmiljøinstituttet har tidligere foreslået en indeklimanorm på 0,11 ppm (0,42 mg/m³) baseret på lugt og 1 ppm (4 mg/m³) baseret på irritation.^[1]

1.5 Benzen

De sundhedsmæssige egenskaber af phenol er beskrevet i MST forbrugerprodukt kortlægningsrapport nr. 39, 2004 og Fokusartikel nr. 1.

Benzen er en klar, farveløs, letfordampelig og brændbar væske med en karakteristisk, aromatisk lugt. Benzen er næsten uopløseligt i vand, men blandbart med de fleste andre organiske opløsningsmidler. Benzen er et carbonhydrid (kulbrinte) opbygget som en flad, seksleddet ringstruktur med tre dobbeltbindinger. Det er det simpleste af de såkaldte “aromatiske” carbonhydrider.

Trænger gennem huden

Benzen optages let i den menneskelige organisme gennem hud, lunger og fra mave-tarm kanalen, og det kan hurtigt måles i blodet. I mange praktiske tilfælde vil hudoptagelse være af større betydning end indånding af dampe. På grund af benzens affedtende virkning virker det desuden irriterende på hud og slimhinder. Det meste benzen udskilles igen uændret med udåndingsluften eller omdannes til phenol-derivater, som udskilles i urinen. Overskuddet deponeres i fedtvæv og knoglemarv.

Nerveskadende

Som andre organiske opløsningsmidler virker benzen på det centrale nervesystem. Symptomerne kan, afhængig af udsættelsens størrelse og varighed, være hovedpine, træthed, irritabilitet, svimmelhed, kvalme eller åndenød, som ved en meget massiv udsættelse kan overgå til kramper, bevidstløshed og død. Arbejdsmiljøinstituttet anser benzen for et stof, der medfører en stor risiko for bevidstløshed, død eller alvorlig skade på nervesystemet ved normalt arbejde.

Fosterskadende

I dyreforsøg nedsætter benzen formeringsevnen og er skyld i fosterskader og fosterdød. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer derfor stoffet som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau.

Skader på knoglemarven

Det, der adskiller benzen fra andre opløsningsmidler – herunder det nærtbeslægtede toluen – er stoffets skadevirkninger på den bloddannende knoglemarv, som er konstateret efter længere tids erhvervsmæssig udsættelse for benzen. Skaderne på knoglemarven kan have forskellige grader. I milde tilfælde ses blodmangel, som ved ophør af udsættelsen for benzen udbedres. I mere svære tilfælde kan der ske en vedvarende destruktion af knoglemarven, som medfører døden.

Risiko for leukæmi

Langtidsudsættelse for benzen kan endvidere forårsage akut eller kronisk leukæmi (blod- og lymfekræft). Efterhånden er benzen et af de bedst dokumenterede kræftfremkaldende stoffer i mennesker.

Undersøgelser har ligeledes afsløret en dosis-afhængig tendens til chromosomforandringer i lymfeceller hos arbejdere udsat for under 10 ppm benzen. Sådanne ændringer kan være medvirkende til udviklingen af leukæmi. Mange laboratorieundersøgelser har desuden vist, at benzen kan skade arveanlæg. Benzen er et af de få rene kemikalier, som det internationale kræftforskningsinstitut IARC klassificerer som sikkert kræftfremkaldende i mennesker, og det er naturligvis opført på Arbejdstilsynets Kræftliste.

Grænseværdier

Referencekoncentrationen (RfC) er beregnet til 9-30 µg/m³ og Reference dosis (RfD) til 4 µg/kg lgv/dag. Hollandske forskere har beregnet, at der forekommer en øget risiko for kræft ved benzenkoncentrationer over 20 µg/m³. Benzen er i sidste fase af risikovurderingen i EU, hvor en luftkvalitetsgrænseværdi på 5 µg/m³ skal opfyldes i januar 2010.

1.6 Toluen

De sundhedsmæssige egenskaber af toluen er beskrevet i kortlægningsrapport nr. 36, 2003, nr. 39, 2004 og nr. 46, 2004 samt i Fokusartikel nr. 16.

Toluen er en farveløs, meget brandfarlig væske med en aromatisk lugt. Blandinger med luft kan være eksplosive. Stoffet er næsten uopløseligt i vand, men blandbart med de fleste andre organiske opløsningsmidler. Toluen er et godt opløsningsmiddel for bitumen, tjære, farver, lakker, fedtstoffer, natur- og kunstharpikser. Toluen er opbygget af en seksledet benzenring med en enkelt methylgruppe.

Optages let

Toluen optages let ved indånding og gennem huden. Der sker en betydelig ophobning af toluen i fedtholdigt væv, blandt andet nervesystem og kropsfedt. Herfra udskilles toluen kun langsomt. Derfor kan der ved daglig udsættelse for lave koncentrationer af toluen i luft ske en ophobning af stoffet i kroppen. Når udsættelse for toluen ophører, tager det ca. 20 timer at halvere den mængde toluen, der findes i fedtvævet. Blodets indhold af toluen nedbrydes i leveren, og omdannelsesprodukterne udskilles med urinen.

Forgiftninger

Ved arbejde med toluenholdige produkter i lukkede og dårligt ventilerede rum kan der opstå akutte forgiftningstilfælde, som fører til bevidstløshed og måske dødsfald. Ved længere tids udsættelse for toluen i høje koncentrationer kan der opstå nerve- og hjerneskader. En enkelt dags indånding af toluen i koncentrationer på 75 ppm gav hos forsøgspersoner hovedpine, svimmelhed, øjenirritation og beruselsesfornemmelse. Symptomerne øgedes i styrke med stigende koncentration af toluen; ved 40 ppm var der ingen skadelig effekt. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer toluen som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet.

