MTBE. Undersøgelse af grundvandet nedstrøms idriftværende og tidligere benzinstationer – Delrapport 7: Kerteminde, Fynshovedvej 290

3 Undersøgelser

Boreprofiler med beskrivelse af de gennemborede jordlag, registrerede laggrænser, filtersætning samt PID-måling fremgår af bilag 7.2 - 7.7. Der er efter aftale ikke udført PID-måling i forbindelse med hovedundersøgelsen. Placeringen af boringerne er vist på situationsplanen bilag 7.1.

3.1 Boringer

Forundersøgelse. Til bestemmelse af grundvandets strømningsretning og lokalisering af eventuelt vandførende sandlag er der omkring lokaliteten udført tre boringer, nr. 1 - 3, til 9 á 20 m u.t. Boringerne er filtersat i to niveauer med hhv. et terrænnært filter og et filter placeret dybere i moræneleren. Den detaljerede filtersætning fremgår af boreprofilerne bilag 7.2 - 7.4. Boring 2 og 3 er placeret tæt på det tidligere tankanlæg, mens boring 1 er placeret ca. 25 m øst for tankanlægget.

Hovedundersøgelse. I hovedundersøgelsen er der etableret yderligere tre boringer, nr. 4 - 6. Boring 4 og 5 er ført til 5 á 6 m u.t. og filtersat i den øvre del af moræneleren, mens boring 6 er ført til 11 m's dybde og filtersat i bunden af boringen. Den detaljerede filtersætning fremgår af boreprofilerne bilag 7.5 - 7.7. Boring 4 og 5 er udført nedstrøms lokaliteten for en nordøstlig strømningsretning i de øvre jordlag, mens boring 6 er udført nedstrøms lokaliteten for en sydlig strømningsretning i den lidt dybere del af moræneleren.

Feltarbejde. Boringernes placering er indmålt i forhold til eksisterende bygninger. Terræn og rørkote for de enkelte boringer er koteret i henhold til DNN. Som udgangspunkt er anvendt dæksel på kloakbrønd umiddelbart øst for ejendommen. Dækslet har kote +7,32.

I forbindelse med forundersøgelsen er der foretaget fire synkronpejlerunder i perioden 2002-06-28 til 2002-09-04. I hovedundersøgelsen er der foretaget to synkronpejlerunder hhv. 2002-09-10 og 2002-09-30.

3.2 Vandprøvetagning

I forundersøgelsen er der udtaget én vandprøve fra det høje filter (1.2) i boring 1 til kemisk analyse. I hovedundersøgelsen er der udtaget vandprøver fra det høje filter i boring 2 (2.2) og fra boringerne 4, 5 og 6 til kemisk analyse. Analyseresultater er sammenstillet i tabel 7.3 og 7.4, mens analyserapporter vedlagt som appendiks A.

 



Version 1.0 Maj 2007, © Miljøstyrelsen.