Langtidseffekter

Toluen må betragtes som reproduktionsskadende ved koncentrationer så lave som 100 ppm. Man har endvidere i Japan fundet øget hyppighed af menstruationsforstyrrelser hos kvindelige skotøjsarbejdere, der arbejdede med toluenholdig lim, og i en dansk undersøgelse er der fundet ændret koncentration af kønshormon i blod fra mandlige trykkere, der havde været udsat for toluen i længere tid. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer toluen som reproduktionsskadende ved lavt dosisniveau.

Toluen skader ikke arveanlæg i laboratorieforsøg. Imidlertid er der hos trykkeriarbejdere, der bl.a. var udsat for toluen, fundet chromosomændringer i deres lymfeceller. Der er ikke baggrund for, hverken fra dyreforsøg eller arbejdspladsundersøgelser at mistænke toluen for kræftrisiko.

Grænseværdier

I en rapport over risikovurdering af legetøj (CEN/TC52/WG9, 2003) er der angivet 2 værdier for indendørsgrænser, den ene på 0,07 ppm (0,3 mg/m³) og den anden på 0,7 ppm (3 mg/m³). Endvidere er der angivet en Tolerabel Daglig Indtagelse (TDI) på 223 µg/kg. Referencekoncentrationen (RfC) er beregnet til 0,4 mg/m³, og en TDI værdi er beregnet til 223 µg/kg lgv./dag. RfD værdien er på 223 µg/kg lgv./dag.

En indeklimagrænseværdi for toluen er tidligere af forskere på Arbejdsmiljøinstituttet foreslået til 8 mg/m³.^[2]

1.7 Xylen

De sundhedsmæssige egenskaber af xylen er beskrevet i kortlægningsrapport nr. 36, 2003, nr. 39, 2004 og nr. 46, 2004 og Fokusartikel nr. 28.

Teknisk xylen er et af de vigtigste organiske opløsningsmidler. Det er en farveløs væske med en karakteristisk sød aromatisk lugt. Xylen er tungtopløselig i vand, men blandbar med de fleste organiske opløsningsmidler. Xylen er et trivialnavn for dimethylbenzen. Der er 3 muligheder for at placere de 2 methylgrupper på den sekskantede benzenring. Det giver 3 isomere forbindelser som betegnes henholdsvis (o)rtho-, (m)eta- og (p)ara-xylen. Det, der i dagligdagen kaldes xylen, er blandinger af de isomere stoffer i forskellige forhold. De enkelte bestanddele og blandingerne afviger lidt i fysisk-kemiske egenskaber, men har nogenlunde den samme giftighed.

Hudgennemtrængeligt

Xylendampe optages i høj grad gennem lungerne. Stofferne på flydende form optages ligeledes hurtigt fra mave-tarm kanalen samt trænger let gennem huden. Det optagne xylen fordeles hurtigt i kroppen med blodet, især til knoglemarv, hjerne, milt og fedtvæv. Hovedparten af det optagne udskilles i løbet af få timer med urinen. En mindre del elimineres uomdannet med udåndingsluften.

Giftighed

Generelt anses xylener at være en anelse mere giftige end toluen, idet giftigheden vokser med antallet af alkylgrupper på benzenringen. Symptomerne på en akut forgiftning er træthed, fråde om munden, synsforstyrrelser, ukoordinerede bevægelser, muskelkrampe, lammelser, bevidstløshed og koma. Skader på hjerte, lever og nyrer kan forekomme.

Irritant

Ved direkte kontakt med huden virker xylener affedtende og irriterende. Det kan føre til tørhed, sprækker, sår og betændelse i huden. Ved direkte udsættelse af øjnene er der forekommet alvorlige forbrændinger af hornhinden. Få minutters udsættelse for xylendampe i en koncentration på 200 ppm resulterer hos de fleste mennesker i irritation af øjne, næse og svælg, og 100 ppm anses ofte for den højeste koncentration, de fleste kan udholde gennem en arbejdsdag. Der kan imidlertid forekomme en vis tilvænning, så højere koncentrationer kan udholdes.

Langtidseffekter

Xylener hører til blandt de mange organiske opløsningsmidler, der efter mange års erhvervsmæssig udsættelse kan være medvirkende årsag til det såkaldte opløsningsmiddelsyndrom, der bl.a. giver sig udslag i unaturlig træthed om dagen, søvnproblemer om natten, hovedpine, hukommelsessvigt, irritabilitet og andre personlighedsændringer. Den laveste effektkoncentration er bestemt til 100 ppm og den laveste koncentration uden effekt til 50 ppm. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer, at xylener og ethylbenzen medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stofferne.

Xylen transporteres let med blodet fra moder til foster via placenta (moderkagen). Udsættelse for xylen i koncentrationer, som påvirkede moderdyret, fremkaldte i forsøg med drægtige gnavere en øget fosterdødelighed, en hæmmet vækst og udvikling af fosteret samt muligvis fostermisdannelser. I forsøg med mus og kaniner blev den laveste koncentration uden effekt (NOAEL) for fostermisdannelser i begge tilfælde bestemt til 115 ppm eller 544 mg/m³. I en enkeltstående undersøgelse var NOAEL dog så lav som 10 mg/m³.

 Der er ingen sikker viden om reproduktionseffekter af xylen i mennesker, men en række befolkningsundersøgelser peger generelt på, at udsættelse for opløsningsmidler kan forårsage fosterskader og et øget antal spontane aborter. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer xylen som reproduktionsskadende ved middel dosisniveau.

Xylener er blevet undersøgt i en lang række korttidstest for skader på arveanlæg (mutagen effekt). I næsten alle undersøgelser var der ingen målelige skader. Helt nye og velgennemførte dyreforsøg med mus og rotter, hvor dyrene fik teknisk xylen (op til 1 gram/kg legemsvægt/dag) med mavesonde i 2 år, har heller ikke vist en kræftfremkaldende effekt. Stofferne må derfor betragtes som stort set uden genskadende egenskaber.

Grænseværdier

I en rapport om risikovurdering af legetøj (CEN/TC52/WG9, 2003) blev 2 ppm (9,5 mg/m³) angivet som indendørs grænseværdi for xylener. En vejledende grænseværdi baseret på reproduktionsskader er for xylen beregnet til 870 µg/m³.

Referencekoncentrationen (RfC) på 0,1 mg/m³ er baseret på påvirkning af bevægelseskoordineringen med en den laveste koncentration uden effekt på 50 ppm svarende til 217 mg/m³. Tolerabel Daglig Indtagelse (TDI) er beregnet til 150 µg/kg lgv/dag. Reference dosis (RfD) på 0,2 mg/kg lgv/dag er baseret på en laveste effektkoncentration på 500 mg/kg lgv/dag og en laveste koncentration uden effekt på 250 mg/kg lgv/dag.

1.8 Styren

De sundhedsmæssige egenskaber af styren er beskrevet i kortlægningsrapport nr. 39, 2004 og Fokusartikel nr. 4.

Styren er en farveløs, olieagtig og brændbar væske med en sød, aromatisk lugt, som bliver ubehagelig skarp og gennemtrængende ved højere koncentrationer. Opløseligheden i vand er ringe, mens det er opløseligt i eller blandbart med organiske opløsningsmidler.

Mandelsyre i urinen

Styren optages let gennem lunger og hud og deponeres i underhudens fedtlag. Styrens halveringstid i kroppen er fra 8 timer til nogle dage. Det meste omdannes og udskilles som mandelsyre med urinen. Koncentrationen af mandelsyre i urin anvendes i praksis som et mål for eksponeringens størrelse, hvor man ikke har sikre luftmålinger.

Styren kan ved førstegangskontakt lugtes i meget lave koncentrationer (<1 ppm), men efterhånden vænnes man til lugten. I højere koncentrationer virker stoffet irriterende. Således forekommer mild irritation af øjne, næse og læber efter nogle timers udsættelse for 50-100 ppm styren. En massiv udsættelse kan forårsage vejrtrækningsproblemer, forbrændinger af øjets hornhinde og kraftige hududslæt. Efter langtidsudsættelse er påvist forstørret lever.

Virkning på centralnervesystemet

Efter en årelang udsættelse for styren i et koncentrationsområde omkring grænseværdien på 25 ppm er hos arbejdere konstateret en overhyppighed af unaturlig træthed og beruselse samt et forringet resultat af psykologiske tests. Det har ligefrem med elektroniske instrumenter været muligt at måle ændringer i nerveimpulserne i hjernen. Ved lidt højere koncentrationer (>50 ppm) er rapporteret symptomer som svimmelhed, hovedpine, døsighed, træthed og koncentrationsvanskeligheder. Efter udsættelse for >100 ppm styren er beskrevet synsforstyrrelser, fordøjelsesvanskeligheder, forlængelse af reaktionstid og balancesvækkelse. Nyere undersøgelser har påvist et nedsat farvesyn hos arbejdere udsat for styren i glasfiberindustrien.

Arbejdsmiljøinstituttet vurderer styren som et stof, der medfører stor risiko for varige og/eller alvorlige skader på nervesystemet selv ved normalt arbejde med stoffet.

Langtidsvirkninger

Styren er mutagent i flere forskellige testsystemer og det fremkalder chromosomændringer i cellekulturer. I de fleste tilfælde kræves imidlertid en aktivering af stoffet ved hjælp af tilsætning af leverenzympræparater, som omdanner (oxiderer) styren til styrenoxid.

Styrenoxid menes at være et mellemprodukt i styrens stofskifte i både dyr og mennesker, og spor af styrenoxid er i nogle få tilfælde konstateret i blodprøver fra eksponerede arbejdere. Disse spor kan imidlertid også stamme fra indånding af styrenoxid, som kan forekomme i arbejdsluften i plastindustrien i koncentrationer ca. 1000 gange lavere end for styren.

En række arbejdspladsundersøgelser har ikke givet et entydigt svar, om styren er kræftfremkaldende, selv om en overdødelighed af kræft i bloddannende væv (leukæmi) har været konstateret i nogle undersøgelser. Det kan dog ikke udelukkes, at effekten skyldes samtidig udsættelse for andre stoffer, bl.a. benzen og butadien.

De foretagne langtidsdyreforsøg med styren har ikke været entydige, men giver et fingerpeg om, at en mindre kræftrisiko ved styrenudsættelse ikke helt kan udelukkes. Derimod har dyreforsøg med sikkerhed vist, at styrenoxid tilført med mavesonde giver mavekræft i rotter.

IARC anser styren som et muligt kræftfremkaldende stof, og styrenoxid som et sandsynligt kræftfremkaldende stof. Begge stoffer er optaget på Arbejdstilsynets liste over kræftfremkaldende stoffer.

Virkning på forplantningsevnen

I en række tilfælde har det vist sig, at styren kan forstyrre den normale fosterudvikling hos forsøgsdyr. Videre har befolkningsundersøgelser vist, at kvinder udsat for styren under graviditeten kan føde børn med medfødte defekter i det centrale nervesystem. Ligeledes har undersøgelser vist, at styrenudsatte kvinder kan have en øget hyppighed af menstruation uregelmæssigheder samt et større antal ufrivillige aborter end normalbefolkningen. Mælkeproduktionen kan ligeledes være nedsat.

Resultater af dyreforsøg tyder på, at styren også kan påvirke den mandlige formeringsevne. Undersøgelse af mandlige arbejdere i glasfiberindustrier har påvist en nedsat funktion af testiklerne og forringet sædkvalitet. Disse arbejdere var imidlertid, udover styren, udsat for andre farlige stoffer.

Arbejdsmiljøinstituttet vurderer styren som reproduktionsskadende ved middel dosisniveau.

Grænseværdier

I erhvervsmæssigt eksponerede mennesker er der observeret mindre effekter som effekter på verbale evner og synsforstyrrelse ved luftkoncentrationer på 107-213 mg/m³. Dette svarer til en laveste koncentration uden effekt på 0,26 mg/m³ (ugentlig gennemsnit). Den laveste koncentration uden effekt på den neuropsykologiske funktion hos arbejdere er 22 ppm (94 mg/m³). I forsøg med rotter eksponeret for styren med drikkevandet var den laveste koncentration uden effekt på kropsvægten 14 mg/kg/dag for hanner og 12 mg/kg/dag for hunner.

WHO har angivet en 24 timers vejledende luftgrænseværdi for styren på 800 µg/m³. Referencekoncentrationen (RfC) er fastsat til 1 mg/m³ på basis af effekter på centralnervesystemet, og Reference dosis (RfD) er 0,2 mg/kg lgv/dag baseret på et forsøg på hunde, hvor den laveste koncentration uden effekt blev fundet til 200 mg/kg/dag. Der findes en hollandsk Tolerabel Daglig Indtagelse af styren på 120 µg/kg lgv/dag.

1.9 Limonen

De sundhedsmæssige egenskaber af limonen er beskrevet i kortlægningsrapport nr. 36, 2003 og nr. 38, 2004 samt Fokusartikel nr. 72.

Limonen hører til naturstofgruppen, der kaldes terpener. Limonen er en ringformet forbindelse, som forekommer i 2 spejlbilled-isomere former. Den syntetiske blanding af de to former kaldes også dipenten; d-formen forekommer naturligt som bestanddel af æteriske olier udvundet af skallen af citrusfrugter og som en bestanddel af vegetabilsk terpentin udvundet af fyrretræ. Små mængder d-limonen findes også i krydderier såsom dild, bergamot og mynte; l-formen er mindre biologisk aktiv.

Limonen er en farveløs og brandbar væske med en kraftig duft af citron (d-form) eller appelsin (l-form). Stoffet oxideres (iltes) let af luften, hvorved væsken bliver gullig. Limonen er uopløseligt i vand, men opløseligt i organiske opløsningsmidler.

Limonen udvindes af citrusolier indeholdt i citron- og appelsinaffald fra produktionen af juice. Da limonen stammer fra naturlige råstoffer, markedsføres det som et alternativt “miljøvenligt” opløsningsmiddel i koncentrationer på 5-30%.

Den daglige indtagelse af limonen med kosten er i USA anslået til 2,5 mg/kg kropsvægt. Indtagelsen er nok lidt mindre i Danmark. I appelsinsaft er koncentrationen af limonen omkring 100 mg/L.

Selvom limonen ikke er særligt flygtigt kan der i arbejdsmiljøsituationer forekomme meget høje luftkoncentrationer. Koncentrationer af limonen på op til 400 mg/m³ er målt ved højtryksspuling med en 7% opløsning af limonen. Mere almindelige arbejdsmiljøkoncentrationer er 10-30 mg/m³. Der er ingen officiel dansk grænseværdi for limonen i arbejdsluften, men kun en tentativ værdi på 417 mg/m³. I USA er blevet foreslået en grænseværdi på 166 mg/m³.

Koncentrationen af limonen i indeklimaet er i udlandet målt til 40 mg/m³, i udeluften til 2 mg/m³ og i menneskers udåndingsluft til 20 mg/m³. Limonen hører til gruppen af flygtige organiske forbindelser (VOC) og kan ved reaktion med NOx danne luftforurening med ozon og smog.

Letoptageligt

Limonen optages hurtigt og effektivt både igennem hud, lunger og mave-tarm kanal. Hudoptageligheden illustreres af, at d-limonen bruges i medicinen til at øge lægemidlers gennemtrængen af huden. På grund af stoffets lave damptryk vil optagelse ved indånding i praksis være betydelig mindre end optagelse ved hudkontakt.

Det har ligeledes en stor opløselighed i blod og fedtvæv. Opholdstiden i kroppen er dog normalt kort, idet halveringstiden er under et døgn. Stoffet udskilles afhængigt af dyrearten i form af mange forskellige metabolitter.

Giftighed

Den akutte giftighed af limonen efter en enkelt tilførsel af stoffet til rotter og mus er meget lille, og limonen opfylder derfor ikke kriterierne for at blive klassificeret som sundhedsfarligt. Den meste viden om limonens skadevirkninger kommer fra forsøg med dyr. Der foreligger imidlertid et enkelt forsøg med fem frivillige personer, som indtog 20 gram limonen gennem munden og derefter fik diarré med smertefulde opkastninger. I et andet tilfælde, hvor otte forsøgspersoner i et eksponeringskammer indåndede op til 450 mg limonen/m³ luft i to timer, var der tilsyneladende ingen effekter.

Limonen påvirker en række enzymer i leveren hos forsøgsdyr, hvad der kan forårsage forskydninger i stofomsætningen i kroppen. I nogle dyreforsøg har man bl.a. konstateret, at limonen nedsætter koncentrationen af cholesterol i lever og blod. Dette kan betragtes som en gavnlig effekt, da et højt cholesterol-niveau er sat i forbindelse med øges risiko for hjerte-kar sygdom. Limonen har en gavnlig virkning på galdesystemet og direkte indsprøjtet kan det opløse galdesten.

Allergi

Limonen opløser fedtstofferne i hud og slimhinder, og kontakt kan derfor forårsage forbigående tør og irriteret hud og øjne. Allerede i 1930’erne anså man limonen som hovedårsag til hudeksem fra arbejde med citrusfrugter. Det er ikke klart, om limonen i al almindelighed forårsager kontaktallergi. Nogle undersøgelser tyder på det, andre ikke. Limonen oxideres let af luftens ilt. Eksperimentelle studier viser, at limonen ikke i sig selv er allergent, men at allergene stoffer dannes ved autooxidation. Limonen er optaget på listen over uønskede stoffer, da der er begrundet mistanke om, at det kan give allergi.

Langtidsvirkninger

Limonen er undersøgt i en række testsystemer, men synes ikke at skade arveanlæg. Fostre skades kun ved doser, der også skader moderdyret.

Langtidsforsøg med rotter, der fik tilført 150 mg limonen dagligt med foderet, resulterede i en øget forekomst af nyrekræft hos hanrotter. En sådan kræftforekomst kunne ikke konstateres hos hunrotter og mus, som blev udsat for en langt højere dosis af limonen. Specifikt hos hanrotter bindes en stor del af det optagne limonen til nyreproteinet a_2u-globulin. Dette er baggrunden for disse dyrs ekstreme følsomhed overfor limonens skadelige effekter. Det er ikke særlig sandsynligt, at limonen skulle have en kræftfremkaldende effekt i mennesker, snarere tværtimod. I andre dyreforsøg har limonen nemlig mindsket effekten af kendte kræftstoffer, som fx. nitrosaminer, og stoffet har ligefrem kunnet få brystsvulster til at forsvinde på mus.

Grænseværdier

TDI: 0,1 mg/kg lgv/d baseret på et 13 ugers rotteforsøg.
Daglig indtagelse NOAEL på 250 mg/kg mht. leverskader.
Daglig indtagelse LOAEL på 500 mg/kg mht. leverskader.
Daglig indånding NOAEL på 1170 mg/kg.
Daglig indånding LOAEL på 2330 mg/kg.

1.10 Phthalater

De sundhedsmæssige egenskaber af visse phthalater er beskrevet i Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6, 1996,^[3] MST kortlægningsrapport nr. 23, 2003 og nr. 43, 2004 samt i Fokusartikel nr. 32.

Phthalater er estere af phthalsyre (1,2-benzendicarboxylsyre). Der fremstilles teknisk omkring 20 forskellige phthalater. De vigtigste dialkylphthalater er dimethylphthalat (DMP), diethylphthalat (DEP), dibutylphthalat (DBP), diisobutylphthalat (DIBP), butylbenzylphthalat (BBP), dioctylphthalat (DOP), diisononylphthalat (DINP) og di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP). DEHP er en isomer af DOP og navngives tit også som “DOP” i teknisk litteratur.

Dialkylphthalater kan almindeligvis beskrives som farveløse, næsten lugtløse og olieagtige væsker, der har relativt høje kogepunkter og lav flygtighed. De er modstandsdygtige overfor varme- og lyspåvirkninger, men er brændbare.

Opløseligheden i vand varierer meget og mindskes med voksende kædelængde. Langkædede phthalater, såsom DEHP, er uopløselige i vand, mens DMP er moderat opløselige i vand. Alle phthalater er opløselige i de fleste organiske opløsningsmidler.

Anvendelser

Langt den vigtigste anvendelse af phthalater er som “blødgører” i plastprodukter. DEHP og andre langkædede PAE anvendes især som blødgører til polyvinylchlorid (PVC), hvori det kan forekomme i mængder på op til 50%. Det er i 1999 blevet forbudt at anvende phthalater i legetøj til småbørn, fordi de kan lække fra plasten. Samme år er der indført en afgift på de fleste PVC produkter på 2 kr. pr. kg. For blød PVC er der desuden en afgift på 7 kr. pr. kg phthalat.

Dibutylphthalat (DBP), og i mindre omfang DMP, DEP, og BBP, anvendes som blødgører og opløsningsmiddel til polyvinylacetat, som anvendes i lime, trykfarver og gulvmaterialer samt i cellulose-derivater, der anvendes i lak til overfladebehandling og indpakning (“cellophan”). DBP er et godt opløsningsmiddel for gummi.

Blødgørere er som regel ikke kemisk bundne i polymere, hvorfor der potentielt kan ske en eksponering af forbrugeren ved afsmitning ved kontakt. Phthalater er generelt ikke særligt flygtige ved stuetemperatur, men flygtigheden stiger drastisk med stigende temperatur, f.eks. stiger damptrykket af DEHP 320 gange fra 20ºC til 70ºC. Afdampning af de mindre flygtige phthalater vil normalt være begrænset, og indholdet i indeluften vil være lavt og især knyttet til de fine partikler. Til gengæld vil husstøv kunne indeholde betydelige mængder.

På grund af opståede betænkeligheder vedrørende DEHP's sundhedseffekter har der i nyeste tid været en tendens til at substituere DEHP med andre phthalater med næsten samme teknologiske egenskaber, f.eks. diisononylphthalat (DINP), eller de beslægtede dialkyladipater. Det er karakteristisk, at erstatningsstofferne generelt ikke er ligeså velundersøgte mht. eventuelle sundhedseffekter som DEHP, og for nogle erstatningsstoffer er der næsten ingen tilgængelige oplysninger, der kan belyse disses egenskaber.

Optages gennem huden

Phthalater optages let i kroppen gennem lungerne efter indånding af støv og dampe og via mave-tarm kanalen ved indtagelse gennem munden. Optagelsen via mave-tarm kanalen er særlig stor, hvis stoffet er opløst i spiseolie. For DEHP er denne optagelse 40-50% af indtagelsen.

PAE gennemtrænger ligeledes intakt hud. De lavere dialkylforbindelser mest (op til 60% af dosis). Hudoptagelsen af DEHP er mindre end 5%. Nogle PAE forbindelser, bl.a. DMP, DEP og DEHP, virker svagt irriterende på huden, men allergi er ikke beskrevet.

Stofferne nedbrydes (hydrolyseres) og udskilles relativt hurtigt, men den daglige tilførsel af bl.a. DEHP og DBP i et moderne samfund er så stor, at der efterhånden alligevel vil ske en ophobning i kroppen - først og fremmest i lever, nyrer, hjerte, lunger og fedtvæv. Det har vist sig, at alle mennesker i industrialiserede lande har spor af DEHP i deres fedtvæv.

Giftighed

Den akutte giftighed af phthalater i forsøgsdyr er usædvanlig ringe. Den dødelige koncentration er så stor, at de fleste phthalater ikke opfylder kriterierne for sundhedsskadelighed. Giftigheden aftager med voksende kædelængde. Blandt de mest giftige er den umættede forbindelse, diallylphthalat (DAP), som er den eneste PAE, der er klassificeret sundhedsskadelig.

Det forhold, at DEHP hører til de relativt mindre giftige stoffer illustreres af, at frivillige forsøgspersoner, som indtog 10 gram DEHP, bortset fra mavebesvær ikke blev syge. Helt uskadeligt er stofferne dog ikke. En arbejder, der ved et uheld kom til at indtage 10 gram dibutylphthalat (DBP) fik få timer senere forgiftningssymptomer såsom kvalme, svimmelhed, opkastning og nyrebetændelse. Han kom sig fuldstændigt efter to uger.

Der er ligeledes forekommet en række forgiftningstilfælde blandt medicinske patienter, som var udsat for PAE afgivet fra dialyseslanger, blodposer eller andet medicinsk udstyr af PVC. Afgivelsen er størst for de kortkædede PAE og afhænger af typen af den væske, PVC er i kontakt med.

Langtidsvirkninger

Risikoen for alvorlige langtidseffekter på raske mennesker efter udsættelse for phthalater er omdiskuteret. Der findes imidlertid to lidt ældre undersøgelser fra PVC forarbejdende industrier i Italien og Sovjetunionen, hvor effekter på nervesystemet, lever og blod blev rapporteret ved eksponeringsniveauer 10 gange over den nugældende grænseværdi for phthalater. Det er imidlertid åbenbart, at arbejderne samtidig var udsat for andre stoffer end blødgørerne.

Arbejdstilsynet vurderer dimethylphthalat og dibutylphthalat som stoffer, der kun medfører en ringe risiko for skadevirkninger på nervesystemet ved normalt arbejde.

I forsøgsdyr har massive langtidsudsættelser for DEHP – svarende til en indtagelse af 35 gram DEHP/dag i mennesker – forårsaget leverskader. DAP er mere leverskadende end DEHP, hvis isomer, DOP, igen er mindre leverskadende end DEHP. Den laveste eksponering i langtidsforsøg, hvor der er konstateret effekter af DEHP i føden (LOAEL) er 3,7 mg/kg lgv/dag.

Effekter på reproduktionen

Tilsvarende høje eksponeringer for DEHP, DBP, DIBP og BBP fremkalder testikelhenfald hos forsøgsdyr, mens DMP, DEP og DOP ikke er aktive. Lavere eksponeringer for DEHP har hos mus fremkaldt nedsat frugtbarhed og fosterskader med bl.a. nervesystems- og skeletforandringer. DEHP, DBP og BBP hormonforstyrrende stoffer, der kan være årsag til nedsat frugtbarhed og øget kræft i kønsorganerne. Arbejdsmiljøinstituttet vurderer DEHP som reproduktionsskadende ved middel dosisniveau.

Kræft

Generelt er phthalater sjældent aktive i genetiske korttidstest. Nogle phthalater (DMP, DEP og DBP) er svagt mutagene, mens f.eks. DEHP, DOP og DIOP ikke er aktive. DEHP kan imidlertid fremkalde celleomdannelser.

Ved en samkørsel af Cancerregistret med ATP blev der fundet en lille overhyppighed af leverkræft hos erhvervsgrupper, der formodes at have været udsatte for DEHP. Det kunne dog ikke udelukkes, at alkoholindtagelse var forklaringen.

Massive udsættelser for DEHP i langtidsfoderforsøg har forårsaget leverkræft i rotter og mus. I tilsvarende forsøg med rotter fremkaldte BBP leukæmi (blodkræft) og kræft i bugspytkirtlen, mens DMP, DEP, DBP, DIDP, DHP, DOP og DAP ikke syntes at være kræftfremkaldende. Høje doser diisononylphthalat fremkalder ligesom limonen nyrekræft i hanrotter ved en mekanisme, der ikke anses for relevant for mennesker. De øvrige PAE er ikke undersøgt. I et langtidsforsøg, hvor hamstere indåndede DEHP dampe, kunne der ikke konstateres en øget kræftrisiko. Indtagelsen af DEHP var dog nødvendigvis langt lavere end i foderforsøgene. I samme forsøgsrække blev nogle dyr samtidig udsat for en kræftfremkaldende nitrosamin, og resultatet var, at DEHP modvirkede nitrosaminens virkning.

Mekanismen bag DEHP's kræftfremkaldende effekt i gnavere er meget speciel (peroxisom proliferation), der ikke er relevant for mennesker. Videre tyder de fleste undersøgelser som nævnt på, at DEHP ikke er direkte genotoksisk. Dette betyder, at der formentligt vil være en tærskelværdi for den kræftfremkaldende effekt, således at de lave eksponeringer, som mennesker normalt udsættes for, ikke vil være kræftrisikable. DEHP er optaget på Arbejdstilsynets liste over kræftfremkaldende stoffer, og en arbejdsgruppe nedsat af Arbejdstilsynet har tidligere konkluderet, at DEHP må anses for et såkaldt “lavpotent” kræftstof. Di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP) er tidligere af IARC vurderet som muligt kræftfremkaldende. En revurdering fra 2000 ændrede på dette, idet DEHP nu ikke kunne klassificeres som kræftfremkaldende.

1.11 Bromerede flammehæmmere

Sundhedsaspekter ved bromerede flammehæmmere er bl.a. beskrevet i Miljøstyrelsens Handlingsplan for bromerede flammehæmmere fra 2001 og i senere rapporter. Den vigtigste stofgruppe er de bromerede diphenylethere (PBDE). En oversigtsartikel er publiceret i 2004.^[4] EU risikovurderinger findes for penta-BDE (2000), octa-BDE (2003) og i en foreløbig form for deca-BDE.^[5]

Polybromerede diphenylethere kan indeholde fra 1-10 bromatomer.  Der er teoretisk set 209 congenere, men kun en mindre del forekommer i varierende omfang i kommercielle produkter. De vigtigste kommercielle produkter er baserede på penta-, octa- og decabromerede diphenylethere. De sundhedsmæssige egenskaber af de kommercielle produkter (handelsnavne fx Bromkal^®) er bedst kendt, mens der foreligger færre toksikologiske undersøgelser af de enkelte congenere, der ellers er dem, som bestemmes ved de kemiske analyser af miljøprøver og menneskevæv.

Penta- og octaBDE produkter er nu forbudt at anvende i EU landene. En række andre bromerede flammehæmmere kan fortsat bruges.

Pentabromeret diphenylether (penta-BDE)

Kommercielle produkter (tyktflydende væsker) baseret på penta-BDE forekommer i en renhedsgrad på 50 – 70 %. Den mest fundne urenhed er tetra-BDE (24-38 %). Derudover findes mindre mængder af især hexa-BDE. De vigtigste enkelt congenere er 2,2’,4,4’-tetrabromdiphenylether (BDE 47), 2,2’,4,4’,5-pentabromdiphenylether (BDE 99) og 2,2’,4,4’,5,5’-hexabromdiphenylether (BDE 153). CAS nr. er 32534-81-9. Vandopløseligheden er 13 µg/L, fordelingskoefficienten Log K_ow er 6,6 og damptrykket 3 x 10^-7 mm Hg.

Octabromeret diphenylether (octa-BDE)

Det kommercielle produkt (pulver) octa-BDE er en blanding af 30 – 40 % octa-BDE, 30 – 45 % hepta-BDE samt omkring 12 % nona-BDE og hexa-BDE. CAS nr. er 32536-52-0. Vandopløseligheden er <1 µg/L, fordelingskoefficienten Log K_ow er 6,3 og damptrykket 5 x 10^-8 mm Hg.

Decabromeret diphenylether (deca-BDE)

Produktet forekommer i forskellige tekniske kvaliteter. Tidligere var indholdet omkring 77 % deca-BDE, med omkring 22 % nona-BDE og mindre mængder af andre polybromerede forbindelser. Nu til dags er renhedsgraden af pulveret forbedret til 97-98 % deca-BDE med urenheder først og fremmest af nona-BDE. CAS nr. er 1163-19-5. Vandopløseligheden er <0,1 µg/L, fordelingskoefficienten Log K_ow er 6,3 og damptrykket 3 x 10^-8 mm Hg.

Sundhedsmæssige egenskaber

Alle PBDE congenere er stabile, lipophile stoffer med en lav akut giftighed. Den akutte giftighed falder med stigende antal af bromatomer, formentlig pga. mindre optagelse i kroppen. Stofferne er ikke genotoksiske. På trods af den betydelige stabilitet dannes der meget små mængder af hydroxy-metabolitter (bromphenoler), som er mere giftige end udgangsstoffet.

Ved forsøg med gentagen indtagelse hos gnavere er den kritiske effekt af tetra-BDE (BDE 47) skader på leveren. Den maksimale dosis af tetra-BDE uden denne effekt (NOAEL) blev fundet til 1 mg/kg/dag. Ved forsøg på mus og rotter er der desuden fundet tegn på effekter på immun- og hormonsystemet. BDE47 (og BDE 99) har i dyreforsøg forårsaget en påvirkning af lære- og huskefunktionen i unge dyr efter udsættelse for stofferne som nyfødte.

For penta-BDE (BDE 99) var den laveste koncentration med levereffekt (LOAEL) ved gentagen indtagelse i dyreforsøg fundet til ca. 2 mg/kg/dag. Ved forsøg på mus og rotter er der desuden fundet tegn på påvirkning af skjoldbruskkirtlens funktion i fostre og nyfødte unger fra moderdyr, som blev udsat for penta-BDE. Den laveste LOAEL og NOAEL for kommerciel penta-BDE er henholdsvis 0,44 mg/kg/d og 1,8 mg/kg/d for vedvarende enzyminduktion i rotteforsøg. USEPA har fastsat en oral Reference Dosis (RfD) for penta-BDE på 2 µg/kg/dag.

For octa-BDE (BDE 153 mfl.) er den laveste koncentration med levereffekt (LOAEL) ved gentagen indtagelse fundet til ca. 8 mg/kg/dag. Octa-BDE er fosterskadende i dyr med højeste koncentration uden effekt (NOAEL) på 2 mg/kg/dag. USEPA har fastsat en oral Reference dosis (RfD) for octa-BDE på 3 µg/kg/dag.

Deca-BDE (BDE 209) har en meget lav optagelse og akut giftighed. I et dyreforsøg med et 77 % rent deca-BDE opstod fosterskader hos rotter i koncentrationer, hvor der ikke sås påvirkning af moderdyret. Lavest observerede effekt niveau blev bestemt til 10 mg/kg/dag. Med høj renhedsgrad var der ingen effekt. Deca-BDE (renhed >94%) er som den eneste PBDE undersøgt for kræftfremkaldende effekt ved langtidsforsøg i gnavere. Der var en forøget forekomst af leverkræft, og det internationale kræftforskningsinstitut (IARC) har vurderet, at der er begrænset evidens for kræftfremkaldende effekt i dyreforsøg. USEPA har fastsat en oral Reference Dosis (RfD) for deca-BDE på 10 µg/kg/dag.

1.12 Perfluoralkylforbindelser

De sundhedsmæssige aspekter af perfluoralkylforbindelser er vurderet i MST Forbrugerproduktrapport nr. 50, 2004, og i MST Miljøprojekt nr. 1013, 2005.

Perfluoroctansulfonsyre (PFOS), perfluoroctansyre (PFOA) og en række beslægtede perfluor-forbindelser bruges i talrige industriprodukter og forbrugerprodukter på grund af deres specielle overfladeaktive egenskaber og evnen til at afvise vand, snavs og olie. Handelsnavne er fx Scotchgard®, Gore-Tex®, Zonyl®, and Stainmaster®.

OECD har lavet en liste med 175 forskellige perfluorforbindelser i 22 kategorier. Der er tale om meget stabile, ikke-flygtige faste eller flydende stoffer. PFOS og PFOA nedbrydes stort set ikke. Tilsvarende for analoge stoffer med kortere eller længere kædelængde.

De stoffer, der mest bruges i praksis, er afledede af PFOS (substituerede sulfonamider, sulfonylfluorid) eller fluortelomere. Disse stoffer er mere nedbrydelige og omdannes i den sidste ende til PFOS eller PFOA.

I al almindelighed er der begrænset viden om toksikologien af disse perfluorforbindelser. PFOS og beslægtede stoffer optages let i kroppen, hvor de kan bindes til proteiner og især akkumulerer i blod og lever, men for nogle forbindelsers vedkommende også i testikler og hjernevæv. Halveringstiden i kroppen er flere år – for PFOS omkring 4 år.

Den akutte giftighed af PFOS og PFOA er moderat, og førstnævnte er mest sundhedsfarlig. Giftigheden af de beslægtede stoffer vokser med kædelængden. Leveren er det primære målorgan for perfluorforbindelser, og de fremkalder ”peroxisom proliferation” i rottelever såvel som induktion af forskellige enzymer involveret i fedtstofskiftet. PFOS synes at være mere aktiv end PFOA mht. denne effekt, men igen er PFDA med en længere alkylkæde endnu mere aktiv.

PFOA og PFOS har også en indvirkning på blodniveauet af diverse hormoner, fx ved at nedsætte testosteronkoncentrationen og øge koncentrationen af oestradiol i rotter. Stofferne må derfor anses for at være hormonforstyrrende.

PFOS, PFOA og beslægtede stoffer er ikke mutagene, men PFOA fremkalder testikelkræft, og PFOS og en beslægtet forbindelse fremkalder leverkræft i forsøgsdyr. De amerikanske miljømyndigheder klassificerer PFOA som kræftfremkaldende i forsøgsdyr.

PFOS og PFOA kan i forsøgsdyr fremkalde udviklingsforstyrrelser med nedsættelse af fødselsvægt. Meget høje doser af PFOS kan fremkalde strukturelle misdannelser, men relevansen kan diskuteres. Andre undersøgte PFAS-stoffer (PFBS og PFHxS) havde derimod ingen effekt ved de høje doser.

Erfaringen fra arbejdsmiljøet tyder ikke på væsentlige effekter på mennesker, bortset fra en enkelt undersøgelse der viser en overhyppighed af blærekræft i arbejdere med betydelig udsættelse for perfluoroctansulfonylfluorid (PFOSF).

Fodnoter

^[1] Nielsen et al. Indoor Air 1998; suppl 5: 25-36.

^[2] Nielsen GD et al. Indoor Air 1997;7:17-32.

^[3] Nielsen E, Larsen PB. Toxicological evaluation and limit values for DEHP and phthalates, other than DEHP. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6, 1996. Copenhagen: Danish Environmental Protection Agency, 1996.

^[4] Gill U, Chu I, Ryan JJ, Feeley M. Polybrominated diphenyl ethers: human tissue levels and toxicology. Rev Environ Contam Toxicol 2005;183:55-97.

^[5] http://ecb.jrc.it

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top |

Version 1.0 September 2006, © Miljøstyrelsen.